2015 Vega Clara, Mario, Ribera del Duero, Spanien

2015 Vega Clara, Mario, Ribera del Duero, SpanienSå er vi atter tilbage hos den unge, smukke, vilde og passionerede Clara Concejo, som driver Bodega Vega Clara i Quintanilla de Onesimo ved Valladolid i Ribera del Duero. Denne gang smager vi hendes 2015 Mario … og hvis du er til god Ribera del Duero vin, så bliver du ikke skuffet.

Clara Concejo grundlagde Vega Clara i 2005, da hun arvede 5 hektar vinmarker med gamle vinstokke fra sin bedstefar Mario, som hun også i respekt har opkaldt denne vin efter. Hun har i dag 8 hektar vinmarker, som ligger tæt på vingården og nabo til andre kendte vinhuse som fx Bodegas Arzuaga Navarro og Vega Sicilia.

De 8 hektar er fordelt på de to parceller på markerne Los Almendros og Carretuerta, men derudover har Clara også kontrol over 5 hektar yderligere via aftaler med en håndfuld vinavlere i forskellige områder i Ribera del Duero.

Vinene fra Vega Clara laves i samarbejde med vinmageren Juan J. Ayuso, mens Clara også får hjælp til markarbejdet af Alex Soria. Og det bliver samlet til 3 forskellige vine, nemlig en Diez Almendros – som jeg tidligere har skrevet om – vinen Dacan og så Mario.

Mario er lavet på 73% Tempranillo og 27% Cabernet Sauvignon … og Cabernet druerne kommer fra nogle af de ældste Cabernet stokke i hele Ribera del Duero … langt over 50 år, mens Tempranillo druerne er for nogle af vinhuset yngre stokke.

Fermentering og maceration er sket i egefade over 21 dage, hvorefter vinen er lagret 16 måneder på 75% franske fade og 25% amerikanske egefade. Der er lavet 19.410 flasker af vinen.

I glasset en tæt og mørk væske … næsen er tør og sødkrydret med egenoter, brændte egefade, vanilje, kanel blåbær, brombær, solbær, sød pibetobak, Läkerol kaktuspastiller, chokolade, virkelig dyb, tæt og ganske mørk, sød og omfavnende.

Det sødkrydrede går igen i smagen sammen med brændte noter, masser af mørk, fed frugt, tydelige taninner, cosy og venlig, men en lille friskhed holder vinen rank på sporet. Det er mainstream og fadpræget Ribera … men smager monstergodt. Det er klart 5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Nu tester Houlberg også Coravin … forhåbentlig uden gassen går af ballonen?

Jeg er egentlig selv en 1-2-3 åben og drik Kind Of Guy og grundlæggende imod alt for mange gadgets, når jeg skal drikke vin. Men nu har Houlberg sgu alligevel investeret i en Coravin.

Jeg har selvfølgelig læst om Coravin, set den brugt mange gange på vinbarer samt hos vinproducenter og selvfølgelig også løbende fulgt de gode tests, som både Vinkreutzer og Rolf på Vinexpressen har lavet med Coravin.

Men jeg har aldrig selv haft lyst til at anskaffe et sådant monstrum for at stoppe mine vinflasker med gas, selvom både Frederik og Rolf begge var været meget positive. Eller måske har jeg bare ikke lige haft behov for det.

Men nu er behovet der. Jeg får rigtig mange vine til anmeldelse fra en masse søde og gode vinimportører, og antallet af vine til test har de seneste år været stigende. Og med et øget pres på test, hvoraf mange måske også haster, så skal der åbnes en del vine.

Der kan Houlberg og Houlbergs lever slet ikke følge med, og som jyde nægter jeg simpelthen at hælde gode vine ud, når der er smagt et enkelt glas. Det har min gode nabo Henry indtil nu været begunstiget af, men selv Henry har et limit … tror jeg nok.

