2017 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Steinrassel, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Steinrassel, Pfalz, TysklandWeingut Matthias Gaul bor meget passende på adressen Weinstraße 10 i Grünstadt-Asselheim i Pfalz. Derfra smager vi nu en 2017 Pinot Noir Steinrassel.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldte ham i november 2017 for the King of Pinot. Det skyldes bl.a. at han i i 2017 vandt en pris for bedste rødvin. Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt.

Pinot Noir druerne til denne Pinot Noir Steinrassel kommer fra marker med stenet kalkjord i 200 meters højde omkring Asselheim, hvor Matthias Gaul løbende har lavet grøn høst med fjernelse af op til 50% for at øge kvaliteten af de resterende druer. Derudover er druerne sorteret under høsten, hvor kun de bedste anvendes.

Vinen er lavet helt traditionelt i åbne gæringskar med regelmæssig punch-down, Efter endt fermentering er vinen lagret i franske barriques i mindst 18 måneder.

Duftmæssigt er det en rund og lidt varm Pinot Noir, men har også nogle grønne elementer, lidt grannåle, hvor min første indskydelse var enten noget amerikansk Pinot Noir eller fra Franken. Men det var imidlertid fra Pfalz. Den er i næsen også ganske tung på fad, vanilje, kanel, chokolade og lidt sød animalsk kostald. Frugten er kirsebær og tranebær.

Smagsmæssigt er der også en lidt varm, rund og sød Pinot Noir, hvor frugten er masser af kirsebær, sorte og bitre kirsebær, blommer og pænt med krydderurter, en frisk syre, lidt alkohol og samlet igen varm i stilen. Vi ligger sådan lige mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 240 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Vincent Dancer, Bourgogne Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Vincent Dancer, Bourgogne Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg fik denne Bourgogne Blanc fra Vincent Dancer fra Tovgaard brødrene, som virkelig begge er super bourgogne freaks. Claus mente, at Vincent Dancer nok er én af de allermest spændende producenter i Bourgogne i øjeblikket.

Vincent Dancer er selv vokset op i Alsace og har efter sin far arvet to store passioner, nemlig en kærlighed til vin og foto. Han havde lige færdiggjort sit studie i ingeniørvidenskab, da hans far en dag forslog Vincent at bruge lidt tid i Bourgogne, hvor hans familie ejede nogle vinmarker, der var udlejet til nogle fætre.

Vincent blev omgående hooked på idéen og besluttede sig at bosætte sig i Chassagne-Montrachet og blive vinproducent fra de i alt små 5 hektar vinmarker. Så i 1996 grundlagde Vincent sit vinhus og lavede det første år beskedne 4.000 flasker, men i dag ligger årsproduktionen på 20.000 flasker.

Selvom Vincent Dancer er en beskeden mand, så er hans vine i dag velkendt af restauratører og vinelskere, så vinene er så efterspurgte, at de sælges på allokation og derfor svære at skaffe.

Vincent driver sine marker økologisk certificeret og var endda den første producent til at gøre dette i Chassagne. Hans stil er meget sin egen … ret individualistisk med magre, lyse, salte vine, som helst skal være en afspejling af terroiren … fra rig, upålidelig Meursault Perrieres til den skarpt friske Chassagne Tete-du-Clos.

Her er det Vincents hvide basisvin, hvor druerne kommer fra 2 forskellige vinmarker … én i Meursault plantet i 2001 samt én i Puligny-Montrachet plantet i 1990.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, ingen tilsætninger af nogle slags, naturlig malolaktisk gæring og ingen bâtonnage, Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade, heraf 20% nye fade. Først derefter samles de forskellige fade i ståltanke, hvor vinen så lagrer 5-6 måneder inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering. Der er fremstillet 3.300 flasker af denne vin i 2017.

Sikke en dejlig smørfed og nærmest olieret næse. Den har en lækker hvalpefed note, smørblomst, mælkebøtter, masser af fadpræg med ristede aromaer, hasselnødder, valnødder og cashewnødder, nogle saltede mineraler, citrus, mandariner, lemon, søde æbler, røg og en smule vanilje.

Smagen er også cremet og olieret, mens frugten er langt renere, mere klar og direkte end forventet. Der er syrlige æbler, stikkelsbær, citronolie, knuste sten, vanilje fra fadene … tæt og intens med en fin stenet finish. Det er sgu en elegant vin og skræmmende højt niveau for en almindelig Bourgogne Blanc.

Vinen er købt på vingården og prisen kender jeg ikke. Tak til Tovgaard brødrene for vinen.

Vinanmeldelse 5,5/7