2017 Bodega Sei Solo, Preludio, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodega Sei Solo, Preludio, Ribera del Duero, SpanienBodega Sei Solo er et lille sideprojekt for vinmageren Javier Zaccagnini, når han ikke laver de ikoniske, spanske supervine Aalto og PS på Bodegas Aalto. Nu har jeg så testet husets vin Preludio i årgang 2017 til lidt julemad.

Javier Zaccagini nævnte jeg lige i forrige indlæg. Det er jo ham, der tidligere var præsident for Consejo Regulador Ribera del Duero … et slags eksportråd for området. Han var også manden, som sammen med Mariano Garcia var med til at grundlægge Bodegas Aalto i 1998 … og han har også  grundlagt Bodega Sei Solo, hvor han laver to topvine … Preludio samt Sei Solo.

Projektet har han opkaldt efter sit favorit klassiske musikstykke Sei Solo … en violin sonate fra Johann Sebastian Bach. Og topvinen – der blot hedder Sei Solo – har en kopi af den afdøde komponists håndskrift på etiketten.

Preludio er andenvinen i projektet, lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 9 små plots i La Horra området i Burgos provinsen. Der er vinstokkene omkring 60-90 år gamle og det betyder et ekstremt lavet udbytte. Efter høsten bliver druerne afstilket, hvorefter den sker en kold maceration.

Derefter sker gæring spontant med druernes naturlige gærceller i små trætanke på 2500 kg kapacitet. Efter endt fermentering sker der en malolaktisk gæring dybt under jorden ved kun 10 grader, hvor vinen også lagrer 18 måneder i brugte egefade. Modsat vinene fra Aalto, så får ingen af de to Sei Solo vine nye egefade.

Det er en vin, som jeg smagte første gang i august sidste år i en årgang 2015 … men her er det altså 2017 årgangen.

Duftmæssigt minder vinen på mange områder om Aalto … igen dyb våd og flæsket aroma med bacon, blæk, røg, blåbær, brombær, sorte oliven, blyanter, bitterhed, kamfer, jernbanesveller, mentol, tjære, andefond og en del fad. Men samtidig er Preludio måske en kende mere frisk i frugten … lidt lettere og knap så tæt, for vinen har en syrlighed, som pirrer dine næsehår.

Smagen er igen koncentreret mørk frugt med en elegant syrlighed og tonsvis af tørre tanniner. Vinen er faktisk sindssyg tør, virkelig ret stram og syrlig med tør eg, mens frugten er blåbær, men med en virkelig smuk kølighed i frugten. Nam. Det er 5,5 fede fingre med svag pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienNæste Ribera del Duero vin er lidt af en klassiker, nemlig vinen Aalto fra Bodegas Aalto, der er beliggende vest for Quintanilla de Arriba og ret tæt på Bodgas Vega Sicilia.

Og Bodegas Aalto er netop grundlagt af Mariano Garcias, der tidligere var vinmager på Vega Sicilia igennem mange år. Han grundlagde i 1998 nemlig Bodegas Aalto sammen med Javier Zaccagnini, der tidligere var direktør for Ribera del Dueros eksportråd og havde fået en idé om at skabe en af verdens største vine baseret på et unikke mikroklima i Ribera del Dueros.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere.

I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede, hvilket skyldes Aaltos kvalitet, understøttet af pæne internationale anmeldelser og udmærkelser.

We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero, som Javier sagde. Resultatet kunne man smage allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

Nogle år senere – i 2006 – blev ejerkredsen af Bodegas Alta udvidet med Masaveu og Nozaleda familierne, som begge også ejer vinerier i andre områder i Spanien og det betød en større stabilitet i hele projektet og investering i et moderne state of the art vineri.

Det er bygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat, så det er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter gravity fed princippet.

Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant kølig temperatur.

I dag ejer bodegaen selv 32 hektar marker ud af de 130 hektar, som de har adgang til … og spredt på ikke mindre end 200 forskellige parceller omkring 9 byer. Nogle af markerne har gamle vinstokke, mens andre er fortsat har unge stokke, som med tiden vil kunne levere frugt til produktionen.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene er denne Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados – som betyder udvalgte marker.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blev belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående rekord kan end ikke Vega Sicilia tangere.

Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 17 måneder på en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA … og heraf er 50% nye egefade.

Og lad os starte med duften … absolut fabelagtig, våd, flæsket aroma, hvor der både er mejeri, røget bacon, sødme, masser af tyngde, våde fade, kanel, vanilje, mælkechokolade og en espresso. Frugten brombær, blåbær og sorte kirsebær suppleret med engelsk lakrids og en lidt flot luftighed, som løfter Aalto et tak over det almindelige luftlag.

Smagen er også vildt lækker … Aalto har lige et ekstra gear i automatgearkassen. Det er mørk kraft, meget tør med en fyldig saft og kraft, andefond, engelsk lakrids, solbær, blåbær og nogle tanniner, som næsten umærkeligt sniger sig ind i din mund og sætter sig, ryster dine kindben, så du bliver glad. Vild lækker Ribera vin.

Forhandles af både Theis Vine og Uhrskov Vine hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 279 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Bodegas Avelino Vegas, Avelino Vegas 100 Aniversario, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Avelino Vegas, Avelino Vegas 100 Aniversario, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero vin nr. 4 kommer ubetinget i aftenens tungeste flaske. Det er vinen Avelino Vegas 100 Aniversario fra Bodegas Avelino Vegas og så må vi se, om det også i smagen er en tung, spansk vin.

Bodegas Avelino Vegas er grundlagt i 1950 af Avelino Vegas i Santiuste de San Juan Bautista i Segovia provinsen i appellationen DO Ruedo i Castilla y León. Men i dag har familien Vegas to vingårde … den oprindelig i DO Ruedo samt et topmoderne vineri lige mellem Peñafiel og Pesquera de Duero i Ribera del Duero,

Det er i dag Avelino Vegas’ barnebarn Cristina Vegas, der som 3. generation står for vinhuset og produktionen af vinene. Hun har en uddannelse indenfor bioteknologi samt som ønolog/vinmager fra universitetet i Bordeaux.

Bodegas Avelino Vegas er en stor historie for samlet ejer de ikke mindre end omkring 380 hektar vinmarker, men har derudover også aftaler med vinavlere, der leverer fra samlet omkring 700 hektar, således de i dag laver vine fra 1.080 hektar vinmarker.

Vi smager her deres Avelino Vegas 100 Aniversario, hvor man hylder, at det er hundrede år siden, at grundlæggeren Avelino Vegas blev født. Derfor bærer etiketten på vinen også hans underskrift.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo fra 80 år gamle vinstokke fra
marker beliggende i Aguilera i Burgos. Druerne er høstet manuelt og ligger først koldt ved 3 grader, hvor de også sorteres og afstilkes uden presning. Gæringen sker derefter i koniske ståltanke, som vinhuset selv har designet.

Vinen er lavet med gæring og maceratio  over 5 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, hvor efter vinen er lagret en periode på franske egefade og ovale betontanke.

Men modsat vægten på flasken, så er vinen lettere i duften end forventet. Der er ganske vist mørke bær, blåbær, sorte kirsebær, solbær, røg, nelliker, våde fade, tjære, tørv, blæk, blyanter, lakrids, kaffegrums, tør jord og jern … men der stiger også lidt syreagtige noter til vejrs fra glasset.

I smagen er syren også virkelig godt fremme … og fra første fløjt masser af bitterhed, nogen tanniner, men samlet en frisk og lidt tynd vin. Men smagene har nogle af de samme elementer som de forrige med tørrede urter, røg, tobak, kaffe og mørke teblade.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7