2016 Château Puech-Haut, Cuvée Prestige Rouge, Languedoc, Frankrig

2016 Château Puech-Haut, Cuvée Prestige Rouge, Languedoc, FrankrigChâteau Puech-Haut ligger ved byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc. Og det er netop der, at denne Cuvée Prestige Rouge kommer fra.

Château Puech-Haut er grundlagt i 1980’erne af industrimagnaten Gérard Bru, som med en stor formue i ryggen startede med at købe 25 hektar jord ved Saint-Drézéry … og selvom der ikke var hverken vinstokke eller vineri, så mente han, at jorden med ler, kalksten og små rullesten ville være optimal for vinproduktion.

Ved siden at driften af hans store el-forretning med over 500 ansatte, så brugte han 10 år på at rydde jorden, pløje og plante vinstokke. Da der samtidig ikke var en tilhørende vingård, så købte Gérard da bare et gammelt palæ i Montpellier, fik det revet ned og genopført sten for sten i topmoderniseret stand på den købte jord og det fungerer i dag som hovedbygning på Château Puech-Haut.

I 1990 var Château Puech-Haut klar til at starte med at producere vine, så Gérard Bru solgte sin virksomhed og satsede fuldt ud på sit vinprojekt … altså sammen med en købt kvægfarm med 360 wagyu-kvæg til oksekødproduktion i kobe stil.

Til vinproduktionen ansatte han de bedste folk, herunder den legendariske flyvende vinmager Michel Rolland som vinkonsulent, men han er dog senere i 2008 blevet afløst af den store Philippe Cambie. Og vinene laves fuldstændigt kompromisløse med sigte på højeste kvalitet. Derfor anvender Gérard Bru og hans hold ikke tilsætning af naturgær og kører med meget lav eller slet ingen tilsætning af svovl.

I dag har Château Puech-Haut omkring 200 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 ejendomme, hvilket udover Château Puech-Haut også omfatter Château Lavabre og Theyron’s Domain.

Cuvée Prestige Rouge er en af de mange vine på Château Puech-Haut. Den er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Hver druesort er vinificeret separat i betontanke med maceration og efterfølgende spontangæring i 5 uger for Syrah druerne og i 3,5 uger for Grenache druerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 10-12 måneder på medium brændte barriques fra Bourgogne.

Næsen er egentlig ganske spændende omend en smule beskeden, tilbageholdende og ikke særlig eksplosiv i aromaerne. Det er mørke bær, sorte kirsebær, lidt svage fadnoter, mintchokolade, lakrids og grønne urter.

Smagen er sådan lidt mainstream, god, venlig og rund … frugten tilpas frisk, men ellers neutral i smagen. Det er klart den søde pige i klassen, men det smager sgu meget godt og et fint afbalanceret.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 3 stk.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Domaine Anne Gros & Jean-Paul Tollot, Minervois L’O de la Vie, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine Anne Gros & Jean-Paul Tollot, Minervois L'O de la Vie, Languedoc, FrankrigDenne L’O de la Vie – livets vand – er på papiret måske feltet stærkeste vin … den er i hvert fald lavet af et par fremragende vinmagere fra Bourgogne, nemlig ægteparret Anne Gros & Jean-Paul Tollot … og livets vand smager såmænd også godt, men er lidt af en mundfuld og lidt af en bamsefar.

Deres vinhus i Languedoc ligger i den lille landsby Les Cazelles for foden af Montagne Noir i Le Causse zonen i den nordøstlige del af Minervois-appellationen. Sammen har det søde burgundiske ægtepar i 2006 realiseret en gammel drøm om et fælles projekt om at lave vine sammen i Sydfrankrig.

Begge laver til dagligt vine i Bourgogne … Anne Gros fra nogle af Bourgognes mest eftertragtede appellationer på hendes eget lille Domaine Anne Gros i Vosne-Romanée, Der lærte hun at lave vin fra sin far François Gros, men har siden 1995 drevet det burgundiske vinhus alene. Jean-Paul Tollot laver også selv vin på sin families vingård Domaine Tollot-Beaut i Chorey-les-Beaune.

Da de skulle realisere deres fælles projekt, så fokuserede de i første omgang om Provence, og de fandt da også en nydelig vingård med fine marker til. Men nej, det var for pænt og lidt for borgerligt.

Derfor endte de i stedet i Languedoc, hvor de købte nogle højt beliggende marker med gamle vinstokke. De opførte samtidig et nyt og moderne vineri helt fra bunden … og skulle så lave at lave vine på andet end Pinot Noir og Chardonnay, nemlig druesorter som Carignan, Syrah, Grenache og Cinsault.

Samlet har de i projektet i dag 14 hektar vinmarker med gamle vinstokke, hvor nogle  er over 100 år gamle – andre helt unge. Alle dyrkes efter økologiske forskrifter.

Vinene fra Domaine Anne Gros & Jean Paul-Tollot serveres på flere af Frankrigs toprestauranter og opnår konstant flotte ratings fra de internationale vinanmeldere. Men lad os da endelig kigge på en af vinene, nemlig denne 2017 L’O de la Vie, som primært er lavet på Syrah … måske med et lidt splash Grenache i.

