Kategoriarkiv: Store oplevelser

Andre smagninger

Test af en håndfuld Amaroner … 7 fuldblods & 1 wanna-be

Er der amoriner i luften, når jeres flittige vinblogger tester en håndfuld tunge Amarone vine? Amors Amarone pile har traditionelt haft det svært med trænge gennem vinbloggerens armor og ramme i hjertekulen, men op til juletiden er der ofte fokus på de tunge Veneto vine, da de tit – like it or not – anbefales til julemiddagen.

Jeg har fået et par Amarone vine til test … og har også selv fra tidligere en række flasker liggende, så hvad er mere naturligt end at teste vinene på én gang? En mikro udvidet smagning, en samtidig velkommen oprydning i vinkøleskabet og flere vine skaber jo også et bedre grundlag for vurdering, når de kan sammenlignes.

Min erfaring med Amarone er, at der er meget stor forskel i vinene. Der sælges mange dårlige, billige vine, hvilket har givet Amarone et blandet omdømme. Men når man smager virkelig vellavet Amarone, så må man bøje sig … og det gælder også for jeres flittige vinblogger, som ofte har haft fabelagtige oplevelser med denne type vin, som ellers ikke hører til blandt mine favoritter.

Og generelt er Amarone vel også en vintype, som deler folk? Mange elsker de kraftige, fede, voluminøse og bløde vine, mens andre hader dem. Jeg hader ikke nogle typer af vin, men er med årene blevet mere og mere bevidst om, hvad jeg helst vil drikke. Men godt håndværk kan altid smages … uanset vintype.

Denne lille test er på ingen måder retvisende for Amarone vinene … blot lige, hvad jeg havde i mine vinøse skuffer og samtidig også i meget forskellige årgange, nogle forholdsvis nye og andre med op til 12 år på kilometertælleren. Men testen er selvfølgelig ganske aktuelt, hvis du er én af dem, som skal ha’ fundet en Amarone eller to til juleaften, som jo nærmer sig med skrækindjagende fart.

Amarone vine er nærmest blevet en dansk juleklassiker at sætte til maden juleaften, da de tørrede druer giver et pænt sukkerindhold og dermed ofte et sødligt præg som passer julemanden. Derudover har Amarone næsten aldrig megen tannin, er ganske fed – som julemaden – og selvfølgelig altid med en ganske høj alkoholprocent, hvilket samlet gør, at den netop kan matche den fede mad og det svære tilbehør med både surt og sødt.

Feltet kom i en helt tilfældig smagsrækkefølge til at se sådan her ud … 7 x Amarone samt en Amarone wanna-be, nemlig vinen Rosso Passito Secco Ai Volti IGT. Den er reelt lavet som Corte Lenguins almindelige  Amarone, men må blot ikke kaldes sådan, da de italienske regler alene tillader en vis mængde Amarone vine ud fra vinhusets areal af marker.

Nå, men nok snak … hvilke Amarone vine gjorde det godt, og hvilke dumpede? Smagepanellet ratede alle vinene efter mit lille 7 Thumbs Up system og skal vi se på gennemsnittet af karakterer, så endte Guerrieri Rizzardi på en klar 1. plads med et samlet gennemsnit på 5,5 Thumbs Up og flere rene 6’ere.

Både Zeni Vigne Alte, Cantine Buglioni 2013 og Sartori måtte deles om 2. pladsen med samlet gennemsnit på 5 Thumbs Up. Habile vine med den kvalitet, som man bør kunne forvente af Amarone og langt fra det rosinvand, som jeg virkelig hader.

Corte Lenguin havde prop og måtte hældes ud. Den deltog derfor selvfølgelig ikke i konkurrencen. Sidstepladsen gik i stedet til den ældre Villa Annaberta … en ganske uinteressant og ligegyldig supermarkedsrosinvin.

Jeg har selvfølgelig – as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Men konklusionen blev, at der skam findes gode Amarone vine … men også meget skrammel, so be careful out there.

Restauranter & vinbarer, Vinanmeldelser

2014 Diego Conterno, Barolo, Piemonte, Italien

2014 Diego Conterno, Barolo, Piemonte, ItalienFruen var mere glad for hvidvinen end mig, så jeg nuppede i stedet et glas godt rødvin, nemlig lidt Barolo fra producenten Diego Conterno … og ja, han er faktisk en del af Conterno Fantino familien, nemlig fætter til Claudio Conterno.

I 2000 forlod han imidlertid familieforetagendet for at etablere sin egen vingård med god hjælp fra sin hustru Anne samt børnene Lorenza og Stefano. Samlet har de 6 hektar vinmarker i Monforte d’Alba og Diego har bygget sit vineri midt i markerne.

Vinmarkerne dyrkes økologisk og produktionen ligger på beskedne 40.000 flasker årligt fordelt på 6 forskellige vine på Dolcetto, Barbera og Nebbiolo. Vinmæssigt ligger stilen som en blanding af traditionalister og modernister.

De bedste vine er selvfølgelig Barolo’erne, som Diego producerer 3 forskellige af, nemlig denne Barolo og topvinene Barolo Ginestra og Barolo Le Coste.

Inden vi kaster os videre over vinen, så skal jeg da lige komme med et par kommentarer til den lille 4-retters menu fra det kulinariske ophold på det gamle Hotel Dagmar. Samlet fik vi en menu, som bestod af:

  • Marinerede kammuslinger med rogn og sprødstegt torskeskind
  • Laksetatar med sprød rugbrød, salt og uter
  • Braiserede svinekæber med kraftig sauce, hvedekerner, løg og sennep
  • Glaserede blommer med øllebrød, crème, bærsorbet og urter

Her lige lidt mere om retterne

Marinerede kammuslinger med rogn og sprødstegt torskeskind

Jeg er vild med kammuslinger, men denne synes jeg nu ikke, var noget særligt … lidt for anonym og smagsneutral uden bid, uden struktur og kammuslingerne ikke særligt indbydende. Det smagte okay, men imponerede på ingen måder.

Laksetatar med sprød rugbrød, salt og urter

En lidt kold pre-arrangeret laksetatar, hvor de små dutter af ostecreme var alt for små og de billige hakkede sorte oliven som en idé, der ikke skulle ha’ været udført. Elsker laks og gerne laksetatar, men denne fik mig nu heller ikke op at ringe.

Braiserede svinekæber med kraftig sauce, hvedekerner, løg og sennep

Klart aftenens bedste ret og lige, som jeg selv ville ha’ lavet den … og faktisk også har gjort flere gange. Mit glas Barolo fra Diego Conterno passede også godt til retten.

Glaserede blommer med øllebrødsflager, crème, bærsorbet og urter

Jeg er ikke den store blommemand, men hustruen var vild med retten, mens jeg nu var mest til den fine bærsorbet. Men heldigvis kom der bagefter lidt kaffe og sødt … og så var jeg også ganske mæt.

Nå, men tilbage til denne Barolo, hvor druerne håndplukkes, udblødes og gærer i 20-25 dage i rustfri ståltanke, efterfulgt af den malolaktiske gæring. Vinen lagrer hele 30 måneder på 500 liters træfade efterfulgt af flaskelagring inden frigivelse til salg.

Duftmæssigt er her både tjære, asfalt … måske en anelse mørk i udtrykket, tørrede roser, violer, tobak, god italiensk balsamisk syre, læder, kirsebær, fennikel og lidt mentol. I munden en ren og syrlig frugt med en vis tyngde, tørhed, grafit, fortsat ganske unge tanniner, som nemt erobrer munden med håndfast hårdhed.

Forhandles af Vinslottet, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7  
Andre smagninger

VIP Champagnesmagning & Private Dining ekstravaganza

Champaniac & nor|event afholdte forleden en overdådig, ekstravagant, lukullisk og særlig aften for en flok champagne og gourmetentusiaster. En aften kun for særligt inviterede gæster, og med det formål at teste et champagne/dining koncept med et sandt showoff for gæsterne … vise, hvordan nordisk gourmetmad og champagne passer perfekt sammen.

Jan og Carsten fra Champaniac havde inviteret jeres flittige vinblogger med og jeg havde selvfølgelig takket pænt ja tak til den venlige invitation … det lød jo som en no-brainer, gode champagner og mad fra Kevins nor|event. What’s not to like? Noget af alt det gode i livet og en aften med ukendte og ganske sikkert spændende mennesker, for hvem drikker ellers champagne?

