Vinaften 24. november 2018 … et vinøst Kinderæg

Jeg er enten foran med at drikke eller bagud med at skrive mine blogindlæg eller måske er det en kombination af begge dele. I hvert fald er det vist på tide, at jeg får skrevet om den seneste vinaften med vingutterne sidst i november … en vinaften med mig som vært, gæstgiver, traktør og beværter.

Aftenen havde været svær at sætte i kalenderen, og den 24. november var eneste possible mulighed … men denne aften skulle fruen sørme også ha’ sine gamle veninder fra skoletiden på besøg. Men når rådne dyr er gode … øh gode råd dyre, så endte vi med idéen om alligevel at holde de to middage samtidigt. Om jeg laver mad til 4 eller 8 personer er jo reelt totalt lige meget.

Således endte det med, at vinaftenen blev et vinøst Kinderæg aka Kinder Surprise med hele 3 ting, altså fruens fnisende kvindetamtam i tilstødende lokale i det houlbergske palæ, drengenes traditionelle blindsmagning med god mad og sluttelig smed jeg også en test af Weingut Teschs Riesling Vineyard Box ind som et yderligere forstyrrende tredje element.

Det tredje element passede imidlertid fruerne ganske vel, da de så kunne nyde de 6 Riesling vine efter vi ganske kort, som indledning på vinaftenen, havde smagt os igennem kassen. Min anmeldelse af Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch kan du i øvrigt læse i blogindlægget.

Aftenens to mandskaber arriverede med snorlige punktlighed kl. 18.00 … men efter lidt forvirring over de mange mennesker i jeres flittige vinbloggers gamle 70’er samtalekøkken, så fik jeg stanget et glas mousserende vin i drengenes glas, mens hustruen havde besluttet, at fruentimmerne skulle starte med en Hugo.

Mens vi derefter testede de 6 x Rieslinger, så serverede jeg lidt fattigmands foie gras aka kyllingepaté med cornichoner på bruschetta, valnødde- tapenade på bruschette samt nogle bacon/butterdejs twisters … halvdelen til drengene i havestuen og den anden halvdel til pigerne i stuen.

Udover de små starters, så havde jeg forberedt en lille 3-retters middag, som så sådan her ud:

  • Forret; Laks – kærnemælk – dild – radiser – oliven
  • Hovedret; Okse – kakao – pastinak – mysli – kirsebær
  • Dessert; Peberrod – is – hindbær – fløde
Laks – kærnemælk – dild – radiser – oliven

Lidt godt røget vildlaks serveret i en sauce af kærnemælk med dildolie i, lidt syltede agurker, skiver af friske radiser og så lidt hjemmelavet gurkemeje mayo, krydret græsk yoghurt og så en smule dild på toppen.

Retten skulle ha’ været drysset med nogle sorte oliven, som jeg i løbet af dagen havde tørret i ovnen og knust i små stykker … men midt i alle serveringerne, så glemt jeg sgu at drysse oliven henover retten … pokkers, men sådan kan det gå.

Det er jo også lige før, at retten ser ganske smuk ud … og vinmæssigt serverede jeg til drengene lidt virkelig lækker og eksklusiv Albillo Viñas Vejas fra vinhuset Dominio del Aguila.

Okse – kakao – pastinak – mysli – kirsebær

Hovedretten bestod af oksemørbrad rullet i kakao. Dertil lidt pastinak creme, hjemmelavet ristet mysli med bl.a. tranebær samt masser af nødder og så en indkogt sauce af rødvin og kirsebær.

Peberrod – is – hindbær – fløde

Til dessert havde jeg lavet lidt hjemmelavet peberrodsis, hvilket faktisk giver en ganske specielt og lækker smag med lidt bid. Jeg serverede det ovenpå knuste hindbær og dryssede retten med hindbærpulver … nemt, men egentlig ganske elegant.

Inden den 6-dobbelte Riesling test, så skulle vingutterne dog igennem aftenens første blindsmagning, nemlig den mousserende Grüner Veltlinger fra Weingut Zuschmann Schöfmann, som jeg nok tænkte ville volde dem en del kvaler … og jeg fik ret.

Efter Riesling testen gik den ordinære blindsmagning i gang med vinene fra hver af os. Det betød, at der for aftenen blev et udvalgt sortiment med følgende vi

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og bedømmelserne af vinene.

Skal jeg komme med mine vinøse højdepunkter, så blev det den hvide Albillo Viñas Vejas, Huber selvfølgelig … men det var også meget specielt at smage de to sidste vine, som begge var lavet på Grenache, men som nat og dag … den ene mørk, fed, tung, intens og den anden lys, let og blomsterrig. WOAW.

De 6 x Riesling + 2 x mousserende var ekstra i forhold til vort normale program. De ekstra vine med procenter og opsamlede promiller samt fruentimmere i nærheden så ud til at påvirke de ellers sobre vingutter, for stemningen steg hurtigt i takt med aftenen skred frem.

I blindsmagningen endte jeg som nummer sjok … mens Jan og Steffen endte af point. Når det sker, så bliver de to med lige antal point jaget udenfor døren, mens vi hælder en af aftenens vine i deres glas. Så skal de såmænd blot gætte, hvilken vin de har i deres glas.

Lad os bare afsløre, at de måtte udenfor døren en del gange. I takt med, at de gensmagte den ene vin efter den anden, så synes det også at påvirke deres evner til vurdering af vinene … men efter et lang stykke tid fik vi dog kåret en vinder, og det blev Steffen.

Vi fortsatte til langt efter midnat … godt humør og gode vine, men efter fruerne var taget hjem, så ebbede festen også langsomt ud og nu glæder vi os bare til næste vinaften.