Druerne kommer fra en yngre vinmark på samlet 2 hektar i dalen ved Ruisseau de la Vie, hvilket nok også har givet inspiration til den livgivende navn til vinen. Vinen er lavet efter inspiration fra parrets elskede Bourgogne, men er efter endt fermentering alene lagret på rustfrie ståltanke, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Umiddelbart er der masser af mørk Languedoc karakter i næsen, og selvom den er lavet med burgundiske metoder, så er det en mørk stil, lidt en frugt- og marmeladebombe og lidt af en bamsefar. Der er tørret kød, oliven, peber, brombær, blåbær og svagt sødme.

Smagen er utrolig blød og cremet … det virker bare, men det runde og søde bliver – i min nogle gange uskarpe optik – en snas for meget med søde solbær, blommer, mælkechokolade, lakridspiber, kaffe, stor tørhed og tørre tanniner. Det kunne faktisk godt minde om Nordrhône på sød epo.

Jeg gav efter blindsmagningen vinen 3,5 fede fingre, men ved nærmere eftertanke er den dom nok en kende for hård, for vinen har altså også noget cosiness over sig og den lækre cremede fornemmelse i munden. Vi lander den på 4 fingre.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Domaine La Garrigo, Fitou Le lien au Naturel, Languedoc, Frankrig

2016 Domaine La Garrigo, Fitou Le lien au Naturel, Languedoc, FrankrigLinket til det naturlige siger Goodle Translate til Le lien au Naturel, som er næste vin, som igen er fra vinmageren Christian Coteil på Domaine La Garrigo … men her har han ikke gravet vinen ned.

Christian Coteil og hustruen Maxime grundlagde Domaine La Garrigo i 2002 ved den lille by Tuchan … omkring 20 kilometer vest for Fitou og heller ikke langt fra Perpignan længere mod syd. Det er en lille og isoleret by, hvor markerne ligger i 900 meters højde med vinstokke på Carignan druen, som den store og dominerende drue … og sekundært druerne Grenache, Syrah og Muscat.

Christian og Maxime har i dag 9 hektar vinmarker, som drives økologisk og biodynamisk. Alt hos Maxime og Cristian behandles efter disse principper og dermed opnår vinen den bedste kvalitet. Vinfremstillingen sker med den naturlige gær, dvs. uden tilsætning af gær. Der er heller ingen tilsætning af svovl.

Maxime og Christian har til dagligt almindeligt lønarbejde, og kan således ikke leve af vingården. De har dog en glødende interesse for at lave vine i pagt med naturen.

Og generelt handler økologisk/biodynamisk vinproduktion jo om at arbejde med naturen. Når solen, månen, planeterne og stjernerne har de rigtige placeringer i universet, så giver dette en bestemt betydning for væksten af rødder, blade, blomster og frugt … herunder selvfølgelig druerne.

Disse dage skal man respektere. Man får på denne måde særlige jord-, rod-, blad-, blomster- og frugtdage. Man bør også kun pløje på jorddage og høste på frugtdage. Og gødningen af markerne sker ofte med kompost lavet på biologisk affald fra vinproduktionen blandet med komøg.

Faktisk er én af de obligatorisk behandlinger af jorden i den biodynamisk dyrkning brug af 7 kompostpræparater, såsom kamilleblomst, egebark og brændenælder, der komposteres på forskellige måde. Fx anbringes kamilleblomst i kvægtarm, som hænges frem om sommeren, begraves om vinteren og graves op om foråret.

Indholdet af tarmen tages ud og anbringes i komposten sammen med de seks andre kompostpræparater, hvorefter komposten bruges som gødning.

Udover behandling med disse kompostpræparater sprøjtes markerne med komøg, der har overvintret i jorden begravet i kohorn samt med et kiselpræparat fremstillet af fint formalet kvarts, der ligeledes begraves i kohorn sommeren over.

Og Christian er meget passioneret omkring denne produktionsform og arbejder efter månens cyklusser og stjernenes placering på himlen. Og så graver manden også nogle af sine vine ned i jorden. Nogle af deres vine er begravet i tønder i 6 til 24 måneder, mens andre helt normalt er placeret i en kælderen under huset.

De graver fadene ned, fordi der er en konstant temperatur på 12 grader, ingen elektromagnetiske bølger og så opnås der ifølge Christian Coteil en mere nænsom ældning/modning med mere opblødte taniner. Der er nemlig ingen luft, dermed ingen udveksling med atmosfæren og intet tab af vin.

Der udveksles således kun med jorden og en fugtig odeur af underskov. Når vinen ligger i jorden fortsætter den med at udvikle forfinede aromaer. Den har stadig den frugtrige side, men der tilføjes ristede og skovagtige toner.

Denne Fitou Le lien au Naturel er ikke lagret på nedgravede fade, men er lavet på 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan, som alle er høstet med et utroligt lille udbytte, alene 8 hektoliter pr. hektar, hvilket er helt vanvittigt. Efter fermentering er vinen lagret 9 måneder på egetræsfade, hvoraf nogle er nye. Vinen flaskes uden tilsætning af svovl.

Næsen er noget anderledes end de foregående … lidt mere flyvsk, æterisk, let og samtidig friskere, hvorved det kildrer lidt i næse. Der er svagt igen let animalske noter, måske bare en lille mødding, blåbær, hindbær, nødder og frugten er klart noget lysere.

Smagen er nærmest blomstret og parfumeret, masser af syrlig og frisk frugt, hindbær, syrlige drops, en meget tør syre og tanninerne er igen langt fremme. Kraft, friskhed og let mødding går sgu godt i spænd. Vi balancerer lige mellem 4.5 og 5 tomler.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7