2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg har fået mine fedtede hænder i 3 flasker bourgognevin fra vinhuset Madame Veuve Point, som er opkaldt efter enken Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Mens jeg starter med at skrive om vinhuset, så kan jeg meget passende starte med at nyde et glas 2018 Mâcon-Villages Blanc fra Point familiens gamle vinhus i Beaune. Arghhhhhh.

Enkefruen Jeanne-Marie Point var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2018 Mâcon-Villages,

Vinen er lavet ved, at Chardonnay druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning, men saften hviler så koldt ved 10 grader i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang. Efter fermenteringen er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Duftmæssigt er vinen meget ligetil … ikke overfed med alt for megen egetræ, men har en varm, tæt aroma med sødkrydrede, eksotiske og tropiske frugter som abrikos, honningmelon, modne pærer, kalk og et lidt støvet samt mineralsk udtryk.

I munden er vinen blid … meget blid og næsten på vej til at blive lidt flad i udtrykket, men krydderier og en varm syre redder det næsten, således der kommer nogen sammenhæng i tingene. Smagen har lidt samme sødkrydrede note, som man også duftede, lidt rustik med en frugt af pærer, melede gule æbler og svag grape.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Bodega Trenza, La Orphica Seleccion Aurora Blanco, Murcia, Spanien

2019 Bodega Trenza, La Orphica Seleccion Aurora Blanco, Murcia, SpanienDet er ikke så lang tid siden, at jeg smagte den blå, småfede La Orphica Monastrell Iluminada lavet af de to danske brødre David og Jonas Tofterup på Bodega Trenza. Nu smager jeg en hvid søstervin, nemlig denne La Orphica Seleccion Aurora Blanco.

Det fremgår ikke helt, hvor druerne kommer fra … om det alene er fra Murcia eller de måske er fra flere områder i Spanien? Det er dog imidlertid et blend på 47% Macabeo, 23,5% Verdejo, 23,5% Sauvignon Blanc samt 6% Moscatel.

Druerne er høstet tidligt om morgenen for at give mest mulig friskhed til vinen og fermenteringen, som alene er sket i rustfrie ståltanke – er sket koldt ved 13-16 grader. Derefter er vinen så blot aftappet på flaske og frigivet.

Duften er næsten tyggevenlig … en sød, krydret, fed og fyldig næse med tørret abrikos, ananas, nektariner, mango, appelson, lidt grillet lemon, masser af sødme, krydderier, spidskommen, røg og tør cedertræ.

Smagen fortsætter i samme boldgade, fed, krydret og sød … godt tætpakket med fed, tropisk frugt. Det er en vinøs, adipøs, korpulent og trivelig boksehandske, som er foret så meget, at alle slagene rammer blødt, tungt og rundt. En stor og smagfuld historie.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 59 kr. ved køb af 6 flasker. Fin pris.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Weingut Jürgen Ellwanger, Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder GG, Württemberg, Tyskland

2017 Weingut Jürgen Ellwanger, Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder GG, Württemberg, TysklandHoulbergs spinkle hjerte skal med regelmæssige mellemrum smøres med Spätburgunder for rigtigt at fungere optimalt og forleden skete det med denne 2017 Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder Große Gewächs fra Weingut Jürgen Ellwanger.

Ham er vi – selvfølgelig – stødt på tidligere. Han ligger i den lille by Winterbach i Württemberg området.

Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog hans søn Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene, blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye fasde af egetræ i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able.

I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terroir. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.

Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker familien  også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.

Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen.

Her er det en af Ellwangers topvine udenfor HADES serien, nemlig husets Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder Große Gewächs, hvor druerne kommer fra Große Lage marken Linnenbrunnen og høstet med 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er efter gæringen lagret omkring 16-18 måneder på nye og brugte barriques. Vinen har 1,9 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke en let, lys og feminin Spätburgunder, for frugten er mørkere med kirsebær, brombær, tranebær ovenpå en landlig og animalsk hestestald suppleret med grafit, blæk, røg og lejrbål, røget bacon, støvet, stenet og med den vis modenhed i frugten samt lidt blomstervand. Derudover kommer der fadnoter med i blandingen, bl.a. vanilje, kanel og mælkechokolade. Køligt dufter vinen mest elegant og tiltrækkende.

Smagen er rank med mørke brombær, kirsebær … endda lidt søde kirsebær, ret meget bitterhed, masser af stærk peber og så er vinen også lidt sprittet i smagen, hvilket kun forværres med mere varme i dit vinglas. Der er egentlig god intensitet i frugten, meget kraft og så røgede elementer samt de samme tørre og lidt stenede noter, der også kom frem i duften. Det dufter klart bedre end det smager, så Houlbergs hjerte banker ikke helt perfekt.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 4/7