2018 Weingut Sebastian Erbeldinger, Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Sebastian Erbeldinger, Pinot Noir, Rheinhessen, TysklandJungwinzer Weingut Sebastian Erbeldinger er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog og nu gør vi det igen med en 2018 Pinot Noir.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte den helt fantastiske Bechtheimer Heilig-Kreuz Cuvée Blanc. Der kan I læse mere om den unge winzer Sebastian, familien og historien om vinhuset.

Her smager vi Sebastian Erbeldingers almindelige Pinot Noir fra hans egen serie af vine … altså udenfor familiens normale serie af vine under navnet Weingut Bastianshauser Hof.

Vinen er hans røde Gutswein på Spätburgunder aka Pinot Noir, og druerne kommer fra familiens vinmarker omkring Bechtheim. Den er gæret spontant i tre uger på drueskindet og har efter endt gæring lagret 12 måneder på 225 liters barriques aka Kleines Eichenfass. Den har 0,2 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen sådan medium transparent … duften lidt mørk, maskulin med kirsebær, brombær, tranebær, hindbær, lidt mælkede noter, godt med blæk, tjære, et saftig Pinot Noir varmt hjerte, godt med kraft, nogen sødme og meget indbydende.

Smagen passer perfekt til duften … saftig, frisk med et lille tannisk bid. Der er noget blødt, luftig og småsødt over frugten med jordbær, kirsebær og endda lidt mørkere bær, mens tanninerne er bløde og føjelige. Der er masser en drikkeglæde i denne lille og fine rheinhessiske Pinot Noir.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, La P’tite Vauvise, Loire, Frankrig

2019 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, La P'tite Vauvise, Loire, FrankrigDomaine Mathieu & Benoit Fleuriet holder til på adressen La Vauvise ved Menetou-Râtel i Sancerre i Loire. Vi smager her en lille mini-Sancerre fra de to brødre, nemlig vinen La P’tite Vauvise.

Vingården drives – som du måske allerede har gættet – af de to brødre Mathieu og Benoit Fleuriet, som overtog driften efter deres far Bernard Fleuriet. Han drev gennem mange år sit vinhus Domaine Bernard Fleuriet & Fils og har været en anerkendt vinbonde i Loire i mange år. Vi har også her på Houlbergs Vinblog tidligere smagt et par af vinene fra vinhuset.

Brødrene startede i 1991 med at arbejde på vingården og så lave deres egne vine, bl.a. efter opkøb af 15 hektar vinmarker i Sancerre med gamle vinstokke samt 4 hektar i Menetou-Salon. I dag har de to brødre fuldstændigt overtaget driften og driver samlet omkring 50 hektar fordelt på 35 forskellige sydligt eksponerede parceller, som har en undergrund med flintesten og kalk.

De primære druer er Sauvignon Blanc og Pinot Noir, som dyrkes efter økologiske principper, og Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har da også været økologisk certificeret siden 2014.

Brødrene arbejder hårdt i marken med manuel høst og en yderst nænsom selektering af druerne. De er uhyggelig forsigtig med ikke at tilføre druerne unødig ilt, da der dermed er større risiko for oxidering.

Fleuriet brødrene ønsker nemlig at udtrykke den friske, sprøde og mineralske stil, og vinificeringen foregår hovedsageligt traditionelt med koldmaceration, temperaturstyret gæring på cementtanke, mens lagringen for de hvides vedkommende foregår på stål. De røde vine på Pinot Noir vine lagrer på en kombination af gamle og nye egetræsfade.

Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har investeret meget i en helt ny, topmoderne kælder, blandt andet nye, æggeformede betontanke som mange store ønologer sværger til. Hele vinifikationen er opbygget efter tyngdelovens principper.

Her smager vi så en frisk hvidvin fra brødrene … La P’tite Vauvise fra Domaine de la Vauvise aka Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet. Det er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra op til 30 årige gamle stokke på øst-sydøst-vendte, kalkrige skråninger ikke langt fra Sancerre. Vinen gærer på rustfrie ståltanke under temperaturkontrollerede forhold og lagrer sur lie i 3 måneder.

Duftmæssigt er det frisk leg på græsplænen, hvor små totter med blomster pibler frem. Det er en grønthøster i fremdrift med lemon, citrus, grøn peber, stikkelsbær, kiwi og lidt hyld. Alt er meget klart, stilrent uden nogle af tingene stikker af … flot.

Smagen er dejlig frisk, syren spændstig og sprød uden at blive bestemmende, for vinen har også lidt fylde, lemon, lime, grape og det er alt sat rigtigt godt sammen. Skal man drikke god Sauvignon Blanc, så er denne mini-Sancerre et fremragende valg. Houlberg rater den til lige i underkanten af 5 flotte tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Muhr-Niepoort, Sydhang, Carnuntum, Østrig

2015 Muhr-Niepoort, Sydhang, Carnuntum, ØstrigNæste vin er Syrah vinen Sydhang fra samarbejdet mellem Dirk Niepoort samt Dorli Muhr … et samarbejde etableret tilbage i 2002.

Frem til 2017 var Dirk og Dorli endda også partnere privat, men efter det stoppede, så har Dorli Muhr nu fortsat driften af det lille vinhus alene.

Ved etableringen af det lidt umage samarbejde i 2002 var Dorli Muhr. Dorli grundlægger og leder – Geschäftsführerin – af sit eget markedsføringsfirma Wine&Partners og derudover ejede hun efter en arv også et par gode vinmarker i Prellenkirchen.

Ved et besøg i Østrig faldt Dirk for området … og Dorli. Han så samtidig et stort pontentiale i specielt marken Spitzerberg og dens historie. Han så samtidig potentialet for vine på Blaufränkisch, som han – bortset fra Pinot Noir – anser som den mest elegante druesort i verden.

Spitzerberg marken, hvis skråninger, jordbunde og klima på mange måder minder om Bourgogne, havde for hundrede år siden været blandt Østrigs mest berømte marker, men var siden blevet glemt.

Dirk og Dorli aka dobbelt DD blev hurtigt enige om, at dér skulle de lave vine sammen og det blev til et officielt samarbejde og et privat partnerskab. Siden investerede parret i flere hektar på Spitzerberg med mere end 30 år gamle Blaufränkisch vinstokke, og marken er godt på vej til at få sit gamle ry tilbage.

De første vine fra Muhr-Niepoor kom på markedet i 2004, men fra 2017 årgangen står der nu Weingut Dorli Muhr, mens Lukas Brandstatter hjælper med produktionen.

Hun har nu omkring 12 hektar vinmarker og producerer 35.000 flasker vin årligt, hvoraf 75% er på Blaufränkisch, mens resten er lidt Grüner Veltliner, Riesling og Syrah.  Siden 2018 har vinhuset været økologisk certificeret.

Så denne 2015 Sydhang er altså før bruddet med Dirk og før huset blev fuldstændig økologisk. Det er 100% Syrah, som faktisk kommer fra Spitzerberg bakken og den sydlige del … Sydhang. Vinen er lavet med bl.a. 2 års fadlagring.

I næsen stinker det nærmest af Nordrhône … flæsk, mejeri, bacon, tjære, mørk frugt, peber, hård flint, sten, rank og stolt, blommer og solbær, masser af fadpræg, tung på eg, kanel og bare fuld fart der-ud-af uden dikkedarer.

Smagsmæssigt er der også godt med power … stor, fed, stærk med poleret og kølig kraft, godt med peberkværnen, en vis saftighed, lidt sorte oliven, solbær, mørke kirsebær og super balance.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7