2014 Schramsberg Vineyards, Blanc de Blancs, Californien, USA

2014 Schramsberg Vineyards, Blanc de Blancs, Californien, USADette glas Blanc de Blancs bobler er helt overraskende ikke en fransk champagne, men kommer fra Schramsberg Vineyards, der ligger ved byen Calistoga nord for St. Helena i Napa Valley i det solrige Californien.

Vingården er oprindelig grundlagt tilbage i 1862 af den tyske emigrant Jacon Schram, som startede med at lave vin fra sin første mark Diamond Mountain. Til at passe udbygge kilometerlange vinkældre i klipperne og høste druer hyrede han bl.a. en mindre hær af kinesiske arbejdere, der tidligere havde arbejdet på jernbanen gennem USA.

Og vingården blev endda så berømt, at forfatteren Robert Luis Stevenson, der også skrev Skatteøen, besøgte vingården, som han overnattede på og skrev om i sin fortælling The Silverado Trails.

I 1965 blev Schramsberg Vineyards imidlertid overtaget Jack og Jamie Davies, som restaurerede den gamle gård og startede vinproduktionen op påny, bl.a. med det mål at producere mousserende vine.

Ja faktisk var målet at lave Amerikas bedste og prestigefulde mousserende vin og det lykkedes faktisk, for Schramsberg Vineyards fik sat endnu et historisk aftryk, da netop en Blanc de Blancs fra vinhuset blev brugt af præsident Nixon i 1972, da han sammen med den kinesiske ministerpræsident Zhou Enlai lavede en officiel skål for fred under et besøg i Kina.

Og siden dengang er de mousserende vine fra Schramsberg Vineyards blevet anvendt i Det Hvide Hus, når der skal fejres særlige lejligheder. Måske har den usympatiske, tvivlsomme conman Trump også fornøjet sig med Schramsberg efter sin overraskende valgsejr.

I dag har Schramsberg 42 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 110 forskellige parceller i Napa, Mendocino, Sonoma og Marin. Det er fortsat Davies familien, som ejer vinhuset, nemlig Jack og Jamies søn Hugh Davies, men vinmageren er i dag er ønologen Sean Thompson.

Der laves både almindelige vine samt mousserende vine på Schramsberg Vineyards. Denne Blanc de Blancs fra huset er den historiske vin drukket af Nixon og den første producerede bobbelvin på gården. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, hvor 54% af druerne kommer fra Napa og de resterende 46% fra Sonoma.

Vinen er vinificeret først på rustfrie ståltanke, men en lille del på 18% dog i barriques. Efter den alkoholiske gæring, så sker dog også en malolaktisk gæring inden vinen flaskes og lagrer sur lie, altså med bærmen, i de kilometervise gamle gange udhugget i klipperne … som i Champagne. Efter lagring i 2 år sker degorgeringen, som I kan se på fotoet ovenover.

Næsen byder på æbler, pærer, citrus og virker meget let og lys med lidt gærnoter, franskbrød, blomsterflor, en lille animalsk og bio side, svag vanilje og let krydrede elementer.

I munden er vinen meget blid, sart … blød i boblerne, meget easygoing og syren er også rund. Der er noget grape bitterhed, som gør vinen lidt levende og sitrende, men alt smagsnoter er faktisk meget tilbageholdende, forsigtige og blide. Der er æbler, abrikos, citrus, grape på en forsigtig måde, men havde aldrig gættet på amerikansk Blanc de Blancs.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinaften 2. marts 2019 … et vinøst pusterum i en travl hverdag

En kende stresset i øjeblikket, ineffektiv og måske endda lidt humørforladt. Kender I det? Man kommer aldrig helt op i gear og synes, at man ikke rigtig kommer nogle vegne.

Det er altid svært at sætte en finger på, hvad der får en i sådan en tilstand, men måske kan fortsatte problemer med ryggen og en hælspore i den ene fod være medvirkende, da det besværliggør mit adrenalinsparkede dope, mine næsten daglige løbeture. Det kan også være manglende rygrad til at overholde en sund madplan … men vi kæmper vel alle med sådanne små ting.

Men derfor havde jeg nu alligevel glædet mig til endnu en vinaften med gutterne … god mad og fremragende vine. Men lidt småtræt efter en natlig køretur for at hente yngste mand hjem fra fest og en lang morgenløbetur, så mødte jeg dog op hos Jan, der var aftenens vært.

