Kategoriarkiv: Store oplevelser

Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim

Efter enhver weinfest kommer der endnu en dag … her skønt suppleret med svag og selvforskyldt hovedpine. Selv en tidlig løbetur op i vinmarkerne over Oberbergen – med et betagende view over byen – kunne ikke helt kurere den infame banken … men dann haben Wir doch anderes Metoden … nemlig flere besøg hos vinproducenter.

Vi havde alene kunnet få 2 overnatninger på Scwarzer Adler – full besetzt – så vi skulle desværre flytte hotel og havde valgt Kreutz-Post i Burkheim til vores sidste overnatning. Derfor var det selvfølgelig helt naturligt at starte dagens besøgsrække med Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Weingut Bercher er et lille familiedrevet vinhus, som kan spores helt tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien Bercher fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl.

I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie og siden 1756 har familien haft til huse i den historiske ejendom, hvor man næsten kan mærke historiens vingesus.

bercher-den-gamle-vingaard
Den gamle ejendom tilhørende Weingut Bercher

Franz-Michael Bercher byggede den flotte og imponerende ejendom i 1756 og den er fortsat i dag hovedsæde for vinhuset og familien i flere generationer. Den indeholder bl.a. en imponerende stor vinkælder, hvor alle husets vine bliver produceret og lagret … og den ligger lige under hovedejendommen og er ganske imponerende med virkelig højt til det hvælvede loft.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne Burkheimer Feuerberg, Burkheimer Schloßgarten, Jechtinger Eichert og Sasbacher Limburg. Der dyrker familien sorter som Spätburgunder, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Muskateller, Riesling, Scheurebe, Chenin Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Lemberger.

bercher-et-kig-ind-i-gaarden
Et kig ind til gården bag ejendommen

I dag er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.

bercher-inde-i-smagelokaletDet ene smagelokale hos Bercher

Vi ringede på udenfor hoveddøren og blev vist ind i et af husets gamle smagerum … solid, ældre tysk stil med masser af træmøbler fra en svunden tid. Da gårsdagens vinfest stadig boblede i kroppen, så holdt vi os til smagning af husets Spätburgundere.

Vor vært præsentere os ganske kort for vinene – en efter en – men da den værste travlhed var taget af, så satte han sig ned ved vort bord og gav sig god tid til at fortælle om vinene.  Det viste sig, at det netop var Martin Bercher … en af husets ejere.

Da han fandt ud af, at vi havde taget den lange vej fra Danmark til Kaiserstuhl alene for at smage deres vine, så åbnede han virkelig op og vi fik et herligt indblik i vinene og produktionen hos Bercher. Vi var specielt betaget af deres Spätburgunder Sasbacher Limburg … en Erste Lage vin, som vi købte en kasse af.

bercher-gg
Her nogle af de herlige sager, som vi smagte

Da temperaturen igen nærmede sig de 35 grader anbefalede Martin, at vi skulle leje et par cykler og alene bevæbnet med badeshort og et håndklæde cykle en tur til Burkheimer Baggersee for et kold dukkert … et sted, hvor de lokale tyskere valfarter til om sommeren.

Et godt råd … men vi havde nu i stedet planer om flere besøg hos vinproducenter, selvom en kold dukkert lød som frelse for både de høje temperaturer og det fortsat værkende hoved.

Vi fik efter smagningen en stor rundvisning i kælderen … både det imponerende rum til lagring af vinen på store, gamle egefade og nye barriques samt produktionslokalerne længere inde i kælderen. Specielt det store lagringsrum med 5-6 meter til det hvælvede loft er helt fantastisk … og en total overraskelse, når man går ned af den stejle trappe under ejendommen.

bercher-gamle-fade-og-nye-barriques
Gamle egefade og nye barriques i kælderen

Efter rundvisningen fandt Martin vores vin … og en ekstra flaske vin som gave … en Weissburgunder, som han mente, at vi skulle drikke om aftenen.

bercher-martin-fortaeller
Martin Bercher fortæller om produktionen

Sammenlagt et helt fantastisk besøg … og stor tak til Martin Bercher for at give sig tid til at fortælle om vinene og vise ejendommen frem for os. Vi slutter selvfølgelig lige med et par turistbilleder fra kælderen.

bercher-to-danskere-i-den-store-kaelder
Her får man lidt fornemmelsen af størrelse af vinkælderen

bercher-houlberg-og-martin-bercherMartin Bercher og Houlberg

bercher-i-kaelderenEndnu et view fra kælderen

Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein

Efter 2 x vinbesøg hos henholdsvis Weingut Franz Keller Schwarzer Adler samt Weingut Salwey havde feststemningen ramt de to randrusianere i Oberbergen … og hvad er så mere naturligt at feste videre til en vaskeægte sydtysk vinfest?

Vi havde inden vores ankomst til Kaiserstuhl kort snakket om, at der i weekenden 26.-29. august blev afholdt den årlige Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein … men blot som én mulighed ud af mange.

Men nu virkede et besøg på vinfestivalen som det mest naturlige i verdenen og så var der ikke langt fra tanke til handling. Vi sprang på en af de mange busser, som fragtede vinglade tyskere og andet godtfolk til Breisach … og vi to var således dermed en officiel del af dette godtfolk af anden herkomst, to skandinaviske vikinger i Rheinland til vinfest.

weinfest-pladsen
En stor og hyggelig plads – Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg

Det var mit første besøg på en vinfestival, som bød på en lang række boder med fortrinsvis vin, men også alskinds mad som currywurts, flammkuchen, Jägerschnitzel mit Spätzle samt specialiteter fra Baden området. Et rent slaraffenland for vinelskere, gourmeter og godtfolk. Og vinfesten er da også et rent tilløbsstykke.

Det er primært kooperativer, som viser deres vine frem på Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg, bl.a. kooperativer som Winzergenossenschaft
Oberbergen, som vi havde passeret tidligere på dagen på vej til Salwey, Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, som jeg for et knap et par år siden stødte på i kælderen på Nimb, da jeg smagte deres lille undseelig Blauer Spätburgunder Riserva, som jeg fandt ganske spændende.

Samlet var der omkring 16 store vinkooperativer samt 8 private, selvstændige vinproducenter, nemlig Weingut Abril, Weingut Bercher-Schmidt, Weingut Peter Briem, Weingut Engist, Friedrich Kiefer, Weingut Hiss, Staatsweingut Freiburg og Weingut Rudolf Zimmerlin … eller sagt på en anden måde … rigtig stor mulighed for at smage vin fra Kaiserstuhl og omegn.

Og da hvert vinhus vel havde omkring 20-25 forskellige vine, som kunne købes by-the-glass til mellem 1,50-5,00 €, så bød vinfesten således på ikke mindre end rundt regnet 400-500 forskellige vine … lidt af en opgave at komme igennem.

Vi gjorde dog et hæderligt forsøg. Først skulle vi købe det obligatoriske vinglas og så var det ellers bare at gå i gang. Og folk var i god stemning, glade og meget imødekommende.

weinfest-hornmusik-ii
Die Bremer Stadtmusikanten

Der var underholdning i form af hornorkesteret Die Bremer Stadtmusikanten samt dans til et ældre, bedaget med stadig fungerende populærorkester kaldet Big Daddies. En sand folkefest … og vi var midt i orkanens øje. Herligt. Man havde også kåret en lokal Weinprinzessin, men hende så vi nu ikke, da kåringen sket, mens vi sad i bussen på vej til vinfesten.

frei0095
Her får I dog et foto af årets weinprinzessin

frei0114
Okay, så et mere … og prinsessen har naturligvis et glas vin i hånden

Big Daddies
Og selvfølgelig også et foto af Big Daddies

weinfest-hornmusik
Hornmusik for fuld udblæsning

Vi fik smagt meget forskelligt og der var bestemt rigtigt mange gode vine blandt dem, som vi valgte ud. Vi skiftedes til at købe to glas for derefter at udfordre hinanden på, hvilken druesort vinene var lavet på. Vi fik smagt os igennem nogle druesorter.

