På Bistroteket – den bedste bistro i Randers – bestilte jeg sammen med en flok gamle klassekammerater lidt ældre vine, bl.a. denne 2005 Barolo Otin Fiorin Piè Rupestris fra vinhuset Cappellano.
Vinhuset Cappellano er grundlagt tilbage i 1870 af den rige notar, godsejer og vinelsker Filippo Cappellano, som i en alder af 48 år købte 150 Giornate Piemontesi. Giornate betyder en dags værk og refererer i den sammenhæng til, hvor lang tid det tog af pløje eller passe et jordareal. Omregnet betyder det, at Filippo købte 60 hektar landbrugsjord og plantede vinstokke.
Da han døde overtog sønnen Giovanni tøjlerne. Han var uddannet ønolog og satte skik på vinhuset med stor renovering af markerne og en entreprenant tilgang til familievirksomheden. Han byggede bl.a. to hoteller i Alba og Seralunga. Han stod også bag cura dell’uva … en berømt hestevognstransport til og fra togstationen i Alva.
Det var også vinhuset Cappellano, som opfandt opskriften på Barolo Chinato vinen, som bedst kan beskrives som en blanding af urter og rødvin … og mest af alt minder en smule om Fernet Branca.
Det var nemlig Giovannis bror Giuseppe, som stod bag den opskrift, og som måtte droppe sit job som apoteker og drive vinhuset videre, da Giovanni pludseligt døde i Tunesien af en tropisk feber.
I dag drives drives vingården af 5. generation i form af Augusto Cappellano, som overtog vingården efter hans far, den legendariske Teobaldo Cappellano også blot kaldt Baldo, der tilbage i 1960’erne overtog gården fra sin far Francesco Augusto Cappellano.
De driver fortsat de 60 hektar, og alt foregår på den gode, gamle og traditionsrige måde, hvor der kun anvendes store, gamle egefade samt cementtanke … men slet ingen barriques eller ståltanke.
Nå, men lad os smage på denne 2005 Barolo Otin Fiorin Piè Rupestris … en 14-15 år gammel sag, hvor druerne kommer fra marken Gabutti eller rettere fra den del af marken, som kaldes Otin Fiorin, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1940. Vinen kaldes for Piè Rupestris, da Piè betyder rod eller fod og refererer til, at vinstokke er plantet med gamle amerikanske rødder.
Vinen gærer spontant alene med druernes naturlige gærceller og uden temperaturregulering. Vinificeringsprocessen er traditionel med lang maceration i betontanke og lagring i store, gamle egefade, hvilket efterfølges af mindst 3 års lagring eller aftapning på flaske.
Ved første snif rykker min næse … vinen er klart til den modne side, og måske også en kende for meget for den sarte houlbergske næse, men efter en tid, så virker det faktisk ikke for meget. Der er læder, vilde roser, tjære, lidt trøffel, men frugten er hengemte blommer, modne kirsebær, gammel balsamico og søde krydderier.
Men vinens styrke ligger nu imidlertid ikke i duften, men i stedet i smagen, som er meget cremet og blød. Det er også smagsmæssigt en moden vin, blommer, henkogt frugt, en del varme, lidt mentol, stor krop, pæn fylde og smager faktisk godt.
På Bistoteket kostede sådan en ældre fætter 675 kr. og det er vel egentlig ganske fornuftigt på en restaurant.
Min vinbuddy Jan var forleden forbi, hvor vi drak lidt godt og blandet. Han havde taget en lille flaske vino med fra gemmerne, nemlig denne 2017 Bourgogne Aligoté fra vinhuset Maison en Belle Lies.
Vi smager endnu en lækker Riesling fra den genopstandne Weingut Reverchon i byen Filzen ved Saar floden. Denne gang er det deres 2018 Saar Mineral Riesling Feinherb.