Kategoriarkiv: Store oplevelser

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Coffele … med søde Chaira i gravid hopla

På Soave turen besøgte jeg vinhuset Azienda Agrocola Coffele og det blev både i deres gamle 1700-tals kælder Cantina Coffele – La cappella di Palazzo Visco-Coffele – midt i Soave centrum og senere på deres smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af én af Castelcerinos bakker i Soave.

Vi blev i deres vinkælder i byen taget hjertelig imod af den struttende Chiara Coffele … struttende både af utroligt godt humør og med en højgravid mave. Selvom vinsmagningen var helt impulsivt arrangeret, så blev der givet tid til os, og vi fik en utrolig fin lille vinsmagning, hvor Chiara samtidig fortalte om huset.

Hun fik også lidt hjælp undervejs af den smukke Elizabeth Zanella, som sørgede for, at vinene blev trukket op, men samtidig fortalte hun også om enkelte af vinene.

Azienda Agrocola Coffele

Vinhuset Coffele er grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele. Han var egentlig lærer – og senere også rektor – på skolen Soave Benedetto dal Bene, men havde tidligere giftet sig med Giovanna.

Hun var sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino i Soave Classico zonen, som familien Visco allerede dyrket siden midten af det 19. århundrede og i det små lavet lidt Bianco Soave.

Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke de store ud af markerne.

Da Giuseppe giftede sig med Giovanna – der også var skolelærer – og pludselig havde 25 hektar vinmarker, så stod de således overfor et dilemma, for skulle de sælge de efterhånden misligholdte marker, fortsætte praksissen med at sælge druer til kooperativerne eller selv starte med at lave vine?

Giuseppe Coffele startede med at passe vinmarkerne i fritiden, og selvom han ikke havde en uddannelse som vinmager, så startede han i også det små med at lave lidt vin med hjælp fra en række venner og mange tekniske eksperter fra landbrugsinspektoratet i Verona  … og det blev startede på Coffele vingården.

Azienda Agrocola Coffele har fortsat i dag 25 hektar vinmarker i Castelcerino, hvilket primært er med Garganega druer, men også lidt Trebbiano di Soave og Chardonnay … og lidt røde druer som Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Allerede i 1970’erne dyrkede Giuseppe markerne økologisk, da han var dedikeret til beskyttelse af naturen. Han var også en af de første vinavlere, som troede på de forskellige crus i Castelcerinos Soave Classico zone.

Giuseppe var samtidig også en af de første vinprocenter, der startede med at lave mousserende Soave vine.

Siden 1994 har det været sønnen Alberto Coffele, som har produceret vinene. Han er uddannet vinmager fra Agricultural Institute i San Michele all’Adige og startede i familieforetagendet som 30-årig. Han får hjælp af søsteren Chiara Coffele, som tager sig af den økonomiske og salgsmæssige side i vinhuset.

La cappella di Palazzo Visco-Coffele

Som nævnt har Azienda Agrocola Coffele to lokationer, vingården oppe i Castelcerino og den gamle bygning La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by med en gammel gårdsplads.

Ejendommen går helt tilbage til den 17. århundrede og har siden 1990’erne været anvendt af Coffele, efter Guiseppe besluttede at anvende stedet til lagringen af vinene i de gamle hvælvede kældre og samtidig som smagelokale for besøgende, som således centralt kunne smage hans vine.

Vingården Tenuta Coffele på toppen

Vi besøgte senere på dagen også Coffeles smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af en bakke i Castelcerino lige udenfor Soave by … en tur med masser af snørklede hårnålesving.

Ja faktisk er hårnålesvingene så skarpe, at en almindelig bus ikke kan køre derop … så hele selskabet måtte presse sig ind i en skoletur, som er kortere, men også har små sæder, hvor selv korte bloggere op vinjournalister har svært ved at ha’ benene. Men det var jo egentligt meget charmerende.

Tenuta Coffele ligger helt fantastisk på toppen af en bakke med en over 180 grader imponerende udsigt. Det kan I måske få et indtryk af på nogle af billederne, selvom et foto aldrig helt fanger den oplevelse, som man selv får på stedet.

Coffeles marker, som ligger ved vingården er da også nogle af de højeste beliggende vinmarker i Soave Classico zonen i omkring 400 meters højde. På helt på toppen ligger selve vingården, hvor Coffele familien også selv bor. Vingården kan I se på billedet nedenunder.

Selve besøget på vingården skulle reelt alene omfatte en lille gåtur i marken og så ville Coffele også byde på et glas mousserende vin på græsplænen foran vingården. Vi blev budt velkommen af den smukke kvinde nedenunder … en af de ansatte, som også om formiddagen havde hjulpet med smagningen.

Derefter så vi først det lille hus. hvor Coffele hænger druer til tørre til brug for deres Recioto di Soave. Huset er forholdsvis nybygget og ligger lidt nedenfor vingården … men fortsat – som I kan se – med en fabelagtig udsigt fra det store lokale, som Chiara også fortalte, bruges til smagninger.

Vi fik også hilst på Chiaras broder Alberto – vinmageren himself – som er en rar, beskeden og travl mand. På billedet nedenunder får han lige en hurtig snak med Chiara, inden han hastede videre.

Vi fik derefter set husets marker, alle dyrket økologisk og nogle endda med en flok geder rendende rundt imellem vinstokkene … dog styret af en gedehyrde, som forsøgte at afholde de små kræ fra at nuppe nogle af bladene på vinstokkene.

Derfor er selvfølgelig også ret praktisk, at vinstokkene er plantet efter pergola metoden. På billedet ser vinstokkene måske en smule sølle ud, men Chiara fortalte, at det dårlige og kolde vejr i foråret og forsommeren havde betydet, at stokkene var omkring en måned bagefter i forhold til et normalt år.

Efter rundturen i marken sluttede vi med et glas bobler på plænen foran vingården, bl.a. åbnede Elizabeth Zanella en ikke frigivet 2011 Coffele Brut på ren Garganega. Den var endnu ikke degorgeret og endnu med kapsel … men smagte ret fantastisk.

Vinsmagningen

I La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by smagte vi de fleste af vinene fra Coffele. Der fortalte Chiara historien om deres vinhus, men også lidt om det, at være vinproducent i Soave, at stå i skyggen fra de store kooperativer og udfordringen med at gøre Soave vinene kendte for kvalitet … og ikke blot billige priser.

I dag fylder de store producenter som Cantina di Soave og Bolla det meste af markedet og bestemmer meget i Soave. De er dermed også toneangivende i Consorzio Tutela Vini Soave … og har så i kraft af deres størrelse en interesse i, at området også sælger masser af billige vine.

En af årsagerne til, at Coffele har fået en status som én af de 10 bedste producenter i Soave skyldes ifølge Chiara, at de har fundet en perfekt balance mellem traditioner, en stor kreativitet og så en trofast fortolkning af deres terroir.

Derfor er den økologiske tilgang til dyrkning og produktion også vigtig i vinhuset … og Alberto pløjer endda nogle af markerne med hest for at sikre, at tingene sker med mindst mulig påvirkning. De har også en system i flere af markerne med overrisling af vand til vinstokkene, hvis der bliver for tørt … selvom det måske ikke er fuldstændig naturligt.

Selvom smagningen om formiddagen er improviseret, så blev vi budt velkommen med åbne arme, og flasker åbnet. Så der gik ikke lang tid fra vi satte os … og det første glas hvidvin var skænket.

Ja … det ser jo lækkert ud og på højre kant havde de to canadier sat sig. De kendte begge huset ret godt, men John Szabo tog alligevel godt med noter.

Azienda Agrocola Coffele laver årligt omkring 130.000 flasker vin fordelt på omkring 9 vine … og vi smagte et lille glas af næsten dem alle, nemlig disse 7 vine:

Udover de 7 vine, så laver Coffele også 2 rødvine udover den smagte Valpolicella. Druerne til rødvinene kommer primært fra Chiara og Albertos fætter Filippo, som har lidt vinmarker i Cazzano di Tramigna i Valpolicella.

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Sammenlagt en hyggelig smagning … og stor tak til både Chiara Coffele, Elizabeth Zanella og resten af crew’et hos vinhuset. Det er helt sikkert et sted, som jeg vil anbefale, at du besøger, hvis du kommer til Soave.

I La cappella di Palazzo Visco-Coffele sluttede vi smagningen med husets specielle Aurea Retia Spumante Dolce, som vel nærmest kan betegnes som en mousserende Recioto di Soave med masser af sødme og dermed en sjov og anderledes oplevelse.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Cantina di Soave … og deres Rocca Sveva prestige vine

Cantina di Soave er Soaves største kooperativ og har over 2.200 vinavlere som medlemmer. De er monsterstore og laver ikke mindre end 48% af den samlede produktion Soave DOC og 43% af den samlede produktion Soave DOC Classico.

I vort program for Soave Stories Volcanic Wines Press Tour var der selvfølgelig lagt et besøg ind hos det store kooperativ … eller rettere hos den del af kooperativet, hvor de laver deres Rocca Sveva prestige vine, nemlig på adressen Via Covergnino i Soave.

Det passede meget godt, for det ligger næsten lige ved siden af restauranten Ai Capitelli, hvor vi netop lige forinden havde indtaget vores frokost. Vi kunne med derfor gå den korte afstand til Rocca Sveva, da Chiara Maria Mattiello lige havde fået styr på alle.

Cantina di Soave og historien

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1898 og har via dens 2.200 medlemmer i dag omkring 6.000 hektar vinmarker i appellationerne Soave, Valpolicella og Durello. Det er pænt stort, specielt når man tænker på, at der i Soave alene blot findes 7.000 hektar vinmarker.

Cantina di Soave har siden starten fulgt en vækstplan, som har gjort det til en af de største og førende vinproducenter i både Italien og internationalt. Kooperativet eksporterer omkring halvdelen af sin produktion til mere end 50 forskellige lande.

Midt i den majestætiske middelalderlige fæstning i Soaves centrum finder vi Borgo Rocca Sveva helt op mod de gamle fæstningsmure … en ejendom bygget i middelalderen. Den har Cantina di Soave forvandlet til et prestigefyldt midtpunkt for produktion af deres topvine, som de kalder Rocca Sveva.

Den indeholder både en vinbutik, en stor blomsterende botanisk have, hvorfra der er udsigt udover Soave by, produktionsfaciliteter og under bygningen store lange tundeler, som tyskerne under anden verdenskrig startede med et grave ud og siden er udvidet til lagring af vinene, som produceres på stedet.

Besøget

Det var netop Borgo Rocca Sveva ejendommen, som vi besøgte denne eftermiddag. Og vi startede selvfølgelig i deres showoff have, som ligger helt oppe på toppen med en fantastisk udsigt … og der skulle vi også smage et par af husets vine.

Der var linet op med masser af glas på et langt bord, hvor vi kunne smage disse 3 vine:

Jeg har – som vanligt – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Vi blev derefter officielt budt velkommen af vicedirektøren Wolfgang Raifer fra Cantina di Soave. Han fortalte – og Chiara Maria Mattiello havde opgaven med at oversætte de hurtige italienske gloser til engelsk – om kooperativet og deres målsætninger,

Han fortalte bl.a. at deres mål er at blive dobbelt så store. WTF? Det giver jo slet ingen mening. Cantine di Soave er i forvejen voldsomt store og sidder på næsten halvdelen af hele markedet i Soave, men laver dog retfærdigvis også vin i andre appellationer i Veneto.