Underligt nok var en del af de røde Spätburgunder vine ikke kolde i mange boder, hvilket var lidt en skam. Alligevel imponerede en Spätburgunder Oberbergener Baßgeige Edition Terrior fra netop kooperativet Winzergenossenschaft Oberbergen samt en Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Vini Grande fra Burkheimer Winzer.

Da temperaturerne imidlertid lå lige under 30 grader, så holdt vi os dog mest til de kølige hvidvine, dvs. masser af Weisser Burgunder, Grauer Burgunder, men også andre druesorter som Scheurebe, Chardonnay, Riesling, Rivaner fik vi smagt.

weinfest-striebeleStriebele – en specialitet i Baden

Også de fristende madboder blev besøgt, bl.a. fik vi en Striebele … en specialitet fra Baden. Det er slags vaffel, hvor dejen langtsomt hældes i frituren, således den danner en sjov kugle, som serveres med puddersukker ovenpå.

weinfest-nat
Masser af mennesker til vinfesten

Vi havde egentlig snakket om at tage første bus hjem … men hyggede os, så vi snuppede en langt senere bus, da fyrværkeriet for længst havde oplyst nathimmelen til alle store tilfredshed. Er man til fest, så er man til fest.

Vejret var fantastisk, og da vi ankom til hotellet ved 01.30-tiden var der fortsat 28 grader. Vi kunne lige nå et sidste glas Spätburgunder … og det blev et glas Franz Anton Selection, som vi nød på bænken udenfor hotellet.

Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil

Vi var begge en smule opstemte efter besøget hos Franz Keller Schwarzer Adler, men havde selvfølgelig mod på mere vin … som de moderne vikinger vi nu engang er. Vi trængte dog til at røre benene lidt, så derfor traskede vin langs landevejen mod nabobyen Oberrotweil … destination Weingut Salwey omkring 2-3 kilometer fra vores base i Oberbergen.

Termometeret stod på 36 grader, men barometeret stod på mere vin … nu da vi havde startet dagen med et ordentligt brag. Efter en hurtig sandwich hos det lokale Aldi i Oberrotweil troppede vi op hos Weingut Salwey, som vel nærmest ligger midt i byen.

salwey-velkommen

salwey-udenforIndenfor porten på adressen Hauptstraße 2 ligger Weingut Salwey

Vi fik os bænket i smagelokalet, men da der allerede var godt med gæster fik vi også hurtigt selskab ved vores bord. Det var to tyskere fra Mainz, der – som os – var på roadtrip rundt til vinproducenter i Kaiserstuhl, og Salwey var deres første stop.

Det var far og søn … et par rigtig hyggelige mennesker, og efter en lidt tøvende indledning, så fik vi en snak med dem, selvfølgelig specielt om vin, roadtrip og området.

salwey-smagnig-sammen-med-andre-gaester
Her sidder jeres flittige vinblogger med de to tyske vinelskere

Vores vært var husets salgschef Philipp Hettich, som præsenterede os for et bredt udsnit af vinene fra Salwey og fortalte om vinhuset.

salwey-i-smagelokalet
Her fortæller Philipp lidt om vinene

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey, selvom Salwey familien havde boet i Oberrotweil siden 1790. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr. I løbet af 1960′erne og 1970′erne omlagde Benno og sønnen Wolf Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf Dietrich Salwey var meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år købte han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg.

I 1985 overtog Wolf Dietrich også faderens gård 100%, og den er siden udvidet og er i dag på 40 hektar. En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil.

salwey-et-ekstra-smagelokale
Et lille ekstra smagelokale på vej ind mod produktionslokalerne

Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarker er  markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad hustru Stephanie og mor Karin hjælper dog også i driften.

Ifølge deres brochure står hunden med navnet Pinot for sikkerheden, selvom den ser ret fredelig ud.

salwey-view-ind-til-vinkaelderenPå vej ind i den gamle vinkælder

salwey-vinkaelderen
Godt med barriques i den kolde kælder

Philipp Hettich fortalte, at vinene fra Salwey hører til blandt de mest tørre i Baden. De foretager altid høsten før alle andre vinbønder for at sikre, at der er godt med syrlighed i vinene og alle vinene har stort set ingen restsukker … og maksimalt op mod 1 gram pr. liter.

En undersøgelse blandt sommeliers i bl.a. Sverige havde vist, at de foretrak, at de tyske vine var mere tørre og syrlige, og derfor holder Salwey også fast i den stil.

salwey-fremvisning-af-vinkaelderen
Her viser Philipp Hettich den imponerende kælder frem

salwey-houlberg-fanget-i-uopmaerksomt-oejeblik
Houlberg fanget i et uopmærksomt øjeblik

I smagelokalet smagte vi både Weissburgunder, Grauburgunder og selvfølgelig deres dejlige Spätburgundere i forskellige afskygninger, først deres almindelig Gutswein Spätburgunder, deres Ortswein Oberrotweiler Spätburgunder RS, som vi blev ret forelsket i samt deres Grosse Lage topvine, Henkenberg Spätburgunder GG, Eichberg Spätburgunder GG og Kirchberg Spätburgunder GG.

Som et specielt treat fik vi også lov af smage en ældre Spätburgunder, en 1999 Oberrotweiler Spätburgunder, som jeg fluks vil bringe en beskrivelse af i kommende blogindlæg.

salwey-stemning-i-vinkaelderen
Virkelig stemningsfyldt kælder

Vi sluttede med en rundvisning nede i kælderen … en lang og kølig tunnel, hvor der løbende er sprøjtes forstøvet vand for at sikre en tilstrækkelig luftfugtighed.

Da vi var til fods – og temperaturen udenfor i den modsatte ende end nede i vinkælderen – så aftalte vi med Philipp Hettich, at vi dagen efter ville komme forbi i bil og købe lidt vin.

Men lidt pinligt, så nåede vi det simpelthen ikke dagen efter, så vi må købe lidt Salwey vin andre steder … fx fra nogle af de danske importører … eller endnu bedre ta’ et smut til Oberrotweil igen.

Et stort tak til Philipp Hettich hos Weingut Salwey … vi skylder vist en omgang.

salwey-forstoevet-vand-sikrer-fugtighedHer kan du se, hvordan der forstøves med vand

Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler

Fritz er en af de mest imødekommende mænd i Kaiserstuhl, utrolig gæstfri, rar, smilende, grinede og bød os velkommen med nogle danske gloser, da han fandt ud af, at vi var de to vinnørder fra Danmark. Et energibundt … og farverig, næsten flamboyant. Læg dertil også en fremragende forretningsmand samt indflydelsesrig og respekteret vinbonde.

Det er selvfølgelig Fritz Keller fra Weingut Franz Keller, som jeg snakker om og besøget på netop dét vinhus blev et af højdepunkterne på den kække vinblogger Houlbergs roadtrip til Kaiserstuhl … et vinøst hotspot for mine højtelskede vine på den tyske vidunderdrue Spätburgunder.

det-moderne-vineri
Imponerende vineri

Vi besøgte Fritz Keller hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i Oberbergen som første vinhus på 2. dagen i det sydtyske efter besøg hos Gunderloch, Guntrum, Huff og Huber dagen forinden. Vi havde i Kaiserstuhl indlogeret os på netop Hotel Schwarzer Adler – en del af Fritz’ store imperium – og havde fået anbefalet et besøg i det store, topmoderne vineri, som ligger omkring 600 meter fra vores Hotel Schwarzer Adler.

franz-keller-aabent
Og det ligger i herlige omgivelser

indgangen
Indgangen til vinotheket

Ja faktisk var det tilsyneladende mere end blot end anbefaling, for da vi ankom på det foreslåede tidspunkt kl. 11.00 – efter først at ha’ slentret lidt rundt i vinmarkerne udenfor og nydt et view over det imponerende vineri – så var vi helt klart ventet. Fritz sad i et møde … men kom fluks farende ud fra glasburet og bød os hjertelig velkommen – som nævnt – med et par danske gloser, som på en god dag lød som noget i retning af goddag goddag. Vi fik også hurtigt stukket et glas hvidvin i hånden, og så var stemningen jo allerede løftet flere niveauer.

