2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Arnacoeur Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2018 Château Saint Jean d'Aumieres, L’Arnacoeur Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigPå lageret hos Mr. Ruby er der masser af nye spændende vine fra nye vinhuse, bl.a. fra Château Saint Jean d’Aumières. Derfra smager Houlberg nu denne rosé … l’Arnacoeur Pays d’Oc.

Château Saint Jean d’Aumieres ligger i den østlige udkant af byen Gignac i appellationen AOP Terrasses de Larzac, som på mystisk vis først i 2014 blev tildelt egen AOP. Den gamle ejendom stammer tilbage fra midten af 1800-tallet, hvor den tilhørte Jean Baptiste Claparède, som var den offentlige anklager i Gignac. Hans søn Michel blev i øvrigt en højt dekoreret general i Napoleons hær.

Château Saint Jean d’Aumières skiftede derefter ejer mange gange, men blev i 1914 købt af en sygeplejerske fra Montpellier, og blev efterfølgende omdannet fra privatbolig til et vinhus.

I 2012 blev ejendommen så købt af Vianney og Emilie Castan, som igen startede med at lave vine på Saint Jean d’Aumieres under AOP Terrasses du Larzac … kendt for den en røde jord, som skaber helt fantastisk druekvalitet med sit helt eget unikke udtryk.

Området ligger højt, helt op til 900 meters højde og nyder godt af kolde nætter samt kølig brise på de altid hede sommerdage, hvilket er med til at bevare friskhed og nerve i druerne.

Vinhuset har samlet 40 hektar, som både omfatter marker på den berømte Mas de Daumas Gassac og på bjergsider ved Terrasses du Larzac … og det er netop der, at druerne til denne vin kommer.

Denne l’Arnacoeur Pays d’Oc Rosé er lavet på 60% Grenache 35% Cinsault og 5% Syrah. Druerne har gennemgået en kølig gæring ved 16 grader for at bevare de sarte og fine aromaer. Gæring og lagring er foregået på ståltank

Det en rosé med en fyrig og vild næse, masser af frugt, hindbær, mirabeller, tørrede rosenblade samt lidt tør jord. Smagen er lys, livlig med syrlig frugt, citron … meget blød, rund og fjerende let. Der er en fin sart og elegant rosé og dermed i den bedste ende på Houlbergs rosébarometer.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Precision Wine, Navigator Zinfandel of Lodi, Californien, USA

2016 Precision Wine, Navigator Zinfandel of Lodi, Californien, USANavigation er læren om at finde vej over havet eller gennem luften, altså at fastslå hvor man befinder sig. I disse GPS tider, så bliver vi aldrig helt væk … men lad os teste denne Navigator Zinfandel of Lodi fra vinhuset Precision Wine og se, om de også er på rette kurs?

Precision Wine ligger i Napa. Vingården ejes og drives af vinmageren Trevor Sheehan, som nu i mere end 10 år har lavet spændende vine fra forskelligt terroir i Californien. Hans første vine var 8 fade med Chardonnay fra Beckstoffer Vineyard og Cabernet Sauvignon fra Howell Mountain.

I dag laver han ikoniske aka moderne vine med tjekkede etiketter under 6 brands med sjove navne som Gearbox, Navigator, Precision, Projection, Windstorm og Octopoda. I Navigator serien laves der en række vine på forskellige druesorter,

Han laver vinene efter hans eget hoved, men trækker også på hjælp fra hans to venner og vinmagere Neil Eenge og Henri Jayer. Druerne købes fra en række vinavlere rundt om i Californien.

Derudover driver Trevor Sheehan også restauranten The Corner Napa, som ligger midt i byen Napa nede ved floden Napa. Der kan man selvfølgelig købe et glas af alle vinene fra Precision Wine.

Her smager vi Trevors Navigator på ren Zinfandel, hvor druerne kommer fra marker i Lodi i San Joaquin amtet øst for San Francisco, netop central for produktionen af Zinfandel. Den lille by Lodi kaldes også hovedstaden for Zinfandel. Vinen er lavet klassisk og lagret 13 måneder på amerikanske egefade.

2016 Precision Wine, Navigator Zinfandel of Lodi, Californien, USA

Fint med skrald på … US big and bold. Der er pænt med egefade, masser af kanel, vanilje, mørk og frisk bærduft, blåbær, solbær, sorte kirsebær, bagepulver, et strejf af After Eight mintchokolade, fugtig kælder, en snert af lidt blyantstift og tør lakrids.

Der er – som måske også ventet af en US Zin – masser af sødme, mens frugten er lettere end forventet og egentlig meget frisk. Det er dog sødmen som navigerer, mens en pæn koncentration, en kompakt tæthed og den friske frugt forsøger at følge med den udstukne kurs. Dette vil være en vin, som mange vil elske … sød og stor og med tonsvis af frisk frugt, som giver lang eftersmag.

Houlbergs kompas viser 4,5 kursrigtige fingre med pil op.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 199 kr., men fra den 8. august og en måned frem er den på tilbud til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Jülg, Riesling Buntsandstein, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Riesling Buntsandstein, Pfalz, TysklandHvis du er rieslinglover – og hvem er ikke det? – så bør du smage vinene fra Weingut Jülg. I juni smagte jeg Jülgs Riesling Kalkmergel, men nu har jeg hældt et glas op af søstervinen Riesling Buntsandstein.

Forskellen mellem de to vine er selvfølgelig, at denne vin er lavet med druer fra marker, som er langt mere sandholdige. Men ellers er vinen faktisk lavet som søsteren. Den kommer også fra Jülgs serie af Terriorweine, men her kommer 70% af druerne fra den franske side og 30% fra den tyske side. Hos Kalkmergel er det omvendt.

Gæringen sker spontant alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Der har vinen også lagret i 6 måneder inden aftapning på flaske. Der er 2,2 gram restsukker pr. liter, hvilket dermed er lidt mere end Kalkmergel med 0,9 gram.

Næsen emmer af en skøn inderlighed … der er æbler, fersken, mirabeller, grønne urter, meget rund og aromatisk, har en syrlig landlighed, liflig, blid, let muskat og svagt lidt citrus. Duften virker rund og omfavnende … dufter virkelig godt.

Smagsmæssigt er der en behagelig æblesyre, lidt grape, er frisk, streng og mineralsk. Giv den lidt tid i glasset, så dukker der lidt efter lidt mere og mere kompleksitet op. Syren bliver mere sitrende og balancen imponerende. Du får syrebid, stringent frugt, mineraler og alligevel en omfavnende blødhed.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7