Konen skulle jobbe, så jeg måtte gribe til min gamle – om end dækmæssigt til city-asfalt updatede – celestefarvede MTB inspirerede jernhest fra Pantanis gloværdige, epoholdige storhedstid og træde de 16-17 kilometer fra det houlbergske hjem til det boblende eldorado mål med forventningerne som et solidt fremaddrivende energi-boost-brændstof.

Det betød måske også, at jeg – vel ankommet og afspændt en lidet charmende cykelhjelm – virkede en anelse underdresset til en sådan VIP  Private Dining med tilhørende bobler … i hvert fald skammeligt sammenlignet med de øvrige fremmødte deltagere i stadstøj og diner jackets. Alle smukke og velklædte mennesker.

WTF havde jeg tænkt på? Jeg havde dog medbragt en ekstra t-shirt, da jeg trods alt erfaringsmæssigt vidste, at en cykeltur – trods mit totalt forrygende kolesterolfattige kondital – godt kunne give anledning til en sveddråbe eller to på panden.

Efter en let mande-makeover og pulsen tilbage fra max til næsten almindelig hvilezone, så var jeg klar. Men det var Champaniac og nor|event bestemt også, for de – eller måske rettere Carstens hustru – havde dækket smukt op til 9 personer og forventningens glæde steg løbende i takt med, at alle deltagerne en efter en arriverede til det, der denne aften skulle være champagnens mekka.

Imidlertid skulle hverken Carsten eller Jan overraskende nok sidde ned til bords og spise med … men alene stå for præsentationen og serveringerne af champagnerne, mens Kevin løbende ville præsentere maden. Så efter en kort velkomst fra aftenens værter, så blev herlighederne skudt i gang med et brag.

Champaniac fortalte først lidt om baggrunden for aftenen, deres lille importfirma og for deres kærlighed for champagne. Det er alene et firma, som de driver på hobbybasis, men en alvorlig hobby og de koncentrerer sig alene om helt små producenter i Champagne.

Kevin fra nor|event fortalte derefter, at vi samlet skulle ha’ 8 serveringer, selvfølgelig startende med nogle små appetizers og senere også et par større retter og lidt sødt til sidst.

Men først skulle der selvfølgelig champagne i glassene … en pre-opvarmning inden maden, hvor vi smagte 3 x basischampagner fra henholdsvis Claude Cazals, Louis Nicaise og Boizel. Hertil var der lidt saltede og røgede mandler, nogle luftige knækbrød og en rygeostecreme.

Så var vi således i gang … og med stil. Champagnepropperne røg af flaskerne, ikke med et brusende brag som efter en Formel 1 sejr eller ved fejring af andre store begivenheder, men helt efter de professionelle forskrifter … stille og kontrolleret.

Jan sagde, at det skulle lyde som en veltilfreds kvinde og jeg kunne supplere med, at jeg havde hørt, at det skulle lyde som en kvindes suk … men det er måske to sider af samme sag.

Champaniac havde forberedt aftenen grundigt. Udover den nævnte, smukke  borddækning second-to-none, så var der en oversigt over de champagner, som vi skulle smage. Derudover havde de lavet et oplysende skema over aromaudviklingen i champagner på de 3 gængse druer, Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Noir ved forskellige aldre.

Vi skulle – som skemaet tydeligt viste – igennem ikke mindre end 16 champagner i løbet af aftenen, og de fleste skulle serveres i sæt af 2, så man kunne smage champagnerne op imod hinanden. Men allerede ved de første 3 basischampagner gik snakken hurtigt om duftene, smagene og generelt steg stemningen i takt med champagne i glassene.

Nogle af gæsterne omkring bordet havde ikke så megen erfaring i at smage og drikke champagne, mens andre var mere velbevandret i champagnes verden. En broget flok af forskellig herkomst, men alle de  sødeste og rareste mennesker.

Imens rumsterede Kevin i køkkenet sammen med kæresten Michel og Karstens hustru. De liflige dufte dansede rundt i lokalet, ramte med sylespids akkuratesse lige mit næsebor, sendte signalerne videre til både mave, hjerte og afslørede – måske ikke overraskende – at de havde gang i noget spændende.

Og det varede da heller ikke længe, inden den første ret kom på bordet. Samlet kom menuen til at se sådan her ud … men lad os kigge på retterne og de tilhørende champagner ret for ret:

Ravioli med syltet selleri

Første lille appetizer blev en slags ravioli med syltet selleri … lækker lille mundhaps med både bid, sødme og syrlighed. Dertil serverede Champaniac drengene to Blanc de Blancs champagner …  nemlig Gabriel-Pagins Carte d’Or Blanc de Noirs og en totalt charmerende Blanc de Blancs fra Louis Nicaise, nemlig Le Noces Blanches Brut … klart bedste champagne af de første. Brilliant!

Kalvelårtunge med Vesterhavsost og blomsterkarse

Til et sæt med 2 x roséchampagner … Claude Cazals’ Cuvée Rosé Grand Cru og en Premier Cru Rosé Brut fra Louis Nicaise fik vi næste lille godbid. Det var noget kalvelårtunge, som havde rullet sig rundt om lidt Vesterhavsost og blomsterkarse.

Rullen var også pyntet med noget ovenpå … men hvad fik jeg ikke noteret, men godt smagte det. Af de 2 champagner havde jeg Nicaise som en svag vinder foran Cazals.

Tatar med urtecreme og kaviar

Jeg har tidligere – nej mange – gange smagt Kevins tatar og den er freaking, fucking fantastisk, pardon my french. Jeg bestiller den altid som en ekstra ret, når jeg får tapas fra nor|event, og selvfølgelig sku’ vi også ha’ tatar denne aften … lidt provokerende serveret med kaviar ovenpå.

Det spillede max og blev suppleret af Boizels Premier Cru Rosé, som jeg har smagt tidligere, men denne aften stod klart bedre, end da jeg smagte champagnen første gang.

Jeg ved ikke helt, om Kevins rørte tatar er inspireret af Michel Michaud, men det er jo også lige meget, for det smagte herregodt … men åbenbart også damegodt, for de smukke kvinder omkring bordet synes også om retten.

Den anden champagne i dette sæt af de blegrøde bobler var champagnen Cuvée Rubis Brut Premier Cru fra champagnehuset Vilmart & Cie, som efter min mening var klart den bedste af roséerne.

Vilmart & Cie er et nyt hus hos Champaniac. Derfor havde Carsten og Jan glædet sig til præsentere huset for os … og selvfølgelig høre vores vurderinger. Hos mig opnåede de 3 smagte champagner fra huset det højeste gennemsnit, så det er vist et champagnehus, som de godt kan være bekendt, selvom det selvfølgelig er i en ganske uofficiel test.

Kulmule med syltede grønne tomater og sauce med urteolie

Næste ret blev en skøn, lækker tempereret kulmule med lidt syltede, grønne tomater og en sauce med en grøn urteolie. Hertil fortsatte med endnu en champagne fra Vilmart & Cie … nemlig en fantastisk vintage champagne, 2011 Grand Cellier d’Or Premier Cru og endda i magnumflaske.

Dermed tog vi også hul på vintagechampagnerne, som – nær en enkelt undtagelse – kom til at fylde resten af aftenen. Et klart niveau op, men selvfølgelig også prismæssigt et step op.

Stegte & tørrede kammuslinger med tangmayo og hyldebærkapers

Ved næste ret havde nor|event både stegt og tørret nogle kammuslinger. De tørrede var skåret i tynde skriver og de stegte blot lige lynstegt for at give farve. De blev serveret med nogle hyldebærkapers, skum og i en stor muslingeskal.

Vinmæssigt blev muslingerne i det ene glas fuldt til dørs af en vintage 2006 Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru fra champagnehuset Claude Cazals legendariske mark. Den havde nogle lækre smørkrydrede aromaer samt en utrolig lethed, som virkelig klædte kammuslingerne. Great choice.

I det andet glas blev det en anden Blanc de Blancs … en 2008 Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru fra Gabriel-Pagin Fils og med klart mere tæt frugt og aromatisk tyngde.