Fritz Keller fortalte, at deres sommerlier Jannick først ville vise os rundt i vineri og kælder. Derefter ville hans søn Friedrich tilslutte sig os i vinkælderen, således vi kunne smage nogle fadprøver.

Sådan, fedt og juhuuu … tænkte vi overrasket og måske endda synligt imponeret. Hvilken imponerende gæstfrihed … måske grundet, at vi boede på deres hotel, men måske mere sandsynligt forbi vi aftenen før havde spist på vinhusets restaurant Winzerhaus Rebstock og snakket med nogle af de ansatte i Franz Keller koncernen, som jo netop havde anbefalet besøget og formentligt sat aftalen på plads.

Vi havde faktisk set den gode Fritz Keller om aftenen på Rebstock, hvor han besøgte en flok kvindelige ansatte, som fejerede en fødselsdag ved et bord bagved os. De manglende ikke vin ved bordet, hyggede sig og havde en glad aften. Da de fandt ud af, at vi var danskere og alene kom til Kaiserstuhl for at smage vin, så steg vi bestemt i anseelse.

winzerhaus-rebstock
Winzerhaus Rebstock, hvor vi spiste første aften

hyggestemning-paa-rebstock
Hyggelig stemning

Jeg tror også – indbildske som vi er – at de fandt os ret charmerende … i hvert fald blev vi budt på lidt Edelbrände fra vinhuset. Og det var selvfølgelig slet ikke fordi, at pigerne var påvirket af den gode vin. En af pigerne, den yndige Nina Ringwald både anbefalede og insisterede på, at vi skulle besøge det nye vineri dagen efter på det nævnte tidspunkt. Og det var godt, at vi lystrede Nina, for besøget hos Franz Keller blev virkelig en stor oplevelse.

godt-selskab-paa-rebstockVinbuddy Jan … og i baggrunden fejres en fødselsdag

Det kommer jeg til lige om lidt. Lad os dog først kigge nærmere på Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, som måske er et af de største og mest respekterede vinhuse i hele Tyskland.

Vinhuset er grundlagt til et sted mellem 1895 og 1900. Dengang drev familien Keller både hotel, restaurant i Oberbergen og lavede også en smule vin. Det var dog Franz Keller, som i 1945 – efter anden verdenskrig – lagde grundstenen til det nuværende vinhus.

Under krigen havde han smagt en flaske 1928 Château Lafitte … og det startede en kæmpe passion for vine fra Bordeaux. Efter krigen startede han derfor – til stor modstand fra de lokale vinbønder i Baden – import af Bordeaux vine, som blev opbevaret i de 112 meter dybe, gamle hvælvede vinkældre/-tunneler bygget ind i klippen overfor hotellet og restauranten, som blev drevet af hans hustru Irma.

de-gamle-vinkaeldre-i-byen
Indgangen til den gamle vinkælder/-tunnel overfor hotellet

Franz Keller endte med at få succes som den største importør af Bordeaux vine i Tyskland og hustruen havde også succes, da restauranten på Schwarzer Adler i 1969 opnåede en Michelin stjerne.

Restauranten fik under sønnen Franz Keller Junior i starten af 1970’erne endda sin 2. Michelin stjerne og har lige siden 1969 – uden ophold – haft mindst 1 Michelin stjerne. I dag har restauranten fortsat 1 Michelin stjerne … helt fantastisk i en lille by som Oberbergen.

hotel-og-restaurant-schwarzer-adler
Det smukke gamle hotel og restaurant Schwarzer Adler

Siden 1990 har det imidlertid været Fritz Keller – søn af Franz Keller Junior – som har drevet vinhuset, og det er netop Fritz, som kan tilskrives den store succes. Han blev oprindelig kaldt rebellen fra Kaiserstuhl, idet han – stik med traditionerne i området – begyndte han – at beskære vinstokkene, reducerede udbyttet, stoppede med sødning af vinene og i stedet lavede tørre vine, hvor han anvendte barriques ved lagringen.

Siden er Fritz blevet anerkendt for hans arbejde og indflydelse som vinproducent i Kaiserstuhl, en virkelig ambassadør for vin fra Baden. Han har således opnået stor anerkendelse for sine vine og har også selv siddet 20 år som vicepræsident for sommelierforeningen og faghøjskolen for uddannelse af sommerlier.

Han er også tildelt Brilliant-Savarin udmærkelsen som en personlighed med afgørende indflydelse på vinindustrien i Tyskland samt en særlige pris for gæstfrihed og gastronomi. Derudover har han modtaget et trofæ fra Falstaff for hans livsværk som vinproducent. Rundt hos de andre vinproducenter i området kunne vi også høre, at der er stor respekt for Fritz Keller. Han har virkelig en stor del af æren for, at Kaiserstuhl i dag er et af de førende vinområder i landet.

Med baggrund i både gastronomien og vinkulturen har Fritz’ vennekreds da også omfattet personligheder som kokkene Paul Bocuse og Vincent Klink. Derudover har han i restauranten haft besøg af personligheder som den gamle tyske fodbold landstræner Sepp Herberger, politikere og ministre som Thomas Schäuble, Wolfgang og Walter Scheel.

Derudover har den gode Fritz siden 2010 været bestyrelsesformand for 2. Bundesliga klubben SC Freiburg … en passion, som han har arvet fra sin fader.

franz-keller-schwarzer-adler

I dag omfatter Franz Keller Schwarzer Adler fortsat en importforretning med eksklusive vine fra Bordeaux og Bourgogne, hotel, topmoderne vineri med fremstilling af flotte vine fra omkring 49 hektar vinmarker samt 3 restauranter, nemlig den et stjernede Michelin restaurant på Schwarzer Adler, Winzerhaus Rebstock samt en moderne restaurant i det nye vineri. Michelin restauranten skulle efter sigende have et af de største vinkort i hele Tyskland … vi så det ligge i receptionen … og det er stort!

De 49 hektar vinmarker omfatter markerne Oberbergener Bassgeige, Oberbergener Bassgeige Vum Kähner, Oberbergener Pulverbuck, Oberbergener Bassgeige Vum Schäfacker, Schlossberg, Eichberg, Kirchberg og Im Leh.

vinmarker-bag-franz-keller
Vinmarkerne bag vineriet

Siden 2014 har vinhuset været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikats – und qualitätsweingüter. Friedrich Keller fortalte under vort besøg, at det egentlig ikke skyldes et ønske fra deres side, men at VDP gerne ville ha’ Franz Keller Schwarzer Adler med i deres sammenslutning. Så i dag er huset således medlem af VDP.

Det nye vineri er også lidt af en historie … nærmest bygget ind i bjergsiden. Al produktionsudstyr er topmoderne og vinen kan vinificeres uden brug af pumper, blot via tyngdekraften. Vi drøftede, hvad opførelsen havde kostet … 50 eller 100 millioner, men billigt ser det bestemt ikke ud … men ganske imponerende.

Og vi fik fremvist vineriet, hvor alt er toptunet … lidt som på hotellet. Og overalt med Franz Kellers logo med den germanske ørn. Det er indstøbt i betonvægge, på mintpastiller, tøflerne på badeværelset …ja overalt. Gennemført. Jannick fremviste hele vinhuset, hvorefter Fritz’ søn Friedrich tilsluttede sig os i kælderen.

imponerende-produktionslokaler
Imponerende state-of-the-art vineri

lokalet-til-modtagelsen-af-druer
Rummet til modtagelse af druerne

udsigt-fra-1-sal-over-produktion-og-marker
Udsigten fra produktionslokalerne er betagende

jannick-viser-pressen
Her viser Jannick vinpressen til Houlberg

produktionsanlaegget
Ståltankene i kælderen

traekar-i-produktionen
Store fade lige foran Vinotheket

Der smagte vi først lidt hvidvin, men gik derefter over til nogle af husets fremragende Spätburgundere. Friedrich var både imødekommende, hjemmevant i kælderen og den bedste vært.