Nå, men dem om det … jeg drak det sidste af vinen i mit Rocca Sveva glas, nød omgivelserne og udsigten, inden vi skulle videre. Nu skulle vi nemlig ned og se selve Borgo Rocca Sveva.

Den gamle ejendom Borgo Rocca Sveva danner rammen om hele produktionen af kooperativets topvine. Cantina di Soave startede Rocca Sveva projektet i 2003, hvor de alene bruger de bedste vinmarker, samlet omkring 100 hektar.

Cantina di Soave laver i alt omkring 33 millioner flasker vin årligt, hvoraf Rocca Sveva produktionen udgør omkring 3% … hvilket med lidt hovedregning betyder en produktion af Rocca Sveva vinene på lige omkring 1 millioner flasker vin … så selvom det er et lille prestigeprojekt, så laver de altså mere vin end de fleste store vinproducenter.

Rundvisningen på Borgo Rocca Sveva var lagt i hænderne på den unge kvinde på billedet nedenunder. Jeg har desværre glemt hendes navn, men hun viste os rundt i det gamle hus, dog primært i den totalt imponerende kælder.

Under anden verdenskrig var ejendommen beslaglagt af tyskerne, som også udvidede tunnelerne under ejendom. Efter igangsætning af Rocca Sveva projektet er tunnelerne udvidet, således der i dag er over 1 kilometer tunnel.

De stødte dog på et problem med første udgravning, idet der begyndte at komme vand ud gennem væggen for enden. Derfor måtte de stoppe og grave i en anden retning … men man beholdte væggen med udtræk af vandet, som nu blog løber ned i en kanel, mens væggen samtidig er udsmykket med logoet for Cantina di Soave … det kan I se på billedet nedenunder.

Udover de lange gange med lagring af hundredevis af vintønder, så rummer de lange tunneler også en stor underjordisk sal … Sala del Volto, som i gamle dage blev brugt til produktionen af husets vine, men i dag primært anvendes til eksklusive smagninger.

I Sala del Volto ligger der også en samling af husets gamle vine og samler støv på den smukkeste måde.

Vi fik også et kig ind til deres flaskeanlæg … men måtte af sikkerhedshensyn ikke gå ind i lokalet.

Ved udgangen var der et lille display med alle vinene fra Rocca Sveva og underneden vinene eksempler på den forskelligartede undergrund, hvorfra druerne til vinene kommer.

Et fint besøg … selvom det alene blev til smagning af 3 af husets vine, men man fik alligevel et indtryk af det store vinhus, som dominerer det meste af Soave og har et stort setup.

Andre smagninger

Barolo terroir smagning … er bedste Barolo fra Ravera, Bussia eller Cannubi?

Barolo er vinenes konge og kongernes vin … lyder et kendt udsagn, og alle vininteresserede ender alle med at blive smaskforelskede i de tanninrige vine fra Barolo. Hvad er også mere majestætisk end en velproduceret Nebbiolo?

Nogle af markerne i Barolo land er nærmest ikoniske, og navne som Ravera, Bussia og Cannubi klinger sødt i sky hos inkarnerede Nebbiolo fans.

Jacob fra Propperiet aka Mister Ruby havde sat sig for at undersøge forskellene mellem netop disse tre marker, altså Ravera i Novello, Bussia i Monforte d´Alba og Cannubi i Barolo. En smagning med vine fra 5 af de bedste producenter fra hver mark. Det skulle selvfølgelig også ende med en kåring af aftenens bedste Barolo.

Det var sikkert bare en undskyldning for at drikke noget forbandet godt vin eller igen nyde selskabet af en flok glade vinnørder. Men jeg var lykkelig, havde selvfølgelig fluks tilmeldt mig den lukkede smagning og havde fået lov at tage min vinbuddy Jan med.

Og det giver totalt mening med sådan en smagning, for hvornår får man ellers muligheden for at smage en perlerække af store Barolo vine imod hinanden? Bare prisen for at stable sådan en smagning op, vil afskrække de fleste, for produktionen af Barolo er forholdsvis lille, efterspørgslen stor og priserne ofte meget høje … specielt enkeltmarksvinene fra de gode marker.

Samlet havde Jacob fundet 16 kombattanter, som skulle forsøge at jorde hinanden på deres respektive terrior, og det var altså 6 fra Cannubi og 5 fra henholdsvis Bussia og Ravera.

Barolo smagepanelet 1

Smagepanelet denne aften – de smukke mennesker som ses ved bordet på billederne – bestod af flere gode branchefolk, selvfølgelig Mister Ruby himself samt et par gengangere fra sidst, nemlig Sofie fra VildMedVin, Mads fra Højbjerg Vin og undertegnede.

René Langdahl Jørgensen havde meldt forfald, så resten af holdet var nye for mig, nemlig Humphrey, Jesper Stig, Simon fra Cavalcade Vine og Carsten fra H.J. Hansen Vin. Derudover et godt gensyn med  Jesper Jensen – ham der ikke er ejendomsmægler –  og så var der selvfølgelig også Jan, som jeg havde slæbt med.

Barolo smagepanelet 2

Det var en broget flok, men alle med det tilfælles, at vi alle elsker Barolo. Og det var jo egentlig et godt udgangspunkt for netop sådan en aften, hvor vi skulle dykke ned og nørder i vine fra de tre marker, som Jacob viste på et kort.

Det er selvfølgelig Cannubi øverst med rødt, mens Bussia – den lilla – er væsentlig større end både Cannubi og Ravera, der er indtegnet med den charmerende farve, som er svær at definere … og vel nærmest hudfarvet eller cremefarvet, som Ole Henriksen formentlig ville ha’ sagt.

De 3 marker ligger alle omkring Barolo by … Cannubi lige nord for med den mest sandede jordbund af de tre, Bussia mod øst og Ravera mod sydvest. Numrene fra 1 til 16 viser placering af producenternes marker og meget passende fordelt med en klat/gruppe længst mod nord, Bussia vinene i midten og Ravera vinene længst mod syd.

Vinene var udvalgt af Jacob i samråd med en af de skarpeste knive i skuffen. Han vil ikke nævnes, men han lever og ånder for Barolo oa han kender hver en millimeter jord og alle vinbønder i området. Lad os lige se nærmere på de 3 legendariske marker og hvilke vine, som vi skulle smage fra de respektive områder.

Cannubi

Cannubi marken ligger i Barolo kommune og er den største cru vinmark i kommunen og er reelt en stor bakkekam i 220-320 meters højde med flere individuelle parceller.

Det er en historisk mark og derudover måske Barolos mest velansete og prestigefyldte vinmark. Jorden består i en kombination af sand, kalk samt kalkholdig lerjord.  James Suckling, en af verdens mest anerkendte vinkritikere, har kaldt marken; A Vineyard Kissed By God.

Det siges, at Barolo vin egentligt oprindelig er født i Cannubi og den ældste flaske fra Langhe – lavet af Manzone familien – kan findes i Bra og har teksten Cannubi 1752 på flasken.

Der har der i mange år eksisteret en større krig omkring afgrænsningen af Cannubi, hvor de gamle producenter alene regner den centrale del som den rigtige Cannubi mark … i dag nogle gange kaldt Cannubi Cannubi.

Samlet er hele Cannubi på 37 hektar, hvoraf den centrale og oprindelige del er på 18 hektar, mens  Cannubi Boschis er på 7 hektar, Cannubi Muscatel 6 hektar, Cannubi Valletta 3,5 hektar og Cannubi San Lorenzo 2,5 hektar.

Striden har primært ståer mellem det store historiske hus
Marchesi di Barolo på den ene side og et par håndfulde mindre producenter på den anden.

Hos Marchesi di Barolo argumenterer man for, at hele den lange bakkekam historisk har gået under betegnelsen Cannubi, men at visse parceller med tiden har fået tillægsbetegnelser.

De mindre producenter med Mascarello, Rinaldi og Luciano Sandrone i spidsen fremførte derimod, at historiske dokumenter støtter, at den centrale del altid har været regnet for noget særligt, og at det ikke bør være muligt at undlade tillægsbetegnelsen til Cannubi, hvis druerne ikke er fra denne del, for at give forbrugerne reel information om, hvorfra i zonen druerne kommer.

Der findes omkring 30 forskellige ejere af parceller på Cannubi og omkring 20 forskellige producenter af Barolo vine fra marken, og til denne aften havde Jacob valgt disse vine:

Bussia

Bussia ligger i Monforte d’Alba i den sydlige del af Barolo-regionen mellem Barolo og Castiglione-Falletto. Den er med 292,3 hektar den næststørste cru-mark i hele Monforte d’Alba … kun overgået i størrelse af Bricco San Pietro.

Bussia er ofte udskældt, da der pga. størrelsen af marken kommer mange stilarter og kvaliteter derfra. Bussia var da også oprindelig opdelt i 14 adskilte vinmarker. Derfor kan det også være svært af forstå markens terroir, da jorden varierer meget afhængigt af, hvilken del af Bussia marken, som man taler om.

Nogle producenter bruger derfor også fortsat deres lieu-dit på flaskerne, fx Aldo Conterno og Oddero. Men generelt – hvis man skal generalisere – består jorden på Bussia generelt af mergel, kalksten, fossile sedimenter, masser af jern og sand.

Bussia strækker sig fra omkring 210 til 460 meters højde og blev – officielt sammen med Rocche di Castiglione – en af de første anerkendte Barolo crus i 1961.

Denne aften skulle vi smage disse 5 Bussia vine:

Ravera

Ravera marken ligger syd for Barolo by i Novello kommunen og er samlet på 130.4 hektar i omkring 400 meters højde og er knap så kendt eller berømt som de to andre marker denne aften.

Ravera har også en mere lerholdig jordbund og en mangel på sand, hvorfor jorden er mere hvid og komprimeret. Marken vender primært mod sydvest hvilket betyder, at den ikke får helt så meget sol som nogle af de mest kendte Barolo-marker. Dermed modner druerne senere på Ravera og ofte høstes Ravera 7-10 dage senere end de to andre marker.

Flere Barolo-eksperter argumenterer dog for, at denne position faktisk kan være en fordel efterhånden som de globale klimaændringer giver varmere og varmere vejr.

Fra denne mark havde Jacob fået skrabet disse 5 vine sammen.

Smagningen

Efter en velkomst med lidt bobler på terrassen, så skulle vi i gang med smagningen, hvor vinene kom i sæt af 4 vine og serveret af Mister Rubys søde viv, så Jacob heller ikke vidste, hvilke vine vi smagte hvornår.

Den eneste hjælp var, at alle tre marker var repræsenteret i hvert sæt. Vi skulle så undervejs vurdere, hvilke mark den enkelte vin kom fra og så give point. Først efter alle vinene var smagt, så blev sløret løftet og pointene talt sammen.

Ved en hurtig smag på vinene i første sæt var min første tanke, at fuck det smager godt, og at det ville blive svært at finde nuancerne mellem de forskellige vine. Men det var det overraskende ikke, for jo mere man fordybende sig, dykkede ned i de enkelte vine og lod indtrykkene lagre, jo større blev forskellene og nuancerne.

Og der var faktisk pænt med forskelle og nuancer i vinene, selvom det selvfølgelig var indenfor en Barolo referenceramme. Forskellene var dog større end jeg havde forventet. Jeg havde ikke på forhånd troet på en bestemt vinder … men skulle jeg ha’ satset mine surt tjenste sparepenge på en, så havde det været på Poderi Aldo Conterno.

