2016 Domaine du Père Caboche, Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2016 Domaine du Père Caboche, Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigCaspar fra Plus Ultra Wine kaldte selv med dejlig udansk storhedsvanvid denne Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes fra Domaine du Père Caboche for Danmarks bedste neuf-køb til pengene … og det tester jeres flittige vinblogger selvfølgelig.

Domaine du Père Caboche ligger i Châteauneuf-du-Pape og er grundlagt i 1777, hvor Elisabeth Chambellan giftede sig med Louis Boisson. Chambellan familien havde drevet vingården siden 1652, mens Boisson familien gennem generationer havde været grovsmede.

Familien drev senere vinhuset ved siden af forretningen som grovsmede, hvorfor vinhuset også fik navnet Domaine du Père Caboche … det procencalske navn for hesteskosøm, da jobbet som smed også omfattede at smede hestesko.

I dag ejes Domaine du Père Caboche af Jean-Pierre Boisson, men det er dog datteren Emilie Boisson, som i dag driver domænet med en smule hjælp fra broderen Nicolas.

Jean-Pierre Boisson er en kendt mand i Châteauneuf-du-Pape, idet han var borgmester i byen gennem mange år, nemlig fra 2001 til 2014.

Derudover harJean-Pierre også været præsident for Chambre d’Agriculture de Vaucluse og medlem af flere statslige kommissioner om landbrugsspørgsmål.

Datteren Emilie er uddannet ønolog og gift med Vinent Durieu, der selv er vinmager og sammen med sin bror driver det 100 hektar store Domaine Durieu.

Domaine du Père Caboche har selv 63 hektar, som fatter 17 hektar i Châteauneuf-du-Pape bl.a. beliggende på legendariske La Crau, Les Plagnes, Les Serres, La Parc og La Font du Pape. Resten er under appellationerne Côtes du Rhône, Côtes du Rhône Village samt IGP Vaucluse.

Denne Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes er lavet med druer fra Le Crau … et skønt mix af 13 forskellige druesorter, nemlig 88% Grenache og 10% Syrah, mens de sidste 2% er både Mourvèdre, Cinsault, Clairette, Vaccarèse, Bourboulenc, Roussanne, Picardan, Counoise, Muscardin, Picpoul og Terret Noir.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de sorteres, afstilkes og knuses inden maceration i en måned og endelig fermentering. Derefter lagrer vinen i 14 måneder … halvdelen i cementtanke og halvdelen i store egefade.

Og hvor alt bare kontrolleret i denne vin … så storhedsvanviddet har bestemt fat i rullestenene i Le Crau. Yammy. Det er som om, at alt går op i en højere enhed. Frugten er blåbær, kirsebær, mørk og gæret, men ikke for mørk og ikke for gæret, for den er også frisk suppleret med blæk, kanel … og det virker elegant med en vis lethed, elegance samt en dekadent sødme.

Smagsmæssigt er det en kraftfuld, mørk Châteauneuf-du-Pape og selvom alkoholen er højoktan 15,5%, så bliver det aldrig for sprittet, da alkoholen er virkelig godt integreret. Det er vildt cremet og blødt … nærmest smeltende i munden med sødme, let peber, chokolade samt kakao. Det er kontrolleret og flot, flot lavet Châteauneuf-du-Pape. Mer’ Yammy.

Om det er Danmarks bedste neuf-køb til pengene skal jeg ikke kunne sige … men det er dæleme dytme god neuf.

Vinen forhandles af Plus Ultra Wine, hvor en flaske koster 195 kr. ved køb af 12 flasker. Info kan fås på info@plusultrawine.com.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Domaine de la Métairie d’Alon, Pinot Noir La Métairie, Languedoc, Frankrig

2015 Domaine de la Métairie d’Alon, Pinot Noir La Métairie, Languedoc, FrankrigDa jeg for en måneds penge siden eller mere drak et glas 2017 Pinot Noir Le Village fra Laurent Delaunay på Domaine de la Métairie d’Alon var jeg ganske begejstret … og det billede ændrer sig ikke med denne Pinot Noir La Métairie. Nej tværtimod cementerer det, at der godt kan laves elegant, burgundisk Pinot Noir i Languedoc.

I september skrev jeg også en masse om vinhuset … det skal jeg ikke gentage. Men vil du læse mere om Laurent Delaunay, så findes det under den tidligere anmeldelse.

Denne Pinot Noir La Métairie er en enkeltmarksvin, som er lavet med druer fra marken La Métairie. Det er er husets højeste beliggende mark i 414 meters højde, hvilket gør den specielt velegnet til Pinot Noir og giver det mest burgundiske udtryk af alle husets marker.

Vinen er lavet i store 50 hektoliter koniske trækar med lag af både hele klaser og afstikede druer. Laurent Delaunay kalder det selv for lasagne-stil. Samlet er omkring 30% hele klaser og fremstillingen starter ved med en kold forgæring, hvor temperaturen i fadet holdes omkring 18 grader i 3 til 4 dage.

Dernæst øges temperaturen langsomt til 25 grader med et par korte pumpe-overs, når gæringen er halvvejs. Efter endt gæring hviler vinen på skallerne i 3-4 dage, hvorefter al saften fyldes i egetræsfade for at lagring og malolaktisk gæring. Vinen lagrer 9 måneder på burgundiske egetræsfade, heraf 10% nye fade.

Og sikke en lækker duft … en smule flæsket og aromatisk. Der er noget mejeri eller mælkende noter, kirsebær, ribs, fennikel, gazebind, blomster samt let chokolade. Jeg fanger også lidt tør jord, nærmest lidt støvet i duften, men der er elegance samt en varm lethed over vinen. Det er klart Pinot Noir, men med en lys og rar tæthed, fylde og finesse.

Smagen er også præget af burgundisk lethed … lyse bær og et blidt bid af ribs, kirsebær, rabarber samt en grøn og pirrende syre. Med en smuk finhed breder vinen sig blidt og cremet i munden … det er ren zen med indre ro. Der er også smag af lidt champignon, umami, mælkechokolade og karamel. Alt er pakket ind i fløjl, nervøs velour og samtidig er vinen meget letløbende … det løber lige igennem med en from drikkeglæde.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 269 kr., men er pt. på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7