Han fortalte om de mange herlige vine, kravlede rundt på egetræsfadene og fandt nogle af de vine, som han mente vi skulle smage. Herlig oplevelse. Han inviterede os endda også på frokost på Rebstock, men det var vi nok en smule for beskedne til at tage imod … men sikke en gæstfrihed.

fuldt-op-med-barriquesVinkælderen med fade og barriques

to-vinnoerder-sammen-med-friedrich-keller
To glade danske vinnørder sammen med Friedrich Keller

friedrich-tager-fadproever
Friedrich finder spændende fadprøver

houlberg-smager-fadproever
Og Houlberg smager selvfølgelig gerne varerne

Efter smagningen i kælderen foreslog han, at vi oppe i vinotheket smagte samme vine, som vi havde smagt i kælderen … blot fra den tidligere årgange, som var flasket et eller to år tidligere. WTF … den var vi selvfølgelig friske på, høflige som vi er.

Smagningen oppe i vinotheket overlod han til Jannick, som fandt nogenlunde samme vine , som vi havde smagt nedenunder. Vi koncentrerede os dog om husets Spätburgunderne, men smagte også deres Franz Anton blend på Merlot og Cabernet Sauvignon. Vi fik også en god snak med Jannick, bl.a. om vore øvrige planlagte besøg, anbefalelsesværdige vinproducenter i området og vinfesten i Breisach am Rhein, som vi havde drøftet om at besøge samme aften.

lineup-af-vine
Lineup i Vinotheket under kælderbesøget

Vi nåede ikke at få et foto af Fritz … men fik et foto af hans flotte, gamle Mercedes cabriolet, som var parkeret udenfor vinhuset. Den var selvfølgelig bordeauxfarvet og passede som fod i hose til farverige Fritz Keller … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl.

Vi giver vores bedste anbefaling af vinhuset, som virkelig er et besøg værd.

fritz-kellers-bil-holder-strategisk
Fritz’ fede, gamle Mercer

friedrich-og-jannick-arbejder-for-sagen
Jannick og Friedrich kæmper for fadprøverne

houlberg-smagere-flere-fadproever
Og vi nyder det bare

jannick-haelder-op-for-houlberg
Totalt i orden

jannick-og-friedrich-i-kaelderen
Vi kom godt omkring de forskellige vine

jannick-og-friedrichHvilket herligt besøg

vinkaelderen
Stemning fra kælderen

aeldre-jubilaeumsfad
Et gammelt jubilæumsfad

Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen

Efter vores besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein – og er hurtigt splash and dash hos Weingut Georg Gustav Huff – satte vi kursen mod Kaiserstuhl … vores reelle destination for vores roadtrip.

Da Weingut Bernhard Huber imidlertid stod på vores ønskeliste over mulige vinproducenter, som skulle besøges under turen, og da Huber ikke ligger i Kaiserstuhl, men derimod Malterdingen i området Breisgau – lige øst for Kaiserstuhl på den anden side af motorvejen E35 – så kunne vi jo lige nappe et besøg der inden Kaiserstuhl. Praktiske er vi jo.

Temperaturen var ikke blevet mindre, så da vi nåede vingården i Malterdingen stod temperaturen på 35 grader og sol fra en skyfri himmel.

huber-udenfor

Her lige et par fotos udenfor Weingut Bernhard Huber.

huber-udenfor-ii

Huset har været ejet af familien Huber i flere generationer, men det var Bernhard Huber, som i 1987 sammen med hustruen Barbara begyndte at producere egne vine.

Weingut Huber var oprindelig ligesom de fleste andre familiebrug medlem af det lokale kooperativ, men Bernhard indledte et langsomt tilbagetog, da han overtog styret efter forældrene.

Bernhard plantede 10-15 Pinot Noir kloner fra Jean Luc Pascal i Puligny i Bourgogne, og sammen med de omkring 15 tyske kloner, som hans far tidligere havde plantet, så begyndte Bernhard at lave vin på samme måde som i netop Bourgogne. Dengang havde Bernhard alene 10 hektar vinmarker, en gammel vinpresse og 3 egetræsfade.

Men Bernhard Huber opnåede fantastiske resultater med sine vine og det var ikke tilfældigt, at han i branchen blev kendt som den tyske godfather af Pinot Noir, en af de helt store. Bernhard Huber blev bl.a. i 2008 udråbt som årets vinmager af Gault Millau. I 1990 blev han også af vinmagasinet Vinum kåret som nr. 1 i kategorien rødvin.

Da vingården fejrede sit 25 års jubilæum i 2012, havde Bernhard Huber vundet næsten alle de priser, som findes i Tyskland indenfor vin.

huber-smagelokalet

Her et foto fra smagelokalet … ikke fancy på nogen måder. På væggen er der et foto til minde af Bernard Huber.

huber-bernard-mindes-paa-vaeggen

Her mindevæggen for afdøde Bernhard Huber.

Og de røde vine fylder også godt på vingården, idet omkring 65% af husets i dag 26 hektar vinmarker er tilplantet med Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder.

Derudover er markerne tilplantet med Chardonnay, Weiß- und Grauburgunder, Auxerrois, Muskateller og Müller-Thurgau. De bedste marker er Malterdinger Bienenberg, Hecklinger Schlossberg og Bombacher Sonnhalde.

Vingården producerer årligt omkring 180.000 flasker vin.

Desværre gik Bernhard bort i juni 2014 efter et kort sygdomsforløb, idet han et halvt år forinden havde fået konstateret kræft. Men umiddelbart inden han døde, optog han en masse videoklip, hvori han gav sin viden og tanker videre til sin familie.

I dag driver hustruen Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn. Og hun forsøger på bedste vis at leve op til husets status … som vel næsten nærmer sig lidt kult.

Bernhard omtales da også ofte som “godfather of Spätburgunder” i Kaiserstuhl. Han var i øvrigt lidt af en ildsjæl, bl.a. meget aktiv i lokalsamfundet, og så tjente han 10 år i bestyrelse af det lokale Røde Kors.

huber-display-af-vine

Vi havde et herligt besøg på vingården, hvor vores værtinde fortalte om både vingården, men også meget om området og hvilke restauranter, som kunne anbefales. Hun havde 20 års erfaring indenfor restaurantbranchen og kendte alt til området.

Vi fik en kongelig behandling. Vi efterspurgte reelt blot at smage deres Spätburgunder, men endte med at smage det mest af sortimentet. Mange af Hubers Spätburgunder var udsolgt bl.a. samtlige Grosses Gewächs, men vi fik lov af smage prøver fra 2014 årgangen, som først frigives i november måned.

huber-smagsproeve-paa-kommende-frigivelse

Vi havde nok egentlig regnet med, at skulle ha’ lidt Spätburgunder med hjem, men endte med at købe en Weisser Burgunder, som vi fandt ret charmerende.  Vi smagte også en mousserende vin … en 2010’er Blanc de Blanc Brut Nature, som jeg aldrig havde hørt om, men som også smagte ret fantastisk.

Vi gik i fra vingården med godt humør, vin og en liste om anbefalelsesværdige restauranter i området. Bedre bevæbnet kunne vi vel næppe være.

huber-mousserende-vin

Besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein

Efter Nackenheim gik turen lidt mod syd … smukt med Rhinen på venstre hånd og markerne på Der Rote Hang på højre side … Niersteiner Pettenthal, Rehbach, Hipping … herlige navne for Riesling elskere som os. En tur i paradis. What’s not to like?

Vejret var lige så smukt … 35 grader, fuld sol og hvad er så bedre end at ankomme til Weingut Louis Guntrum, der ligger lige op til Rhinen og selvfølgelig udnytter denne unikke placering i deres Weingarten til bl.a. vinfester, grillfester og andre aktiviteter udenfor.