Men de dyre herrer i feltet – Aldo Conterno og Vietti – og endte slet ikke på vinderpodiet, men lå begge og rodede omkring 90 point sammenlagt.

Som sidst var der god debat om vinene … og efter en hurtig finetuning ind på hinanden, så kom der igen sjove og alternative smagsnoter frem. Denne gang var der ingen blåskimmelrøv, svævende auberginer eller døde håndklæder … men til gengæld skilte et par vine sig ud med en aroma af skaldyr fra den lokale fiskehandler, båndsalat fra et gammelt kassettebånd og en vandmelon glemt i solen samt en overmoden havregrød.

Der var overraskelser for alle omkring bordet, da producenterne til sidst blev afsløret, men generelt lå vi alle faktisk meget tæt i vores vurderinger af vinene.

Vinderne og pointene

Top 5 vinene blev La Biòca, Barolo Bussia på førstepladsen efterfulgt af Parusso, Barolo Bussia og Elvio Cogno, Barolo Ravera med henholdsvis sølv og bronze. Derefter kom Luciano Sandrone, Barolo Cannubi Boschis og på 5. pladsen Réva, Barolo Ravera.

Damilano, Barolo Cannubi havde desværre prop og udgik. Men her får I lige alle vinene i den række, som vi smagte dem. Efter hver vin har jeg skrevet gennemsnitlig point samt mine point bagefter:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Ses der på most value for money, så blev alle vist overrasket af 2013 Serio & Battista Borgogno, Barolo Cannubi … en vin til 250 kr. og en flot, imponerende score på 91 point.

De blev den store Bussia mark, der måske stik imod forventninger, løb med sejren som bedste mark, hvor Cannubi selvfølgelig blev trukket lidt ned af den skaldyrs og båndsalatsbefængte Paolo Scavino Barolo.

Det betød et samlet gennemsnit til Bussia på 92,36, Ravera med 91,08 og endelig Cannubi på rosinen i pølseenden med en gennemsnit på beskedne 89,74 point.

Smagepanelet 3

Samlet blev det igen en monstrøs vinaften extraordinaire … så stor tak til Jacob for initiativet og invitationen til smagningen. Det var enestående at smage 16 top Barolo vine fra 3 marker i streg. Det er noget, som man ikke oplever hver dag.

Vi sluttede som sidst aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Men for at rense munden, så åbnede Jacob også lidt afslutningsbobler … en tysk Sekt 2015 Blanc de Noirs Brut fra Weingut Griesel. Så var det vist også tid til sætte kursen nordover … fyldt med gode Barolo minder.

Andre smagninger

Vinsmagning med Peter Kriechel … der große winzer fra Ahr

Jeg er vild med de utrolige flotte Spätburgunder vine fra Weingut Peter Kriechel i Ahr, så derfor havde jeg også straks tilmeldt mig en vinsmagning med vinmageren himself i forbindelse med hans besøg i Danmark til det store Winemarket Goes Pinot arrangement i Ridehuset i Århus lørdag den 11. maj.

Peter Kriechel kom dog allerede til Danmark dagen forinden og havde derfor i samarbejde med importør Jesper Carlsen fra Carlsen Vin planlagt en smagning om fredagen. Den var henlagt til Højbjerg Vine i Aarhus. Det var helt perfekt for den flittige vinblogger, som dermed kunne nå smagningen på vej retur fra dagens første MasterClass smagning med Eduardo Chadwick.

Rammerne og setup’et var – kan man vel godt sige – lidt mere ydmyge end på Munkebjerg i Vejle, for Peter Kriechel smagningen var henlagt til frokoststuen hos Brugsen overfor Højbjerg Vine og deltagerne var ikke sommelier og vinnørder, men et bredt udsnit af Mads Thorlanns kunder i vinforretningen … med andre ord en hyggelig lille og broget forsamling.

Der var omkring 28 deltagere til smagningen og vi mødtes alle i Mads’ lille vinbutik og gik i samlet flok til Brugsens lille frokoststue på den anden side af vejen. Der ventede Peter Kriechel himself sammen med en ven fra vingården og importøren.

Weingut Peter Kriechel

Weingut Peter Kriechel er grundlagt i 1952 af Peter Kriechel Senior, som i mange år havde leveret druer fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ, men besluttede at starte sin egen produktion … og det blev til Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften, og de har løbede udvidet ejendommen. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af gården.

I dag er Ernst fortsat med i driften sammen med 3. generation i form af Markus, Michael, Gerd og Peter Kriechel Junior … og det var sidstnævnte, som vi denne fredag havde besøg af.

Markus er dog trådt ud af driften på grund af sygdom, så det er reelt Peter Kriechel Junior, der forestår ledelsen. Sammen med vinmager Michael Hewel driver de i dag ejendommens 24 hektar vinmarker … og dermed er gården faktisk  den største private, familie drevne vingård i Ahr.

Weingut Peter Kriechel ejer bl.a. markerne Ahrweiler Forstberg, Rosenthal og Steinkaul, Neuenahrer Schieferlay og Sonnenberg samt  Kräuterberg Kräuterberg, Himmelchen og Pfaffenberg.

Markerne er primært tilplantet med røde druer, som fylder 85% af den samlede produktion. Det er røde sorter som Spätburgunder, Frühburgunder, Portugieser, Dornfelder, Regent og Domina.

Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Markerne er stejle og kræver meget arbejde. Peter Kriechel fortalte, at de typisk bruger 1.300 timer årligt pr. hektar, hvilket fx er langt mere end hos vinbønder i fx Nahe eller Pfalz, hvor de nogle steder kan nøjes med omkring 200-300 timer pr. hektar.

Vinene denne aften

Mads fra Højbjerg Vine bød os velkommen og gav ellers ordet til Peter Kriechel, som så guidede os igennem aftenens vine. Peter fortalte lidt om vinhuset og de forskellige vine, nemlig disse:

Jeg har ovenfor – as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af de forskellige vine.

Vinene blev indtaget sammen med lidt tapas, som  vistnok kom fra en forretningen ved siden af Højbjerg Vine. Dermed blev der rigelig tid til at nyde vinene – modsat en koncentreret smagning.

Det betød dog også, at jeres flittige vinblogger måtte give op ved 22-tiden efter 3 timers smagning og dermed glippede både en 2009’er Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder samt en 2016 Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder R.

Men sådan er det jo … man skal kende sin begrænsning.

Vi startede smagningen med et par hvide vine, først lidt mousserende … tysk Sekt på ren Pinot Meunier og derefter en Spätburgunder Blanc de Noir, men det er nu imidlertid på de røde vin, at Weingut Peter Kriechel virkelig skiller sig ud.

Vi smagte først 3 på Frühburgunder og så ellers resten på Spätburgunder. Mit vinøse højdepunkt var klart Peters 2013 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder Goldkapsel og kan i dag selvfølgelig godt ærgre mig over, at jeg ikke smagte 2009’eren.

Men på den anden side, så har jeg sammen med et par gutter planlagt en tur til Ahr til efteråret, hvor vi helt sikkert skal forbi Weingut Peter Kriechel, så på den måde var denne aften en god optakt til et sådant besøg.

Tak til Jesper fra Carlsen Vin og Mads fra Højbjerg Vine for at stable smagningen på benene.

Andre smagninger

MasterClass med Eduardo Chadwick … og de fineste ikonvine fra Errazuriz

Som det måske fremgår på billedet ovenover, så var jeres flittige vinblogger nok en kende star-struck over mødet med legendariske Eduardo Chadwick – ejer og vinmager på det store chilenske vinhus Viña Errazuriz – til en lille MasterClass.

Men det er der også god grund til, for dels havde H.J. Hansen Vin stablet et sindssygt flot og topprofessionelt arrangement på benene og dernæst er Eduardo Chadwick vel én af de vinmagere, som for alvor har sat Chile på verdenskortet for de allerfineste vine … på niveau med de dyreste 1. cru’er fra Bordeaux og bedste supertoscanere.

Eduardo Chadwick havde ikke været i Danmark i mere end 5 år, men kom direkte fra London med Munkebjerg Hotel som eneste stop i Danmark på hans rejse … og jeres flittige vinblogger var – sikkert som det tynde øl – inviteret af H.J. Hansen Vin til at deltage i en eksklusiv MasterClass seance på et par timer med den vinøse superstjerne.

Og sikke en eftermiddag! Chadwick skulle fortælle lidt om Viña Errazuriz, husets bedste vine samt ikke mindst The Berlin Tasting 2004, som blev det tidspunkt, hvor vinene fra Errazuriz for første gang blev anerkendt, da de i konkurrencen slog vine som Lafite, Latour, Margaux og Solaia fra den globale elite.

Samtidig skulle vi selvfølgelig også smage Chadwicks mest ikoniske vine … i alt 8 af slagsen. Så der var gjort klar til smagningen i et af Munkebjerg Hotels mange mødelokaler med en storslået, solrig udsigt over Vejle Fjord, da den jysk blogger ankom.

H.J. Hansen Vin kunne ikke ha’ valgt et bedre sted for smagningen, og alt var topprofessionelt gjort klar. På hvert plads var der gjort klart med 8 glas … forskellige og tilpasses vinene. Selv navet på vinene stod på dækkeservietten med de 8 cirkler.

En lille mappe med et par foldere omkring Viña Errazuriz samt et smageskema for eftermiddagen afslørede, hvilke vine som vi skulle smage. Der var noget af glæde sig til, for det var lutter ikon-vine fra øverste hylde hos Errazuriz.

Og da Eduardo Chadwick startede seancen, så var de første 3 vine – alle i Las Pizarras serien – skænket. H.J. Hansen Vin har sgu styr på deres shit … dyb respekt for arrangementet. Alt klappede og var ultraprofessionelt.

Eduardo Chadwick

Den chilenske vinproducent havde sat overskriften; Into the future på den lille MasterClass. Han er en rolig, behagelig, charmerende og utrolig venlig mand … og så er han i dag en af vinbranchens store mænd og vel nærmest en national helt i Chile

Jeg læste et sted, at Eduardo Chadwick betydning for chilensk vin kan sammenlignes med Robert Mondavis betydning for californisk vin, Len Evans for australsk, Miguel Torres for spansk og Nicolas Catenas betydning for argentinsk vin.

Eduardo Chadwick er da også kåret af Decanter som Man of the Year 2018 og hans vinhus Viña Errazuriz som Best Chilean Winery 2017. Men derudover har en lang række store personligheder i vinbranchen også rost Chadwick … folk som Mondavi, Miguel A. Torres, Steven Spurrier og mange andre.

Eduardo er født i 1959, er gift med María Eugenia Braun og de har sammen de 4 døtre María Eugenia, Magdalena, María José og Alejandra. Han er søn af Alfonso Chadwick Errázuriz og 5. generation på Viña Errazuriz.

Imidlertid havde Alfonso Chadwick Errázuriz mistet ejerskabet af vingården efter en omfattende jordreform i landet i 1960’erne, så derfor lå det heller ikke i kortene, at Eduardo skulle fortsætte traditionen og være vinbonde.

Eduardo Chadwick blev derfor i stedet uddannet som ingeniør og efter endt uddannelse arbejdede han som ingeniør i Saudi-Arabien … en verden fjern fra alt med vin.

