2014 Château du Bousquet, Côtes-de-Bourg, Bordeaux, Frankrig

2014 Château du Bousquet, Côtes-de-Bourg, Bordeaux, FrankrigI det lille vinøse epos om Les Châteaux et Domaines Castel og deres i alt 21 vinslotte er jeres flittige vinblogger nået til det 7. af slagsen … nemlig Château du Bousquet, som ligger på højdebred i Côtes-de-Bourg … den appellation, som nogle kalder udkastsbordeaux, selvom Margaux ligger lige overfor på den anden side af Gironde floden.

Château du Bousquet ligger på en lille bakkeskråning, som grænser op til floden Libarde … en af Girondes mange bifloder. Slottet – som I kan se på billedet ovenover – blev købt af Castel familien allerede tilbage i 1960, så det er faktisk et af de første vinslotte, som familien købte, da de i 1960’erne startede deres opkøbsraid.

Slottet har sit navn fra betegnelsen bousquét eller bousqué, som er er afledt af ordet bois, som betyder træ … en henvisning til, at slottets vine altid har været præget af egetræ.

Château du Bousquet har samlet 65 hektar vinmarker, som ligger spredt i to dale .. enten hvor undergrunden er præget af kalk og en præget af sandet ler. På markerne har Castel 70 % Merlot, 20 % Cabernet Sauvignon, 7 % Malbec og 3 % Cabernet Franc.

Denne 2014 udgave af slottets vin er lavet på 75% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 5% Malbec. 60% af vinen har været lagret på egetræsfade, mens de resterende 40% har været lagret på ståltanke.

Duftmæssigt mørk og gæret frugt, solbær, modne kirsebær, skovbund, vanilje, eg, hasselnødder, røg og meget tæt, kompakt og koncentreret i aromaerne. Det dufter sgu godt.

I munden har vinen en ren frugt … stringent med jern, mineraler, fine og tørre tanniner, pænt med syre og det smager også ganske godt, så det er bestemt godkendt Bordeaux fra en vinmager, som absolut ved, hvordan en god vin skrues sammen. God frugt og god eftersmag. Godkendt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 124,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Zin-Phomaniac, Lodi Old Vines Zinfandel, Californien, USA

2015 Zin-Phomaniac, Lodi Old Vines Zinfandel, Californien, USAYou Can Never Get Enough er sloganet hos vinhuset Zin-Phomaniac og de har også sat en nøgen dame på etiketten af denne Lodi Old Vines Zinfandel … som man dog – helt ærligt – nemt kan få nok af.

Vinhuset Zin-Phomaniac ligger ved byen Ukiah i Mendocino området i den nordligere del af Californien. Det er et vinhus, som kun laver 2 vine … denne Lodi Old Vines Zinfandel samt en Sonoma County Reserve Zinfandel. Der findes ikke rigtigt nogle oplysninger om vinhuset … måske fordi det blot er en brand, for bag Zin-Phomaniac står nemlig Parducci Wine Cellars.

Parducci Wine Cellars er det ældste vinhus i Mendocino, grundlagt tilbage i 1932 af Adolf Parducci i Ukiah og den nuværende ejer John parducci kaldes også Mr. Mendocino … er endda optaget i California Winemaker´s Hall of Fame.

Siden 1997 har han dog lavet vinene sammen med vinmageren Bob Swain, som er hovedansvarlig for produktionen af vinene. Han er uddannet vinmager fra universitetet i Fresno og har haft en lang karriere hos nogle af de største vinproducenter i Californien.

Denne Zin-Phomaniac Lodi Old Vines Zinfandel er lavet med opkøbte druer fra Lodi området. Druerne kommer fra vinstokke med en alder fra 20-75 år. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og har lagret 9 måneder på en blanding af nye og brugte franske egefade.

Duftmæssigt er det en ordentlig fed sag … blæk, masser af sødme selvfølgelig, overmodne blommer, rosiner, brombær, gamle aviser, vanilje, kanel og tonsvis af chokolade.

Smagen er blød, fed og voluminøs … masser af blåbær, overmodne blommer, mørk chokolade og altså way to for oversød til mig. Den er samtidig en smule hård med alkoholen, så sammenlagt er jeg bestemt ikke begejstret.

På restauranten lå prisen på 468 kr., men vinen kan fås i butikker, fx Golden Wine i Hobro, hvor prisen ligger på 194 kr. på tilbud og en normalpris på 225 kr.

Vinanmeldelse 3/7