2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, Spanien

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, SpanienDet store vinhus Juan Gil Bodegas Familiares ejer en række vinerier over det meste af Spanien, bl.a. Bodegas Morca, hvorfra Houlberg nu smager en 2018 Flor de Goda.

Både Juan Gil Bodegas Familiares og Bodegas Morca har jeg skrevet om før … ja, jeg har endda tidligere smagt denne Flor de Goda i årgang 2017 og deres monstrøse topvin Tourán Garnacha.

Bodegas Morca har Gil familien købt i 2014 … et projekt til ikke mindre end 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en produktion på 5-6.000 flasker. Men i dag laves der langt flere vine, herunder altså denne Flor de Goda.

Vinen er lavet på 100 % Garnacha aka Grenache, hvor druerne kommer fra husets yngste vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sker der en 3-4 dages kold maceration inden gæringen ved 22-26 grader i rustfrie ståltanke.

Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk fermentering, hvor æblesyren i vinen bliver omdannet til mælkesyre, hvilket resultere i en rundere smag. Når begge fermenteringer er gennemført, bliver vinen lageret på fransk eg i 12 måneder.

Næsen byder på en frisk syrlig frugt, kirsebær, brombær, blåbær, supplerer med læder, tør jord, jod, svagt lidt fadnoter som vanilje, tobak, lakridsrod, kakaopulver samt et lille grønt element.

Smagen er derimod anderledes end forventet … fed, tyk, velpostret med bredmås’et fedtvæv. Den er blød og cremet med en vis friskhed, men den høje alkoholprocent på 15,5% mærkes også, men sikke en sort og koncentreret magiterning, hvor der er sødme, kakao, mørk frugt, blommer, engelsk lakrids … men på en eller anden måde, så virker vinen ikke helt så tung at danse med som 2017’eren.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienFeudi Salentini holder til i den sydlige del af Puglia … lige midt i byen Leporano, der vel nærmest ligger i svangen af støvlen helt ud til det Ioniske Hav. Men den næste vin er derfra … en 2016 Gocce Primitivo di Manduria.

Feudi Salantini drives i dag af 3. generation i form af Cosimo og Maria Teresa Varvaglione.

Vinhuset har deres vinmarker spredt udover hele Apulien og det er både i Tarentino, Salento, Manduria samt et par steder mere. De producere en stor del af deres druer selv, men jeg kan ikke se, hvor mange hektarer de selv ejer. Derudover supplerer de også produktionen fra opkøbte druer fra andre vinavlere i området.

Denne Gocce Primitivo di Manduria er lavet fra marker i Taranto provinsen, hvor Primitivo vinstokkene er op til 110 år gamle. De er håndplukket og bliver fragtet til vingården i små kasser, så druerne ikke tager skade. Kun de bedste og mest modne af disse druer udvælges til denne vin.

Vinen er lavet med gæring ved 26-28 grader og efter endt fermentering, malolaktisk gæring og klaring lagret på amerikanske barriques i 10 måneder.

Jeg er ikke selv den store Puglia Primitivo fan, og som den dygtige canadiske vinkritikker John Szabo – som jeg mødte sidste år i Soave – har sagt, så finder han ofte Primitivo for oversøde, alkoholrige og rosinagtige … men man kan også finde Primitivo med balance og friskhed.

Og det er i hvert i næsen på ingen måder en oversød vin, men har imidlertid masser af mørk frugt, blomme- og marmeladeagtig fedme, sorte kirsebær, eg, vanilje, kanel, chokolade, karamel samt en lille krydret note med lidt mentol, eukalyptus og estragon.

Smagen er fyldig og har bestemt også et højt sødmeniveau, søde kirsebær, blommer, brombær, rosiner, godt med volumenknappen skruet op og så alligevel også med en syre, som redder vinen fra at blive alt for opulent, men bevarer en vis friskhed og holder ryggen nogenlunde rank trods kilo på maven.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7