2017 Sylvain Pataille, Bourgogne Blanc Le Chapitre, Bourgogne, Frankrig

2017 Sylvain Pataille, Bourgogne Blanc Le Chapitre, Bourgogne, FrankrigVed næste bord med vine fra Domaine Sylvain Pataille – men uden en vinmager – lavede jeg samme nummer … smagte deres bedste hvidvin og deres bedste rødvin. Snob. Og den første var således husets Bourgogne Blanc Le Chapitre.

Sylvain Pataille holder til på adressen Rue Roger Salengro, opkaldt efter en socialistisk minister fra 1936. Byen Marsannay er ikke stor … mindre end to poser morgenbrød … men er en gammel by, som oprindelig hed Marceniacum in Monte, så Marcenay-en-Montagne for endelig at få det nuværende navn Marsannay-la-Côte i 1783.

Appellationen AOC Marsannay blev dog først en realitet langt senere, nemlig i 1987 og før dette blev vinene herfra blot solgt som Bourgogne eller Bourgogne de Marsannay. Der er ingen Grand eller Premier Cru marker i Marsannay, men i stedet er området mere kendt for sine hvidvine og rosévine.

AOC Marsannay tilhører Côte de Nuits og omfatter vinmarker omkring byerne Chenôve, Couchey og Marsannay-la-Côte.

Domaine Sylvain Pataille er én af de mest kendte producenter i Marsannay. Han er uddannet ønolog i Bordeaux, og arbejdede igennem flere år på forskellige slotte i Médoc. Særligt på Château Branaire Ducru har han har en stor andel i slottets kvalitetsløft.

I slutningen af halvfemserne vendte han hjem til Marsannay med to formål for øje. Dels for at overtage driften af familiens vingård, og dels at fungere som rådgivende ønolog for andre producenter i Bourgogne.

Sylvain fik hurtigt en række stjernedomæner som kunder, herunder Perrot Minot, Denis Mortet, Hubert Lamy og Nicolas Rossignol. Han fungerer stadig som ønolog for enkelte domæner, men koncentrerer sig i dag primært om driften af Domaine Sylvain Pataille.

Alle Sylvains vine er biodynamiske og hælder i retning af naturvin. Han er fuldstændig hands-off i sin produktion. Ingen gærfløde, ingen enzymer, ingen chaptalisering og ingen syrejustering. Kun den rene gærede most, eventuelt understøttet af lidt fad i de absolut bedste årgange. Pataille bruger næsten ingen svovl i vinene og stilen er ligger tæt op af Philippe Pacalet, som er berømt for sine ypperlige naturlige vine i Bourgogne.

Fra 2000 begyndte Sylvain at opkøbe små parceller i appellationens bedste vinmarker og den første vin – som blev vinificeret under hans eget navn – var årgang 2001. Sylvain Pataille har 12 hektarer vinmarker i dag, som bliver vinificeret i 12 forskellige cuvéer.

Le Chapitre marken ligger i Chenôve, den absolut nordligste del af Côte d’ Or, lige over Marsannay. Marken er tilplanet med både Pinot Noir og Chardonnay og er en af de mest stejle i kommunen. Marken får sol fra morgen til aften, og dette resulterer i druer som modner meget hurtigt og giver vine, der er meget saftige og tilgængelige.

Denne Bourgogne Blanc Le Chapitre er lavet med Chardonnay druer fra marken, der er på 0,7 hektar med vinstokkene plantet tilbage i 1955. Vinen er lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret 18 måneder på gamle egefade.

Næsen er lidt sjov … nærmest gæret, blomsterrig, måske endda tørrede blomster, mynter samt kandiserede abrikoser. Samtidig virker den lidt tilbageholdende og giver ikke vildt meget, selvom den jo egentlig har fået godt med egefade i lagringen. Aftrykket fra fadlagringen er næsten ikke eksisterende i øjeblikket.

I munden er der masser af sur og kandiseret frugt, masser af æbler, næsten tonsvis af æbler, stikkelsbær, peber samt masser af grønne elementer. Det er egentlig cremet, men bare ikke sådan ligetil, men måske er vinen bare alt, alt for ung endnu.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 David Moreau, Santenay Rouge 1. Cru Clos des Rousseau, Bourgogne, Frankrig

2016 David Moreau, Santenay Rouge 1. Cru Clos des Rousseau, Bourgogne, FrankrigJeg skulle selvfølgelig også lige smage en af David Moreaus røde bourgogner, for det er vel de vine, som spiller hovedrollen i området. Det blev denne Santenay Rouge 1. Cru Clos des Rousseau … for hvorfor ikke bare nøjes med at smage fra den øverste hylde i vinhuset?

Clos des Mouches marken er egentlig først tilplantet i 1964 og havde i mange, mange år været opgivet … ja faktisk siden den store phylloxera katastrofe. Det skyldes formentlig, at der blæser en kølig vind gennem marken, og det har tidligere gjort det svært at opnå fuld modenhed af druerne. I dag er dette dog ændret … dels pga. klimaændringer, men også en større efterspørgsel efter vine i mere kølig stil.

Vinen er lavet ved, at druerne delvist afstilkes inden de knuses og ligger i en kold premaceration i en begrænset periode, afhængig af hvordan vinen – ved daglige smagninger – udvikler sig. Derefter sker den alkoholiske gæring alene på druernes naturlige gærceller og der foretages pigage i den første del af denne gæring.

Netop fordi pigagen foretages i den første del af gæringen, så sker der kun et yderst begrænset udtræk af farve og tanniner. Herefter gennemgår vinen den malolaktiske gæring og lagrer så 17 måneder på barriques, heraf 25-30% nye fade.

I næsen er vinen total burgundisk med masser af grønne noter, lethed, lyse bær, ribs, kirsebær, lyse blommer. masser en ung eg, røg og i det hele taget virker vinen voldsom ung, spændstig og frisk. Måske også for ung på nuværende tidspunkt.

Smagen er blød, præcis med en markant og flot syre, lidt aggressiv i syren, afbarkede grene, masser af bitterhed, ribs, granatæbler, saltlakrids samt en monsterlang eftersmag. Men det er næsten barnemord, for vinen er alt, alt for ung endnu med masser af potentiale.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 475 kr.

Vinanmeldelse 5/7