2012 Weingut Paul Achs, Spiegel Blaufränkisch, Burgenland, Østrig

2012 Weingut Paul Achs, Spiegel Blaufränkisch, Burgenland, ØstrigWeingut Paul Achs holder til midt i den østrigske by Gols i den nordøstlige del af den store Neusiedlersee i Burgenland … ja faktisk lige mellem den store sø og den ungarske grænse. Vi smager her Paul Achs’ Spiegel Blaufränkisch.

Vingården er grundlagt i 1952 af Elfriede og Paul Achs, men siden 1991 har det været sønnen, der også hedder Paul Achs, som har stået for driften, dog fortsat med hjælp fra Paul senior. Inden overtagelsen havde Paul uddannet sig som vinmager og bl.a. arbejdet i Californien.

Familien Achs har samlet 22 hektar vinmarker, som er fordelt på 42 forskellige marker med små parceller på mellem 0,11 hektar og 2,30 hektar.

Markerne er dog overordnet beliggende i to områder. Det ene område er på den flade strækning Heideboden mellem Gols og Neusiedlersee, hvorfra de mere lette og friske vine kommer. Og på den sydvendte skråning Parndorfer Platte nær byerne Gols og Mönchoff. Her dyrkes Blaufränkisch til husets tre enkeltmarksvine.

I 2006 gik Paul med i sammenslutningen af biodynamiske vindyrkere, og det betyder, at samtlige hans vine nu er fremstillet efter både økologiske og biodynamiske principper med bl.a. manuel høst, begrænset udbytte og uden brug af industrielt fremstillede gødnings- og ukrudtsbekæmpelsesprodukter.

Oprindeligt var hele produktionen alene hvidvine, men det har Paul også ændret efter overtagelsen, således 90% af produktionen i dag er rødvine på sorterne Zweigelt, Blaufränkisch, St. Laurent, Pinot Noir samt en smule Syrah. Derudover er det de hvide sorter Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Paul Achs er også medlem af Pannobile, som er en sammenslutning af kvalitetsbeviste vinbønder forankret omkring Neusiedlersee nordøstlige vinmarker.

Sammenslutningen tæller i dag 9 medlemmer, som laver deres vine fra områdets bedste vinmarker – en forudsætning for at være en del af Pannobile.

Pannobile tæller i dag følgende medlemmer: Weingut Heinrich, Judith Bech, Andreas Gsellmann, Weingut Leitner, Anita Nittnaus, Weingut Pittnauer, Claus Preisinger, Renner & Rennersistas samt Paul Achs,

I hver årgang udvælger hvert af de 9 medlemmer af Pannobile deres kandidat til årets Pannobile rødvin.

Kriterierne er, at vinen skal være lavet på en eller flere af de 3 lokale druer Blaufränkisch, Zweigelt eller St. Laurent samt dyrket inden for de vinmarker, som gruppen mener at være de bedste i området og vinene skal godkendes af gruppens medlemmer og repræsenterer områdets største vine.

Nå, men her er det altså Achs’ 2012 Spiegel Blaufränkisch, som er lavet med druer fra Spiegel marken, der ligger lige mellem Salzberg og Gabarinza markerne med en undergrund af ler og sand, som passer Blaufränkisch perfekt.

Spiegel Blaufränkisch er lavet første gang i 2002 og lavet helt traditionelt, hvilket betyder, at jeg ikke har kunnet finde oplysninger om produktionen udover, at vinen er lagret knap 2 år på barriques. hvoraf 60% er nye fade.

Næsen er dyb og mørk, virkelig kødfuld med lakrids, blæk, mejeri, surkål og nogle ristede noter. Det er blåbær, brombær og enebær, dyb og urtet aroma med lidt mørk chokolade, en svag sødme, lidt appelsin, parfumeret, lidt håndsæbe, grønne blade og mentol.

Hvor er vinen smagsmæssigt blød, igen med et dybt mørke, fed, fyldig og kødfuld. Der er sgu power på drengen. Der er tørstoffer, blæk, bly og en lille provokerende bitterhed. Vinen er egentlig vild tør, herlig kompleks, rustik, grov og udfordrende, men har alligevel en række forsonende træk, som bare gør den meget interessant.

Forhandles af Theis Vine, men denne er ikke fundet i sortimentet, så kender heller ikke prisen.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienPodere Lamberto er et lille agriturismo, som ligger ved den lille by Chianciano Terme omkring 5-6 kilometer syd for Montepulciano i Siena provinsen i Toscana. Udover udlejningen drives der også en lille restaurant … og så laver familien også et par vine, bl.a. denne Vino Nobile di Montepulciano.

Det lille, hyggelige agriturismo drives af det venlige og gæstfrie ægtepar Vittorio og Silvia Bagnasco sammen med deres sønner, bl.a. den ældste søn Damiano, som også hjælper lidt til med specielt værelsesudlejningen.

Værelsesudlejningen omfatter et gammelt, charmerende bondehus med plads til 12 personer, de 2 lejligheder Il Querciolo og Il Girasole samt de 4 værelser l’Orso, il Riccio, Le Pannocchie og La Ginestra.

Derudover er der selvfølgelig en lille restaurant, som anvendes til gæsternes morgenmad eller en hjemmelavet middag, da Silvio er en ægte italiensk mama til at lave mad.

Derudover anvendes restauranten på Podere Lamberto selvfølgelig også til små vinsmagninger, idet Vittorio også laver en smule vin. Faktisk laver han alene to forskellige vine, nemlig en Rosso di Montepulciano og så også denne Vino Nobile di Montepulciano.

Men Vittorio har nu også alene 1,6 hektar vinmarker, som ligger i 550 meters højde med primært Sangiovese og lidt Canaiolo Nero, Mammolo, Colorino og Merlot, men alt dyrkes økologisk. Den årlige produktion er også meget beskeden med sølle 5.000 flasker, som primært anvendes lokalt på det lille agriturismo.

Denne Podere Lamberto Vino Nobile di Montepulciano er lavet på 80% Sangiovese og de sidste 20% er Canaiolo og Colorino. Efter høsten foretages der en sortering af druerne og derefter afstilkning og blød presning.

Den alkoholiske gæring sker i rustfrie ståltanke, som I kan se på billedet ovenover. Gæringen varer normalvis en uge, hvorefter vinen hviler med skindet en yderligere periode på op til 3 uger. Derefter gennemgår overføres mosten til en malolaktisk gæring, hvilket så efterfølges af lagring i 12 måneder på store 10 hektoliter egefade samt 6 måneder på flaske.

I næsen har vinen en virkelig herlig landlighed … godt med mødding, armsved og vitaminer fra marken samt masser af frugt, ja nærmest proppet med bær, blommer, svesker og blåbær. Der er fylde, er lidt balsamisk i frugten, men har også noget fadpræg med sød tobak, vanilje, chokolade og modellervoks.

I munden en vis tørhed, og vinen byder smagsmæssigt – som næsen – på masser af frugt og en stor venlig imødekommenhed. Der er blæk, kirsebær, blåbær og der er unge tanniner og et lille peberbid. Det er blødt og rundt, men har samtidig tilstrækkelig med syre, så der fortsat er styr på tingene. En vin, som mange vil kunne li’.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7