Grillet tun med estragon-mayo, avokado & grønne æbler

Ingredienserne til denne let grillet tun er jeg ikke helt sikker på … nåede simpelthen ikke at notere alle elementerne, men det var ubetinget aftenens bedste ret. For satan … og igen pardon my french, men det smagte bare himmelsk.

Der var noget med noget soya, ingefær, estragon-mayo, avokado, grønne æbler … men samlet helt vildt over the moon. Og for så lige at toppe retten ekstra op, så serverede Champaniac drengene 2 x champagner fra Louis Nicaise … begge helt i særklasse, men jeg har vist også et svagt hjerte for netop champagnerne fra Nicaise.

Den ene var en toplækker 2011 Extra Brut Premier Cru fra Louis Nicaise og den anden den velkendt sorte Noir Blanc de Noirs Premier Cru … eksklusive dråber og en champagne, som jeg også tidligere har været oppe at ringe over.

Strike one, bingo, bulls eye og pletskud.

Langtidsbagt kalvespidsbryst på sellericreme

Kalvespidsbryst er en af de ureelle udskæringer, som virkelig kommer til sin ret i en langsom simretilberedning og Kevin havde givet denne 24 timer ved 57 grader. WTF? Det gav et utroligt mørt og lækkert stykke kød, som blev serveret ovenpå sellericreme med lidt syltede svampe og vistnok havtorn.

Sammen med spidsbrystet nød vi så aftenens bedste champagne, en 2000 Joyau de France fra Boizel. Det var zen, konge og total ekstravaganze på flaske. Champagnen i det andet glas kom også fra øverste hylde, nemlig en 2011 Grand Cellier Rubis Premier Cru fra det nye champagnehus Vilmart & Cie.

Sødt

Til lige at runde aftenen af, så var der også lidt sødt, nogle trøffelkugler på pinde samt noget geleagtigt sødt i sneglehuse, smukt og dekorativt placeret ovenpå sten … som dog ifølge kokken ikke burde kunne spises.

Her er det samlede overblik over de champagner, som vi smagte i løbet af aftenen:

Jeg havde tidligere smagt 5 af champagnerne før, så der har jeg blot linket til mine tidligere beskrivelser og anmeldelser. Jeg har for de øvrige champagner selvfølgelig linket til mine beskrivelser og smagsnoter fra aftenen.

Vinderen i min bog blev klart allerførst 2000 Joyau de France fra Boizel, men derudover gjorde også Vilmart & Cie indtryk med deres 2011 Grand Cellier d’Or Premier Cru og Grand Cellier Rubis Premier Cru.

Men selvfølgelig også Nicaise … elsker deres Noir Blanc de Noirs Premier Cru, men også Extra Brut Premier Cru samt Le Noces Blanches Brut Blanc de Blancs er da alle totalt overlækre.

Sikke en aften … 16 x champagner og 8 x gourmet serveringer samt en masse nye mennesker. Godt fuld af indtryk, smage og berusende bobler sluttede aftenen.

En absolut succes … og jeg måtte gøre klar til returturen i mørket med lygterne godt tændt på jernhesten. Boblerne var lige præcis den epo, som gjorde hjemturen en leg … sådan da.

Tak for Carsten, Jan og Kevin samt hjælpere for en forrygende aften. Og en tak til de søde mennesker om bordet … I er for crazy og værd at drikke champagne med.

Jeps … masser af flasker, men der blev også efterladt et varigt indtryk hos 9 veltilfredse gæster. Det blev virkelig en champagne og gourmetaften ekstravaganza … en aften udover det sædvanlige.

Anmeldelse 7/7  
Andre smagninger

Europamesterskab i tør Riesling … der meister ist?

Blåskimmelrøv, babybræk, petroleum, svævende auberginer, syrebananer, bundtræk og døde håndklæder var blot nogle af de mange ord, som en flok vinnørder forleden anvendte, da de skulle beskrive 20 tørre Riesling topvine fra øverste hylde i det, som helt passende kunne kaldes det uofficielle europamesterskab i tør Riesling.

Det var Jacob fra Propperiet Vin Import, der havde fået den brillante idé at holde sådan en mesterskabsaften. Bare nogle af de bedste producenter af Riesling i Europa og deres topvine, smagt blindt for slutteligt at kåre en vinder. Kåre simpelt, enkelt … men på ingen måder banalt, snarere dødalvorligt. Og som de jo siger i den germanske forbundsrepublik; Germans dont make jokes.

Til at stå i ringhjørnet havde Jacob fundet 20 kombattanter fra henholdsvis Mosel, Rheingau – altså de to største Riesling højborge i Tyskland – men derudover en flok weinbundeswehr-krigere fra Rheinhessen, Pfalz og Nahe samt 4 choucroute-slagsbrødre fra Alsace i Frankrig og 2 alpe-gladiatorer fra Østrig.

Skulle jeg inden smagningen agerer betting site eller en lurvet, lumpen og afdanket bookmaker, så havde jeg nok satset mine spinkle lommepenge på vinene fra Mosel og Rheingau med Østrig som en joker. I de områder ligger mine præferencer generelt, hvis man generelt skal generalisere.

I kampe mellem Alsace og de tyske vine foretrækker jeg altid de tyske. I vores sydlige bruderland er vinene fra både Rheinhessen, Pfalz og Nahe generelt – efter min erfaring – ikke helt så skarpe, som dem fra Mosel og Rheingau, hvis vi igen skal generalisere. Men der findes jo fremragende producenter i alle områder.

Og til en blindsmagning er der netop ikke plads til generaliseringer … for dels bestod feltet denne aften nogle af de bedste Riesling saftpressere fra de respektive områder og samtidig pilles alle fordomme væk, når vinene smages blindt. Derudover skal det med i ligningen, at de fleste af vinene var helt unge … og dermed måske et stykke fra deres potentielle storhed.

Smagepanelet denne aften – de smukke mennesker som ses rundt om bordet – bestod af flere branchefolk, Jacob og Claus fra Propperiet, den navnkundige René Langdahl Jørgensen, Sofie fra VildMedVin, Mads fra Højbjerg Vine, sommelieren Alex fra Gastromé, den bekendte med navnet Madsen og så det tynde øl i form af jeres flittige vinblogger samt min legendariske vinbuddy Gert E.

Det er en flok søde, dejlige mennesker og med klare holdninger til de smagte vine, og med deres store erfaringer i vinbranchen var de fantastiske at drikke vin sammen med. Vi var enige om mange af vinene – næsten i sync – og nogle gange også uenige på kryds og tværs af bordet, men altid med klare meninger om vinene samt fremragende smagssanser.

Der var overraskelser for alle omkring bordet, da producenterne til sidst blev afsløret. Det var dog samlet set en vin fra Mosel – Winninger Uhlen R Rotlay Riesling GG fra Weingut Heymann-Löwenstein – som vandt prisen som bedste europæiske tørre Riesling. Sådan … og så lige en fanfare, en krummelure, en klapsalve samt et applaus  für der Meister.

Selvom det områdemæssigt ganske fornuftigt var Mosel, Rheingau og Østrig, som vandt som værende de tre bedste områder, så var rækkefølgen lidt overraskende, idet Østrig helt uimponeret satte sig på 1. pladsen efterfulgt af Rheingau og så Mosel på 3. pladsen. Keine ordnung der, selvom vi har lært, at Ordnung muss sein.

Jeg blev også selv overrasket over mine egne vindere, idet jeg faktisk havde Forster Pechstein Riesling GG fra Weingut Reichsrat von Buhl fra Pfalz som min bedste vin. Den fik dog også generelt pæne ratings, mens Alex’s overraskende 85 point på denne trak gennemsnittet markant ned.

Den blev i min blog dog tæt efterfulgt af Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG fra Weingut Kühling-Gillot i Rheinhessen på min 2. plads og dermed var mine to bedste vine netop fra to af de områder, som jeg normalt vil rangere lavest blandt de repræsenterede. Et par vine fra Alsace lå endda også højt på mine ratings. Men sikke nogle vine.

Områdemæssigt havde jeg følgende rækkefølge; Pfalz, Østrig, Alsace, Rheingau, Mosel, Rheinhessen og Nahe. Generelt var niveauet dog sindssygt højt og der var ingen Prügelknabe, dårlige plattyske vine … blot forskellige smag og holdninger. Herligt.