Vinhuset præsenterer sig da også på deres hjemmeside som Die Event-Location am Rhein, idet de indendørs lokaler med plads til 120 gæster bruges til firmafester, bryllupper og mange andre fester.

Guntrum gammel vinpresse

Når du kører ind til vinhuset, så møder du en gammel vinpresse under et gammelt træ … men så får derefter et fantastisk view udover Rhinen. VOW.

Weingut Louis Guntrum er et gammel familieforetagende, som har været ejet af Guntrum familien siden 1648, selvom vinhuset officielt er grundlagt i 1824 af Louis Philip Guntrum, som vineri, værtshus og postholder. En postholder var typisk en person, der efter en aftale med det officielle postvæsen stod for befordringen af breve og pakker.

Under den franske revolution måtte familien Guntrum flygte til Beinheim på den anden side af Rhinen, men vendte hjem i 1909 og grundlagde vinhuset, som det er kendt i dag.

Guntrum view over Rhinen

Selve ejendommen er bygget i 1923 og var i februar 1945 under anden verdenskrig besat af den amerikanske general Patton … både villa og vineri. Måske har den gode general også nået at nyde nogle af husets dejlige vine.

I dag drives huset af 11. generation af Guntrum familien i form af Louis Konstantin Guntrum, som samlet laver vine fra 11 hektar egne marker samt fra opkøbte druer. Samlet laver huset 6.000 kasser vin fra egne marker og ikke mindre end 60.000 kasser vin fra opkøbte druer.

Vinhuset laver bl.a. vine fra kendte marker som Niersteiner Ölberg, Orbel, Bergkirche, Pettenthal, Renbach og Paterberg samt Oppenheimer Sackträger, Schützenhütte, Herrenberg, Kreuz og Güldenmorgen.

Guntrum indgang og vinmarker

Vi havde et forholdsvis kort besøg hos Weingut Louis Guntrum, hvor vi alene smagte nogle få vine, specielt husets Lagenweine, som er særdeles flotte … specielt i forhold til priserne. Vi forelskede os primært i deres Oppenheimer Sackträger Riesling Trocken, som vi smagte i både årgang 2014 og 2015.

Jeg smagte selvfølgelig også deres Spätburgunder og endte med at købe primært Oppenheimer Sackträger Riesling Trocken samt deres Spätburgunder samt en lille herlig 2013 Blanc de Noirs Trocken, direkte presset på Spätburgunder. Den drak jeg og konen i øvrigt i går, så den vil være næste vin på bloggen.

Guntrum udenforHerligt sted til vinfester.

Guntrum et kig ind til vineriet
Et kig ind til vineriet.

Guntrum indenfor
Smagelokalet med et blik til de gamle forfædre ovenpå reolen.

Guntrum Jan kigger interesseret
Jan lader sig friste af de herlige vine.

Guntrum smagelokalet
Endnu er blik ind i smagelokalet.

Guntrum Rhinen
Vi slutter selvfølgelig med et view over Rhinen

Besøg hos Weingut Gunderloch i Nackenheim

Den første producent, som vi besøgte på vores vinøse roadtrip blev det klassiske vinhus Weingut Gunderloch, som ligger i den lille by Nackenheim … ja faktisk på torvet, som hedder Carl Gunderloch Platz.

Vi havde egentlig alene Kaiserstuhl som målet for vores forlængede weekend i vinens tegn, men Jan ville gerne forbi Nierstein for et splash and dash besøg slash vinkøb hos både Weingut Guntrum og Georg Gustan Huff og den var jeg absolut med på. Så kunne vi samtidig besøg Gunderloch, som jeg havde hørt meget godt om. Og så gjorde vi selvfølgelig det.

Vi blev varmt modtaget af Johannes Hasselbach … søn af Fritz Hasselbach og hans hustru Agnes Hasselbach-Usinger, der er ejer af vinhuset. Han var dog travlt optaget af en større ombygning, idet Gunderloch er i gang med at udvide med større vineri og smagelokaler. Hele gårdspladsen var fyldt med maskiner, byggematerialer og folk i fuld sving.

Johannes deltog selv i byggearbejdet og viste os, hvor udvidelse skulle ligge bag den eksisterende bygning. Der havde de købt en naboejendom og revet de gamle bygninger ned. Nu havde de støbt sokkel og var i gang med at sætte vægge op. Johannes skulle af sted for hente et eller andet til byggeriet, så han overlod præsentationen af vinene til en af hans medarbejdere.

Gunderloch smagelokalet II

Weingut Gunderloch er et ældre vinhus, grundlagt tilbage i 1890 af bankmand en Carl Gunderloch. Han kom fra Gundersheim og købte ejendommen af Cistercienserklosteret Dalheim i Mainz sammen med bl.a. parceller på den fremragende mark Nackenheimer Rothenberg på Der Rote Hang.

Efter hans død blev boet delt blandt hans to døtre, og Agnes Hasselbach-Usinger er 5. generation derfra. Og det gør dermed Johannes til 6. generation sammen med hans to søskende.

Gunderloch er i dag et velanerkendt vinhus og det skyldes i høj grad Fritz Hasselbach, som har formået … ja dels at lave fremragende vine, men også markedsføre huset overfor pressen. Derudover har Fritz løbende udvidet bl.a. med købet af Weingut Balbach, hvorved han også fik parceller på markerne Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Hipping.

Gunderloch en af mange priser

I dag har huset sammenlagt 24 hektar … og omkring 85% er Riesling, og derudover Silvaner, Gewürztraminer samt Spätburgunder. Derudover har de ganske lidt Weissburgunder, Grauburgunder, Sauvignon Blanc og Portugieser. Og ud af de 24 hektar er 4,5 hektar på topmarken Nackenheimer Rothenberg,

Under vort besøg smagte vi lidt forskelligt fra huset … ja faktisk fra begge huse, idet Gunderloch rent teknisk er opdelt i to firmaer, nemlig Weingut Gunderloch og Carl Gunderloch Weingutsverwaltung, hvor sidstnævnte ikke er medlem af VDP og producerer billigere vine, hvor de gængse regler under VDP ikke nødvendigvis skal efterleves.

Gunderloch smagelokalet

Vi startede med den billigste Red Stone Riesling fra Carl Gunderloch Weingutsverwaltung sortiment, men kom også omkring nogle af de bedste tørre GG vine fra både Nackenheimer Rothenberg samt Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Hipping.

Vi hørte også om Gunderloch spændende samarbejde med andre vinproducenter, hvor de forsøger at vinifere vine fra hinanden … altså tager druer fra samme mark hos hinanden og så hver især vinificerer for at se effekten af de forskellige kældre.

Vi hørte også om deres forsøg med at presse druerne i marken for at undgå effekt af bakterier i kælderen … altså på helt gammeldags manér at trappe druerne direkte i vinmarker. Generelt lød til det, at Johannes var meget interesseret i at eksperimentere.

Gunderloch god service

Deres Spätburgunder skulle vi selvfølgelig også smage, og vi endte med at købe lidt forskelligt fra huset. Det skal jeg selvfølgelig nok anmelde, når jeg åbner flaskerne.

Gunderloch Hipping marken

Her et foto af Grosse Lage marken Niersteiner Hipping.

Fuld gas på Gastronomé … og opvarmning på S’vinbar

Gastronomé i Århus drives af de to århusianske kokke Søren Jakobsen og William Jørgensen, der siden 2004 med stor succes har drevet gourmetrestauranten Det Gamle Mejeri ved Vilhelmsborg i Mårslet. Nu er de rykket ind i Århus centrum med deres gourmetrestaurant, som jo netop i år har fået en stjerne i Michelin Guiden.

Jeres flittige vinblogger har nu – i videnskabens tjeneste – besøgt Gastronomé for at tjekke, om den Michelin stjerne nu også er fortjent, men selvfølgelig også for at undersøge, om en Michelin restaurant serverer ordentlig vin. Det er jo en vinblog! Vi havde samlet et crew på alt 11 personer og bestilt plads på restauranten samt Fuld Gas inkl. vinmenu … og det vender jeg selvfølgelig tilbage til. Men vi havde også – naturligvis – bestilt bord på S’vinbar til en let opvarmning på stedet.