Men i 1983 fik Eduardo far mulighed for at køb familiens gamle vingård tilbage og han inviterede Eduardo med til at genoplive Viña Errázuriz. Det accepterede Eduardo og satte sig for at genetablere det, der engang var et stolt brand, som blev påbegyndt af hans forfader Don Maximiano Errázuriz i 1870.

Historien om Viña Errazuriz

Viña Errazuriz er nemlig oprindelig grundlagt i 1870 af Don Maximiano Errázuriz, der var en visionær forretningsmand, som kom fra en baskisk familie og spillede en central rolle i landets politiske og økonomiske liv.

Han havde en opdaget et goldt stykke jord i Aconcagua dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at dalen med kølige, regnfulde vintre samt varme og tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, så han opkøbte flere hundrede hektar jord.

Han plantede vinstokke på markerne  … de bedste kloner, som blev importeret fra Frankrig. Derudover byggede han en stor vingård i to etager med plads til opbevaring af 6 millioner liter vin og allerede i 1873 begyndte han at sælge vine under navnet Viña Errázuriz.

Det blev så stort et foretagende, at der faktisk nærmest opstod en by omkring vineriet med boliger, en kirke og en skole, så stedet blev kaldt Villa Errázuriz. I 1890 havde Errázuriz samlet 700 hektar og var på det tidspunkt en af verdens største vingårde.

Der var i starten af 1900-tallet en lille elite af chilenske vinmagere, som kom til at præge udviklingen i chilensk vin. Det var – udover Don Maximiano Errázuriz – Melchor Concha y Toro fra Viña Concha y Toro, Luis Cousiño fra Viña Macul, Ismael Tocornal fra Viña San José, Domingo Fermandez Concha fra Viña Santa Rita og Silvestre Ochagavia fra Viña Ochavia.

Alfonso Chadwick Errázuriz overtog Viña Errazuriz som 4. generation og havde to store interesser … polo og vin. Han blev en af landet vigtigste forretningsmænd indenfor vinindustrien.

Imidlertid medførte en række politiske reformer om kontrol af alkoholforbruget og omfordeling af velstanden i Chile tilbagegang for Viña Errázuriz og senere blev det mest beslaglagt i en omfattende jordreform.

Det var først i 1983, at Viña Errázuriz kom tilbage i familiens eje igen … nu med unge Eduardo Chadwick ved roret. Selvom han som barn havde deltaget i arbejdet i farens vinmarkerne, så havde Eduardo ved overtagelsen en begrænset viden om vin.

Han startede derfor med at studere vin i Bordeaux og rejste også til Bourgogne. Undervejs mødtes han med navnkundige vinmagere som Emile Peynaud, Denis Dubourdieu og Paul Pontallier.

Derefter startede Eduardo sammen med faderen på at genopbygge det gamle familieforetagende helt fra bunden. I 1988 lavede han for første gang topvinen Don Maximiano Founder’s Reserve … et forsøg på at markere, at Errazuriz kunne lave vine, som kunne konkurrere med de allerbedste i verdenen.

Viña Sena

Inspireret af samarbejdet mellem Baron Philippe de Rothschild og Robert Mondavi omkring vinen Opus One, så indgik Eduardo i 1995 også et samarbejde med Robert Mondavi.

Robert havde i forvejen vist stor interesse for vinene fra Chile og Eduardo ville gerne opnå anerkendelse med sine topvine, så det blev til projektet Viña Sena … et joint venture ejet i fællesskab med målet om at lave en af verdens bedste vine.

Den første årgang 1995 blev frigivet i 1998 og partnerskabet med Mondavi åbnede for alvor dørene til øget eksport af topvin fra både Errazuriz og hele Chile. Efter Robert Mondavis død i 2004 har Chadwick dog været eneejer af Viña Sena, som i øvrigt drives fuldstændigt biodynamisk.

Viñedo Chadwick

I de fortsatte bestræbelser på at skabe ikoniske vine, så skabte Eduardo også efter Alfonso Chadwick Errázuriz’ død i 1993 projektet Viñedo Chadwick.

Faderen havde været en habil polo spiller, og var endda regnet som en af de allerbedste i hele Chiles historie. Han var kaptajn på det nationale landshold og ledede et hold, som vandt mesterskabet hele 19 gange. Alfonso havde derfor også anlagt en polobane på en del af de 25 hektar jorder ved familiens hjem ved Puente Alto i Maipo Valley.

Alfonso havde købt ejendommen i Maipo Valley fra San José de Tocornal i 1945 og havde der bygget familiens hjem, og altså også lige en polobane … på noget af de bedste jord til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Den elskede polobane blev dog efter faderen død tilplantet med Cabernet Sauvignon stokke og projektet Viñedo Chadwick opkaldt efter den glade, gamle polospiller. Samlet udgør markerne til dette projekt 15 hektar af den allerbedste jord og den første Viñedo Chadwick vin kom på markedet i 1999.

Pointene udebliver … The Berlin Tasting

Med Viña Sena, Viñedo Chadwick og Don Maximiano Founder’s Reserve  havde Eduardo således flere ikoniske topvine. Og i 2003 og 2005 blev de suppleret med yderligere to ikonvine … La Cumbre på ren Syrah og KAI på ren Carmenere, men ingen af vinene havde fået point af anmeldere, som ikke regnede chilenske vine for noget og derfor aldrig besøgte vingårdene i Chile.

Landet var simpelthen ikke kendt for top- og ikoniske vine, men mest for billige vine, men Chadwick var visionær og vidste, at det måtte ændres. Og når bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget.

Eduardo kontaktede derfor i 2004 Steven Spurrier, den fremtrædende vinskribent, der tilbage i 1976 afholdte den legendariske Paris smagning, hvor to amerikanske vine til alles overraskende slog de bedste og dyreste Bordeaux vine.

Chadwick inviterede Spurrier til at gennemføre en blindsmagning i Berlin for en række top fagfolk indenfor vinbranchen, hvor hans 3 topvine Viñedo Chadwick, Seña og Don Maximiano Founder’s Reserve skulle smages op imod både de bedste 1. cru vine fra Bordeaux og flere af de største supertoscanere,

Det var lidt af et gamble, men da resultatet efter smagningen langsomt blev afsløret – startende fra 10. bedste vin og hans 2000 Seña kom ind på en 4. plads, så slappede Eduardo af og vidste, at han havde bevidst hans pointe. Men overraskelsen blev total, da hans 2000 Viñedo Chadwick og 2001 Seña besatte 1. og 2. pladsen og slog vine i bedste årgange fra Lafite, Latour, Margaux, Sassicaia, Tignanello, Solaia og Guado al Tasso.

Det blev med sydamerikanske øjne en begivenhed fuldt på højde med 1976 Paris smagningen. Efterfølgende gennemførte Eduardo tilsvarende blindsmagninger rundt om i verdenen … og fortsat med det resultat, at hans chilenske topvine placerede sig blandt de allerbedste. Det betød ikke, at de altid besatte 1. pladsen, men de lå altid højt og altid var flere af Chadwicks vine blandt de 10 bedste.

Sammenlagt blev der fra 2004 lavet 21 gentagelser af Berlin smagningen med over 1.400 vinsmagere i 17 lande … og hjemme i vores egen lille andedam.

Herhjemme blev der på Hotel d’Angleterre i København i 2008 afholdt en tilsvarende smagning, hvor en 2004 Don Maximiano Founder’s Reserve opnåede en 2. plads efter 2005 Château Lafite-Rothschild, men foran en 2005 Mouton Rothschild … og Errazuriz havde samlet 5 vine med blandt de 10 bedste.

Det betød – som håbet og forventet af Eduardo – at vinanmelderne nu begyndte af tage de chilenske topvine seriøst og dermed også rate dem … både Parker, James Suckling samt mange andre. Det har også resulteret i de magiske 100 point, som blev givet af James Suckling for en Viñedo Chadwick 2014 samt en 2015 Seña.

I dag laver Errazuriz ikke længere blindsmagningerne, for som Eduardo fortalte, så har vinhuset nu bevist deres værd. Det er ikke længere nødvendigt … de er med i eliten.

Der er lavet en smuk bog om Berlin smagningen, og den havde Eduardo – eller H.J. Hansen Vin – taget et eksemplar af til alle deltagerne ved den lille MasterClass.

Viña Errazuriz i dag

Siden gennembruddet i Berlin har Eduardo Chadwick i 2010 bygget et state-of-the-art vineri i Aconcagua dalen. Don Maximiano Iconic Winery … bygget således vinene produceres uden brug af pumper og alene via tyngdekraften og med geotermisk temperaturstyring i produktionen.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres til mere end 60 lande. Derudover satser Chadwick fortsat med at lave de ikoniske vine, som vi også skulle smage denne eftermiddag.

Vinene laver Eduardo sammen med husets ansvarlig vinmager, Francisco Baettig Hidalgo, som har været ansvarlig for produktionen siden 2003.

Vinene denne eftermiddag

Efter præsentation og informationen om Berlin smagningen, så skulle vi selvfølgelig smage vinene fra Viña Errazuriz … og én af alle de bedste top-/ikonvine. Dermed så programmet således ud:

Jeg har selv fantastiske minder om Viña Errazuriz, som var nogle af de vine, som jeg først – som helt grøn indenfor vinens verden – blev fascineret af, herunder husets Pinot Noir vine og deres La Cumbre, som vi også skulle smage denne eftermiddag.

En for en gennemgik Eduardo Chadwick de 8 vine, og jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Og sikke et felt, hvor jeg specielt blev imponeret over KAI Carmenere, men selvfølgelig også Seña og Viñedo Chadwick.

Afslutning

Efter smagning fik vi udleveret den flotte bog om Berlin smagningen og jeg fik selvfølgelig – som flere andre – Eduardo til at signere den til den flittigste vinblogger i Danmark … eller i hvert fald til Ulrik himself med best wishes.

Sikke et par timer. En kæmpe cadeau og tak til H.J. Hansen Vin for invitationen og et arrangement i professionel særklasse.

Andre smagninger

Mouton Rothschild smagning 2.0 … igen en lørdag eftermiddag

I 2012 var jeg til en stor Mouton Rothschild smagning hos Bernt, vores bordeauxfile islæt i bestyrelsen i Randers Vinlaugh og ekspert i netop Mouton. Det er også Bernt, der har skrevet en bog på dansk om det legendariske 1. cru slot og ham, som i en SMS til sin kone blot skrev Sadness, da Philipinne Rothschild døde i 2014.

Nu havde Bernt igen inviteret til smagning af Moutonvæske netop i anledning af 5-året for Philippines død og 25-året for frigivelsen af Mouton Rothschilds 1992 udgave med maleriet af danske Per Kirkeby på etiketten.

Denne gang var det centrale i smagningen ikke de helt dyre 1. Cru Classé vine fra Mouton Rothschild, men en vertikalsmagning af vine fra 2 af familiens opkøbte slotte … vine til mere overkommelige priser end fra det primære slot.

Vi skulle nemlig smage 4 vine fra både Château d’Armailhac og fra Château Clerc Milon, men også en vaskeægte 1. Cru Classé Château Mouton Rothschild fra 2014 … året Philipinne Rothschild døde. Men vi startede nu et helt andet sted, nemlig i Champagne med bobler som en passende velkomst.

Boblerne var fra champagnehuset Montaudon, som Bernt selv har besøgt. Champagnerne bærer altid det let genkendelig store røde M på etiketterne og huset har siden 2010 har været ejet af det store Alliance Champagne Group.

