2018 Familia Zuccardi, Alambrado Malbec, Mendoza, Argentina

2018 Familia Zuccardi, Alambrado Malbec, Mendoza, ArgentinaDet er et par dage siden, at jeg sidst har smagt argentinsk Malbec, men det må vi jo så gøre noget ved. Det kan vi fx gøre med denne Alambrado Malbec fra vinhuset Familia Zuccardi, som holder til i Maipú lidt øst for Mendoza by.

Vinhuset er grundlagt i 1963 af ingeniøren Alberto Zuccardi, som allerede i1950 slog sig ned i Mendoza. Han begyndte i starten af 1960’erne at plante nogle vinstokke og eksperimentere med et system for kunstvanding.

Det var et system, som han selv havde opfundet baseret på metoder, som ellers kun bruges i Californien. Egentlig var det slet ikke meningen, at Alberto Zuccardi ville lave vin.

Han ville bare afprøve afvandingssystemet i praksis, og til det formål anlagde han en mindre vinmark. Forsøget var meget vellykket, og samtidig blev han grebet af vindyrkning, således det blev startskuddet for vingården.

I dag drives vingården af 3. generation i form af Sebastián Zuccardi, som dog får hjælp af faderen José Alberto, mens broderen Miguel står for gårdens produktion af olivenolie, ligesom søsteren Julia har ansvaret for gårdens tilhørende restaurant Casa del Visitante. Det er med andre ord et rigtigt familieforetagende … Familia Zuccardi.

Men det er et pænt stort familieforetagende, for Familia Zuccardi har i dag ikke mindre end 837 hektar vinmarker, som er fordelt med 37 hektar på La Consulta, 55 hektar på Vista Flores og 90 hektar på Altamira … i Valle de Uco. Derudover har de 475 hektar i Santa Rosa og endelig 180 hektar i Maipú. 35% af vinmarkerne drives økologisk.

I september 2015 blev winemaker Sebastián Zuccardi for anden gang kåret til Winemaker of the Year i Gaucho Annual Winemaker Awards i London. Wine Enthusiast har nomineret Familia Zuccardi til New World Winery 2015 og Decanter har udråbt José Alberto og Sebastián Zuccardi som værende blandt de 5 mest indflydelsesrige personligheder i argentinsk vin.

 Dette blev der især sat en tyk streg under, da familiens kultvin Piedra Infinita i årgang 2016 blev den kun tredje sydamerikanske vin i historien til at få tildelt de famøse 100 point af Robert Parkers Wine Advocate.

Her er vi jo i det lidt tungere luftlag, længere nede på gulvet, hvor vi smager familiens 2018 Alambrado Malbec, der er lavet på druer fra forskellige marker og vinificeret med gæring/maceration ved 25-27 grader over 20 dage på rustfrie ståltanke med daglig pigéage … altså punch-down. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på en kombination af nye og 2-3 år gamle fade.

Næsen er mørk, tør med både baconfedt, beef-jerky og tørret kød, blåbær, brombær, blommer og svage fadaftryk med engelsk lakrids, bitter, mørk chokolade, våde fade og svagt lidt vanilje. Det er ikke en vin, hvor duften stikker vildt dybt, men der er også tale om en rigtig prisbillig Malbec, så på den måde er der god value.

Smagsmæssigt bliver det også lidt rustikt og endimensionelt, men vinen har imidlertid en god frisk frugt, masser af tanniner, stram syre og et frisk, mørkt bid med lidt peber, røg og tørhed. Du får masser af Malbec karakter for pengene.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Lionel Osmin & Cie, Le Roi Bœuf, Sud-Ouest, Frankrig

2019 Lionel Osmin & Cie, Le Roi Bœuf, Sud-Ouest, FrankrigLionel Osmin & Cie er et negocianthus, der ligger i Sydvestfrankrig. De laver både vin samt masser af Armagnac. Det er derfra, at vi nu smager denne Le Roi Bœuf … på ren 100% tanninrig Tannat og med en etiket, der ligner noget fra Dalgårds Tivoli. Men lad jer endelig ikke snyde.

Negocianthuset er etableret i 2010 af Lionel Osmin sammen med en række venner, der alle elsker vine fra Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig og derfor slog pjalterne sammen i et fælles projekt.

De opkøber druer fra vinavlere i nogle af de mange områder i Sydvestfrankrig, bl.a. Bergerac, Cahors, Fronton, Gaillac, Jurançon, Marcillac, Madiran og Armagnac … på alle slags druer, herunder også lokale druesorter som Baroque og Camaralet samt de mere internationale sorter som Chardonnay og Syrah.

De laver også Eau-de-Vie samt Armangnac via partnerskab med forskellige destillerier i Gascogne, hvorfor de har skabt en portefølje af armagnacer med 12 til 39 års alder.

Denne Le Roi Bœuf er én af husets mange vine … og skulle være produceret på 100% Tannat druer fra områder nær Bazas. Der er ikke meget info om selve produktionen, men vinen har lagret i nye egetræsfade. I tidligere årgange har vinen bestået af 75% Merlot, 15% Tannat og 10% Cabernet Franc, men skulle nu imidlertid så være ren Tannat.

Vild tør duft … masser af tørt træ, okseblod, meget rustik, mørk frugt, solbær, brombær, hindbærmarmelade, indkogt svedskejuice, meget tør, støvet med bitter kakao, en utæt blækpatron, tørrede blomsterblade og sjove krydderier. Det er ikke just indbydende, hvilket vel også er sjældent for Tannat vine. Men giv den lidt tid … ekstra tid, luft og tålmodighed i glasset, for så bliver aromaerne meget mere blide og runde.

Men smagen er sgu spændende … tør, kantet og syrlig med denne tørkrydrede, bitre og dybe frugt, beg og tjære, pænt vilde tanniner, valnødder og lidt engelsk lakrids eller lakridsrod. Det er bare mega tørt, men med en herlig urkraft. Det er ikke en vin for alle, men har vildt meget Sydvestfrankrig karakter.

Igen bliver tingene mere runde, komplette og sammenhængende med rigeligt med luft i glasset … så kommer der endda lidt sødme frem også. Der er en rødvin, der skriger på mad til … måske en stor, tyk bøf. Med tid i glasset blev jeg stille og roligt mere og mere begejstret for denne vin, så 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7