2015 Domaine les Ondines, Vacqueyras Passion, Rhône, Frankrig

2015 Domaine les Ondines, Vacqueyras Passion, Rhône, FrankrigDomaine les Ondines ligger ved den lille by Sarrians omkring et par kilometer sydvest for Vacqueyras … og derfra smager vi nu deres topvin Vacqueyras Passion.

Domaine les Ondines drives i dag af Jérémy Onde, som overtog familiens ejendom tilbage i 2003 og startede med at lave vin. Ejendommen havde Jeremys bedstefar Paul Onde købt i 1942, men havde dyrket grøntsager som courgetter, tomater, auberginer og meloner, mens Jeremys far efter sin overtagelse af familiens gård i 1969 fortsatte med grøntsagerne og endda specialiserede sig i at dyrke jordbær … men også plantede lidt vinstokke.

Efter Jérémy Ondes overtagelse er alt nu omlagt til vinproduktion, og de 57,5 hektar jord er nu alle vinmarker, som dækker 44 hektar på 4 forskellige appellationer samt 13,5 hektar IGP Vaucluse. De 4 appellationer er Vacqueyras, Côtes du Rhône, Côtes du Rhône Villages samt Muscat de Beaumes de Venise.

Siden 2009 har markerne været dyrket certificeret økologiske, og Jérémy Ondes har også bygget et moderne vineri, som I også kan se på billedet ovenover.

Denne Vacqueyras Passion er – som nævnt – husets topvin og er lavet på 68% Grenache, 27% Syrah og 5% Cinsalt, som kommer fra de bedste af vingårdens små parceller. Grenache vinstokkene er omkring 40 år gamle, Syrah stokkene 37 år, mens stokke med Cinsault blev plantet for 42 år siden.

Vinen er gæret i rustfri ståltanke alene med druernes naturlig gærceller og lagret 6 måneder i cementtanke efterfulgt af 6 måneder på brugte barriques, hvorefter den er flasket med en let filtrering. Der produceres kun 12.000 flasker årligt af denne Vacqueyras Passion.

Næsen har en faktisk ganske delikat sødgæret frugt, sådan lidt yoghurt, sød/syrlig mørk frugt, lakrids, brombær og det skriger absolut Rhône langt væk. Der er læder, sorte oliven, mælkechokolade og lidt vanilje.

Smagen er blød og cremet, frugten mørk, syrlig og intens med masser af tørhed og bitterhed, måske lidt for meget peber, blæk samt tørre og tætte tanniner. Der er også lidt sødere elementet med kakao, kaffe, mørk chokolade, vanilje, men de overtrumfer på ingen måde vinens mørke elegance. Det er god Rhône vin med kompleksitet og syrlig, kølig kant.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179  kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Jülg, Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Jülg, Spätburgunder Trocken, Pfalz, TysklandNu har jeg jo lige rost tysk Spätburgunder i årgang 2015, og nu smager jeg så endnu én fra den store årgang, nemlig den helt almindelige Spätburgunder Trocken, som er den røde basisvin aka Gutswein fra Weingut Jülg.

Som jeg skrev i nogle af de foregående blogindlæg om Jülg, så har vinhuset sine marker både på den tyske og franske side af grænsen, da de strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Druerne til denne basis Spätburgunder Kalkmergel kommer også fra begge sider af grænsen, idet 50% er tyske og 50% franske. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efterfølgende lagret 12 måneder på store gamle træfade.

Snudeskaftet i glasset … første snif er klart krydret, men derudover let skovbund, eg, lindetræsolie, meget svag kanel, lidt stald, lys frugt, kirsebær, jordbær samt de helt unge, lysegrønne skud fra et lærketræ. Åbner sig med luft i glasset og bliver mere givende.

Smagen er mørkere end duften, fortsat kirsebær, men også lidt blommer og brombær blander sig. Der er faktisk masser af frugt, fin robust syre, virkelig bid i vinen med jern, sten, peber, lakrids, stor tørhed og en krydret eftersmag … også uden letheden fra Spätburgunder’en på noget tidspunkt tabes. Houlberg er glad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 159 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 119,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7