René Langdahl Jørgensen og jeg var dem, som samlet set gav vinene fleste point og havde også begge Pfalz samt Østrig højt på samlet score set områdemæssigt, mens jeg – selvfølgelig ubevidst – var en tak mere nærig med scoren på vinene fra Mosel, selvom det dog er nuancer, som vi snakker om.

Her ser i lige vinene i den rækkefølge, som de blev smagt. De kom i sæt af 4 vine, samlet 5 sæt … altså 20 Riesling GG vine. Jeg har efter hver vin skrevet vinens gennemsnitlige score og derefter min score efter 100 point skalaen.

Helt ude af sync med de andre vinnørder var jeg generelt ikke. Jeg har selvfølgelig linket til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus samt mine nøjagtige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine.

Samlet blev det en night to remember … så stor tak til Jacob for initiativet og invitationen til smagningen. Det var enestående at smage 20 topvine på Riesling i streg. Det er noget, som man ikke oplever hver dag og man kan leve højt på i lang tid.

Glæder mig til, hvad du kan finde på næste gang og begræder fortsat, at jeg ikke kunne deltage i den tidligere Spätburgunder smagning tilbage i maj måned. Men som min gamle chef altid sagde; man kan ikke både blæse og ha’ ål i strømperne.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Jeg var til sidst også godt træt efter en lang dag, som havde startet kl. 05.00 med bagning af boller til brug efter morgentræning i Fitness med puls netværket kl. 07.00 efterfulgt af en lang arbejdsdag … og så lige 20 x Riesling som fint punktum denne dag. Sådan … game over.

Lineup fra aftenens 20 x Riesling.

Andre smagninger

Seriesmagning af vinøse tarotkort … Xavier Vignons Arcane vine

Tarotkort siges at indeholde hele universets visdom … og kan du tyde kortene får du andel i denne visdom og dermed vejledning til at leve livet og træffe vigtige valg på livets vej.

Kortene er opdelt i den store arkana – Arcane – der består af 22 kort, som siges at være symbol for de 22 prøvelser, som et menneske skal igennem for at opnå indsigt og forståelse af sig selv og universets sammenhæng.

Supervin i Hjørring – de ihærdige vinkøbmænd – har sendt jeres flittige vinblogger 4 tarotkort til test. Ikke som en prøvelse, men nærmere for at jeg skal opnå en større indsigt  – ikke om universets sammenhæng – men derimod om vinmageren Xavier Vignons vine i serien Arcane, opkaldt efter de indsigtsgivende kort.

Xavier Vignon har nemlig lavet en lille serie af 4 vine – alle fra Rhône – under Arcane navnet … hver vin med et tarotkort som etiket samt navnet på et af symbolerne fra den store arkana. Dem tester Houlberg nu i en lille seriesmagning.

De 4 tarotkort er nemlig;

Og alt kommer jo også i serier i øjeblikket, brande, mordere, fodbold … eller tag’ et kig på Netflix, HBO eller andre tv-kanaler, hvor alt også er serier. Så hvorfor ikke lige lave en lille seriesmagning med de 4 fremsendte tarotkort, når nu stjernerne, månen og solen står rigtigt placeret på himlen.

Men inden kigger på Arcane vinene, så lad os lige se lidt nærmere på vinmageren bag vinene, for Xavier Vignon er vi jo stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog.

Han er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’œnologue og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter.

Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine … en forretning, som er voldsomt stigende i disse år.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon. Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog. Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men kraftigt voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger siger, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf-du-Pape vine.

Konklusion af smagningen – Arcane vinene

Lad det være sagt med det samme … der er Le Pape og så de andre, for topvinen – og den mest beskrevne vin i serien – er i særklasse og adskiller sig markant fra de 3 andre vine i serien.

Så kåringen af en vinder er næsten omsonst, idet Le Pape klart skiller sig ud, men koster jo også markant mere end de øvrige 3 vine, så på den måde skal den også være bedre.

Generelt er det solrige, kraftige Rhônevine, hvilket også Parker anmeldelserne af vinene bekræfter. Le Diable har fået 94 point, Le Soleil 94 point, La Lune 92 point og Le Pape 96+ og således alle i den høje ende af skalaen.

Le Diable og Le Soleil er begge årgang 2015, mens de andre er fra 2010, hvilket selvfølgelig også giver en forskel og måske er begge 2015 vine fortsat for unge, men læs mine anmeldelser, hvis de vil have det samlede indtryk.

Tak til Supervin for udfordringen … og indsigten

Restauranter & vinbarer

Houlberg på Horváth i Berlin … 2 stjernet Michelin i topklasse

Restaurant Horváth ligger på adressen Paul-Lincke Ufer 44a ved Landwehrkanalen i bydelen Kreuzberg i Berlin i en ældre bygning, hvor der har været restaurant i over 100 år.

Ejendommen er mest kendt fra 1970’erne, da Oswald Wiener i 1973 på adressen åbnede det hippe sted Exil, som blev et sandt hotspot for kunstnere, forfattere og musikere.

Både David Bowie og Andy Warhol holdte tilbage i 1970’erne og 1980’erne – efter sigende – vilde fester på Exil. Derudover var det også stedet, hvor både Bowie, Otto Sander, Peter Stein og Rainer Werner Fassbinder spiste, drak og udvekslede meninger til langt ud på natten.

Det er nu fortsat et magisk sted, for nu huser det Horváth … en østrigsk-inspireret restaurant, som drives af Sebastian Frank, som selv kommer alpelandet, nemlig fra byen Mödling syd for Wien. Og han er den gastronomiske tryllekunstner bag stedet i dag.

Sebastian Frank fik allerede tilbage i 2012 sin første Michelin stjerne på Horváth, hvilket i 2015 blev forøget til 2 Michelin stjerner, som Sebastian fortsat holder ved.

Og siden er han også udråbt til året kok af Gusto, kåret som Berlins bedste kok i 2017 og i år blev han også ved den internationale gastronomiske konference MadridFurion kåret som Europas bedste kok.

På Horváth er inspirationen klart østrigsk, men Sebastian Frank bryder gerne med de gængse regler, grænser og normale traditioner. For ham er de enkelte råvarer lige vigtige og dermed ligeværdige … om det er grøntsager, kød eller fisk.

Derfor dyrkes nogle af køkkenets urter og planter også på restaurantens tagterrasse. Sebastian beskriver selv sit køkken som et frigørelses-køkken, hvor der fokuseres på råvarernes høje kvalitet og hvor alt er muligt. Og det skulle vi så teste denne sommer under vort besøg i den tyske hovedstad og metropol.

Restauranten er i øvrigt opkaldt efter den østrigsk-ungarske forfatter og dramatiker Ödön von Horváth, som en overgang boede i Berlin. Han måtte midt i 1930’erne flygte fra Tyskland og døde i 1938 ved et ulykkestilfælde i Paris.

Efter krigen var han totalt glemt, men blev omkring 1960 genopdaget som et alternativ til Brechts mere abstrakte og stiliserede politiske teater.

Et af Horváths udsagn fanger meget godt essensen af et besøg på den 2-stjernede Michelin restaurant; Once I asked God what plans he had got for me. But he didn’t tell me, otherwise I wouldn’t be here anymore. He didn’t tell me anything at all. He wanted to surprise me.

Og det blev også en aften med masser af gastronomiske overraskelser og et af de bedste måltider, som jeg nogensinde har fået. Det er indtil nu alene Vendia i Hjørring, som har givet mig tilsvarende madmæssige oplevelser med innovationen som pejlemærke … og Horváth er nok også et mulehår foran i smagsintensitet.

Vi havde hjemmefra reserveret bord og havde forinden drøftet, forhandlet og skabt en form for konsensus om, at vi ville vælge 7 serveringer ud af 9 mulige, hvor konen trak antallet ned og jeg op. Ret beset kunne man vælge mellem 5, 7 eller 9 … og vi lå os dermed i det bløde midterfelt, men selvfølgelig med tilhørende vinmenu.

Vejret var helt perfekt, så vi fik et bord i den lille have foran restauranten, selvom det selvfølgelig fristede at sætte os indendørs i de historiske rammer med de gamle ege-paneler på væggene, de dekorative stuklofter samt ånden fra Bowie og Fassbinder.