Champagnehuset er grundlagt i 1891 af Auguste-Louis Montaudon og var – inden salget til Alliance Champagne Group – ejet af familien Montaudon i fire generationer.

Baron Philippe havde selv en stor passion for champagne og købte gennem 1960’erne og 70’erne hver år omkring 1.000-1.500 flasker champagne. Han fik endda sit navn på en etiket fra champagnehuset Ruinart, nemlig champagnen Ruinart Cuvee Baron Philippe de Rothschild Reserve Bicentenaire Brut.

I dag er Rothschild familien også selv involveret i produktion af champagne, nemlig med Barons de Rothschild Champagne … et projekt mellem Mouton, Lafite og Clarke. Projektet startede med købet af Maison Prieur i 2007.

Og champagne er altid en god måde at starte enhver fest … og herunder altså også en vaskeægte Mouton smagning en lørdag eftermiddag,

Mens vi stod og nød boblerne, så kunne vi – på en skænk ved siden af et flot opdækket spisebord – se eftermiddagens vine linet op i smagerækkefølge. Det var 4 x Château d’Armailhac, 4 x Château Clerc Milon og 1 x Château Mouton Rothschild.

Vinene denne eftermiddag

Som den kvikke måske allerede har bemærket, så sneg der sig 2 ekstra vine ind i programmet … herunder den ægte Château Mouton Rothschild i kongeårgangen 2009, men det skal jeg nok lige vende tilbage til.

Vi startede som sagt med Château d’Armailhac, der blev køb i 1933 af Baron Philippe de Rothschild. Slottet er et 5. cru slot, og er på knap 50 hektar. D’Armailhac minder stilmæssigt om Mouton Rothschild, men har en lidt mere feminin struktur.

Bernt fortalte, at Mouton familien egentligt købte slottet, da det havde en smuk park, hvilket kan ikke selv havde på Château Mouton Rothschild, men brændende ønskede sig.

Vi smagte 4 årgange, hvor årgang 2009 var klart den bedste … efterfulgt af 2001’eren. Jeg har på listen ovenover linket til mine smagsnoter og beskrivelser af de enkelte vine.

Bernt fortalte undervejs lidt om slottene og vinene. Bernt har – specielt når det gælder Mouton – en klæbehjerne. Som jeg nævnte indledningsvis har han også skrevet en lille bog om Mouton … det kan du læse mere om i mit blogindlæg om en Château Mouton Rothschild vin i årgang 1994.

Bogen er udsolgt i 1. oplag, men Bernt overvejer at genoptrykke bogen i flere eksemplarer, så skriv endelig til Bernt, hvis du er interesseret i at købe et eksemplar.

Derefter stod den på 4 x Château Clerc Milon. Som med Château d’Armailhac er der tale om et 5. cru slot. Det blev købt i 1970 for 1 million franske francs, men dengang var der alene 16,5 hektar og det var i en forfærdelig stand.

I dag har Château Clerc Milon 44 hektar vinmarker, og vinene fra slottet beskrives som nuanceret med et stænk af mørke frugter som giver en varm og krydret karakter, men en balanceret garvesyre. Den årlige produktion er på 170.000 flasker.

Af de 4 vine fra Château Clerc Milon var det specielt de to ældste fra 1996 og 1993 som var de bedste med 1996’eren svagt foran 1993, selvom ingen af dem dog overgik 2009 Château d’Armailhac.

Derefter smagte vi Château Mouton Rothschild 1. cru vinen i årgang 2014. Den smagte skam også godt, men ikke sådan vildt mere end de foregående og 2009 Château d’Armailhac var simpelthen bare bedre i mine øjne.

Da vi drøftede dette og det specielt gode årgang 2009, så hentede Bernt da også lige en 2009 Château Mouton Rothschild. Det er en vin, som koster et sted mellem 6.000 og 10.000 kr. Det kan vel lige gå an sådan en lørdag eftermiddag?

Her viser Bernts datter den dyre vin frem.

Og ja … den var bare i særklasse aftenens bedste vin, og jeg hoster uden betænkning op med topkarakter med 7 af de fede houlbergske fingre. Jeg synes, at det er ganske bemærkelsesværdigt, hvordan Bordeaux er i stand til at vise så store forskelle mellem årgange … jeg tror ikke, at jeg har oplevet andre områder, der på den måde formidler de enkelte år så tydeligt.

Som ved sidste Mouton smagning tilbage i 2012 sluttede vi dog ikke i Frankrig, men med et ekstranummer … vinen Almaviva fra Moutons chilenske vinhus Viña Almaviva.

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem Baron Philippe de Rothschild fra Bordeaux og Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture, der startede i januar 1997.

Således opløftet sluttede 3 timers hyggelig samvær omkring Château Mouton Rothschild … stor tak til Bernt for at holde sådan en fantastisk smagning.

Andre smagninger

Weingut Solveigs … vertikalsmagning af tysk Pinot Noir helt fra 1995

Jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog fik forleden en invitation fra Distinto til en vertikalsmagning af Pinot Noir vine fra Weingut Solveigs i Rheingau. De lokkede med et imponerende line-up af Jens Heinemeyers Pinot Noir gennem ikke mindre end 20 år og endda præsenteret af vinmageren himself.

En total no-brainer for jeres Spätburgunderelskende vinblogger, som tidligere har smagt Jens’ vine og været i den 7. Spätburgunder aka Pinot Noir himmel, så alt blev selvfølgelig ryddet fra min travle arbejdskalender, så jeg kunne deltage i denne smagning. Et must, når man nu engang bare knuselsker tysk Pinot Noir.

Derudover er Distinto vel også en af landets  mest spændende vinimportører med en sindssyg lækker portefølje af spændende og progressive vinproducenter fra både Italien, Frankrig, Spanien, Portugal, New Zealand, Østrig og så Tyskland.

Så derfor var det også fedt, at møde Jonas fra Distinto, men også mange andre kendte ansigter fra vinbranchen, og selvom jeg helt klart ikke hører med i inderkredsen, så mængede jeg mig næsten scenevant.

Jeg fik således hilst på René Langdahl Jørgensen og sommelieren Alex fra Gastromé, men også en højgravid Sabine fra S’vinbar og andre gode vinfolk var troppet op på Restaurant Domestic, som denne eftermiddag dannede rammen for den tyske vertikalsmagning.

Jeg var – som med mine jyske punktlighed – som vanligt i god tid, men måske kan min frygt for at komme for sent tilskrives, at jeg som helt spæd blev glemt af min salige moder i barnevogn foran det lokale supermarked. Siden dengang har jeg altid været præcis.

Det gav mig imidlertid lige lejlighed til at hilse på både Jonas fra Distinto samt Jens Heinemeyer selv, som straks fortalt, at han godt vidste hvem jeg var og kendte min vinblog.

WTF? Hatten af for Heinemeyer, som tilsyneladende havde læst op på, hvem der var tilmeldt smagningen, for selvom jeg blev en smule stolt, så bilder jeg mig ingenlunde ind, at Houlbergs Vinblog skulle være blevet bemærket udenfor vor danske andedam.

Jens viste mig rundt ved to runde borde, hvor han havde linet sine vine op i rækkefølge … 10 ved hvert bord og med en lille potteplante ud fra den vin, som han anbefalede, at vi skulle starte med. Og så skulle vi ellers bare bordet rundt i urets retning.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at det skulle være en vertikalsmagning, men havde ikke lige forestillet mig, at vi skulle igennem 20 vine, men jeres flittige vinblogger var selvfølgelig med det samme klar på udfordringen. Game on.

Efter en varm velkomst fra Jonas samt en intro ved Jens Heinemeyer, så skulle vi i gang med at smage … øhhh, men jeg havde dog allerede tyvstartet med de første to vine, men efter opfordring fra Heinemeyer himself efter vor indledende snak. Og med 2 timer til 20 vine, så var det jo også bare om at komme i gang.

Weingut Solveigs

Jens Heinemeyer bor selv på Ippesheimer Straße i Bieblesheim, men har sin vinkælder på Rheinstraße i Geisenheim. Weingut Solveigs er noget så usædvanlig, som en rødvinsproducent, der alene laver vine på Pinot Noir midt i det, så vel nærmest må kaldes en af de legendariske bastioner for Riesling.

Med på samme vis som fx burgundiske inspirerede Chat Sauvage, så har Heinemeyer sine vinmarker i området ved Assmannshausen og op imod Lorch … et område, hvor Pinot Noir virkelig stortrives.

Det er lige dér, hvor Rhinen står et 90 grader sving inden man kommer til Rudesheim am Rhein. Der finder man store Pinot Noir marker som fx Assmannshäuser Höllenberg, Hinterkirch og Frankenthal, mens man længere mod nord finder Lorcher Kapellenberg og Schlossberg.

Historien

Jens Heinemeyer er – selvfølgelig – selv uddannet ønolog fra Geisenheim og er 4.  generation fra en familie af vinavlere, så efter endt uddannelse videreførte han i 1987 familiens vingård under navnet Jens Heinemeyer Weine & Sekt.

I 1995 dannede Heinemeyer et lille projekt med Dieter Schufried og Markus Haas, som de kaldte Weingut Johanninger. Det var en lille sammenslutning af deres 3 vingårde i henholdsvis Nahe, Rheingau og Rheinhessen med samlet 21 hektar vinmarker og med Jens Heinemeyer som fællesskabets vinmager.

Imidlertid trådte Heinemeyer i 2012 ud af samarbejdet, og har i stedet helliget sig sine egne vine i sit eget lille projekt, som han har kaldt Weingut Solveigs efter navnet på sin datter. Her ville han koncentrere sig om at lave naturlige, enkle, ufiltrerede og ubehandlede vine alene på Pinot Noir.

Han havde nemlig gennem årene udviklet en særlig kærlighed for Pinot Noir med en produktion uden brug af tilsætningsstoffer, økologisk tilgang, ingen indgriben i naturens gang og et had til brugen af nye egefade ved lagringen. Han var til gengæld stor tilhænger af en lang og tålmodig modning af vinene.

Han havde allerede i flere år arbejdet efter samme metoder og havde også et lager af producerede vine på både flasker og fade, således projektet var kørende allerede fra første fløjt.

Weingut Solveigs er et ganske lille vinhus, hvor Heinemeyer har omkring beskedne 2 hektar vinmarker, som ligger på det, som kaldes Assmannshauser Steil … en fælles betegnelse for de stejle marker, der ligger ved Assmannhaus.

Allerede i 1300 tallet dyrkede man Pinot Noir på markerne ved Assmannhaus. Vinstokkene var medbragt fra Beaune i Bourgogne af munkene som kom til Kloster Eberbach. Derfor har markerne også deres helt egen klon af Pinot Noir … med en historie tilbage til munkene fra Bourgogne.

Heinemeyer har markerne Presenteberg, Mickelberg og Koloss, der alle ligger mellem byerne Assmannshausen og Lorch, hvor der er en undergrund kendt for et særligt højt indhold af den særlig rosafarvede skifer, som lokalt kaldes Phyllit og er med til at give vinene en særlig mineralsk lethed.

Selvom Jens selv bor i Bieblesheim – der jo ligger i Rheinhessen – så laves vinene i en gammel kælder i Geisenheim. Den gamle kælder med hvælvede lofter stammer fra det 19. århundrede og er helt perfekt for vinificering og lagring af vinene. Kælderen bruges også til afholdelse af smagninger, så hvis du besøger Rheingau, så giv Heinemeyer et kald … måske kan du bli’ inviteret i kælderen.

