2018 Domaine de Cabaudran, Rosé, Provence, Frankrig

2018 Domaine de Cabaudran, Rosé, Provence, FrankrigMed foråret godt undervejs er det måske tid til at teste én af Houlbergs yndlingsaversioner, nemlig rosévinene og endda helt hedonistisk med 3 styk i streg. Vi starter med en Côtes de Provence Rosé fra Domaine de Cabaudran, der ligger lidt øst for byen Le Beausset.

Domaine de Cabaudran drives af Alex Amic, som er 4. generation på vingården. Indtil 2017 havde vingården alene leveret deres druer til det lokale kooperativ, men det har Alex ændret og startet med at lave vine under appellationerne Côtes de Provence og Bandol, selvom han kontraktmæssigt er nødsaget til et stykke tid endnu at levere nogle af sine druer til kooperativet.

De laver ikke mange vine … alene 4-5 forskellige vine, hvoraf denne Côtes de Provence Rosé er én af dem, lavet på 35% Grenache, 35%, Cinsault, 10% Syrah, 10% Rolle og 10% Mourvèdre, som alle kommer fra 20 år gamle vinstokke.

Druerne er høstet dels med maskine og håndkraft og vinen er lavet på rustfrie ståltanke efter en kort og kølig hvile. Derefter presses druerne og gærer ved 17 grader. Efter endt fermentering flaskes vinen og frigives til salg. Der laves årligt 6.600 flaske af vinen.

Næsen er helt straight-forward med jordbær, hyld, ananas samt en smule astronaut-is. Det er ikke så kompleks, men frugtlækker og direkte i aromaerne. I munden er vinen lidt i samme boldgade, sød og let med en smule grape i eftersmagen. Det er klart en terrassebasker til grin, smil og leg.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, TysklandJeg var egentlig på vej hjem fra vor lille vinøse sammenkomst, men Gert E mente, at jeg lige skulle nå at smage hans næste vin, selvom konen rev mig i den anden arm. Men heldigvis vandt fornuften … så jeg smagte – igen blindt – vinen, en 2016 Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG fra Weingut Wöhrle. Heldige mig, for den smager bare freaking f…. monstergodt.

Jeg spottede på et mikrosekund, at der var tale om tysk Spätburgunder, og Wöhrle har jeg da også tidligere, smagt og været totalt begejstret over. Men denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs er – by far – bedste vin, som jeg har smagt fra vinhuset på Weinbergstraße i Lahr ved Schwarzwald i Baden.

Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på den nordøstlige side af Lahr og på den lille sydside af Schutterlindenberg bjerget. Marken er stejl og ligger med form som en hestesko med anlagte terrasser med en kalket undergrund med masser af Löß.

Der er dyrket vin på Lahrer Kirchgasse i mange, mange hundrede år og de første spor af vindyrkning kan faktisk spores helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirchen, så derfor blev kaldt An der Kirchgasse, men altså blot Kirchgasse i dag.

På Wöhrles parcel dyrker de både Grau- og Spätburgunder, og en del af de bedste druer går altså til denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs. Og tak for det.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 12 måneder på medium ristede barriques, hvoraf 1/3-del fornys hvert år.

Næsen er til at starte med lidt parfumeret, men så sætter kavaleriet ind med flæsk, bacon, sød – ærketysk – animalsk kostald, fad, vanilje, kanel, et affyret heksehyl, røg og bålsted, kirsebær, hindbær, jordbær, rosmarin, lidt olie- og benzindampe, helt æterisk og sindssygt elegant. WAUW i femte potens.

Smagen er virkelig let, luftig og totalt frugtrig, virkelig meget frisk i frugten og klart endnu en ung vin. Men uha, hvor smager det bare tæskelækkert. Alt er soft, let, luftigt og cremet med ribs, kirsebær, lidt hvid peber og krydrede noter. Alt er i balance og det er sgu Spätburgunder drømmevæske af bedste slags, så jeres flittige vinblogger lægger sig fladt ned og overgiver sig totalt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7