Imidlertid sad alle ude denne smukke sommeraften, som viste Berlin fra sin allersmukkeste side og samtidig med et gastronomisk spiseoplevelse udover det sædvanlige.

Det betød samlet en menu, som – inkl. appetizers og små overraskelser – kom til at se sådan her ud:

I får selvfølgelig lige fotos af de forskellige retter inkl. mine korte kommentarer.

Velkomst

En eksplosiv lille grøntsagsfond, som var indkogt i over et døgn, og serveret som nærmest en lille velkomstdrink inden vi skulle bestille … altså reelt vælge om vi skulle have 5, 7 eller 9 serveringer og om vi også skulle ha’ vinmenu. Den smagte – og duftede – helt fantastisk.

Brød

Vi fik serveret 3 forskellige brød, som blev serveret med en mos af bagte kartofler. Det lyder måske underligt, men smagte faktisk ret fantastisk og måske en idé, som man kan bruge derhjemme i stedet for, at man altid serverer brød sammen med lidt oliventapenade eller pesto.

Amuse-Bouche

Det var en lille appetizer inden de 7 retter. En lille fristelse … to halve radiser, som var grillet og blev serveret med en lækker hvidløgscreme og birkes. Lyder måske som en sjov kombi, men smagte virkelig forrygende. Et lille fingerpeg om, hvad der ventede os.

Semulje bolle – Semolina dumpling

Semulje er den inderste og hårdeste del af hvedekernen, og formales normalt ikke helt til mel/pulver. Det bruges især i grød og budding, men her var det lavet til en bolle eller taske og så dampet. Den dampede bolle blev serveret med selleri-frø ovenpå, en ekstrakt af ost eller osteskum samt på en ske en lille, kold smoothie af ærter, persille, zucchini, karse og æble. Uha, det smagte godt.

Til retten fik vi aftenens første vin … en serbisk hvidvin fra vinhuset Vino Budimir på den lokale drue Tamjanika, som både duft- og smagsmæssigt minder en smule om Muskat.

Hvidfisk – White fish

Delikat stykke grillet fisk, som med både kommensnaps og honning var meget smagfuld. Der var samtidig nogle brændte noter fra et grillet forårsløg og vinmæssigt en slovensk vin på druesorten Furmint, som vi jo ellers mest kender fra Ungarn … og en virkelig lækker vin, som kommer fra Conrad Fürst & Söhne.

Svampe og crème – Mushroom and cream

Næste ret var nogle ristede skovsvampe, som lå ovenpå en cirkel af luftig, cremet, hvid grøntsagssauce og I siden af tallerkenen en lille klump af oxideret og udtørret salat. Igen var der en utrolig koncentreret smag I retten … og man kan ikke lade være med blot at smile.

Det smagte herregodt og blev fulgt til dørs af en østrisk vin på henholdsvis Riesling og Grüner Veltliner fra samarbejdet mellem portugisiske Dirk Niepoort og østrigske Dorli Muhr … et vinhus, som vi jo tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Smørbrød – Butter bread

Skulle jeg selv ha’ fravalgt 2 ud af de 9 retter, så havde jeg nok udfra navnet fravalgt denne … butter bread, men heldigvis ville Horváth selv bestemme, hvilke 7 retter, som vi skulle ha’ serveret. Stor tak til både guderne og Horváth, for dette er nok den bedste ret, som jeg nogensinde har smagt. Hold nu kæft, hvor den smagte godt.

Retten bestod af et lille brød, som var lavet på malt, mørk øl, chokolade, smør og krydderurter. Det var ikke bagt, men alene dampet, som det var en blød base. Ovenpå var der kaviar fra hvidfisk – hvad det end dækker over. Det blev serveret med en kold kartoffelcreme med hvidløg samt lidt flødeskum.

Tjeneren sprøjtede ved serveringen retten over med en lille flakon med Müritz enebær parfume … nærmest som en herlig duft af gin. Er du så færdig, hvor det smagte godt og samtidig kom der også lidt rødvin i glasset. Det var igen en vin fra Vino Budimir i Serbien og på en druesort, som jeg ikke har smagt før … sorten Prokupac, som normalt giver meget mørke vine, men her i en lys, let og ganske syrerig udgave.

Kylling – Chicken

Dette ret var hovedretten i vort lille 7-retters sæt … et grillet kyllingebryst, som kommer fra en Kikok-kylling, som er en kvalitetskylling, der produceres af brødrene Heiner og Werner Borgmeier. Kyllingen lever et liv bedre end de fleste med bedre mad af hvede og majs, masser af plads og kærlighed.

Vi fik en lille og totalt saftigt stykke af brystet fra én af disse kyllinger sammen med en lille fed kiks, som var lavet af kyllingsuppe og smørcreme. Dertil var der lidt eddikemarinerede og krydrede skovsvampe samt en slags mælkesauce kogt på rodfrugter.

Vinmæssigt blev vi udfordret med en tysk, ufiltreret Chardonnay fra Weingut Peth-Wetz i Rheinhessen. Fed, cremet og lækker vin … klart aftenens bedste vin.

Aubergine – Eggplant

Eggplant betyder ikke æggestand, men derimod aubergine. Men hvem fanden laver dessert på auberginer? Det gør Sebastian Frank, dampet og sat sammen med en fræk myntesirup og persillesorbet, så svævede vi sgu igen. Provokerende og sexet … persillesorbet rocks.

Da jeg havde vist stor interesse for vinene, så ville tjeneren lige udfordre os på vinen, en mousserende af slagsen, som han serveret blindt til os og ville høre, hvad den var lavet på. Det fik vi os nu hurtigt sporet os ind på, for det smagte af frugtvin på enten æbler eller pærer.

Jeg holdt på æbler, da pærer sjældent har tilstrækkelig med syre til mousserende vin, mens konen holdt på pærer. Hun vandt sgu, men vi bestod vel ret beset udfordringen med UG samt kryds og slange. Det var dog – efter min vurdering – aftenens svageste vin aka frugtvin.

Ristede grøntsager – Roasted vegetables

Med sidste dessert blev provokationen opretholdt … en dessert på ristede grøntsager. Det var en sød crème af ristede grøntsager drysset med ristet sød mel, nærmest smurt på kanten af tallerkenen, og i midten en lille is lavet med abrikosfrø-is.

Det krævede en sød dessertvin, og det blev en ungarsk vin fra Tokaj, en Late Harvest Cuvée fra et lille vinhus, som hedder Sauska. Den bød på masser af honningsød nektar, som understøttede den sødristede grøntsagsdessert, så det gik op i en højere enhed.

Kaffe chokolade

Efter vi havde nydt de 7 serveringer ink. små overraskelser og betalt regningen, så kom der lige en ekstra lille surprise … en ekstra haps af gå hjem på.

Det var to rør, som var placeret i en granitsten, og tjeneren fortalt, at det var en shot, som vistnok bestod af svineblod, chokolade og kaffe … men at den ikke skulle drikkes, men derimod spises inklusiv reagensglas-røret.

Illusionen var total og den lille søde hasper var i samme liga som resten af aftenen … udsøgt, innovativ, proppet med smag og i gastronomisk særsklasse.

Vinmæssigt blev det en aften, hvor vinvalget var lige så kreativ som maden. Det var primært hvidvine og kun en enkelt rødvin … og samtidig fra lande som Serbien, Slovenien, Ungarn, Østrig og Tyskland.

Fruens og min favorit var klart den tyske ufiltrerede Chardonnay fra Weingut Peth-Wetz. Og fedt med sådan en menu, hvor næsten alle vinhusene var ukendte for mig.

Her lige en samlet oversigt over aftenens vine med links til mine beskrivelser og anmeldelser:

Konklusion

Restaurant  Horváth er bestemt værd at besøge … innovativt, smagfuldt og samtidig med god betjening. Intet kunne der sættes en finger på. Det var mit første besøg på en 2-stjernet Michelin restaurant og samtidig også bedste måltid ever.

Andre smagninger

Bourgogne … en eftermiddag på ET med Labruyére, Rion & Fagot

Jesper fra Brdr. D’s Vinhandel gav mig forleden et tilbud, som var svært at afslå; tilbringe 2 timer fredag eftermiddag i selskab med 3 vinproducenter fra Bourgogne og deres vine på Restaurant ET … eller alternativ blot at være arbejdsom, holde snuden i sporet og passe mit arbejde.

