2015 Xavier Vignon, 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigFra den altfavnende og produktive franske vinbonde og negociant Xavier Vignon smager vi nu hans 100% Côtes-du-Rhône med selvbestaltet kongekrone på og i den fremragende årgang 2015.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne 100% Côtes-du-Rhône.

Det er 40% Grenache, 20% Syrah, 15% Mourvèdre og resten er en blanding af Carignan og Marselan … alle fra gamle vinstokke, Syrah stokkene 45 år gamle, Mourvèdre 60 år gamle og Grenache over 100 år gamle.

Vinen er vinificeret på betontanke, og 80% af vinen er også lagret på betontankene og de sidste 20% er lagret 12 måneder på store egefade inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Næsen er klassisk Rhône … endda lidt flæsket med røget kød, blåbær, tørrede mørke bær, egefade, sten, mineraler, sorte oliven, krydderier, læder og lidt støvet i udtrykket.

Det er en Rhônevin, som bare smager godt … ikke så mange dikkedarer og meget straight-forward, en smule peber uden det bliver for meget, jern og mineraler, lakridsrod, et tanninsk bid og varm, venlig, fyldig og rar i udtrykket.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, Spanien

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, SpanienSmack … den eksklusive topvin Tourán Garnacha hos Gil familiens seneste projekt Bodegas Morca er på alle måder en helt sindssyg vin. Intens, dyb, fed, vild og en knytnæve lige i sylten … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Jeg har tidligere skrevet om Juan Gil Bodegas Familiares, nemlig da jeg tilbage i august måned smagte en 2014 Rejón fra en af familiens mange vinhuse, nemlig Bodegas Tridente. Ja faktisk ejer familien en lang række vinhuse i flere områder af Spanien.

Familien Gil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og opkøbt en række vingårde rundt om i Spanien.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer således i dag samlet ikke mindre end 10 vinhuse og jeg nævner i flæng; Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla, Bodegas Tridente i Castilla y León … og senest altså også Bodegas Morca, der ligger i appellationen Campo de Borja i Aragon vinregionen.

Seneste skud er netop Bodegas Morca, som er tilkøbt i 2014 … et projekt til samlet 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en samlet produktion på 5-6.000 flasker.  I dag laves der 3 vine … Godina, Morca og denne Tourán.

Tourán Garnacha er den absolutte topvin fra Bodegas Morca, lavet på 100% Garnacha fra små vinmarker med gamle vinstokke, og druerne er omhyggeligt håndplukket … kun de absolut bedste anvendes til Tourán.

De nøje udvalgte druer er gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade i 22 måneder. Herefter er kun få udvalgte fade valgt til den endelige vin. En yderst eksklusiv produktion på få tusinde flaske og her alene i den 2. årgang fra Morca.

Duftmæssigt er Tourán Garnacha sammenpresset drueekstrakt i yderste potens med en duft, der er tæt, fed, opulent med sort frugt, blåblær, flamberede svedser og sødbrændte fade. Der er både vanilje, kanel, kafef, chokolade samt sød og blød lakrids.

Smagsmæssigt er det sindssygt blødt og cremet … og sindssygt kompakt. Den fede dame nærmest smelter i munden med en vild eksplosion af tung, tæt mørk frugt. Det en tung, tyggetung, lækker og smækker koncentrat, hvor alkoholen på de 16% også mærkes, men det er egentligt meget passende her, for de holder styr på vinens opulente kraft og vil styre selv en juleand.

Det er en tung vin … og selv flasken er sgu tung. Det er klart en ordentlig mundfuld, men på en god måde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 799 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Jülg, Riesling Kalkmergel, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Riesling Kalkmergel, Pfalz, TysklandSå er vi der igen … aus der Hauptstraße i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig. Der finder vi nemlig Weingut Jülg og derfra smager vi denne Riesling Kalkmergel.

Weingut Jülg er grundlagt i 1961 af Oskar Jülg og frue … frau Erika. Familien havde gennem generationer været vinavlere med base i Schweigen-Rectenbach, men solgte blot druerne videre. Oskar synes imidlertid ikke om kvaliteten i vinene fra regionen … han ville lave mere tørre vine og af med den sødme, som prægede både de tyske og de alsaciske vine.

Han ville producere knastørre vine og plantede derfor vinstokke med både Chardonnay og andre kloner fra Bourgogne, som Oskar havde fået et godt øje til.  På det tidspunkt måtte man ikke dyrke Chardonnay, men derudover indførte Oskar også brug af ny eg, hvilket også af mange blev anset som en stor fejl.

Vinstokkene plantede han på sine marker, der strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Dilemmaet med at have vinmarker på begge sider af grænsen var opstået i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor grænserne blev trukket mellem de to lande.

Denne grænsesætning betød, at en del vinbønder fik deres markbesiddelser delt i to … en fransk del og en tysk del. Det gav en række udfordringer for vinbønderne, der skulle have pas med for at komme til vinmarkerne på den anden side af grænsen og leve under forskellige vinlovgivninger i de to lande.

I dag er det 3. generation i form af Johannes Jülg, som står i spidsen for driften af vingården, hvilket sker i samarbejde med hans fader Werner Jülg. Det er de to herrer, som I kan se på billedet ovenover.

Johannes er uddannet vinmager og har inden overtagelsen af familieforetagendet arbejdet for imponerende huse som Jean Stodden i Ahr, Keller i Rheinhessen. Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne.

Han har således gået i en god skole og i en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer MW Anne Krebiehl den gode Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af Spätburgunder i Tyskland.

Weingut Jülg har samlet 18 hektar vinmarker, hvor lidt over 40% ligger på den franske side af grænsen. Det bekymrer dog ikke Johannes det mindste, for som han siger, så er det lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland … vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg.

Udover driften af vingården, som driver familien også en weinstube. Den står Johannes bedstemor … gamle frau Erika Jülg fortsat i spidsen for … og den dejlige, gamle dame kan I se på billedet nedenunder.

Vinene hos Jülg er opdelt i serierne Literweine, Gutsweine, Terriorweine, Lagenweine og topserien, som kaldes Opus-Oskar Weine. Derudover laves der selvfølgelig lidt Sekt samt en smule brændevin.

Her smager vi imidlertid hverken Chardonnay eller Pinot Noir, men Jülgs Riesling Kalkmergel i seneste årgang 2017.  Den kommer fra serien af Terriorweine og 70% af druerne er fra den tyske side … resten fra den franske.

Druerne til vinen blev høstet sent … med auslese kvalitet, mens gæring sker spontant alene med druernes naturlige gærceller. Vinen har derefter lagret 18 måneder … 40% på Stückfass aka barriques og de sidste 60% i ståltanke. Der er 7,5 gram restsukker pr. liter, så det er ikke umiddelbart en vild knastør vin.

Vinen er til at starte med lidt forsigtig i næsen … fersken, mirabeller, salt, sten, mineraler, lidt grønne krydderier og bestemt også ganske dæmpet karamel.

I munden er vinen forholdsvis blød og afrundet med en smule sødme, lidt lyse stenfrugter, karamel, salt, behersket grape og citron, æblesyre og et fast bid. Det smager vildt godt … venlig med både syre, sødme og fin lang eftersmag med æblesyren, salt, den svage bitterhed og god friskhed.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7