Afgang til Århus med tog … og til turen havde jeg – som på sidste tur til Århus – bidraget til festen ved at medbringe en flaske, som vi meget passende kunne dele i toget … sådan varme ganerne lidt op til S’vinbar, som netop denne dag havde Riesling Week, en stor Riesling smagning, som dog ville være færdig, inden vi ville nå den charmerende vinbar.

Jeg havde valgt en flaske 2013 Riesling Pettenthal *** fra Weingut Georg Gustav Huff i Rheinhessen, og møjsomt endda købt en stak plastikkrus af mærket Seven Eleven fra DSB kiosken, som åbenlyst ikke længere er en traditionel kiosk. Det betød dog, at der var en lille skvis plastikkrus Riesling til alle … ikke meget, men nok til i passende stemning at sende os i retning mod Århus.

We Love Riesling
S’vinbar … byens bedste vinbar, som suverænt styres af Sabina inkl. staff nåede vi snart, og fik os bænket på de reserverede pladser. Pigerne var stemt for lidt rosé og mændene for lidt Riesling, da der nu engang var Riesling Week på vinbaren. Så vi bestilte en flaske af hver, først en flaske pivfræk Pornfelder … en rosé lavet på Portugieser og Dornfelder samt en flaske 2012 Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein.

Vi havde den søde Karina som værtinde, og hun sørgede for perfekt temperering af vinene. Og hvor er de altså dygtige og imødekommende de to piger, som begge er sommelier … så klart et af de bedste steder i Århus. Sådan er det bare. Stemningen er bare så hyggelig og uformel, mens kompetencen på det vinøse er helt i top. Her får du vine med kant – hvis du er til det – eller vine, som bare passer til, hvad du bedst ka’ li’. S’vinbar har det hele.

Denne aften valgte vi helt straight forward uden kant, nemlig vinene:

Som nævnt havde S’vinbar netop haft Riesling smagning … ja faktisk var den sluttet kun en halv times tid før vi ankom, så der var enkelte flasker i overskud, som kunne købes, bl.a. lidt Thanisch og den eminente Egon Müller. Fristende af helvede til … men vi holdte os til de bestilte vine … vi skulle jo snart videre til Gastronomé.

Steming på Svinbar
Gert havde med usvigelig og nøjagtig sikkerhed regnet ud, at der var 6 minutters gang fra S’vinbar til Gastronomé, så præcis 18.39 satte vi kurs med den nyligt Michelin-kårede restaurant, hvor vi blev pænt taget imod og anbragt i kælderen, hvor der allerede var gjort hyggeligt klar til os, og med Max H inkl. følge direkte ankommet, så var sjakket helt og festen kunne begynde … so to speak.

Menukortet byder på 3 muligheder;  halv gas, fuld gas eller Chef’s Table. Vi havde valgt at give den fuld gas, hvilket betyder 8 retter og samtidig selvfølgelig fuld vinmenu, altså vinene tilpasset hver ret. Sådan skal det være … skal der være gas, så skal det være fuld gas. Intet mindre, selvom vi dog sprang en velkomst med mousserende vin og snack over. Vi tænkte, at med 4 vine i bagagen allerede og 8 i vente, så måtte vi vise en vis afholdenhed.

Menuen for aftenen inkl. de ventende vine så sådan her ud:

Menukort
Som de kvikke bloglæser måske allerede har observeret, så ventede der dog ikke 8 vine … men alene 7. Det var dog til at leve med, da menukortet så rigtigt spændende ud. Vi startede med en amuse … det som på rigsdansk hedder en appetizer. Faktisk findes ordet amuse ikke i den danske ordbog … men på engelsk betyder det jo at skabe opmærksomhed … så vi fik lige opmærksomheden skærpet med denne lille ting.

Amuse: Pighvar-tatar pakket i rødbede med safranolie, gule sennepsfrø og rød skovsyre

Pighvar-tatar
Smukt og amusing … vinmæssigt bakket op af en Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie fra vinhuset Vignobles Chéneau … en vin, som også skulle nydes til den efterfølgende ret. Derudover – og måske endda vigtigere – så blev retten også understøttet af 3 forskellige hjemmelavede brød og et lidt forskellig smør, hvoraf den ene var lavet på brunet smør.

Brød i 3 varianter

Brunet smørcreme

Torskekæber – æggeblomme – agurk – silderogn fra Skagen

Torskekæber
Første ret ud af aftenens 8 retter, og imponerende flot i anretning. Smagte rigtigt meget af agurk … og jeg synes nok, at agurken totalt overtog smagsindtrykkene. Fedme og aromaen af lidt nødder fra vinen passede dog fint til retten. Men denne ret var jeg bestemt ikke oppe at ringe over.

Havtaske – blomkål – ærter – chokonibs

Havtaske blomkål ærter
Videre til næste ret – havtaske med blomkål, ærter og chokonibs … hvor sidstnævnte faktisk gav fin kant på retten. Igen smukt anrettet, selvom jeg fortsat ikke forstår, hvorfor maden skal ligge helt ude i siden af tallerken. Har efterhånden set det mange steder … og selvom det helt sikkert er moderne, så forstyrrer det sgu … men WTF jeg er jo også lidt gammeldags.

Til retten fik vi lidt syre med en Sauvignon Blanc fra Klein Constantia … okay, uden at imponere. Lidt et kedeligt valg, hvis jeg skal sige min ærlige mening.

Hjertemuslinger – majs – caviar

Hjertemusling majs caviar
Smuk og stringent anrettet … og som foregående ret med lidt skum på toppen, pænt suppleret af en skare af tjenere med små kobbergryder. Jeg elsker muslinger, så dette var bestemt en ret for mig … dog er jeg satans træt af majs, hvilket så trækker den anden vej. Mener også, at der var en smule popcorn på toppen. Dét mener jeg til gengæld ikke hører hjemme i en ret.

Vinmæssigt røg vi dog lidt op i niveau, nemlig med en ganske elskelig VVV Valleys Douro White fra vinhuset Quinta Vale D. Maria, som jeg tidligere har smagt fantastisk vin fra … og skrevet om her på bloggen. Det 3 V’er henviser i øvrigt til de 3 dale, hvorfra druerne til vinen kommer … og alle lokale druesorter fra Douro området.

Hvide asparges – brunet smør – pecannød

Hvide asparges
I mine øjne aftenen bedste ret … elsker hvide asparges og her blev de på bedste vis akkompagneret af brunet smør, pecannødder og andet godt. Kan ikke huske de andre ingredienser, men det smagte altså herregodt. Vinmæssigt helt korrekt – næsten efter forskrifterne – suppleret med godt Muscat og selvfølgelig fra Alsace. Sådan skal det være. Klasse.

Duroc nakke – persillerod – sennep – gryn

Duroc nakke
Duroc nakke … nu dukker Duroc grisen sgu op igen. På Fusion i Ålborg fik vi svinebryst fra en Duroc gris, og nu dukker denne lille gris sgu minsandten op igen. Duroc-svin er en amerikansk svinerace … en slags basisrace, som benyttes til krydsninger indenfor svineavl. Duroc grise er rødbrune, muskuløse og har nedadstående ører og med et roligt temperament.

Det rolige passer også til denne ret … stegt/braiseret ala slow food … helt fuldstændig mørt sammen med persillerod, sennep, gryn samt en lille tallerkensmække på toppen. Ganske okay samt med god kraft. Vinen passede fint, den vel efterhånden noget kendte Petalos del Bierzo fra den spanske storchamøre Alvaro Palacios. Den har vi smagt en del gange … fik den bl.a. til hovedretten på Mefisto, også i denne 2012 årgang.

