2018 Weingut Höpler, Sauvignon Blanc, Burgenland, Østrig

2018 Weingut Höpler, Sauvignon Blanc, Burgenland, ØstrigI byen Breitenbrunn på den nordvestlige side af Neusiedler søen i Leithaberg, Burgenland i Østrig finder vi Weingut Höpler. Derfra smager Houlberg nu ikke mindre end 12 forskellige vine og starter i den hvide afdeling med denne 2018 Sauvignon Blanc.

Vinhuset drives af Christof Höpler og han har overtaget driften fra sin far Jost Höpler, som oprindeligt grundlagde vinhuset og fortsat hjælper sønnike på vingården. De har samlet 50 hektar vinmarker og de bedste marker er Altvierholzer, Schanz, Hirschäcker, Jungkirchberg, Kirchberg og Rosenberg.

På markerne dyrker familien de hvide sorter Grüner Veltliner, Pinot Blanc, Chardonnay, Riesling, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer. De røde druer er primært Blaufränkisch , Zweigelt, Blauburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Familien har derudover landtidskontrakter med en række andre vinavlere i området om levering af druer til Weingut Höpler, så det betyder en pæn stor produktion, mange vine og omkring 70% af vinene eksporteres også til andre lande.

Omkring halvdelen af vinene er hvide, 45% rødvine og de sidste 5% er søde dessertvine, som alle produceres i et moderne vineri, som familien byggede i 2004 … totalt state-of-the-art med masser af elektronisk styring og de nyeste produktionsteknikker.

De byggede de også et wein-räume … som reelt er 8 værelser, hvor du kan få en visuel vinoplevelse med farver, se en vintønde indefra, mærke forskellige terroirs, bruge dine sanser, smage vin og meget andet. Höplers wein-räume kom endda i 2016 på Wine Enthusiast Magazines top 10 over mest spændende vinrejse destinationer i hele verdenen.

Denne Sauvignon Blanc er alene vinificeret på rustfrie ståltanke og er også lagret ganske kort tid i ståltankene. Vinen har pæne 6,8 gram restsukker pr. liter.

En frisk næse med lidt tropiske antræk … passionsfrugt, kvæde, melon, kiwi og syltede citroner. Der er en vis behagelig sødme, varme, hygge og imødekommenhed over vinen. De grønne Sauvignon Blanc noter er her meget afdæmpede, næsten ikke eksisterende. Det er en glad og lidt støvet næse.

Smagen har en pænt syreindhold og en lille lemon bitterhed. Det er en lille dans mellem citroner, lemon, grape og umodne æbler samt et svagt tropisk pust. Dermed bliver det en frisk lille bandit, som er tør, syrlig og bitter på en rustik, men absolut godkendt facon.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Albert Sounit, Mercurey Noblesse, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Mercurey Noblesse, Bourgogne, FrankrigVi lukker nu øjnene og nyder sidste vin, som der kun er lavet 2 fade af. Faktisk laves vinen  alene i de årgange, hvor den kan opnå en kvalitet, som er helt ekstraordinær. Det er nemlig vinen Mercurey Noblesse fra Maison Albert Sounit.

Vinen er lavet med druer fra marken En Boussoy, der ligger på det østvendte plateau på Montaigus bjerget ovenover landsbyen Saint-Martin-sous-Montaigus i den sydlige del af Mercurey. Druerne fra parcellen har i mange år indgået i Sounits vin Mercurey Vieilles Vignes sammen med druer fra en anden parcel på samme skråning, nemlig marken  Les Craie.

En Boussoy parcellen er nabo til 1. Cru marken Clos de Montaigus og har da også nogenlunde samme type jordbund med et dybt lag ler ovenpå kalkstensklippen. På En Boussoy er vinstokkene 70-80 år gamle og giver vine med stor koncentration.

Mercurey Noblesse er lavet af de to bedste fade fra marken … altså alene to helt nye franske egetræs à 228 liter, dvs. samlet beskedne 600 flasker af vinen.

Druerne er høstet ved håndkraft i starten af september og  sorteres ikke mindre end 3 gange, første gang ved plukningen, efterfølgende ved tømning af plukkernes spande, mens den tredje og mest grundige sortering sker på sorteringsbordet,

Alle druerne afstilkes og hældes i gæringskaret. Vinen har tilbragt 3 uger i gæringstanken, først med 6 dages kold maceration. Derefter har vinen gæret og efter-trukket i gæringstanken i 2 uger inden presning og lagring 18 måneder på de nye fade.

Duftmæssigt adskiller Mercurey Noblesse sig også fra fra de foregående vine ved, at næsen er langt mere tæt, mørk og dyb. Den har virkelig en meget dyb koncentration med mørke bær, kirsebær og brombær, peber, eg, fad, svag lidt kanel og peber. Den er mere maskulin end både Vielles Vignes og 1. Cru Mercurey … som en grovsmed,  der kan sit shit.

Imidlertid er smagen langt mere let og luftig end duften og det synes jeg er heldigt, for jeg er klart til feminin og let Pinot Noir, hvilket man får i smagen af Noblesse. Der er kirsebær, hindbær, modne tanniner, blød, kraftig og cremet velsmag. Det minder mere om både VV og 1.Cru i smagen … og absolut en lækker vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, FrankrigSom ved min sidste Kjellerup smagning var aftenens vin helt klart Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus … og denne 2017 årgang af vinen trak også aftenens vinderkort.

Vi er med denne vin på den rigtige side af hjulsporet, nemlig på 1. Cru vinmarken Clos de Montaigus, hvor vinstokkene er 45-50 år og vokser i stenet, leret jord. Klippeblokkene ligger lige under leret, hvilket er med til at give vinen en majestætisk rankhed og stil. Druerne er høstet i hånd og sorteret på sorteringsbord inden vinificering, som starter med en nedkøling af druerne til omring 9-10 grader, hvor druerne gennemgår en koldmaceration i 5-7 dage, hvorefter gæringen sker ved op til 30 grader omkring 2 uger.

Efterfølgende macererer vinen sammen med drueskaller og druekød i 3-4 dage, inden vinen hældes på fade og lagrer i 18 måneder på franske 228 liters barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye. Derefter er vinen aftappet uden filtrering.

Nu har vinen endelig den helt lyse, lette luftighed, de lyse bær, hindbær, umodne kirsebær og ribs, som gør aromaerne umodståelig og virkelig indbydende. Der er fadpræg, vanilje og drilsk syrlighed, et køligt, delikat udtryk, forførisk og dragende.

Smagen er også bare blød, cremet, letflydende og velafbalanceret med lys spændstighed, streng syre og liftlig luftighed. Der er som i årgang 2015 samme svævende elegance, hvor vinen nærmest smelter i munden. Det var klart aftenens bedste vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7