2019 Château Surain, Merlot Bordeaux, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Surain, Merlot Bordeaux, Bordeaux, FrankrigResten af vinene fra Château Surain var røde, og denne 2019 Merlot Bordeaux er helt klart den mest klassiske Bordeaux vin i hele Adrien Surains lille sortiment.

Det er rent Merlot, som er vinificeret helt traditionelt, men ellers har jeg faktisk ikke de store oplysninger om selve produktionen af vinen.

Det dufter helt klart af klassisk Bordeaux … solbær, blæk, grafit, violer, meget tør med urter, tør tobak, tør jord og en lille rund sødme. Samlet er vinen duftmæssigt til den syrlige og tørre side, rank, skarp og egentlig meget stærk i aromaerne.

Smagen er ganske omgængelig og langt bedre end forventet. Der er stor tørhed, godt med tanniner, masser af frugt, blommer, solbær og kirsebær, lidt småbitre elementer, lidt tynd, men der er sgu fint med kvalitet i vinen. Den har næsten lige været på tilbud hos importøren til 54,95 kr. ved køb af 6 flasker og til den pris er vinen faktisk lidt et bordeauxfilt scoop.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 129,95 kr,, mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker., men er altså for en uges tid siden set til 54,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Château Surain, Mademoiselle Voila Rosé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Surain, Mademoiselle Voila Rosé, Bordeaux, FrankrigNæste vin fra Château Surain er søstervinen til den hvide, deres Mademoiselle Voila Rosé og vist min første rosévin fra Bordeaux nogensinde … mindes i hvert fald ikke, at jeg har smagt en sådan tidligere.

Mademoiselle Voila Rosé er lavet på Cabernet Sauvignon, som i markerne er passet ved, at bladene omkring druerne er fjernet i juli måned, for at få druerne til at få så megen sol som muligt og fjerne fugtigheden om morgenen. Druerne er høstet under hensyn til månekalenderen og der vælges altid en en frugtdag. Det med månekalender kan du læse mere om i min artikel Har en yndig månestråle påvirket min vin?

Efter høsten på en fruitday er druerne kommet i vinpressen, hvor saften adskilles og kommer i rustfrie ståltanke, hvor den afkøles og hviler en periode. Derefter øges temperaturer og vinen gærer og derefter lagrer den en kort periode indtil aftapning på flaske. Som sin blege søster er det en bordvin aka Vin de France.

Duften er lidt grøn, nærmest stikkelsbær og derudover hindbær, jordbærbolsjer, måske lidt grape, salvie og et plaster, lidt skarp, men den fader faktisk hurtigt ud.

Smagen er tynd og lidt skarp … det er sgu ikke lige mig. Det er for syrligt, for bittert og frugten alt for overfladisk. Der er grape, tørre solbærblade, godt med jern, urter og krydderier, men igen er det alt for tyndt, bittert, pjasket og alt for vandet for mig, men nu er jeg jo generelt heller ikke den store roséfan.

Denne vin forhandles ikke herhjemme endnu, så derfor kender jeg heller ikke prisen.

Vinanmeldelse 3/7

2019 Château Surain, Mademoiselle Voila Blanc, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Surain, Mademoiselle Voila Blanc, Bordeaux, FrankrigTilbage i august sidste år fik jeg – ud af det blå – pludselig en mail fra Adrien Surain – ejer og ung vinmager på Château Surain i Bordeaux – om jeg ville teste nogle af hans vine? Jeg svarede høfligt, at de ville jeg gerne … en smule stolt over, at man nu selv i Bordeaux havde fået øje på den flittige vinbloggers talrige skriblerier.

Og så havde jeg egentlig glemt alt om den mail … altså lige indtil sidste uge, hvor der pludselig kom en kasse med 6 forskellige vine direkte fra Bordeaux i Frankrig. WTF? Hvorfra og hvorfor?

Altså lige indtil, at jeg huskede min korrespondance for næsten 9 måneder siden med Adrien om, hvorvidt jeg ville rate hans vine, da han godt kunne bruge nogle danske anmeldelser, da flere af hans vine bliver solgt på det danske marked.