Kalvemørbrad – hale – ramsløg – fermenteret hvidløg

Kalv haler ramsløg
En lidt mere traditionel ret … kalvemørbrad, som var sindssyg mør. Fint tilbehør og lækkert med de fermenterede hvidløg i kombi med ramsløg, selvom den gode Hr. Hansen – som har det lidt svært med hvidløg – havde sit besvær. Men det smagte bestemt godt, selvom det måske ikke var verdenens mest innovative ret. Igen kom de små kobbergryder i spil til saucen.

Retten blev fint akkompagneret med god Rhône vin … der går man sgu aldrig helt galt, og denne Côtes du Rhône Cuvee Romanaise fra Domaine Fond Croze var bestemt i orden og samtidig en vin, som jeg aldrig tidligere havde smagt.

Appelsin – kumquats -tonkabønne

Appelsin kumquats tonkabønne
Ret nr. 7 … så var vi nået desserten, eller i hvert fald 1 af slagsen … lidt syrlig appelsin, skal fra kumquat og så tonkabønner. Ovenpå lidt sprød gitter af noget sukker af en slags. Tonkabønne … den var jeg sgu ikke lidt helt spids på. Hvad fanden er det for en størrelse? Den bruges åbenbart som en ingrediens i parfumer, men kan – heldigvis – altså også spises og bruges typisk i stedet for vanilje.

Tonkabønnen er lykkebringende og det forlyder, at hvisker du dit højeste ønske til tonkabønnen, kaster den på jorden og træder på den, så går det i opfyldelse. Måske skulle kokkene ha’ gjort dette i stedet, for retten var syrlig og sagde ikke mig alverden. Det gjorde det ikke bedre, at der ikke var vin til retten, men en underlig kok te … lavet på grøn og sort te. Arghhhhh.

Rabarber – skovmærke – brændt hvid chokolade

Rabarber skovmærke
Vi sluttede med lidt is … det kan jo ikke gå helt galt, her sammen med lidt rabarber og knas samt brændt hvid chokolade. Det var en fin afslutning, igen dog uden helt at dupere mig. Vi fik lidt sødt og hvidt italiensk, en Passito Monastero Bianco fra vinhuset Azienda Agricola Monte del Frà .. en lidt kedelig sherryagtig sag.

Samlet kom listen af vine til at se sådan her ud:

Der er selvfølgelig links til beskrivelser og anmeldelser af vinene – både fra S’vinbar og Gastronomé.

Konklusion

Gastronomé var en dejlig oplevelse … men i forhold til mine forventninger, så er jeg måske en anelse skuffet. Havde forestillet mig, at en Michelin restaurant var mere innovativ og retterne mere spændende. Og selvom servicen var helt i top, så gik jeg alligevel fra restauranten uden det forventede WAUW. Det var en stabil præstation, men uden at imponere.

Skal jeg sammenligne med min bedste restaurantoplevelse … gourmetaften på Bryghuset Vendia i Hjørring, så ligger Gastronomé – i mine øjne – en del lavere end Vendia, som imidlertid ikke har Michelin-stjerne. Der er maden mere innovativ, smagsoplevelsen større og vinvalget også mere udfordrende og kantet. Men sådan er der jo så meget. Vi blev mætte, fik en god oplevelse og habile vine.

Vi slutter selvfølgelig med et par stemningsfotos fra aftenen:

Hygge på Svinbar
Vi hygger os på S’vinbar … her med Riesling i glasset. Riesling Rules

Fruen ser tilfreds ud
Min dejlige ægteviv

Klar til kamp
Her har vi sat os til bords på Gastronomé og er klar til kamp

Godt med vine
Der er vine alle vegne i kælderen på Gastronomé … man kan nærmest kalde det en vinkælder

Stemning i kælderen på Gastronome
God stemning i kælderen på Gastronomé

Mere stemning
Mere stemning

Restaurant Gastronome
En god aften på Gastronomé er slut … godnat og sov godt

Rhôneaften m/Matthieu Perrin … ved kaptajnbordet på Fusion

Torsdag den 31. maj 2016 drog jeres flittige vinblogger med De Danske Statsbaner til 9000 Aalborg … helt præcist mod Restaurant Fusion, hvor jeg havde sat min gode vinbuddy Gert E stævne. Vi havde tilmeldt os en vinsmagning med overskriften Rhôneaften på Fusion. Det dækkede over, at Sigurd Müller Vinhandel havde fået Matthieu Perrin fra Famillie Perrin/Château de Beaucastel til Danmark for – for første gang – at præsentere deres nye projekt, nemlig Provence vinene fra Domaine Miraval, der ejes af Angelina Jolie og Brad Pitt, men vinificeres af Perrin.

Rhoneaften på Fusion

Fusion ligger helt fantastisk … lige ved havnefronten med udkig til Limfjorden. Vel arriverede fik vi stukket et glas hvidvin i hånden ,,, Angelina og Brads hvide Miraval Blanc Coteaux Varois i en frisk årgang 2015. Derefter satte vi os til bords, Vores ry eller rygte må ha’ ilet i forvejen, for vi kom til at sidde ved kaptajnbordet … eller i hvert fald det bord, hvor alle ping’erne sad. Sådan skulle det vel også bare være?

Så der i det nordjyske sad vi således til bords med aftenens hovedperson Matthieu Perrin fra Beaucastel, vinskribenterne Jørgen la Cour-Harbo samt René Langdahl Jørgensen … kendt fra henholdsvis Nordjyske Tidende og Gastro, ejeren af Sigurd Müller Vinhandel, den altid sjove Ib Bergkjær samt et par underholdende herrer, som lød til at være stamkunder hos Sigurd Müller Vinhandel og vidste en del om vin.

Med andre ord sad vi helt perfekt. Måske skyldes det, at vi behændigt havde hængt vores jakker ved netop dette bord inden den hvide velkomstvin. Og vi glemmer så den emsige (og småsure) dame, som forsøgte at flytte Gert E’s taske fra den stol, han havde reserveret. Den gik ikke … bordet var ikke reserveret, og vi endte med denne heldige placering lige i orkanens øje.

Miraval Blanc
Ib Bergkjær startede med at byde velkommen … selvfølgelig med en speciel velkomst til Matthieu Perrin. Derudover takkede han Ving – ejeren af Fusion – for at hjælpe med arrangementet til en fornuftig pris. Jo jo … vi var jo kommet til Nordjylland. Til dén pris mente Ib, at appetizerne måtte være meget små … og de var de også. Men det er appetizers vel egentlig altid.

Ellers gav han ordet til Matthieu Perrin, som startede med at fortælle lidt om familien Perrin, Château Beaucastel og selvfølgelig også om deres samarbejde med Angelina Jolie og Brad Pitt om vinene fra Miraval. Derudover præsenterede Matthieu også hver vin, som i løbet af aftenen blev serveret. Jeg vil ikke her gengive noget af det, som Matthieu fortalte eller fortælle en masse om vinhusene, deres historie eller om vinene. Det vil jeg gøre i de kommende indlæg om vinene.

Der var allerede lagt en lille folder ved hver plads, hvor vi kunne se, hvilke vine vi skulle igennem. Udover at smage på et par vine fra Miraval, så skulle vi smage et par stykker fra Le Crus serien hos Famille Perrin og selvfølgelig slutte med nogle af vinene fra Château Beaucastel. Samlet skulle vi igennem 7 vine … ganske passende. Her er lige listen over vinene:

Links følger i løbet af kommende uge med beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Menukort

Madmæssigt blev det også rigtigt godt. Ving havde valgt et par retter fra maj måneds menukort, nemlig

  • Appetizer; Saltet ørred med mango
  • Forret; Tataki tun med grøn karry sorbet, miso & ponzu
  • Hovedret; Duroc svinebryst & grisehaler med røget smør og 7 spice

Saltet ørred med mango

Saltet ørred med mango
Fin lille start … og ja, meget lille. Saltet ørred med gul tomat og mango. Så var vi da i gang.

