2017 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2017 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienJuan Gil Bodegas Familiares, altså den spanske Gil familie med de mange vinerier laver under deres eget navn denne blå Blue Label vin … en vinøs og stor Dodge RAM truck med V8 Hemi motor.

Vinen er lavet på 60% Monastrell aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde. Druerne er høstet i hånden og med et særdeles lavt høstudbytte. Vinen er lavet med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på amerikanske og franske egetræsfade.

Slam … in your face. Der er skrald på aromaerne i denne Blue Label eller Etiqueta Azul, som den hedder på spansk. Og vi har dog virkelig også fået spanskrøret frem og får rap med tyk fed frugt, engelsk og finsk lakrids, lakridskonfekt, ristede kaffebønner, tobak, tørret kød, grafit, solbær, sorte kirsebær, balsamico, peber, kanel, vanilje … og som med 2016’eren også lidt elementer fra Nordrhône … blot på søde epo steroider.

I munden er det en fed og rund vin, eksplosiv på en tæt, sød og koncentreret facon, masser af mørk og sød frugt. Det hele leveres velourblødt, cremet og så alligevel med nogle tanniner, hvorved den hænger på fortænderne i lang tid. Det er som sidst en knytnæve lige i sylten, men man kan sige, at det er på en sød måde. Det er en intens mundfuld, voldsom, fortætter … men det smager jo godt. Dermed bliver det 5 store houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2010 La Guaite di Noemi, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 La Guaite di Noemi, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienDen smukke Noemi Pizzighella fra vinhuset La Guaite di Noemi laver stærke, kraftige vine, der kan få selv den mest seje, stovte hardnitter til at græde. Denne gang smager jeg en Valpolicella Superiore med 10 år på bagen fra Noemi.

Jeg har tidligere smagt en række af Noemis vine, fx  hendes 2011 Solitario, hendes 17% Tisbe på ren Cabernet Sauvignon samt hendes 2009 Amarone della Valpolicella. I de blogindlæg kan du også læse mere om Noemi Pizzighella samt vinhuset La Guaite di Noemi på bjergsiden ved den lille by Mezzane di Sotto omkring 15 kilometer nordøst for Verono.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på 35% Corvina, 35% Corvinone, 20%, Rondinella samt 10% Oseletta og Croatina. Alle druerne er høstet ved håndkraft midt i september, hvorefter de har tørret i en måned, afstilket og udblødt koldt med cryo-maceration inden fermentering i rustfrie ståltanke. Derefter presses tingene og en malolaktisk gæring sker inden lagringen 36 måneder på franske, brugte egefade og yderligere 24 måneder lagring efter flaskning.

Du bliver noget overrasket, når du skænker første glas af denne Valpolicella Superiore, for den er langt mere transparent end du lige forventer … og så lige med et svagt brunligt skær. I glasset skal vinen lige have tid til at åbne sig, for i starten er den lidt lukket. Så lukker den lige så stille op med nogle modne lyse bær, lyse blommer, lyse kirsebær, en lille æterisk syre, mentol, mynte, marcipan og lidt balsamisk i udtrykket. Det er sgu ret spændende.

Smagsmæssigt er dette meget anderledes end foregående Valpolicella Superiore, for denne er let som en balletdanser, rap på tæerne som en stepdanser og syrlig som en kun en hustru kan være. Læg dertil, at frugten er let, moden og virkelig elegant. Normalt er jeg ikke verdens største Valpolicella fan, men det smager sindssyg godt, syrlig, bitter og næsten som et møde mellem Valpolicella og Piemonte eller måske Bourgogne. Sådan burde enhver Valpolicella Superiore smage. Noemi kan altså bare mere end sit fadervor.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker. Et vildt godt køb for sådan et satans let og dragende Valpolicella.

Vinanmeldelse 6/7