Og selvom jeg selvfølgelig lige overvejede de to alternativer i omkring 15 millisekunder, så valgte jeg – helt overraskede – at læske min gane med burgundiske vine.

Vinsmagningen var arrangeret af Vinmonopolet, som ligger i Silkeborg. De er vinimportører, men sælger ikke til private … udelukkende til restauranter og detailbutikker, herunder altså også Brdr. D’s Vinhandel, der jo også har en afdelingen i Silkeborg.

Smagningen var primært henvendt til folk i restaurationsbranchen, men jeres flittige vinblogger var – som mange gange – før kommet med på en badebillet som det tynde øl. Jeg brokkede mig ikke, men sendte allerede da jeg trådte ind på Restaurant ET en varm tanke til Jesper … takker!

Programmet talte 3 forskellige producenter fra Bourgogne, nemlig Domaine Labruyère, Domaine Daniel Rion & Fils samt Domaine Jean-Charles Fagot med 5 vine fra hvert vinhus, altså samlet 15 burgundiske vine, hvilket dog endte med 16 vine, da Labruyére præsenterede en ekstra vin.

Samlet så smageprogrammet sådan her ud:

Labruyère

Rion

Fagot

Fra Famille Labruyére deltog husets marketingchef Valeria Makarova, mens Domaine Daniel Rion & Fils var repræsenteret af Daniels søster Pascale og fra det sidste vinhus var det ejeren og vinmageren Jean-Charles Fagot himself, som havde taget turen til Aarhus for at præsentere sine vine.

Jeg var en af de første, som forventningsfuld mødte op i kælderen hos Restaurant ET, hvor jeg blev budt velkommen af Danny Petersen fra Vinmonopolet. Jeg fik dog snart følgeskab af bl.a. Søren Haumann, som er sommelier på Frederikshøj, samt en række andre folk fra branchen. Dem fik jeg dog ikke lige fanget navne på.

Danny var en smule nervøs, idet vinene på smageprogrammet endnu ikke var dukket op grundet en fejl hos PostNord, som havde læsset vinene på et forkert lastbil. Jean-Charles Fagot så mere ubekymret ud, men det kunne han også … vinene nåede frem til den franske restaurant i sidste sekund.

Der var dækket op med vinglas i det meste af kælderen på Restaurant ET, men samlet var fremmødet lidt beskedent, men sådan er det måske, når det alene er travle folk, som er meget målrettet i søgen efter vine, som kan passe til netop deres restaurant.

Og således gik smagningen også hurtigt i gang uden større indledning og samtidig også i et rask tempo. Måske lidt forvirrende for en sendrægtig jysk vinblogger, men jeg holdt sgu tempoet … sådan da.

Vi startede med de hvide fra Fagot og Labruyére, derefter rosévinen fra Fagot og så stod den ellers på flotte, burgundiske rødvine resten af vejen … og serveret lidt på skift mellem de tre producenter. Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene … men blot i samme rækkefølge som i smageskemaet.

De vinøse højdepunkter var Labryéres 2016 Beaune Clos de la Féguine Premier Cru samt Rions 2014 Vosne Romanée Village og 2015 Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes.

De 3 vine bekræftede, hvorfor Bourgogne hører til blandt verdens bedste vine. Når det er virkelig godt, så er det nærmest forførende, unikt og magisk.

Tak til både Jesper fra Brdr. D’s Vinhandel og Danny fra Vinmonopolet … samt selvfølgelig de tre søde repræsentanter fra Labruyére, Rion og Fagot, som jeg selvfølgelig nåede at få en kort snak med og selvfølgelig de obligatoriske selfies med … omhyggelig vinblogger, som man nu er.

Restauranter & vinbarer

Besøg på Restaurant Substans … afslappet, lidt og godt

Restaurant Substans er en af flere restauranter, som i Aarhus har fået Michelin stjernestatus … ja faktisk har Substans nu haft én af de eftertragtede stjerner 4 år i streg siden tildelingen i 2015.

Restauranten ejes af René og Louise Mammen, som åbnede restauranten tilbage i 2006 i Frederiksgade. De havde tidligere arbejdet på Restaurant Ensemble i København, men var på udkig efter deres eget sted i Aarhus.

De ejer endvidere lillebroderen Restaurant Pondus på Aaboulevarden, og den restaurant har jeg tidligere besøgt og skrevet om her på vinbloggen i blogindlægget Herreaften med Pingus i pap, pakke på Pondus og syrlig, super, skarp S’vinbar.

Pondus er mere ovre i bistromad og mindre serveringer til fornuftige penge. Den kan i øvrigt kraftigt anbefales, hvis du er i Aarhus og skal have lidt godt at spise.

Substans kalder sig selv Michelin restaurant med afslappet gourmet og dyrker netop det afslappede, sæsonprægede gourmetmåltid. Og det passer egentlig meget godt med den oplevelse, som jeg havde, da jeg forleden sammen med en flok venner besøgte Substans.

Vi ankom præcis til klokkesletten og blev i det forholdsvis lille lokale modtaget med store smil og upåtaget venlighed. Allerede fra starten følte vi os meget velkommen. Thumbs Up for det.

Menuen … den knap så store pakke

Vi havde inden vi ankom alle bestilt den mindste af Restaurant Substans’ menuér. Den største hedder hele pakken og omfatter 12 serveringer og en tilhørende vinmenu med 7 forskellige vine.

Vi lod os dog nøjes med 9 retter, hvor vinmenuen så mere beskedent bestod af 4 vine. Det er altså den knap som store pakke, som man dog ikke kan få fredag og lørdag. Men da vi besøgte Substans en torsdag aften, så var det ikke noget problem.

Vi fik bænket os, og så gik serveringerne egentligt bare i gang. I får her lige ganske kort fotos og små, korte beskrivelser af de forskellige serveringer, som vel – meget rammende – kan beskrives som små, men virkelig velsmagende.

Østers – æble – verbena


De første serveringer var i snacks eller appetizer niveau … og den første blev lidt creme på østers med æbler. En ganske lille mundfuld, men meget smagfuld. Vi tog også hul på aftenens første vin, lidt biodynamisk østrigsk Grüner Veltliner fra Weingut Bernhard Ott.

Vagtelæg – røg – karse

Vagtelæg ser jo altid spændende ud … men der manglede i min optik måske lidt mere fedme eller creme som modspil til et lidt fersk æg, som dermed kom til at virke lidt kedelig. Tjeneren sagde kækt, at den lille træring under ægget ikke kunne spises … andre havde forsøgt uden held.

Beder – gran – syre


Jeg elsker rødbeder … og i enhver form, så denne lille ret med dehydrerede rødbeder var lige mig. Det smagte forrygende som en lille snack inden maden og flot ser det samtidig ud.

Radise – sepia – sylt


Sidste snack var denne lille ting … og på menukortet står der blot radise – sepia – sylt. Jeg fik ikke noteret noget om retten, men den smagte også ganske fantastisk. God start med 4 små snacks.

Malttærte – muslinger – kartoffel – flødeost


Denne lille sag ser måske lidt uundseelig og lille ud på den store tallerken, men det er en af Substans signaturretter, en lille malttærte med muslinger, kartoffel og flødeost. Jeg kan se, at retten går igen i deres menu, selvom de øvrige retter skifter med sæsonerne. Og det er sgu også en ganske lækker ret. Thumbs Up igen.

Surdejsbrød – syrnet kål – sennep – smør


Denne ret forstod jeg nok ikke helt … et surdejsbrød, som var bagt på en pande og med vilje lidt brændt. Blev flot serveret varmt med lidt syrnet kål og smør. Hmmmmmm.

Kammusling – spire – jordskok – kål


Næste ret var langt mere mig, nemlig kammusling gemt under nærmest et tyndt kålblad og ved bordet suppleret med en cremet jordskokkesauce. Vi fik nu også næste vin i glasset … en lidt aromatisk og parfumeret naturvin Murmure Muscat Ottonel fra Domaine Rietsch i Alsace.