Produktionen

Nu skrev jeg, at Jens Heinemeyer alene laver vine på Pinot Noir, men det er imidlertid ikke helt korrekt, idet han også laver nogle få vine på søsterdruen Pinot Noir Précoce … eller Frühburgunder, som vi nok mest kender druen under.

I kælderen laver Jens samlet 5 rødvine, hvor de 4 er på Pinot Noir, nemlig Phyllit, Steil, Micke og Present. Derudover laver Weingut Solveigs også Koloss på Frühburgunder samt en rosé på Pinot Noir og såmænd også 2 forskellige Trockenbeerenauslese … én på Pinot Noir og én på Pinot Noir Précoce. Derudover laves der også en brændevin, der kaldes Marc vom Steil.

Produktionstilgangen kalder Jens doven vinificering eller kontrolleret inaktivitet, hvilket principielt betyder, at vinen fremstilles med så lidt indgriben som overhovedet muligt. Vinene er derfor udelukkende resultat af naturen og i udtalt grad super terroir-drevne.

Generelt sker produktionen ved, at druerne høstes, når de er fuldt modne ved omkring 103° Oechsle, hvorefter de afstilkes inden fermenteringen, som sker i åbne gæringskar.

Processen starter med 14 dages maceration og vinificering sker separat for hver enkelt mark. Efter macerationen presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene også hviler en periode efter fermentering og inden lagring i 18 måneder på brugte egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 2 år på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

Solveigs er egentlig økologisk certificeret, men det skiltes der ikke med på etiketterne, men reelt er det ren naturvin, for Heinemeyer tilsætter slet ikke noget skidt – ingen kemi – ved produktionen, kun en anelse svovl ved macerationen.

Ses der på de 4 Pinot Noir vine, som vi skulle smage denne eftermiddag, så fortæller navnet også lidt om kvalitet niveauet … eller i hvert fald om hierarkiet og prisniveauet af vinene.

De forskellige Pinot Noir vine

Phyllit – opkaldt efter den rosafarvede skifer – er entry vinen, den billigste og kommer fra de yngste vinstokke, som typisk er under 15 år gamle og fra forskellige marker.

Steil er næste i rækken og kommer fra de stejle marker omkring Assmannshausen … men i modsat til Phyllit, så er den lavet med druer fra vinstokke, der minimum er over 15 år gamle.

Både Present og Micke er enkeltmarksvine, som henholdsvis kommer fra markerne Presenteberg, Mickelberg og Koloss, der ligger mellem byerne Assmannshausen og Lorch. Druerne er minimum 25 år gamle. Det er Jens’ topvine og de ligger også prismæssigt ens.

Fælles for alle de 4 Pinot Noir vine er imidlertid, at de er lavet fuldstændig ens, så forskellene i vinene vil alene være et udtryk for druernes alder, årgang og/eller terroir fra de forskellige marker.

Heinemeyer som konsulent

Jens Heinemeyer har en speciel kærlig for Danmark, og det skyldes hans sideløbende konsulentvirksomhed, som han kalder Grapeworker Wine Consulting.

Her rådgiver han vinproducenter og blandt hans kunder er bl.a. hjemlige Frederiksdal Kirsebærvin, Ørnberg Vin samt Vejrhøj Vingaard samt Waalem på øen Før i Sydslesvig.

Vinene denne eftermiddag

Som nævnt skulle vi igennem 20 vine fordelt på 15 forskellige årgang og ældste med 24 år. Samlet så programmet for vertikalsmagning af vinene derfor sådan her ud:

Og jeres flittige vinblogger var således i løbet af de 2 timer ekstraordinær flittig, for jeg gik på opgaven med krum hals, og fik smagt vinene med mine sædvanlige smagsnoter. Men da 20 vine er en slat at bringe efter min normale norm med 2 anmeldelser om dagen, så har jeg simpelthen smidt alle anmeldelserne ud nu og selvfølgelig linket til mine bedømmelser.

En enkelt af vinene 2006 Micke – havde jeg smagt og skrevet om tidligere, så der har jeg selvfølgelig bare linket til min gamle anmeldelse.

Som Danmarks nok førsteelsker og størsteelsker af tysk Spätburgunder, så var en eftermiddag up my ally … og jeg var i den syvende Spätburgunderhimmel, for Heinemeyer laver fantastiske vine og har sit helt eget udtryk, og det var svært ikke bare at blive ovenud lykkelig i låget.

Det var once in a lifetime mulighed for at smage tysk Pinot Noir med knap 20 års spændvidde og der var dog også forskelle, selvom jeg med nogle af vinene kun fandt små forskelle.

Mine absolutte favoritter var 1996 og 1997 Steil, 1999 Present, 2006 Present, 2007 Steil samt 2009 Present. Men det kan du jo læse om i de forskellige anmeldelser.

Tak til Heinemeyer & Distinto

Sikke en flot smagning, så sluttelig blot en stor tak til Jonas fra Distinto og den rare Jens Heinemeyer. Det var en stor fornøjelse at deltage i vertikalsmagningen.

Andre smagninger

Smagning af vine fra Ribera del Duero … den vinøse spanske guldkyst

Ribera del Duero var det første vinområde, som jeg blev forelsket i, da jeg for alvor begyndte at interessere mig for vin og i 2004 meldte mig ind i Randers Vinlaugh … for – som vi sagde – at lære at kende forskel på rød- og hvidvin.

Jeg kan huske, at første smagning bl.a. bød på et møde med Peters Sissecks Flor de Pingus, Pesquera samt en Hacienda Monasterio … og siden har forelskelsen hængt ved. Ribera del Duero er ikke mit ynglingsområde i dag, men den første kærlighed bevares altid i hjertet og sådan har jeg det også fortsat.

Derfor varmede det også mit næsten spanskblodsbankende hjerte, da jeg fik en henvendelse fra Ribera del Dueros danske bureau efter en Spansk Vinfestival i Politikens Hus med et spørgsmål om, hvorvidt jeg ville teste nogle af vinene?

Jeg var egentlig alene indbudt til selve vinfestivalen, men som jyde med fuldtidsjob kan det være svært at deltage i nogle af de mange spændende smagninger, som næsten altid afholdes i København, men når bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Kaldte jeg lige mig selv et bjerg der?

Det endte således med, at Ribera del Dueros danske bureau fik sendt mig en stor håndfuld vine og jeg lovede til gengæld at teste vinene, anmelde dem og samtidig skrive en artikel omkring Ribera del Duero. Helt præcis var det 12 flasker rød Ribera saft … lige passende til en smagning med nogle af mine vinglade vinvenner, herunder selvfølgelig mister Ribera del Duero himself aka Steffen.

Området

Ribera del Duero er beliggende i den centrale, nordlige del af Spanien, nord for Madrid på en højslette – en meseta – langs med Duero floden mellem provinserne Soria, Burgos, Segovia og Valladolid i regionen Castilla y León.

Det er er bredt område, som det kan ses på kortet nedenunder. Det følger floden Duero fra øst mod vest … en strækning på omkring 115 kilometer og navnet Ribera del Duero betyder netop Duero flodens bredder.

De fleste marker i Ribera del Duero ligger i en højde på mellem 750-850 meters højde, men marker over 850 meter har en speciel status som højt beliggende marker … ja faktisk findes der marker helt op til 1.100 meters højde.

Mange af markerne er svært tilgængelige og ligger med store afstande mellem hinanden. De er meget små og udbyttet er lavt grundet den magre jord og stokkenes alder.

Klimaet er middelhavsklima med indflydelse fra fastlandsklima. Den årlige nedbør er 400-500 mm og der er årligt 2.400 solskinstimer. Somrene er lange og tørre med op til 40 graders varme, mens vintrene er strenge med ned til -18 grader og der er store udsving mellem dag- og nattemperatur.

Historien

Man har lavet vin i Ribera del Duero siden romerne, og der er indenfor de senere år fundet beviser på, at der er lavet vin i området i over 2.000 år. I 1994 fandt man nemlig et gammelt, skjult 66 meter stort mosaikgulv af vinguden Bacchus i en gammel ejendom Villa de Santa Cruz beliggende i den lille by Baños de Valdearados med 424 indbyggere.

Men vinavl, som vi kender det, stammer formentlig fra tilrejsende benediktinermunke fra Cluny i Bourgogne. De kom i det 12. århundrede til Ribera del Duero og man ved fra gamle arkiver, at man allerede tilbage i 1295 begyndte af regulere høsten af druer i marken og siden 1400-tallet har også bevidst har styret kvaliteten af vinene i selve produktionen.

I byen Aranda de Duero findes der også dokumentation på tidlig vinproduktion i form af et stort netværk af 7 kilometer tunneler, som er udgravet mellem det 12. og 18. århundrede og som har været anvendt til produktion og lagring af vin.

Det er udviklingen gennem de sidste årtier, der har sat Ribera del Duero på verdenskortet. Den store succes skyldes en kombination af flere faktorer. For det første det fantastiske terroir og dernæst mikroklimaet, som med sine varme dage og kølige nætter giver de perfekte betingelser for at lave stor og lagringsværdig vin.

For det tredje er Ribera del Duero det blevet velsignet med en usædvanlig indfødte drue, Tempranillo og så er udviklingen forceret dygtige vinmagere, som alle har produceret ikoniske kultvine bl.a. Pingus, Pesquera, Aalto og Vega-Sicilia, der fik høje ratings … og dermed bevågenhed fra en hel vinverden.

Det har betydet et sandt boom i vinindustrien i området. Således er antallet af vingårde blevet 35 gange større på blot 30 år, så Ribera del Duero i dag har mere end 315 vingårde og over 22.552 hektar vinmarker. Samlet findes der dog 8.224 vinavlere og den årlige produktion ligger på lidt over en halv million hektoliter vin.

DO Appellation Ribera del Duero

Området fik sin DO status i 1982, selvom man allerede midt i 1970’erne så et stort potentiale i Ribera del Duero. I 1982 var der dengang alene 5.000 hektar vinmarker og 9 vinhuse, der producerede vin.

Trods den eksplosive ekspansion og udbredelse af vinene fra Ribera del Duero, så er appellationen i dag alene en DO appellation aka Denominación de Origen og ikke en Denominación de Origen Calificada, hvilket kan virke en anelse underligt.

I 2008 ansøgte man godt nok om en opgradering til DOC status, men en fejl i ansøgningen betød, at den blev afvist som ikke fyldestgørende og siden har man ikke forsøgt igen.

Appellationen Ribera del Duero dækker over 4 distrikter, nemlig Soria, Burgos, Segovia og Valladolid. Det er specielt i Burgos og Valladolid, at vi finder de fleste og bedste vinhuse, og huse som Pingus, Vega Sicilia, Hacienda Monasterio, Arzuaga, Emillio Moro, Pesquera og Alión ligger alle i Valladolid.

Druerne

Hoveddruen i Ribera del Duero er Tempranillo, som også i resten af det nordlige Spanien. I Ribera del Duero kaldes Tempranillo druen for Tinto Fino eller Tinta del Pais og den udgør omkring 90% af hele produktionen i Ribera del Duero.

Mange vinhuse producerer deres rødvine udelukkende på Tempranillo, og hvis man blander andre druer i, skal der mindst være 75% Tempranillo. Derudover skal 95% af vinen bestå af Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec jf. regulativerne for området.

