2017 Benguela Cove, Estate Malbec, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Malbec, Walker Bay, SydafrikaHu hej hvor det kører derudaf med vinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate. Vi snupper da bare én mer’ … husets 2017 Estate Malbec.

Det er 100% Malbec fra stokke plantet i 2008 og høstet med håndkraft og kun delvis afstilket derefter. Inden gæring ligger druerne i blød i 4 dage, og efter den alkoholiske gæring så får de også en malolaktisk gæring og lagrer derefter 18 måneder på franske egefade, heraf 30% nye fade. Derefter sker der så aftapning på flaske og frigivelse. Der er lavet 11 fade af denne vin.

Igen er det i glasset en totalt mørk, dybsort fætter med en næse, som både er flæsket, har bacon, mørk frugt, blåbær, solbær, blommer, engelsk lakrids og lakridskonfekt, fedme, blæk, vanilje, kanel og et bundt tørrede krydderier og tørrede røde roser.

Smagsmæssigt er det en powervin med en elegant, stærk og frugtrig tørhed, fedme masser af tanniner, som virkelig sætter sig på fortænderne. Frugtmæssigt er det blåbær og kirsebær, tæt og kompakt … med en krydret note i eftersmagen. Igen snakker vi 4 fede fingre og denne gang med pil op.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Benguela Cove, Estate Cabernet Sauvignon, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Cabernet Sauvignon, Walker Bay, SydafrikaResten af rødvinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate var enkeltdrue vine og den første er denne 2017 Estate Cabernet Sauvignon.

Druerne er efter den manuelle høst sorteret og har derefter stået i kold udblødning i 3 dage, hvorefter temperaturen stille og roligt øges til 16 grader for en alkoholisk gæring over 8 dage, hvorefter hele herligheden får en eftermaceration i 14 dage inden vinen sluttelig pumpes over i egefade, hvor vinen gennemgår malolaktisk gæring og lagrer 20 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt byder vinen på lidt solmoden og solbrændt frugt, solbær, blåbær, egetræ, våde fade, blomster, sødme, kul, grafit, lidt havvand, gran og grønne grene. Det virker egentlig meget fint, blødt og pænt afbalanceret … dufter ganske godt.

Smagen er også meget blød og cremet på en lidt brombær- og solbærmarmeladeagtig facon med masser af kraft, blæk, grafit og samtidig meget frugtrig. Der er tonsvis  af tanniner, som virkelig tørrer munden ud, men de bliver aldrig alt for voldsomme. Det er klart 4,5 fede fingre med en lille pil ned.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Moody Lagoon, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Moody Lagoon, Walker Bay, SydafrikaVi fortsætter i det Bordeaux inspirerede spor med denne 2017 Lighthouse Collection Moody Lagoon, som også er lavet på et blend af nogle af de klassiske druer.

Lighthouse Collection Moody Lagoon er lavet med Cabernet Sauvignon og Syrah som de dominerende druer og så også tilsat Petit Verdot, Merlot og Cabernet Franc, men forholdet mellem de forskellige druer fremgår imidlertid ikke. Igen er hver druesort vinificeret separat med udvalgte gærceller og en gæring på omkring 6 dage.

Herefter er det endelig blend sammenstukket og overført til egefade til den malolaktiske gæring og en efterfølgende lagring i 18 måneder på franske egefade, hvoraf 25% er nye fade.

Moody Lagoon har en lidt sjov, skæv og blomsterrig aroma, hvor der også er håndsæbe, crème, blåbær, egetræ, tobak, røg, chokolade og samtidig pænt let og luftig. Smagsmæssigt er vinen egentlig også let, rund og meget frugtrig, fint balanceret, pæn tørhed og derudover er der kirsebær, blåbær, lidt peber og chokolade.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, SydafrikaEstate Collage Red Blend er et Bordeaux inspireret blend på Cabernet Sauvignon, Malbec, Merlot, Petit Verdot og Cabernet Franc, men hos Benguela Cove Lagoon Wine Estate rammer man ikke referencen helt spot on.

Det er helt præcis 35% Cabernet Sauvignon, 23% Malbec, 16%Merlot, 13% Petit Verdot og 13% Cabernet Franc, som er kommet i blendet. Det er fra vinstokke, der er plantet i perioden fra 2004 til 2008. Hver enkelt druesort er også vinificeret separat. Efter fermentering er vinen så sammenstukket og har lagret 20 måneder på franske egefade. Der er produceret 18 fade af vinen.

Mørk, krydret næse … lakridskonfekt, solbær, blåbær, egetræ, masser af tørhed, kanel, mælkechokolade samt en del sol. Der er også blomster, håndsæbe, kamfer, nogen syrlighed og stærke krydderurter. Samlet er det bestemt ikke en lettilgængelig vin.

Egentlig starter vinen smagsmæssigt blød og rund, men har en stor syrlig tørhed, som får vinen til at virke utrolig kantet. Der er syrlige kirsebær, ribs og umodne blåbær, lidt mentol og samlet bliver det stramt, surt, bittert og på ingen måder nem at danse med.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Benguela Cove, Estate Pinot Noir, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Estate Pinot Noir, Walker Bay, SydafrikaJeres houlbergske vinblogger tester også hele 8 rødvine fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate … vi starter selvfølgelig i den lettere afdeling, nemlig med husets 2018 Estate Pinot Noir.

Der anvendes 2 Pinot Noir kloner til vinen, nemlig klonerne PN115 og PN777, som begge høstes med håndkraft, hvor 90% af klaserne afstilkes. Gæringen sker af de hele druer og 10% hele klaser efter 4 dages kold udblødning. Det fremgår ikke, om gæringen sker på egefade eller i ståltanke, men vinen har i hvert fald gennemgået malolaktisk gæring på egefade og er også lagret 10 måneder på franske egefade, heraf 30% nye. Der er alene lavet 30 fade af vinen.

I næsen er det klart Pinot Noir, men i en noget tør, krydret og lidt stærk udgave, hvor der udover kirsebær, hindbær og hyben også er nelliker, tobak, grønne blade, rosenblade, medicinske noter og en lille syrlig bolsjesødme. Det bliver dermed ikke en let, fin og sart Pinot Noir aroma, men klart mere rustik, krydret og kantet, dog uden helt at miste Pinot Noir karaktertrækene.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor er der masser af rød frugt, men samtidig er vinen meget tør, krydret og virker meget stærk. Frugten er sådan set nogenlunde let, men har en lille bitter kant, en skarp og uforsonlig syre, lidt peber og samlet fremstår vinen lidt brovten.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7