Økogris – selleri – gær – timian


Dette må vel nærmest kategoriseres som hovedretten, selvom det størrelsesmæssigt ikke er en stor og mættende ret. Ja, navnet giver vel nærmest sig selv, nemlig svinekæber fra en økogris. Vinmæssigt gik vi på rødvin, hvilket blev en økologisk og minimalt svovlet Petit Jo rhônevin fra Domaine La Roche Buissiére. 

Høgelundgaard – valnød – sylt


Derefter var der indflyvning til dessertuniverset og vi startede med ost … den cremede blåskimmelost Høgelundgaard fra Arla Unika i en lille servering med valnødder og syltede elementer. Det smagte sindssygt godt, men jeg er generelt vild med Arla Unika ostene.

Karamelliseret græskar – fløde 50% – kerner – havtorn

Næste dessert var også ganske lækker, noget karamelliseret græskar med fløde og havtorn. Vi fik også dertil den sidste vin fra vinmenuen, hvilket blev en sød vin lavet på 100% Gros Manseng … økologisk Soyeux fra Dominique Andiran i  Gascogne, og den smagte nærmest af kryokoncentrerede æbler.

Mandel – æble  +  pære – kamille – råcreme


Vi sluttede den knap som store pakke med to samlede serveringer … den ene med æbler som hovedelement og den anden med pærer som det centrale omdrejningspunkt. Begge små lækre retter og et fint punktum for en ganske lækker menu.

Skal vi se nærmere på vine, så endte vi altså med en vinmenu med 4 forskellige vine, alle med lidt kant … men ikke så meget, så man kunne skræmme almindelige og måske knap så vinkyndige mennesker væk. Det var vel egentligt meget klogt.

Jeg havde måske gerne set lidt mere kant, men det løste jeg ved efter de mange serveringer at bestille en flaske Pinot Noir fra Peggy & Jean Pascal Buronfosse i Jura. Nørdet som man nu er.

Dermed kom vinene denne aften til at omfatte følgende – sat op i rækkefølgen:

Jeg har som vanligt linket til mine smagsnoter og beskrivelser.

Konklusion – hvad mener jeg om Substans?

Skal jeg bedømme Substans, så er det absolut godkendt … det var en rigtig spændende aften med virkelig gode retter. Jeg synes faktisk også, at det var en tand bedre end Gastronomé, så jeg er bestemt meget begejstret for Restaurant Substans.

Nu havde vi godt nok alene bestilt den knap så store pakke, men vi blev heller ikke overmætte. Havde jeg haft byggesjakket med, så havde de klart klaget over, at der var for lidt. Jeg blev nu mæt, men et par af retterne kunne måske godt ha’ været større.

Skal jeg sammenligne med min bedste restaurantoplevelse … gourmetaften på Bryghuset Vendia i Hjørring, så når Substans slet ikke samme innovation, overraskelsesmomenter og velsmag, men jeg kan bestemt anbefale Substans på det varmeste.

Betjeningen er også med til at løfte min anbefaling. Det hele var hyggeligt, uformelt og serveringerne fuldt godt til dørs. Der var humor, kække bemærkninger og fint med de forskellige kokke, som kom ind og fortalte om deres retter.

Tak for en god aften.

Andre smagninger

Smagning med Knud Kjellerup … ejer af Domaine Bernollin & Maison Albert Sounit

Jeg blev forleden indbudt til en lille eksklusiv Bourgogne smagning i Mariager med Knud Kjellerup, der er medejer af Domaine Bernollin & Albert Sounit og tidligere grundlægger af Østjysk Vinforsyning.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, selvom jeg skulle køre og derfor måtte spytte de fleste af vinene ud … hvilket jeg jo hader. Tror sgu, at jeg vil stifte mit ejet lille brand #danesdontspit eller #aldrigspyttevinud !!!

Vi var en lille eksklusiv skare på 10 personer inkl. Knud Kjellerup … og han havde forberedt et pænt stort program med ikke mindre end 19 vine fra henholdsvis Domaine Bernollin & Maison Albert Sounit, nemlig 4 crémant’er, 8 hvide samt 7 røde bourgogner.

En enkelt havde prop og udgik at programmet, men eller så det samlede program sådan her ud:

Crémant
Blancs de Bourgogne
Rouge de Bourgogne
Historien om Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin

Knud Kjellerup er en fantastisk god fortæller, så vi fik hørt lidt om historien bag vinhuset i Bourgogne, om det at være burgundisk vinbonde bosiddende i Danmark, produktionen af vinene og selvfølgelig masser af info om de forskellige vine.

Hvis vi starter med at kigge på historien om Maison Albert Sounit, så købte Knud Kjellerup vinhuset Maison Albert Sounit tilbage i 1993 sammen med sine to gode venner Jesper Krogh og Axel Holm Jensen.

Dengang var Maison Albert Sounit alene et negociantfirma, som ikke ejede en eneste mark, og det danske trekløver købte da også alene firmaet, mens de lejede sig ind i husets smukke, gamle bygning på Place du Champ de Foire i Rully.

Bygningen blev opført omkring 1850 af Jeunet familien ovenpå et gammelt stenbrud, og har nogle af de største, ældste og smukkeste vinkældre i Rully. Bygningen kaldes også Château Jeunet efter de oprindelige grundlæggere, mens vinhuset først fik sit nuværende navn i 1930, da det blev overtaget af Albert Sounit.

Siden overtagelse i 1993 har Knud Kjellerup og kompagni dog købt bygningen og har også – stille og roligt – opkøbt marker. Det kulminerede i 2005, hvor de købte Domaine Bernollin i Jully-les-Buxy i hjertet af Côte Chalonnaise og lagde det sammen med Maison Albert Sounit.

Man havde tidligere købt druer og vine hos Domaine Bernollin, men da den gamle ejer Pierre Bernollin var 74 år – og ikke havde nogen efterfølger – så købte det danskejede vinhus med det samme domænet og dets vinmarker.

Det betyder, at Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin i dag sammenlagt har imponerende 16,5 hektar vinmarker i det dyre Bourgogne, men derudover køber man – i fortsat bedste negociant stil – også stadigvæk druer hos en række vinavlere.

Det betyder, at der samlet i dag produceres omkring 220.000 flaske vin, hvilket sker på Bernollin vineriet i Jully-les-Buxy, mens de fleste af vinene fortsat lagres i de gamle kældre i Rully.

At være fransk vinbonde … og bo i Danmark

Knud Kjellerup solgte undervejs Østjysk Vinforsyning for at koncentrere sig om det franske eventyr på Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin, men han er nu privat fortsat bosiddende i Hinnerup mellem Hadsten og Århus.

Han fortalte, at han egentlig aldrig har overvejet at flytte til Frankrig, da han elsker Danmark. Det betyder blot, at hans Citroën så må tage turen de omkring 1.200 kilometer til Bourgogne med jævne mellemrum.

Flyve gider Knud nemlig ikke … det er sgu ærlig talt for stressende og bøvlet. Og med en base i Danmark, så kan Knud Kjellerup også stå for en række smagninger for Kjær & Sommerfelt, som er dansk importør af vinene fra Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin.

Den lille eksklusive smagning af vinene

Vi fik et fint indblik i alle vinene fra begge vinhuse og jeg må klart erkende, at kvalitetsniveauet gennem årene har fået et gevaldigt løft, således vinene i dag synes meget spændende og attraktive … og det gælder sådan set både crémanterne samt de hvide og røde bourgogner.

Selvom smagningen foregik i et forholdsvis hurtigt tempo, så har jeg smagsnoterne på alle vinene. Jeg har været lidt vægelsindet om, hvorvidt jeg skulle poste 18 indlæg fra samme vinhus, hvilket måske kan blive en kende kedeligt for læserne.

Men jeg har nu besluttet, at selvfølgelig skal jeg det … så jeg har postet indlæggene næsten på én gang. Crémanterne på én gang, de hvide på én gang og ligeledes de røde. Take it or leave. Spring over … videre eller nørd dig ind i bourgognes vidunderlige verden.

Med sammenlagt en fantastisk aften … og tak til Knud Kjellerup for at præsentationen. Jeg skulle køre hjem, men uden problemer, da jeg havde spyttet de fleste vine ud … måske lidt undtagen de fantastiske 2015 Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus og Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune.