2015 Tenuta del Principe, Sintra Romagna Albana Secco, Emilia-Romagna, Italien

2015 Tenuta del Principe, Sintra Romagna Albana Secco, Emilia-Romagna, ItalienIkke langt fra Autodromo Enzo e Dino Ferrari i Imola by i Emilia-Romagnafinder vi et af Gruppo Morinis mange bilhuse. Udover at forhandle Toyota, Lexus, Nissan, Honda og et par mærker mere, så ejer bilkoncernen også et par vinhuse tæt ved Imola, bl.a. Tenuta del Principe hvorfra vi smager denne Sintra Romagna Albana Secco.

Den bil- og vinglade Morini koncern ejer to vingårde i området, nemlig Santerno og Tenuta del Principe, begge gamle, historiske gårde, der går tilbage til henholdsvis 1875 og 1863.

Derudover ejer de også Tenute d’Italia, som er grundlagt i 1942, har specialiseret sig i agronomisk og ønologisk rådgivning og i dag er strategisk partner for et stigende antal vingårde.

Det er svært at finde info om vingårdene, men det ser ud til, at Tenuta del Principe mest af alt er et negociantfirma, som opkøber druer i forskellige områder i Italien.

Der findes nemlig både Barolo fra Piemonte, Brunello fra Toscana og vine fra Emilia-Romagna under navnet Tenuta del Principe, så der er tale om en større producent.

Denne Sintra Romagna Albana Secco er lavet på den – herhjemme – mere ukendte drue Albana. Druen hedder helt korrekt Albana di Romagna og findes primært i Emilia-Romagna-regionen. Den menes at stamme fra romernes tid og være i familie med druen Greco di Tufo. Den fik i 1987 sin egen DOCG status.

Her stammer druerne fra området Castel Bolognese og er høstet i midten af september. Der er ingen oplysninger om produktionen, men vinen har lagret 12 måneder sur lie i franske egetræsfade og siden mindst 12 måneder i flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen meget gul … og har en lidt nøddet aroma med masser af fedme, tung, fyldig og aromatisk med abrikos og melon, havvand, salt og nærmest en svag oxidering.

Smagsmæssigt er det også en fyldig vin, men den dufter faktisk bedre end den smager. Igen kommer der en lille oxidering, vanilje, sødme, hvid peber, mandler og en vis varme. Der er ikke så megen dybde i vinen, og det bliver lidt rodet og til julemaden alt for syrefattig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Bodegas Avancia, Godello, Castilla-La Mancha, Spanien

2016 Bodegas Avancia, Godello, Castilla-La Mancha, SpanienI en jagt på en hvidvin til julemaden har jeg testet to af slagsen og den første var denne Godello fra vinhuset Bodegas Avancia, der ligger i højt i Valdeorras ved Sil floden i vinområdet Castilla-La Mancha.

Bodegas Avancia er ejet af Grupo Jorge Ordóñez, som er startet i 2004 af Jorge Ordóñez, Han er vi stødt på en enkelt gang tidligere her på vinbloggen, nemlig da vi smagte en 7 Thumbs Up vin fra Bodegas Alto Moncayo, som Jorge er medejer af. Det var tilbage i 2014.

Han er født i Málaga, men flyttede til USA, hvor han i dag er én af de største, mest betydende importører af spanske vine i USA. Via hans vinfirma Grupo Jorge Ordoñez ejer han samtidig i dag en lang række vinhuse i Spanien.

Der er bl.a. netop Bodegas Avancia i Valdeorra, Bodegas Breca i Calatayud, Bodegas la Caña i Rias Baixas, Bodegas Avante  i Montsant og så Bodegas Jorge Ordóñez & Co. Sidstnævnte Bodegas Jorge Ordóñez & Co. har marker i både Málaga, Rueda, Toro og Ribera del Duero.

Derudover har Jorge Ordóñez været én af forkæmperne for spansk vin, bl.a. var Jorge én af de første til at investere i store kølehuse til opbevaring af vine for at sikre kvaliteten af de eksporterede spanske vine.

Bodegas Avancia er grundlagt i 2007 med det formål specielt at lave vine på Godello druen. Det havde nemlig altid været Jorges drøm at starte sit eget Godello projekt, og havde også været den første til at introducere Godello vine i USA.

Valdeoras nok er Spaniens bedste sted for at dyrke både Godello og Mencía. Derfor valgte Jorge Ordóñez selvfølgelig også at starte projektet Bodegas Avancia netop der, hvor han nu har beskedne 9,3 hektar vinmarker, som dyrkes økologisk. Val-de-Oras kan også oversættes til Valley of Gold.

Denne Godello fra Avancia er lavet på vinstokke, der går helt tilbage til 1904-1910. Dette er meget sjældent, idet Godello druen næsten var ved at uddød i 1980’erne, så der findes i dag ikke ret mange marker med gamle Godello vinstokke.

Druerne høstes manuelt og vinen gærer i store 500-600 liters franske egefade alene med druernes naturlige gærceller. Vinen lagrer derefter 10 måneder på samme fade sur lie, altså med bærmen. Robert Parker har kaldt vinen for den bedste spanke vin på Godello.

Duftmæssigt en virkelig dejlig duft med eg, karamel, banan, estragon, hvid fersken, mango, lidt muskat, blomster og så masser af champagne-vingummi  … har god luftighed, dejlig let og luftig i aromaerne og har tonsvis af frugt.

I munden en frugtrig og cremet vin, som både har blomster samt en sødkrydret side. Der er både dybde, elegance, røg og kalkagtige noter, og samlet en virkelig behagelig vin.

Om vinen vil passe til julemaden tvivler jeg mere på, da der så mangler lidt mere syre. Men så kan man jo bare drikke den inden julemaden … det gør jeg gerne med denne vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7