Derfor har jeg så nu punget ud til en Coravin 2, så jeg kan teste flere vine uden at skulle åbne hele flasker. Så kan jeg nyde flaskerne på et senere tidspunkt, og det synes jeg selv, giver vildt god mening.

Samtidig giver det jo basis for en virkelig grundig test af Coravin, idet jeg med tiden vil ha’ rigtig mange flasker vin, hvor jeg har nuppet et enkelt glas fra ved med min anmeldelse.

Så kan jeg i fremtiden åbne de Coravin gassede flasker helt og så teste vinene op mod mine tidligere anmeldelser af vinene. Jeg vil så her på Houlbergs Vinblog komme med mine vurderinger af, hvordan Coravin har påvirket vinen i forhold til oplevelsen første gang.

Jeg skal blot være en smule struktureret og sætte en lille dato-mærkat på hver vin, når jeg har anvendt Coravin. En stor udvidet Coravin test. Det kan selv jeg vist finde ud af.

For dem, som ikke kender Coravin, så er den kaldt; den største revolution i vinbranchen siden korkproppen, men det er nok at tage munden for fuld.

Coravin er skabt af Greg Lambrecht, der i 1998 øjnede muligheden for at skabe et system hvormed man kunne skænke vin fra flaske uden at fjerne proppen og samtidig uden at kvaliteten af den tilbageværende vin blev berørt af tyveriet.

Det er altså et værktøj, hvor du stikker en lang nål gennem korkproppen på vinen og presser en neutral gasart kaldet argon i flasken. Derved kan man skænke samme mængde vin, som man tilfører af gas. Teorien er at den neutrale gas lægger et beskyttende ovenpå vinen og man derved kan tappe af vinen over en længere periode, uden at vinen bliver oxideret og dermed dårlig.

Min test af Coravin bliver lidt anderledes end de to test foretaget af Vinkreutzer og Vinexpressen ved, at jeg tester endnu flere vine og efter helt tilfældige perioder. Nogle vine vil måske blive åbnet få måneder efter første prik med Coravin og andre vil ligge i flere år, inden de åbnes.

Nu får vi så at se, om den flittige vinblogger også bliver fan af Coravin … behovet er der i hvert fald. Og den er i hvert fald meget nem at anvende, så jeg er allerede kommet flyvende fra start.

Jeg skal nok vende frygtelig tilbage med et nyt blogindlæg – part 2 – om nogle måneder, når jeg for anden gang har smagt en røvfuld vine, hvor Coravin er anvendt. Stay in tune for mere.

2018 Neethlingshof, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Neethlingshof, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, SydafrikaNu smager vi igen en vin fra det sydafrikanske vinhus Neethlingshof, som vi to gange tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog. Denne gang er det med husets Sauvignon Blanc.

Da jeg smagte Neethlingshofs Bordeaux inspirerede The Caracal skrev jeg også lidt om vingården, så det skal jeg spare jer for denne gang og blot kigge nærmere på denne Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra vinstokke plantet mellem 1997 og 2009 på en sydøstlig bjergside nær False Bay.

Den permanente havbrise har en kølende effekt på vinstokkene i sommermånederne, hvilket forlænger modningsprocessen. Og lige dér står solen midt på dagen i nord, så derfor er en sydvendt skråning med til at forlænge vækstsæsonen.

Man høster også i februar, hvilket er sket med håndkraft. Druerne presses derefter blidt, hvorefter gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 13-15 grader og udvalgte gærtyper. Derefter er vinen lagret i tankene sur lie en kort periode inden aftapning på flaske. Der er lavet 29.000 flasker af denne vin.

Duften er grønne blade, masser af grøn peber, græs, asparges, ananas, estragon og lidt grape. Smagen er lidt i samme boldgade, grøn, syrlig med en vis fylde. Det er sur og bitter grape, umodne æbler og lemon … nok til at få dig op af stolen. Det er frisk, surt og en vin, som bør nydes til lidt mad. Jeg tænker lidt fisk eller kylling.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7