2010 Poggio Forte, Rosso Toscano, Toscana, Italien

2010 Poggio Forte, Rosso Toscano, Toscana, ItalienVi sluttede byggemødet med denne bedagede og punkterede Rosso Toscano fra Poggio Forte, hvilket egentlig blot er et brand under den store vinkoncern PWS aka Premium Wine Selection, der holder til i Pedemonte i Veneto.

Premium Wine Selection er en stor koncern, som har et sortiment, der er målrettet supermarkedskæder. De står bag mindst 36 forskellige labels, men de fleste er ikke kendt herhjemme … måske lige bortset fra mærket Le Arche, som man måske er stødt på, hvis man har fundet en billig Amarone.

Ellers er det  brands som fx Azienda Agricola Castelveder, Baron de Sigognac, Coldigiano, Istituto Agrario San Michele, El Fortino, Ca ‘Rosa … blot for at nævne nogle få.

Premium Wine Selection er etableret i 2000 og ledes af  Silvano Piacentini, men siden 2009 har sønnen Luigi Piacentini også deltaget i driften. Før han trådte ind i faderens virksomhed, så arbejdede han som marketingsdirektør hos Masi Agricola i Verona.

Det store foretagende ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer rundt om i Italien og lave vine fra stort set alle områder i støvlelandet.

Produktionen styres af de to vinmagere Armando Vesco og George Barbero i selskabets produktionsfaciliteter i byen Pedemonte omkring 25 kilometer nord for Verona. Der har de også et 6.500 kvadratmeter stort temperaturstyret lager, hvorfra de distribuerer de mange vine.

Udover de italienske vine, som laver de også vin fra Frankrig … bl.a. Bourgogne og Champagne og så ejer de også whisky distelleriet Chieftain’s Whisky.

Denne Poggio Forte Rosso Toscano er lavet på 95% Sangiovese og 5% Merlot og Syrah, men derudover har jeg slet ingen oplysninger om produktionen … men mon ikke, at den blot er lavet på ståltanke uden lagring på eg?

Imidlertid er det meste liv i vinen forsvundet … den er punkteret, flad, over the hill og tæt på død. Det er alt for overmoden frugt og på ingen måder særlig behagelig. I munden såmænd blød, men igen sød, overdone og kedelig. Ikke værd at bruge tid eller penge på.

Er tidligere forhandles af bl.a. Carlo Merolli, hvor en flaske kostede 45 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 2/7  

2015 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2015 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, SpanienJeg har smagt Peter Sisseck Flor de Pingus fra Dominio de Pingus mange gange … og den bedste har vist været 2002’eren, som jeg smagte sidste år. Denne 2015 er nok den værste, men det vender jeg fluks tilbage til.

Jeg skal nok undlade at fortælle hele historien om Peter og Dominio de Pingus … den kan I læse i nogle af de øvrige anmeldelser af Flor de Pingus. I stedet kigger vi nærmere på andenvinen, der – selvom den er langt billigere end førstevinen Pingus – efterhånden koster omkring 800 kr.

Druerne, der bruges til Flor de Pingus, kommer fra 20 hektar separate vinmarker beliggende på et plateau i La Horra i 800 meters højde med 35 år gamle vinstokke. Udbyttet holdes nede på 20-25 hektoliter pr. hektar.

Vinificeringen sker i rustfrie kar, hvor de alkoholiske gæring også sker. Derefter har 50% af vinen gennemgået malolaktisk gæring i egefade, mens resten hviler i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen lagret 14 måneder på helt nye egefade.

Dette er klart den dårligste Flor de Pingus, som jeg har smagt, og den havde det meget svært efter den flotte og syrerige Brunello di Montalcino Poggiarelli fra Cortonesi, men heller ikke hjulpet afsted med, at vinen blev serveret alt for varmt og forholdsvis små vinglas.

Næsen er voldsom varm og fed, blommer og mørk frugt, sorte kirsebær, brombær, nærmest overmoden. Derudover er der masser af fadnoter, egetræ, tobak, kaffe og vanilje.

Smagsmæssigt er vinen flot rund, blød og med power i 3. potens, men alkoholen brænder lidt og vinen har klart smag fra de nye fade, eg, sødme, vanilje og virkelig tæt, fyldig og solmoden. Den kølighed, som Peter Sisseck sigter efter, kommer ikke helt frem i vinen, og jeg fandt vinen en kende for overdone og solrig.

Jeg husker Flor de Pinus meget bedre end dette, men lidt lagring vil helt sikkert kunne bøje kanter af og blødgøre vinen. Det trænger den – efter min mening – til.

Forhandles forskellige steder og prisen ligger på 795 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7