2015 Weingut Schembs, Noir, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Schembs, Noir, Rheinhessen, TysklandFuck det er crazy … men fedt. Vi har fat i vinen Noir, som ser ud til at komme fra et US-army lagersalg. Det gør den nu ikke, men i stedet fra den sjove og selviscenesættende vingut Arno Schembs fra Weingut Schembs, der ligger midt i byen Worms ved Rhinen omkring 25-30 kilometer nord for Mannheim.

Arno kalder også – helt beskedent – sit vinhus for Château Schembs … eller helt korrekt Chât*eau Schembs med en stjerne i midten af slottet, da stjernen netop er et gennemgående symbol i Weingut Schembs’ vine. Og som I kan se på billedet ovenover er Arno en sjov fyr,

Weingut Schembs kommer fra en familie af vinbønder, hvis historie går helt tilbage til 1644, mens Arno selv er uddannet vinmager fra Geisenheim i 1987, hvorefter han overtog driften af familiens vingård i Worms.

Samlet har Weingut Schembs 10 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Riesling und Spätburgunder, Dornfelder, St. Laurent, Weißburgunder, Schwarzriesling, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Muskateller og et par sorter mere.

Siden 2006 har vinhuset haft til huse i dele af det gamle slot Herrnsheimer Schloss, som Arno har været med til at restaurere. Det er selvfølgelig også derfor, at Arno kalder vinhuset for Chât*eau Schembs.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Arno hyret kældermesteren Sebastian Rösch, mens Arnos hustru Mieke Farwig fungerer som husfotograf og står bag de mange idérige fotos af den lille, anderledes vingård og vinmager.

Vinene er opdelt i 3 kategorier, nemlig Châteauweine, som er lavet af de bedste druer fra de ældste vinstokke og så Guuuutsweine samt Sekte & Co. Og vinene laves innovativ med sjove navne som fx From Dusk Till Dawn, som selvfølgelig er på Dornfelder, Raw Like Sushi, Purple Jam, Born To Be Wild og flere i samme stil.

Denne Noir – som selvfølgelig er på ren Pinot Noir – er en af Arnos Guuuutsweine. Vinen er lavet på store egefade og alene gæret med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret en periode på store 600 liter stückfässer af egetræ.

Duftsmæssigt dejligt røde bær, hindbær, jordbær og moreller, lidt støvede elementer, mynte, modellervoks, bagepulver, grønne vinblade og en snert vanilje. Virker varm, nuttet og teenagekåd i udtrykket.

I munden er det også en legesyg teenager … luftig, sødmefuld og let drikkelig. Det er sgu lige til ens indvendige nedløbsrør med masser af saftighed, lidt citron, hindbær, jordbær og god integrerede tanniner og venlig mildhed.

Købt hos Weinhandlung Suff i Berlin til 10,95€ … svarende til omkring 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Clos Saint Michel, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

2015 Clos Saint Michel, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigClos Saint Michel hedder også Vignobles Guy Mousset et Fils og ligger meget passende på Route de Châteauneuf-du-Pape i Sorgues syd for selve Châteauneuf-du-Pape by … og derfra smager vi selvfølgelig også denne 2015 Châteauneuf-du-Pape Tradition.

Vignobles Guy Mousset et Fils drives i dag af de to brødre Olivier og Franck Mousset … og Guy var deres far. De er 4. generation i det gamle vinfirma, som producerer vine under navnene Clos Saint Michel, Domaine Guy Mousset samt Domaine de Clairfont … både Châteauneuf-du-Pape vine, Cötes-du-Rhône, Côtes-du-Rhône Village og Vaucluse vine.

Det er Frank, der er ansvarlig for produktionen af vinene på Clos Saint Michel, men ved siden af driver Frank sammen med sin hustru Murielle også et andet vinhus, nemlig Domaine des Saumades.

Clos Saint Michel har samlet 30 hektar vinmarker, heraf 15 hektar AOC Châteauneuf-du-Pape, 12 hektar Côtes-du-Rhône og så lidt forskellige derudover.

Châteauneuf-du-Pape Tradition er lavet på 40% Grenache, 30% Syrah og 30% Mourvedre fra vinstokke på den stenede Les Coulets vinmark. Vinen er lagret 12 måneder på store egefade … ellers ikke mange oplysninger udover en årlig produktion på 3.500 kasser.

I glasset er vinen noget lysere og langt mere transparent, end jeg lige havde forventet, men det øger kun spændingen. Der er duftmæssigt god gæret frugt, brombær, kirsebær, hindbær, lidt landlige aromaer, mødding, tobak, teblade, krydderier, grafit, mentol samt lidt lakrids.

Smagen er blød, rund og virkelig elegant … ingen bulder eller fuldfed klumpe-dumpe, men ren frugt med god lethed, lidt jern og peber. Det er fløjlsblødt og med masser en let, frisk frugt, så bestemt et virkelig godt glas Châteauneuf-du-Pape.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 183,67 kr.

Vinanmeldelse 5/7