Andre smagninger

Luca Maroni … Houlberg til vinsmagning med den italienske vinanmelder

Den italienske vinanmelder Luca Maroni er manden, som halvdelen af os elsker at hade og den anden halvdel bare knuselsker. Specielt vinhandlerne hører til den sidste halvdel … de er glade for Luca Maroni, da han i stor stil strør høje point til billige, søde, kraftige, syditalienske vine, som falder i rigtigt mange danskeres smag.

Supervin har endda kaldt han danskeranmelderen, så da de udsendte et nyhedsbrev med beskrivelse af en Winemakers Dinner med den italienske vinguru, hvis smag jeg slet ikke deler, så var første tanke … fuck nej.

Men hvorfor ikke? Det er jo ikke hver dag, at en stor personlighed fra vinens verden gæster Danmark, så hvorfor ikke deltage for at blive klogere på manden med hang til de kraftige vine. Man behøver jo ikke være enige i smag for at respektere og lære fra en, som har sat et solidt aftryk i vinhistorien med hans vinguide, der hører til de mest respekterede i Italien, næsten ved siden af Gambero Rosso.

Fuck, jeg er jo heller ikke enig med den gode Robert Parker … men hvem er – når det kommer til stykket – egentlig bedre til at bedømme vine end jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog?

Så da Brian fra Supervin ringede med personlig invitation til Winemakers Dinner med Maroni, så sagde jeg sgu alligevel ja, dels selvfølgelig ramt på mit ego, der var beæret over invitationen, men mest af alt for netop at komme en smule tættere på Maroni og høre, hvorfor han anmelder, som han gør.

Det kunne der jo kommende en spændende artikel ud af til Houlbergs Vinblog … og hvad gør jeres flittige vinblogger ikke for tækkes sine trofaste læsere, selvom der jo ærlig talt langt fra tynd, feminin Spätburgunder til kraftig, marmeladefed Puglia Primitivo.

Who the fuck is Luca Maroni?

Luca Maroni er født i 1961, kommer fra Rom og har en erhvervsuddannelse indenfor økonomi tilbage fra 1986. Allerede året efter begyndte han at arbejde for Luigi Veronelli, som vel er den første italienske vinkritiker, som også stod bag vinguiden Vini d’Italia, som i dag jo faktisk er mindre kendt end både Gambero Rosso og Luca Maronis vinguide.

Derudover skrev Luca Maroni samtidig for bladet L’Etichetta og grundlagde Ex Vinis, som var Italiens første vin-orientererede nyhedsbrev. I 1990 udgav han for første gang magasinet The Taster of Wine, og det var reelt først der, at Luca Maroni blev kendt som vinanmelder.

I 1993 udgav Maroni så for første gang vinguiden Annuario dei Vini Italiani, en rapport om næsten alle de italienske vinhuse og deres produktion. Guiden har siden udkommet hvert år og er blevet en af de mest respekterede i Italien ved siden af Gambero Rosso

Luca Maroni bedømmer hvert år i Annuario dei Vini Italiani omkring 16.500 vine fra 2.300 vingårde overalt i Italien. Det lyder sgu af mange vine og kan én mand virkelig det.

Lidt hurtig hovedregning viser, at manden skal bedømme 75 vine hver dag, hvis vi regner med 220 arbejdsdage om året. Hvis Luca så arbejder 8 timer om dagen, så er det lidt over 9 vine i timen. Holly molly. Lad os håbe, at han så ikke selv skal trække vinene op.

Vinene bedømmes efter Maronis eget pointsystem, som reelt kun går til 99 point, idet 100 point er umuligt at opnå. Maroni siger, at det altid vil kunne gøres lidt bedre. Derfor er 99 point således topkarakter hos Luca Maroni og topkarakteren virker på ingen måder svært opnåedeligt … men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Luca Maroni smager vinene uden iltning og hans filosofi er, at vinene skal nydes med det samme, altså at det næsten må være dårlige vine, hvis de først skal lagre, inden de er optimale.

Hans pointsystem bedømmes ud fra konsistens, balance og integritet … hvert af disse områder kan få maksimalt 33 point og dermed samlet maksimalt 99 point.

Konsistens svarer til summen af stoffer, der er tilbage i glasset, når vand, alkohol og flygtige stoffer er fordampet. Med andre ords vinens farve og kraft. Balance handler om, hvor godt vinens frugtsødme passer til dens syre og bitterhed, mens integritet handler om, at vinens frugt ikke må domineres af ilt, svovl eller stoffer fra fadmodningen.

Selvom Maroni er kendt for høje point, så er det efter sigende alene 0,002% af de anmeldte vine, der årligt får hans topkarakter 99 point … men der er sgu nok mange med 98, 97 og deromkring.

Maroni smagningen hos Supervin i Hjørring

Nå, men da jeg kunne tage en ledsager med, og konen skulle jobbe, så havde jeg taget min vinbuddy Jan med på turen til Supervin i det nordlige Danmark, og vi arriverede da også i god tid.

Vi blev vel modtaget af Brian fra Supervin, som viste butikken frem og fortalte lidt om Supervin, som oprindelig var et Superbest marked, hvor interessen for vin fik overtaget. I dag er det således Jyllands største fysiske vinforretning og samtidig har det voldsomt ekspanderende Supervin også en af landets største online vinportaler.

Men det er med det gode købsmandskab i behold. Det er helt centralt i deres tilgang til salg af vin, for danskerne elsker jo gode køb fx via rabatter … og så ved en god købmand jo også, at høje point til vin sælger godt.

Derfor var det helt i købmandskabets ånd, at Luca Maroni – på vistnok første besøg i Danmark – selvfølgelig skulle forbi Supervin. Og stjerneanmelderen havde da også lokket 148 glade nordjyder til huse … og så selvfølgelig vinbuddy Jan og jeres flittige vinblogger.

Derudover også landsdækkende TV i form af et crew fra DR, som skulle lave et indslag til den sene tv-avis om danskernes kærlighed for italiensk vin og besøget af den italienske stjerneanmelder. De var lovet eneret på at dække arrangementet … selvfølgelig i fællesskab med den landsdækkende vinblogger.

Der var flot dækket op i Supervin store kælder, og alle medarbejderne fra Supervin var på dupperne, bl.a. havde de selv lavet maden til arrangementet. For fanden … med en fortid i Superbest, så har de kompetencer på mange områder.

Da vi alle var bænket – med en bordformand ved hvert bord – så bød den rare ejer af Supervin Mads Jensen den italienske vinanmelder hjertelig velkommen, og derefter havde Luca Maroni således taktstokken hele aftenen.

Vinprogrammet var fastlagt og så sådan her ud:

Derudover var der også 3 Puglia vine fra Masca del Tacco … et vinhus, som jeg tidligere har smagt vin fra. Dem nåede vi ikke at smage, da vi – grundet den lange køretur retur – kørte en spids førend arrangementet sluttede.

Jeg skal – som vanligt – selvfølgelig nok komme med mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Enkelte af dem har jeg smagt tidligere, så der har jeg blot linket til mine tidligere blogindlæg.

Hvad lærte jeres vinblogger så om Luca Maroni?

Det er sgu et godt spørgsmål, for Luca Maroni fortalte faktisk forbavsende lidt om sig selv, sit pointsystem og hans historie, så det blev mere en præsentation af aftenens vine og lidt om at dufte og smage vine.

De smagte vine havde Luca Maroni givet mellem 93 og 99 point … karakterer, som jeg fortsat er ganske undrende overfor. Men omvendt er smag og behag jo forskelligt. Heldigvis.

Han havde store lovord om bl.a. vinene fra Schenk Italia … som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange, mange lande og laver over 600 forskellige vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Luca havde endda fra Italien haft følgeskab af Abella fra Schenk Group, og hun var også i løbet af aftenen oppe at fortælle lidt om det store vinfirma. Skal jeg være ærlig – og det skal jeg jo – så kom det til at fremstå, som  om Luca Maroni var lidt en indspist del af den italienske vinindustri.

Han var indlevende og en rigtig italiensk elegant … men jeg deler fortsat ikke hans smag for vin. Men rundt om ved bordene var der mange, som var meget begejstrede for de søde opulente vine … og folket var tilfreds. Folket og kun folket … er drivkraften, som Kliché sang tilbage i start 80’erne.

Men samlet et flot arrangement fra Supervin. Takker.