2016 Aux Mages, Ætheria, Californien, USA

2016 Aux Mages, Ætheria, Californien, USASplitte min houlbergske bramsejl, liftoff og 7 fede fingre. Houlberg er rystet. Dette er genialt. Jeg snakker om vinen Ætheria, som er lavet af danske Emil Skytte på Grenache fra Californien … og med burgundisk lethed. Det er historien med humlebien om igen … det burde ikke kunne lade sig gøre. Det er sindssygt, et mirakel … WOAW x 7.

Emil Skytte startede egentlig med et kinesisk studie på Aarhus Universitet, men en brændende interesse for vin fik ham til også at tage WSET Advanced Certificate for at få det teoretiske på plads og få mulighed for at smage meget forskellig vin på en struktureret måde.

Det førte til småjobs i den aarhusianske vinhandel, men på en tur til Italien fik Emil pludselig mulighed for at arbejde hos nogle af de bedste i Barolo, og så tog tingene fart.

Han kom til at arbejde hos Pete Gygax på Cascina Ebreo, hos Mauro Veglia samt hos Silvia Altare på Elio Altare. Det førte ham videre til den dybt spirituelle og biodynamiske Elisabeta Foradori.

Samtidig med, at han pusler med vin i Italien, så har Emil nu fået mulighed for selv af lave vin, nemlig i Santa Ynez Valley i Californien, hvor han har indledt et samarbejde med naturvinsproducenten Ryan Roark på Roark Wine Company i Buelton

Sammen med sin ven Lars står han nemlig bag vinen Ætheria, som han udgiver under navnet Aux Mages. Druerne kommer fra Santa Ynez Valley, ligger små 3 timer kørsel nord for Los Angele … et område, hvor man faktisk slet ikke burde kunne lave vin.

Santa Ynez er beriget med den største tværgående dal, der løber fra vest mod øst og skærer sig igennem bjergkæden, som ellers løber i nordlig retning. Dalen er et geografisk unikum og den eneste af sin slags på den vestlige halvkugle.

Det er et område med stor diversitet, da klimaet ændrer sig drastisk igennem hele dalen. Gennemsnitstemperaturen svinger ti grader fra det nord til syd og dette har stor indvirkning for dette afgrænsede område.

De nordligste appellationer i Californien skaber vine på Chardonnay og Pinot Noir, og de tælles blandt de mest eftertragtede i hele USA, hvorimod der i andre områder mere dyrkes Rhône druer som Syrah og Grenache, da der er bedre klima til disse druetyper.

Og Ætheria er netop lavet på Grenache, men fra marker, der er dyrket enten økologisk eller biodynamisk. Og alt i produktionen foregår med håndkraft og på gammeldags vis.

Således sker høsten selvfølgelig manuelt, druernes trampes med de bare fødder og er presset på en gammel fransk hydraulisk presse, da Emil mener at det er denne proces, der skaber de største vine i verden.

Der er ingen smuthuller i kælderen og Ætheria er således blevet afstilket i hånden over 28 timer, fordi det var hvad vinen havde brug for. Der er således heller ikke anvendt pumpe under vinifikationen, gæring sker med druernes naturlige gærceller, filtrering foretages ikke og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt. Vinen er modnet på brugte fade.

Emil og Lars ser deres vine som en forlængelse af deres egne sindsstemninger og selvom vinen selvfølgelig også udtrykker det specifikke terroir Santa Ynez Valley … men måske på en lidt anden måde, end jeg lige havde forventet. Det er lettere, køligere og mere elegant og mere europæisk i sit udtryk, men skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Næsen er let og lettere mælket med lidt yoghurt, blomster, rabarber, lyse bær … nærmest umodne bær, luftig, ja faktisk en fantastisk luftighed samt nogle lyserøde bolsjer, måske Kongen af Danmark, æteriske olier og den biodynamiske tilgang kan samtidig også klart fornemmes i glasset. Ud strømmer liflig balsam uden en trevl på kroppen … sindssygt.

I munden er det en blæret vin fra første sip … fin syre, igen lidt kærnemælk eller yoghurt, en vinøs drikkeyoghurt med let og løs hånd, delikat, sart, elegant og fin som en Pinot Noir. Der blander sig lidt krydderier samt et tvist citron i eftersmagen, men – shit – hvor det god vin og Houlberg er glad. Og så er den lavet af en dansker.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 375 kr., men var sat ned til 300 kr. Nu er den vist – forståeligt nok – udsolgt, så vi må tålmodigt vente på næste udspil fra Emil Skytte.

Vinanmeldelse 7/7    

2014 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandDet var et rent arsenal af forkælelse, som Jan diskede op med og næste vin var lige up my alley … Pares Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut J. Neus, der holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen.

Weingut J. Neus er grundlagt i 1881 af Josef Neus og var berømt i det 19. århundrede for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag. I 2012 blev den købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn.

Der dyrker de primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer som Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Her er det Weingut J. Neus’ Pares Spätburgunder Großes Gewächs, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Pares, der har sit navn efter den lokale betegnelse for paradis. Marken ligger på Mainz bjerget ned for Nieder-Ingelheim og er samlet på 9 hektar, men Neus ejer dog ikke hele marken.

Vinen er lavet af de særlige Spätburgunder Neus kloner og lavet med håndkraft med traditionel maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 22 måneder på franske barriques. Großes Gewächs vinene får simpelthen lidt mere kærlighed.

I glasset er vinen herlig lys og transparent … men duftmæssigt dyb tusmørke med sød, fed og animalsk kostald med et par tjæreholdige jernbanesveller smidt ind. Det er brændte fade, et nøddet islæt, vanilje, kanel, gazebind, lidt mælkede aromaer, en syrlig og balsamisk nerve, tørrede krydderier samt lidt fennikel. Det er virkelig en kompleks aroma, som stritter lidt i mange retninger.

Smagen er også langt mere pebret og krydret, end jeg lige havde forventet. Det er tørt … meget tørt, men alligevel kommer Pinot Noir’ens lethed til udtryk i smagen og kombineres med masser af jern, lidt blod, stentøj og mineraler. Vild mineralsk dybde, vildt godt, men også en Spätburgunder, som ikke lige minder om de gængse.

Forhandles af Mr. Ruby, men denne er ikke pt. i sortimentet.

Vinanmeldelse 5,5/7