Tataki tun med grøn karry sorbet, miso & ponzu

Tataki tun
Denne forret var simpelthen himmelsk. Rå tun med grøn karrysorbet, en rulle med teriyaki creme. Fisken var blød, kold … helt fantastisk. Miso og Ponzu lyder som en japansk pop-duo, men Miso er en slags koreansk kornpulver, som er fremstillet af en kombination af 7-10 forskellige kerner korn, mens Ponzu er en citronbaseret mørk sauce, som anvendes i det japanske køkken. Hvordan de indgik ved jeg ikke, men godt smagte det.

Duroc svinebryst & grisehaler med røget smør og 7 spice

Duroc svinebryst
Enkelt, men flot ret. Svinebryst, godt ristet/grillet på begge sider … god med smag.

Matthieu Perrin ... 5. generation på Beaucastel
Vi fik også en snak med Matthieu Perrin og nogle af de andre ved bordet. Sammenlagt en rigtig stille og hyggelig aften. Vinmæssigt var højdepunkterne selvfølgelig de to Châteauneuf-du-Pape vine, men også vinen Vinsobres Les Cornuds var rigtig god … specielt i forhold til prisen. Ib Bergkjær tilbød 20% rabat, og det satte også gang i bestillingerne.

Matthieu Perrin

Godt selskab ved bordet

Haspa Marathon Hamburg und zweimal Weinbar – igen

For tredje år i træk – dreimal – har jeres kære og flittige vinblogger været rundt i hansestaden Hamburg, både på løbeben på kongedistancen ved året Haspa Hamburg Marathon og derudover selvfølgelig med obligatoriske besøg på vinbarer. I jeres tjeneste naturligvis. Hvad gør man ikke for trofaste læsere.

31. Haspa Hamburg Marathon 2016

For hvis det ikke var for at få et påskud til at besøge vinbarer og drikke tysk vin, hvorfor skulle man så ellers kæmpe sig igennem 42 lange kilometer sammen med omkring 20.000 storsvedende mennesker – primært tyskere, masser af danskere samt en lille gruppe små afrikanere – som altid ligger forrest og jeg aldrig ser skosålerne af?

Men det er åbenbart på, én eller anden – sygelig – facon, nærmest vanedannende og denne 31. udgave af Haspa Hamburg Marathon er således også min tredje maraton i træk, siden jeg startede med at løbe for knap 4 år siden, Ja, men kan vel nærmest kalde det en tradition, selvom man hvert år over målstregen lover sig selv, at dette gør jeg sgu aldrig igen. I hvert fald en lille tradition. Og i den kategori er besøg på vinbarer efter løbet også blevet en lille tradition.

I år var anderledes ved, at jeg havde et kæmpe crew af egne cheerleadere med, nemlig i form hele der ganzen familien, lige fra meine schönen frau, børn, svigerbarn og børnebørn … 10 mand m/k høj med yngstemand på 3 år i spidsen til at heppe på morfar. Et skønt, kønt og engageret heppekor af 1. grad. De havde også i starten af året – kærligt – presset mig til at tilmelde mig dette maraton. Og i et svagt øjeblik havde jeg – som årene før – overvurderet egne evner og tilmeldt mig … og så fanger bordet pludseligt.

Jeg havde gennemført det sædvanlige træningsprogram op til maratonet, bl.a. med halvmaraton 7 weekender i streg, men havde ikke haft de obligatoriske længere distancer og følte ikke formen så god som sidste år. Og det slog også igennem på tiden, som blev omkring 10 minutter ringere end sidste år … måske også hjulpet af, at hele jeg og hele familien vandrede Hamburg City tyndt om lørdagen. Måske 23.130 skridt dagen før en maraton var en smule for ambitiøs for mine små ben?

Men jeg nød mit tredje maraton og kom igennem … eller nød det nu så meget som muligt, når ens ben de sidste kilometer skriger STOP og kroppen nærmest skriger af smerte og udpinelse. Det er en helt fantastisk oplevelse at løbe sammen med så mange løbere. Specielt starten er fantastisk … og selvfølgelig at løbe over målstregen med hænderne knyttet, mens man næsten skriger; Jeg gjorde det sgu.

Nå, men nok snak om løb. Mellem mine 95.042 skridt i løbet af den forlængede weekend i Hamburg fik jeg besøgt 2 vinbarer, men nåede desværre ikke så mange vine, som tidligere år. Kun to vine. Sørgeligt. Beklager … det skal jeg selvfølgelig nok gøre bedre en anden gang, hvis der bliver en sådan.

Første vinbar blev Der Bocksbeutel in den Colonnaden, hvilket – som navnet antyder – er en lille vinbar/vinothek/weinstube, som udelukkende serverer og sælger vine fra Franken området og jo også er opkaldt efter den lille buttede flaske fra området. Stedet er ganske lille og intimt, så det kan være svært at finde en siddeplads, men der er sgu meget hyggeligt.

Der Bocksbeutel
Den lille vinbar Der Bocksbeutel syner ikke af meget udefra … udover god stemning.

God service inde på Der Bocksbeutel
Der er ikke megen plads, men servicen er helt i orden.

Colonnaden er en skøn gågade med små, sjove butikker, spisesteder og god stemning. Betjeningen i vinbaren er i top, og alle vinene kan købes pr. glas, flaske eller mitzunemen. Vi nøjedes med et glas Spätburgunder … ja, hvad ellers? Og det var med god vejledning fra den søde pige bag baren. Det var vinen:

Jeg har selvfølgelig linket til både beskrivelse og anmeldelse af vinen, men umiddelbart en rigtig Franken Spätburgunder med lidt kant, parfume og kraftig elegance.

Om aftenen var ungerne flade, så jeg hev fruen hen på NEUMANNs | Bistro & Weinbar, som jeg også har besøgt de to foregående gange, hvor jeg havde løbet maraton i Hamburg. Det er en moderne og super vinbar, som jeg er helt pjattet med. Selvom vi ikke var specielt sulte, så valgte vin en omgang Auswahl für zwei Personen.

Neumanns - ren hyggestemning udefra
Hyggeligt ser det ud … og Neumanns får klart bedste anbefaling herfra … også selvom de ikke har Spätburgunder på vinkortet.

Det er en tallerken/fad med husets bedste skinker og salamier, silketyndt skåret på en “state-of-the-art” pålægsmaskine. Hertil fik vi godt, hjemmebagt brød, diverse oste, oliven, kapersbær, cornichoner, figen- og orangesennep. Weltklasse … virkelig godt. Perfekt til vin, men vi nøjedes med at dele én flaske, nemlig lidt Weißburgunder i form af denne vin:

Jeg har tidligere smagt Spätburgunder fra Laible, og det er en rigtig god producent, så denne Weißer Burgunder var et fremragende valg og lige, hvad vi trængte til. Saftig bandit, herligt læskende med en vis sødme og lidt bitterhed til sidst.

Neumanns
Neumanns Bistro & Weinbar.

Charcutteri og ost
Hustruen min foran et fad med charcutteri, ost og andre gode sager.

Skinkerne skæres silketyndt
Vi sad lige ved siden af baren, hvor charcutteri, oste og de andre gode sager gøres klar til os.

God vin - her fra Alexander Laible
Her nydes Weißer Burgunder fra Weingut Alexander Laible.

Mere stemning på Neumanns
Sidste stemningsbillede fra Neumanns.

Derefter var der sgu ingen energi tilbage i det gamle Duracell brunstensbatteri, så da vi havde kæmpet os igennem charcutteri, oste og havde tømt flasken, så vi luskede hjem til vore knægte på hotellet. Totalt game over fra jeres flittige vinblogger, som på sådan en herlig søndag nåede 42 kilometer og zweimal weinbar. Men det var vel heller ikke helt ringe? Jeg var i hvert fald træt og zufrieden.

Som sidst slutter jeg selvfølgelig med et par fotos fra en herlig weekend:

Forårsstemning i Planten und Blumenpark
Foråret starter bare lidt tidligere i Hamburg.

The Best Crew Ever
The Best Crew Ever … søde, skøre og kære mennesker.

Medaljen 2016
Årets bevis på gennemførsel af Haspa Marathon Hamburg.