I kassen var der følgende 6 vine:

Jeg starter – praktisk som jeg nu engang er – fra toppen, så her starter jeg med at smage Adriens Mademoiselle Voila Blanc, som er en lille sag lavet på halv Semillon og halv Sauvignon Blanc. Men inden vi kommer så langt, så lad os kigge nærmere på Château Surain, der ligger midt i byen Saint-Gervais på højre bred 25-30 kilometer nordvest for Libourne.

Château Surain

Den lille vinslot eller vingård er grundlagt tilbage i 1920 af Roger Surain, som selv var født i Saint-Gervais og havde en stor lidenskab for vin og kærlighed til det lokale terroir. Han startede med alene 1 hektar vinmark, men i dag er dette vokset til 12 hektar.

Vingården ligger på højre bred, men ikke i en af de store appellationer, men i et område, hvor der primært laves almindelig Bordeaux og Bordeaux Supérieur vine.

Det er i dag Adrien Surain, som driver vingården som 4. generation. Han havde egentlig selv en karriere som som IT projektleder og var bosat i Hong-Kong, mens hans onkel samtidig i Frankrig kæmpede med økonomien på familiens vingård.

På Château Surain var forretningen baseret på at sælge druer og bulkvine til lokale négociants, men i 2013 var økonomien på gården så trængt, så Adriens onkel var klar til at sælge. Men i kraft af sit IT-job i Hong-Kong, så kunne Adrien investere i familievirksomheden med nyt udstyr, større ståltanke og udvidede faciliteter, således familien allerede i 2015 kunne lave de første vine i eget navn.

I 2017 flyttede Adrien selv tilbage til Bordeaux, hvor han nu satser sine sparepenge på Château Surain og arbejder på fuld tid i både de 12 hektar vinmarker og vinkælderen. Han driver vingården med hjælp fra sin onkel og bror med respekt for natur og miljø, og der bruges ikke pesticider i marken. Derudover skeles der til den biodynamiske drift, da høstdagene afhænder fuldstændig af månekalenderen.

Hans ambition er meget enkel, nemlig at fremstille ukomplicerede, frugtdrevne vine, som skiller sig markant ud og vil appellere til et yngre publikum, der ikke har råd at betale prisen på en normal Bordeaux vin fra de traditionelle Cru Classé-slotte.

Og vinene adskiller fra Château Surain adskiller sig i den grad fra normalen i det ellers konservative Bordeaux. Adrien anvender sjove navne som Popcorn, Mademoiselle Voila og News Drinker, bruger moderne etiketter og – helligbrøde – endda bourgogneflasker forseglet med voks på toppen.

Han siger selv, at da han startede med at lave vin, så hørte han hele tiden, at Bordeaux vine var forældede, for tekniske, arrogante og på ingen måder sexede, så det besluttede han sig for … og hans vine skal være både sjove og sexede.

Og på én eller anden måde er det også befriende at se en anderledes vinkel på Bordeaux vine. Der findes i hvert fald mange små Bordeaux producenter, som har det svært i skyggen af de klassificerede Cru Classé-slotte. De får typisk dårlige priser for deres vin … men hos Château Surain har de i hvert fald valgt en meget anderledes markedsføringsstrategi, hvor de skiller sig ud.

Château Surain laver samlet 40.000 flasker årligt, fordelt på de nævnte pt. 5 forskellige vine … alle meget prisvenlige vine, der viser, at der også kan findes value-for-money vine i et område som Bordeaux. Og vi starter med den hvide fra sortimentet.

2019 Château Surain, Mademoiselle Voila Blanc

Vinen er lavet på 50% Semillon og 50% Sauvignon Blanc, som efter høsten presses og køles ned til 5 grader. Derefter sker gæring i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer en ganske kort periode.

Næsen er sådan meget ligetil … der er tropisk frugt, fersken, melon, lidt grillede citroner, lidt muskatnød, meget venlig, rund og med et lille grøn/syrlig/bitter note, nærmest som solbærblade, mentol og ellers måske lidt til neutrale side.

Smagen læner sig egentlig godt op af duften, men blød smag, men den lille syrlighed, som der er i duften, går igen i smagen. Derudover er der fersken, en lidt vandet grape og syrlig eftersmag.

Denne vin forhandles ikke herhjemme endnu, så derfor kender jeg heller ikke prisen.

Vinanmeldelse 4/7