Steffen var heller ikke helt på toppen … også ondt i ryggen og en kende værre end hos mig, nemlig en nasty diskusprolaps, som han skulle opereres for. Paul var imidlertid – som altid – i godt humør og den mands smittende tilstedeværende er svær at holde nede.

Jan havde selv haft travlt på det seneste, men havde alligevel nået at lave en lækker menu til aftenen. Vi startede stående i køkkenet med lidt appetizers og bobler. Appetizerne har små knækbrød med rygeost og stenbiderrogn samt pumpernikkels med laks.

Boblerne skulle vi gætte – både druer og land. Det var en blid mousserende vin, men klart med hvide druer, og vi endte vist alle med at gætte på champagne på Chardonnay. Vi var på sporet med en Blanc de Blancs, men det var amerikanske bober … Schramsberg Vineyards Blanc de Blancs fra sunny California.

Menuen for aftenen så rigtig spændende ud:

  • Forret; Æble/grønkålssuppe med øl, rugbrødscroutoner, fennikelsalt & citronskal
  • Hovedret; Shakshuka
  • Dessert; Ostebord
Æble/grønkålssuppe med øl, rugbrødscroutoner & fennikelsalt

Sikke en lækker ret og den bedste suppe, som jeg har fået i mands minde. Det ser måske ikke ud af så meget, men kombinationen af grønkålen med bid, smagen af både øl, – weissbier – æbler samt et tvist fra citronskallen fungerede bare superfint sammen.

Samtidig lidt blødt og krydret at bide i med rugbrødscroutonerne. Jeg synes, at det var en stjernelækker forret, men også en pæn portion, som lagde en god bund. Nam.

Til retten serverede Jan næste vin – selvfølgelig også blindt, hvilket var en Riesling med tonsvis af både benzin og petroleum i næsen, så jeg var 100% sikker på, at det var en tysker.

Der var ingen Mosel sødme i vinen, så jeg satte endda trumf på, ved at påstå, at det måtte være enten Rheingau eller Rheinhessen ud fra tørheden og en syleskarp syre. Men det var så en 10 år gammel australsk Riesling fra Peter Lehmann … men han kommer vel oprindeligt også fra Tyskland? Flot vin.

Shakshuka

Hovedretten var den israelske ret shakshuka, der normalt serveres som morgenmad i Israel, men ofte også kan findes til frokost eller aftensmad. Det er en ret med nordafrikansk inspiration og der anvendes også masser af østlige krydderier.

Det er vel grundlæggende æg kogt i tomatsauce, men tilsat masser af krydderier som fx koriander, spidskommen, gurkemeje, paprika, chili eller cayennepeber, kommen samt hvidløg, røde peberfrugter og her i Jans udgave også med både feta og chorizopølser.

Det er virkelig comfortfood … og jeg havde ikke tidligere smagt shakshuka, men den skal jeg da vist forsøge selv at lave en dag, for det smager virkelig godt. Spicy, varm og lækker.

Vi drak masser af god rødvin til retten, for efter forretten, så gik vi i gang med blindsmagningen … de 8 vine, som vi samlet havde taget med til dette rendezvous. Det betød, at aftenens vinprogram så sådan her ud:

Og sikke et felt og hvor var der da masser af højdepunkter. Jeg havde specielt en fest med den australske Riesling, den uventede lækre sydafrikanske Pinot Noir fra Lismore, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir fra Chat Sauvage, en top-Brunello fra Fuligni samt en tonstung og elegant GSM fra Mas Gabinèle.

Der er selvfølgelig links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Vi sluttede aftenen med et ostebord, men det fik jeg ikke taget fotos af. I det hele taget glemte jeg midt i alle de dejlige vine at taget nogle billeder … alene et enkelt snapshot fra aftenen, hvor Paul er fanget med hans mobil. Fotoet er måske ikke helt retvisende … det ligner nærmest en aften i Bror Kalles kapel, men det er vel nærmest et intermezzo mellem aftenens mange grin, tåbelige latteranfald, dårlige historier og mandlige tøsefnis.

Blindsmagningen gik forholdsvis godt, og alle var faktisk godt med i at spotte druer og land, men Steffen endte med at løbe med flest point og dermed præmien … en god flaske gin og nogle tonnic’er, som jeg havde medbragt.

Jan tog sidstepladsen, men havde jo også serveret et par vine mere end os andre, så der var han allerede bagud med et par point. Med samlet endnu en fornøjelig aften i den gode vins tjeneste … så tak til Jan for et godt setup og lækker mad.