2017 Weingut Nelles, Ruber Spätburgunder Trocken, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Nelles, Ruber Spätburgunder Trocken, Ahr, TysklandI en lille føljeton – som på tysk hedder serialize – omkring Weingut Nelles er jeg nået til vin nummer 2 ud af i alt 9 – ja der venter masser af spændende sager – og det er Nelles 2017 Ruber Spätburgunder Trocken.

Ruber betyder rubinrød på latin og beskriver sgu godt vinens farve … svag transparent med nogle kraftige farver, der – som sportskommentatoren Poul Erik Andersson vil sagt – changerer mellem bordeaux-violette-lilla farver og er efter klassifikationen i VDP en Gutswein, altså en basisvin, men en flot en af slagsen.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes, hvorefter de så ligger i kold maceration i 3 dage inden spontan gæring ved lav temperatur, presning og efter endt fermentering er vin så lagret 12 måneder med bærmen på 1.000 liter store, brugte egefade,

Ganske røget næse, masser af Ahr personlighed, animalsk stald, sødme, kirsebær, hindbær, ribs … let og fin med klare fadnoter samt nelliker, blæk, kanel, krydderier, våd maling, tobak, hvid peber og så virker den endda en smule moden i frugten. Selvom det fortsat er stramt og tæt, så er vinen klart finere, har mere finesse og man mærker, at vi er røget et lille nøk af stigen i forhold til Nelles Schieferboden Spätburgunder.

Det er smagsmæssigt en frisk og syrlig vin … masser af let frugt, kirsebær, hindbær, faktisk lidt bitter i frugten, krydderierne er fine, syren utrolig frisk, energisk og endda stærk og der er samtidig også nogle tørre tanniner, som sætter sig i ganen. Det er syrlig, men der er også sødme, som gør vinen en kende læskende og det smager bare virkelig godt … et lille step op fra forrige. Smagen er lidt mere rund, fin og kanterne slebet lidt mere af. Dermed balancerer vi bare lige mellem 4,5 og 5 fingre.

Vinene fra Weingut Nelles forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske af denne vin koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Weedenborn, Westhofener Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Weedenborn, Westhofener Chardonnay, Rheinhessen, TysklandDann sind wir wieder da … vi er nemlig atter hos den unge og innovative winzerin Gesine Roll, der har Weingut Weedenborn i Monzernheim i Rheinhessen. Sidst smagte jeg hendes fine og monstrøse 2017 Chardonnay Réserve, men nu er vi med en 2017 Westhofener Chardonnay kravlet lidt ned af den solide tyske Bauhaus kvalitetsstige … eller er vi nu også det?

Westhofener Chardonnay er alene en Ortswein, og dermed lavet med druer fra marker omkring Westhofen. Druerne høstes manuelt og presses derefter, hvorefter mosten hviler kort inden gæring sker i store 1.600 liters egefade.

Derefter er vinen også lagret i samme egefade sur lie en længere periode på 15-18 måneder, således 2017’eren her først er kommet på markedet i 2019. Vinen er overraskende tør med beskedne 0,9 gram restsukker pr. liter.

Nøj, hvor det dufter godt … det er nærmest to verdener smeltet sammen i én. Næsen er både fadfed, cremet og olieret Chardonnay, men samtidig med en så smooth, rank, fin, sart og sensibel syre, som virker blød som en barnenumse. Og hvor går fedmen og den næsten vibrerende, babybløde syre godt i spænd sammen. Der er dugfriske, grønne blade, pærer, fersken, et snert vanilje, fuck hvor er det altså elegant med en rankhed, som man bare må beundre.

Som med storesøsteren, så har vinen allerede her samme olierede hvalpefedt, virkelig saftig, frisk med abrikos, fersken, pærer og virker virkelig cremet, blød, medgørlig, føjelig og bøjelig som en kvindelig balletdanser i en pirouette midt i svanesøen. Det er alligevel et vis bundtræk, en mørk, sød/bitter bund, så tingene ikke letter helt, virkelig lækker vin … og Houlberg giver så vinen 6 balletagtige tomler … næsten på niveau med den dyrere storesøster.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 stk. Et scoop … så køb 3, 6, 9 eller bare et par kasser.

Vinanmeldelse 6/7