Udbyttet ligger typisk på 30 hektoliter pr. hektar og maksimalt udbytte er 49 hektoliter pr. hektar, hvilket dog sjældent opnås, da en stor del af vinstokke er gamle, typisk over 50 år, og derfor ikke giver så mange druer.

Rødvinene er – som også i Rioja – inddelt i kategorierne Joven, som betyder ung, Crianza. Reserva og Grand Reserva. Reglerne for lagringen af vinene følger også regler i Rioja, og det betyder:

  • Joven – her er der ingen krav til, hvor lang tid en vin lagres eller krav om lagring på egefade, så det er oftest de helt unge og billigere vinrøde.
  • Crianza – skal være lagret i mindst 24 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Reserva – skal være lagret i mindst 36 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Gran Reserva – skal være lagret i mindst 60 måneder og heraf skal de 24 måneder være i egetræsfade.

Der produceres således meget lidt hvidvin og rosévin i Ribera del Duero, men jeg smagte i december en monsterfantastisk Albillo Viñas Viejas fra vinhuset Dominio del Águila. Så der kan bestemt laves god vin på andet end Tempranillo i området.

Og den grønne drue Albillo er netop én af de druer, som der også findes i området … og herudover dyrkes der selvfølgelig også lidt Garnacha.

Vinene … denne aften

Ribera del Dueros danske bureau havde – som nævnt – sendt jeres flittige vinblogger 12 forskellige Ribera del Duero vine … lige præcis nok til at forestå en lille smagning sammen med mine vinkyndige venner.

Jeg havde smidt en ekstra flaske oveni … en 2009 Reserva Especial fra Arzuaga Navarro, så feltet for aftenen med spanskrøret så dermed sådan her ud:

På kortet ovenover har jeg efter fattig evne med A-F tegnet ind, hvor de forskellige vinhuse er beliggende. Det giver – i hvert fald for mig – et nogenlunde view over spredningen af vinhusene bag de smagte vine, selvom det måske kan være lidt svært at se på det lille kort.

Vi var 8 til at teste vinene og de blev vurderet efter mit eget 7 Thumbs Up system. Alle vinene blev selvfølgelig smagt blindt og i totalt tilfældig rækkefølge, så der ikke kunne spekuleres i, om dyre vine måske kom til sidst eller omvendt.

Vinene blev serveret med lidt spansk tapas – selvfølgelig – samt 3 forskellige hjemmebagte brød. Og som tak for, at mit testpanel stillede op med kort varsel, så fik de inden Ribera smagningen en lille treat … et lille tår af den legendariske 100 point 2010 Hermitage fra Jean-Louis Chave. Så var vi ligesom i gang … selvom starten så ikke var helt spansk.

Konklusion

Der var egentlig – med lidt afstikkere – stor konsensus om vinene og vore bedømmelser, så dermed kom top-3 målt på bedste gennemsnit til at se således ud:

  1. 2009 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva Especial
  2. 2012 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva
  3. 2014 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección

Dermed stor succes til Bodegas Arzuaga, som smagepanellet også kender rigtigt godt fra tidligere vinfestivaler hos Jysk Vin. Det skal retfærdigvis siges, at det også var de to dyreste vine, som lå højest placeret, men det siger måske også noget om, at kvalitet koster.

Nu var der jo heller ikke andre af de store kanoner med … hverken vine fra Pingus, Vega Sicilia, Hacienda Monasterio, Emillio Moro, Pesquera eller Alión, men i stedet et mere blandet felt af forskellige vine og til forskellige priser … og helt fra Joven til Reserva vine, men fedt at smage 13 Tempranillo baserede Ribera del Duero vine i streg … det gør man jo ikke lige hver dag.

Jeg havde også selv de 3 vindende vine blandt mine bedste … men faktisk sammen med den billigere Urban Ribera Tinta del Paí fra Bodegas y Viñedos Ortega Fournier … men alt det kan du læse i alle anmeldelser af alle vinene, som der er link til ovenover.

Samlet blev det en sjov aften … og et herligt gensyn med en gammel flamme … love-rød Tempranillo fra Ribera del Duero. Nogle ting ruster bare aldrig.

Andre smagninger

Vinho Verde … mini-test af de grønne vine fra Portugal

Mit første møde med Vinho Verde – den grønne vin fra Portugal – var i min ungdom på charterrejse til Algarve kysten med min daværende første rigtige kæreste. De kække guider fra Århus Charter serverede nemlig en let perlende Vinho Verde sammen med grønne pistacienødder som en velkomst til turistdestinationen.

Men ellers – mange kærester, en dejlig hustru, feriedestinationer og vine senere – er det begrænset, hvor mange gange jeg er stødt på den ofte billige hvidvin fra Portugal, så derfor sagde jeg også omgående ja, da jeg blev kontaktet af Vinens Hus, om jeg efter en Vinho Verde smagning i København også ville anmelde en række Vinho Verde vine? Det kunne da være hyl aka spændende.

Måske kunne det endda blive en bred smagning, for Vinens Hus havde taget fat i en lang række importører for levering af deres udvalg af Vinho Verde vine til den flittige vinblogger i det jyske. Helt bred blev smagningen imidlertid ikke, da der alene dukkede vine op fra Theis Vin, H.J. Hansen Vin og DrikPortvin, så det blev nærmere en lille mini-smagning med 3 producenter og samlet 8 vine … dem vender jeg tilbage til senere.

Hvad er Vinho Verde?

Lad os først kigge lidt nærmere på, hvad Vinho Verde er for en størrelse. Det er jo overordnet set en portugisisk hvidvin, som produceres i gigantisk antal i Portugal. Vinho Verde betyder grøn vin, men Verde refererer mere til, at det er tale om en ung vin, da vinene normalt frigives til salg allerede 3-6 måneder efter høsten.

Vinen kommer fra vinregionen Minho, der ligger i det øverste nordvestlige hjørne af Portugal, landets milde, regnfulde og nordligste region med navn fra floden Minho, som deler det nordlige Portugal og Spanien.

Der har den grønne vin også sin egen appellation DOC Vinho Verde, som dog fylder så meget af Minho regionen, at regionen også kaldes Vinho Verde regionen, selvom der reelt set må anvendes flere druesorter i Minho regionen end under DOC Vinho Verde.

Navnet Vinho Verde indikerer, at der er tale om et udpræget hvidvinsområde. Men det er heller ikke helt ved siden af, da 86% af al vin fra området er hvid. Men det betyder jo så også omvendt, at der også produceres både rosé, rød og mousserende vine i Vinho Verde … men sådanne ser vi imidlertid sjældent hos danske vinhandlere og min minitest er da også udelukkende med hvide vine.

Så en Vinho Verde er oftest hvid og faktisk tit let perlende, hvilket oprindelig skyldes, at vinene efter flaskning fik en lille malolaktiske eftergæring, som producenterne forsøgte at skjule bl.a. ved brug af uigennemsigtige flasker.

Men det viste sig, at mange forbrugere syntes om den lille, perlende effekt, hvorfor producenterne fortsatte med en svag eftergæring i flaskerne. Det gør mange producenter fortsat … i dag dog kunstigt ved at tilføre kulsyre for at give den perlende effekt.

Vinho Verde hvidvine er derfor ofte synonym med friske, easy-going og let mousserende vine, men der laves også nogle af de bedste og mest komplekse tørre hvidvine i Portugal i Vinho Verde appellationen. Især i underregionen Monção helt i nord frembringes superbe hvidvine.

Rødvinene fra Vinho Verde er ofte meget lette, frugtige og har godt med syre.

Historien

Som så mange andre steder i Sydeuropa, så var det de gamle romere, som startede med at dyrke vin i Minho regionen i området mellem floderne Douro og Minho. Allerede tilbage i 870 findes der optegnelser om vinmarker, som var plantet af forskellige religiøse ordener som fx Alpendurada klosteret.

Dengang producerede de vinene til eget forbrug, men senere i det 12. århundrede startede handlende med at sælge vinene til både England, Tyskland og Flandern. Denne eksport voksede langsomt, men i det 16. århundrede fik vindyrkningen det svært, da majsen kom til området.

Mange bønder skiftede afgrøder hjulpet på vej af statslige regulativer og det betød, at vinstokkene blev henvist til mere marginale marker med dårlig beliggenhed. Vinstokkene blev placeret op ad træer, hegn … ofte højt oppe, således der også kunne dyrkes andre afgrøder under vinstokkenes blade.

Ja ofte skulle vinavlerne bruge stiger for at høste druerne … og den praksis kan fortsat ses hos mange af de tusinde vinbønder, som findes i Vinho Verde land. Men de fleste steder anvender de større vinhuse dog moderne metoder som i resten af de sydeuropæiske vinlande, da det selvfølgelig giver bedre, større og nemmere høstudbytter.

Allerede i 1908 blev Vinho Verde regionen afgrænset ved lov og senere i 1926 fastsatte staten også et sæt regler for produktionen fra området. Det var dog først i 1984, at Vinho Verde blev en DOC appellation, som reguleres efter de spanske regler.

Regionen

Som nævnt tidligere, så er appellationen DOC Vinho Verde næsten lig med Minho regionen. Ja faktisk er den største appellation i hele Portugal.

Da appellationen er så stor, så er det også opdelt i 9 underområder, nemlig Amarante, Ave, Baião, Basto, Cávado, Lima, Monção, Melgaço, Paiva og Sousa.

Der er samlet omkring 21.000 hektar vinmarker i DOC Vinho Verde, men det er fordelt på ikke mindre end 19.000 vinavlere … og det er endda en væsentlig nedgang i forhold til starten af 1980’erne, hvor der var over 70.000 vinavlere.

Mange af de 19.000 vinavlere er dog fortsat småbønder, som – helt på gammeldags vis – dyrker druerne højt med vinstokkene op ad pæle, hegn eller træer, således de også kan dyrke grøntsager, som kan supplere familiens forbrug.

Druerne

Den ubestridte hoveddrue i Vinho Verde hvidvinene er druesorten Alvarinho, som er den drue vi også kender som Albariño i Rias Baxias i det nordlige Spanien. Det er en drue med aner i Tyskland, og navnet betyder da også den hvide fra Rhinen og har nogle træk fra Riesling.

Det betyder også, at vine på Alvarinho typisk giver friske og sprøde hvidvine, som godt kunne minde en smule om Riesling, hvilket mit smagepanel denne aften også kom til at erfare. Det siges, at de bedste Alvarinho vine kommer fra underområderne Monção og Melgaço.

Derudover er hvidvinene fra området ellers lavet på druerne Loureiro, Arinto, Trajadura, Avesso og Azal … alle druesorter, som er ukendt for de fleste herhjemme.  De røde er hovedsageligt lavet på Vinhão – også kendt som Sousão – samt Borraçal og Amaral, mens rosévinene normalt laves på Espadeiro eller Padeiro … også druer, som jeg aldrig er stødt på.

Vinene denne aften

Som nævnt indledningsvis, så blev det en mini-test af Vinho Verde vine fra 3 producenter. Det betød, at smageprogrammet kom til at se sådan her ud:

Jeg har som sædvanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Samlet set overraskede vinene vist alle omkring bordet, altså på den gode måde.

