2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, TysklandDet er vist alene lidt over en måned siden, at jeg drak et glas 2015 Hainfeld Spätburgunder fra Weingut Meier. Nu går jeg skridtet videre, tager et trin op og har skænket et glas af Meiers fine 2015 Hainfelder Letten Spätburgunder.

Det er en Lagenwein, hvilket man omgående kan spotte ved, at toppen på den lange flaske er guldfarvet. Druerne kommer da også fra en enkeltmark, nemlig  Große Lage marken Hainfelder Letten … en mark, som bl.a. også den gode vinproducent Bernhard Koch har parceller på.

Hainfelder Letten er dog – efter VDP klassifikation – ikke en af de 52 officielle Große Lage marker i Pfalz og  marken er faktisk heller ikke med blandt de 83 nævnte Erste Lage marker. Men nu er Weingut Meier jo heller ikke med i VDP, men derfor kan det bestemt godt være en fremragende mark.

Vinen er lavet helt traditionelt i egefade og er så efter endt fermentering lagret på franske barriques, men jeg kan ikke se, hvor lang tid, at vinen er lagret.

I glasset er vinen – som den Ortswein lillesøster – nogenlunde transparent i glasser med let brune kanter. Duften er egentlig meget fin og rund, sådan lidt med nogle modne bær, jordbær, hindbær, lyse kirsebær, en kende animalsk, sød kostald, kamfer, nelliker, kommen og så også noter fra egefadene med vanilje, ristede sesamfrø, tør jord, mælkechokolade, kommen og kakao. Minder i duften vildt meget om lillesøsteren.

Det er smagsmæssigt, at Hainfelder Letten Spätburgunder trækker fra søsteren, for vinen er virkelig blød, cremet og rund, en balanceret og fin frugtsyre, hvor der også kommer lidt peber, sort te, bitterhed, grapefrugt … silkefine tanniner, meget ren frugt, beskeden sødme, virkelig lang, let og syrlig eftersmag. Dejlig. Det bliver 5 store houlbergske fingre med pil op.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Bertram Baltes, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Bertram Baltes, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandDen næste Ortswein jeg smagte fra det nye, samlede Weingut Bertram Baltes i 2018 årgangen, var deres flotte Ahrweiler Spätburgunder.

Den er lavet på fuldstændig samme måde som foregående Dernauer Spätburgunder, men her kommer druerne blot fra Forstberg og Rosenthal markerne i Ahrweiler.

Igen er alene 70% af alle drueklaserne afstilket. Vinen er så lavet med en kold udblødning, efterfølgende spontangæring og efter endt fermentering er vinen også lagret på både barriques og mellemstore egefade lavet af Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.

Igen er der samme animalske eller landlige vildskab i næsen … her måske endda for første gang med lidt bio bio krudt og samtidig også med et langt mere blomsterrigt udtryk, selvom vinen fortsat har den karakteristiske Ahr nerve, hvor de røgede noter blander sig med lidt blæk, grønne blade, grannåle, syrlige kirsebær, ribs og nelliker.

Her giver aftrykket fra egefadene faktisk lidt mer’ sødme end hos forrige Dernauer Spätburgunder, og det gør næsen en my mere sød, venlig og imødekommende med vanilje, kanel og mælkechokolade.

Smagen er også en kende blidere, langt mere sød og feminin … men bevares, det er fortsat en meget ung vin med masser af bid, så smid den – og søstervinen – endelig i kælderen nogle år. Tanninerne er der fortsat, men ikke helt så skarpe, men vinen er til gengæld proppet med frisk frugt … lidt til den syrlige, livlige side, men med smuk saftighed, peber, mineraler og elegant smidighed.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 245 kr., men i forsalg hele juli til 185 kr,

Vinanmeldelse 6/7