2016 Weingut Günther Steinmetz, Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Günther Steinmetz, Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, TysklandNår vi nu er i gang med at forkæle smagsløgene, hvorfor så ikke helt ekstravagant, ublu og uhæmmet nappe endnu en vin fra Stefan Steinmetz? Det blev denne Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert. Mer’ WAUW.

Mülheim ligger lige nabo til Brauneberg og marken Mülheimer Sonnenlay var allerede kendt tilbage i 1868, hvor det legendariske kort over alle vinmarkerne i Mosel blev tegnet. Udover Weingut Günther Steinmetz har producenter som Weingut Brauneberger Hof, Max Ferd. Richter samt et par vinhuse mere også parceller på Mülheimer Sonnenlay.

Marken er navngivet efter de to ord Sonne og Lay, hvor Sonne selvfølgelig betyder sol og Lay er det frankiske ord for skifer med reference til jordforholdene på den stejle mark.

Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert er sådan set lavet ligesom foregående vin, dvs. med afstilkning af 60% af drueklaserne, vinificeret helt oldschool, selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs, lagret 12 måneder på 3 år gamle burgundiske fade og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.

Vinene sikres med en lille knivspids svovl og der er – også som foregående vin – alene lavet 3 fade af vinen, dvs. omkring 900 flasker, så der er eksklusiv væske af 1. grad.

Igen er niveauet for denne Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert skræmmende højt. Som med foregående Steinmetz vin er det transparent teglfarvet, syrligt, stenet … måske en anelse mere tæt i både aroma og smag.

Næsen eksploderer nærmest med masser af lys frugt, jordbær, ribs, men også lidt mørkere og gærede bær blander sig i symfonien. Der er lidt fennikel, medicinskab, læderbukser på en smuk kvinde, grafit, granit, sten, tørstoffer og ung, grøn inderlighed.

Smagsmæssigt er jeg også duperet … hvor er det freaking, BIP, en tæskelækker vin. Igen er jeg sikker på, at Steinmetz med årgang 2016 har nået nye kvalitetshøjder Det er lyst, let, mineralsk og total loaded med lys frugtintensitet.  Det er et blidt, blødt, grønt, syrligt og alligevel præcist bid af himmelen. Haps.

Jeg har måske Kestener Herrenberg et mulehår foran … men måske skyldes det blot, at jeg er ved flaske 2 og beruset over elegancen af vinene fra Steinmetz … måske. Jeg er fan, for det smager sgu formidabelt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, TysklandEr det som om, at niveauet hos Stefan Steinmetz bare stiger og stiger? Han nærmest vrider sin mineralske, lette og sarte Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert saft ud af den grå skifer på de stejle Mosel marker. Denne 2016 udgave smager freaking, f..king herrengodt.

Kestener Herrenberg har sit navn efter det frankiske ord Häär, som betyder gejstlig og det henviser – ligesom marken Kestener Paulinsberg – til klosteret Skt. Paulin i Trier, hvis munke i gamle dage passede markerne, da klosteret i 936 overtog dem efter kong Henry I’s død.

Så allerede for over 1.000 år siden har de gejstlige herren haft god smag, men de havde nok alligevel ikke forestillet sig, at Stefan Steinmetz kunne få så fantastisk Pinot Noir ud af markerne.

Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert er lavet fra økologisk dyrkede druer, selvom Steinmetz ikke er certificeret. Kun omkring 60% af klaserne er afstilket.

Vinen er lavet helt oldschool, selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs, lagret 11 måneder på 3 år gamle burgundiske fade og endeligt flasket uden tilsætning af snavs. Vinene sikres med en lille knivspids svovl. Der er alene lavet 3 fade af vinen, dvs. omkring 900 flasker.

I glasset en ganske lys, transparent, gennemsigtig og klar … lækker teglfarvet med let brunlige nuancer, som changerer smukt i lyset og med proppen af … og lidt af saften i glasset, så strømmer mineralsk, let og liflig Pinot Noir duft direkte i den houlbergske næse.

Vi starter med at vride stenen … lækker stenet næse med let, tør og stringent frugt, endda en kende animalsk med lidt grønne og urtede bio bio trækninger. Sådan. WAUW. Frugten er lys, let og svævende, hindbær, jordbær, ribs med en smule kanel, nelliker og selvom der er lidt seletøj i læder, så kan det ikke holde denne Pinot Noir nede.

Det smager også lidt, som det dufter … det er SÅ elegant, let og forførisk, at vinen burde komme med en advarsel om, at det nemt kan blive vanedannende. Det er indtil nu klart bedste vin, som jeg har smagt fra Steinmetz … let, lys, stenet og med en streng, grøn syre, som danser med lyse bær, ribs, tranebær og så præcis, skarpt og burgundisk i smagen, at jeres flittige vinblogger nærmest får tårer i øjnene samt en smule synsforstyrrelser.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 275 kr. og det er faktisk ganske billigt for den oplevelse.

Vinanmeldelse 6,5/7