Konklusion

Vinene blev selvfølgelig serveret blindt og samtlige mine medsmagere var sikre på, at vinene var på Riesling. Det fortæller måske også meget godt noget om Alvarinho druen, som virkelig kan noget, hvis det ellers kommer i hænderne på en god vinmager.

Når der laves godt, så kan det måle sig med andre gode vine fra Europa, selvom der med en årlig produktion på 93 millioner liter vin årligt også findes meget skidt.

Der var stor variation i vor bedømmelse af vinene, så der var ikke en vin, som alle bare fandt bedst. Vinderen blev vinen Azal Vinho Verde fra Quinta de Linhares. Den fik et gennemsnit på 5,1 Thumbs Up og en højeste rating på 5,5, mens min favorit blev den rene Alvarinho vin fra Quinta de Santiago … selvom flere ikke synes om den.

Men sådan er vi jo heldigvis meget forskellige. Desværre havde den sidste vin Colheita Selecionada Vinho Verde forfærdelig megen prop, så den måtte udgå af smageprogrammet … selvom flere om bordet var ærgerlige over dette, da de specielt fandt vinene fra Quinta de Linhares fremragende.

I listen overfor har jeg skrevet et nummer efter hver vin med deres samlede gennemsnitlige placering. Min placering af vinene er dog anderledes ud … 1. pladsen som sagt til Quinta de Santiago Alvarinho og 2. pladsen til Granit fra Quinta de Soalheiro.

Jeg er nu også blevet en smule klogere på Vinho Verde … og vil ikke holde mig tilbage, næste gang jeg hos den lokale vinpusher støder på en Vinho Verde. Der kan nemt gemme sig små perler af den grønne vin fra Portugal i kommende vinkøb.

Andre smagninger

Smagning af vine fra Sud-Ouest … Frankrigs nok mest oversete vinregion

De fleste – vinkyndige eller ej – kender franske vinregioner som Bordeaux, Rhône, Bourgogne, Alsace, Languedoc, Roussillon, Champagne, Loire, Jura og Provence. De vinkyndige kender også mange af appellationerne i disse vinregioner.

Imidlertid begynder øjnene af flakke hos de fleste – og det gælder også jeres flittige vinblogger – når samtalen falder på vinregionen Sud-Ouest, altså vinregionen som på dansk kaldes Sydvestfrankrig. Vi kender generelt ikke meget til regionen, underområderne eller appellationerne.

Jo vi danskere har selvfølgelig hørt om Cahors i kraft kongehusets sommerresidens Château du Caix og vor afdøde prinsgemals vine derfra, men de færreste ved, at Cahors netop ligger i Sud-Ouest. Generelt ved vi ikke meget om Sydvestfrankrig, som vel også er Frankrigs mest oversete vinregion.

Jeg har selv rodet rundt i begreberne, områderne og appellationerne i Sud-Ouest, så derfor var det helt perfekt, at jeg forleden fik et tilbud om at komme med til en større smagning af netop vine fra dette område. En smagning med netop Sydvestfrankrig som gennemgående tema.

Det var ganske vist som et wildcard på et afbud, men jeg er ikke sart og havde uden tøven takket pænt ja til indbydelsen. Det var nemlig en perfekt anledning til en gang for alle at blive klogere på området og få sat nogle begreber på plads … og samtidig smage og få en fornemmelse af, hvad Sydvestfrankrig området vinmæssigt kan byde på.

Det var Bjarne fra Vinimperiet, der – med sin franske specialviden – var initiativtager, bagmand bag smagningen og havde indkøbt alle vinene direkte fra Frankrig. Derfor var mange af vinene selvfølgelig også økologiske eller biodynamiske, men det gjorde blot smagningen endnu mere interessant.

Lad os dog inden vi tager et kig på vinene lige se lidt nærmere på Sud-Ouest vinregionen, der ligger både øst og syd for Bordeaux … helt fra Bergerac i nord til baskerlandet og den spanske grænse mod syd.

Det er et ganske stort område, men vinområderne ligger spredt som små øer i et arealmæssigt stort område med påvirkning af både Bordeaux, Langedoc, Roussillon, Rhône og Spanien. Men vinmæssigt er det imidlertid noget mindre end fx Bordeaux … i Sud-Ouest er der samlet 47.000 hektar vinmarker mod knap 120.000 hektar i Bordeaux.

Historien

Det var romerne, som startede med at dyrke vin i Sydvestfrankrig og fik en blomsterende handel med vin … faktisk længe før der blev plantet vinstokke i Bordeaux. Generelt var det sydvestlige område mere gunstig for vinproduktion … der var varmere end i Bordeaux, hvilket betød en tidligere høst og stærkere alkohol i vinene.

Vinhandel blev dog næsten udslettet i det 8. århundrede, da enten vikinger eller muslimer, som bosatte sig i Spanien og Septimania, plyndrede både byer og klostre, befæstede havnene og dermed næsten stoppede al vinhandel.

Og netop afskibningen af vinene var afgørende. Således blev vinene fra Sydvestfrankrig senere primært afskibet fra Bordeaux by til markeder langs Atlanterhavskysten.

Afskibningen blev også årsagen til, at det blev Bordeaux, som trak det længste strå … og Sydvestfrankrig fik det meget svært. For i takt med, at Bordeaux voksede, så indførte vinkøbmændene – der så vinene fra Sydvestfrankrig, som en trussel mod deres økonomiske interesser – i 13 og 14-hundrede tallet et sæt regler Police des Vins, som favoriserede Bordeaux vinene.

Police des Vins regulerede brugen af havnen i Bordeaux, således vinene fra højlandet aka Sydvestfrankrig først kunne sælges, når størstedelen af vinene fra Bordeaux var solgt. Det betød, at vinene fra Sydvestfrankrig strandene i pakhuse i uger eller måneder, førend de måske senere kunne sælges til langt lavere priser.

Denne situation blev reelt først løst i 1773, hvor Louis XVI ophævede Bordeaux’s privilegium, men da er løbet allerede kørt … Bordeaux vinene havde vundet slaget og Sydvestfrankrig har siden levet i skyggen af nok verdens mest berømte vinregion.

Det blev forværret af vinlusen phylloxeras hærgen i 1800 tallet, og den ramte Sydvestfrankrig meget hårdt. Selvom Bordeaux allerede havde taget førertrøjen på dette tidspunkt, så var Sydvestfrankrig alligevel dengang fortsat et af de vigtigste vinområder i Frankrig, men det fik phylloxera ændret … området blev skubbet yderligere ud i kulden og er i dag vel nok det mest oversete vinområde i Frankrig.

Sud-Ouest, underregionerne og appellationerne

Vinregionen Sydvestfrankrig er spredt over 13 departementer ud af Frankrigs i alt 96 departementer. Området kan dog reelt set deles op i nogle underregioner og det kan måske bedst illustreres på et kort over området:

Der er lidt simplificeret 4 regioner, som er de vigtigste, nemlig Dordogne/Bergerac i nord, Lot/Garonne, Gascogne samt Béarn/Basque.

Regionerne er meget klimatisk forskellige, så nogle steder er der fastlandsklima, mens andre har decideret kystklima. Nogle steder regner det voldsomt, mens andre har det tørt og varmt.

Denne store variation giver sig naturligvis udslag i vinene, som kan være alt fra dybe og mørke til lette, frugtrige og lyse. Det er måske også en af årsagerne til, at Sydvestfrankrig kan være lidt svær at blive rigtig klog på.

Dordogne/Bergerac

Området betragtes lidt som lillebror til Bordeaux, og der bruges stort set også samme druetyper. Vinene er også dem, som minder mest om Bordeaux.

Som Bordeaux er delt af Gironde floden, så er Bergerac delt af Dordogne floden. Og lige som i Bordeaux er vinene fra de to breder forskellige … dem fra den højre bred er blødere med større finesse end vinene fra venstrebredden.

Lot/Garonne

Nogle kalder området det centrale Sydvestfrankrig og det omfatter bl.a. appellationen Cahors, hvor vi mest støder på den traditionelle Auxerrois aka Malbec drue, som giver garvesyrerige, mørke og næsten sorte vine.

Ellers er området præget af de gængse druer fra Bordeaux samt en smule vine på Tannat. Lot/Garonne er samtidig højborg for gamle, nedarvede traditioner omkring vinproduktion, hvilket – sammen med områdets terrior – giver vinene et særpræg, som kun har meget lidt til fælles med Bordeaux.

Gascogne

Her er der alene 3 større appellationer, nemlig Côtes de Saint-Mont, Tursan og Madiran. Med ellers er området nok allermest kendt for at rumme det store Armagnac distrikt, som producerer den velkendte druebrændevin.

Armagnac var også det område, hvorfra d’Artagnan drog ud omkring år 1630 for at søge berømmelse og lykke hos kongens musketerer, men det er jo en helt anden historie.

Béarn/Basque

Området Béarn/Basque er det sydligste af de 4 områder og omfatter 3 AOC’er, nemlig Béarn, Jurançon og Irouléguy. Det ligger helt ned mod Pyrenæerne. Det er herfra, at béarnaisesaucen stammer fra, og vinene fra dette område besidder ofte den samme fedme som saucen. De drikkes mest lokalt og af turister.

Druerne

Der findes omkring 60 forskellige druesorter, som er normal udbredt i Sydvestfrankrig. Hver AOC appellation har sine sorter, så udbredelsen varierer lidt fra område til område og appellation til appellation.

Til forskel fra resten af Frankrig, så er der i Sud-Ouest plantet rigtigt mange helt lokale druesorter, som hverken ses i andre dele af landet eller udenfor landet. Og mange af dem er druer, som de færrest herhjemme har hørt om.

De vigtigste sorter er Abouriou, Cabernet Franc, Colombard, Côt aka Malbec eller Auxerrois, Duras, Fer Servadou, Gros Manseng, Petite Manseng, Loin de l’œil, Mauzac, Négrette, Prunelard og Tannat.

Men selvfølgelig finder vi også masser af både Cabernet Sauvignon, Sémillon og Merlot druesorter i vinene fra Sydvestfrankrig henset naboskabet til Bordeaux. Men jo længere man kommer ned mod det sydlige, jo mere er vinene lavet på de lokale druer.

Vinene … denne aften

Denne Sydvestfrankrig smagning bød på et skønt mix af forskellige vine … og forskellige druer, suppleret med 3 vine, som ikke var fra området, nemlig blind start med en gammel Chinon Loire vin samt et par Alsace vine.  Med hovedparten dog fra Sud-Ouest.

Dermed kom det samlede lille, beskedne smageprogram til at omfatte følgende 22 vine:

På kortet ovenover har jeg efter fattig evne med A-K tegnet ind, hvor de forskellige vinhuse er beliggende. Det giver – i hvert fald for mig – et nogenlunde view over spredningen af de smagte vine.

Konklusion

Jeg har – as usual – ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Samlet set var det en virkelig spændende smagning med vine, som var meget forskellige.

Der var mange opture … toppen var nok 1997’eren Le Cédre Cahors fra Château du Cèdre, men også sjove, moderne og bio bio vine som Orange Voilée Chenin Blanc fra Mas del Périé gjorde indtryk og vidnede om, at Sydvestfrankrig er alt for overset, men at der er noget, som rumler og på vej frem.

Jeg er i hvert fald blevet en smule klogere på Sydvestfrankrig og har antennerne ude, når jeg næste gang falder over en vin fra dette lidet agtede område. Og sluttelig selvfølgelig en stor tak til Bjarne for at sætte sådan en smagning op … klasse.