Kategoriarkiv: Store oplevelser

Andre smagninger

Houlberg tester en hel røvfuld bourgogne vine

Man siger altid, at man ikke kan få ordentlig bourgognevin til fornuftige menneskepenge. Men er det nu også sandt? I hvert fald har COVID-19 pandemien skubbet noget til den påstand, da mange producenter i Bourgogne er presset og derfor har solgt vine under de normale markedspriser for at skaffe likviditet.

En af de danske importører, som har opdaget dette er Supervin i Hjørring. De har indkøbt en række vine fra kældre i Bourgogne til fornuftige priser … 65.000 flasker, hvilket ifølge de gæve nordjyder fylder 7 hele lastbiler. Det er et hav af små restpartier fra kendte og mindre kendte producenter og vine fra Pommard, Volnay, Gevrey-Chambertin, Santenay, Meursault, Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet og mange flere appellationer … alle navne, som klinger sødt hos alle bourgogneelskere.

Og nu sælger Supervin så de vildt mange vine på tilbud og udfordrer dermed samtidig også påstanden om, at bourgognevine altid koster alt for meget. Og de har skam også sendt nogle af vinene til test hos den altid flittige vinblogger og det er nemlig disse:

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Andre smagninger

Virtuel Master Class med ungarske vine

I starten af februar fik jeg fra den ungarske ambassade en invitation med teksten; The Embassy of Hungary is pleased to invite you to an exclusive online Master Class, where a selection based on Hungarian red varieties will be presented.

Og I kender jo efterhånden den flittige vinblogger, der altid er nysgerrig på at opdage nye dele af vinverdenen og smage nye vine, så derfor tilmeldte jeg mig selvfølgelig til smagningen, hvor man skulle smage 6 forskellige vine fra Ungarn.

Bevares … jeg har da smagt vine fra Ungarn før og vel også anmeldt 14-15 vine her på bloggen allerede. Men min viden om Ungarn som vinland er nok meget naturligt lidt begrænset, så derfor gav det selvfølgelig god mening at deltage i denne Master Class.

Og jeg fik da også efter tilmeldingen en ganske høflig bekræftelse med, at de … with the help of couriers, we will be able to send you the samples prior to the online Master Class.

Så et par dage inden fik jeg tilsendt linket til selve Zoom Master Class webinaret og samtidig kom prøverne også med posten … 6 små plastik uringlas med de 6 vine. Jeg havde måske forventet 6 flasker, men de små prøver var faktisk tilstrækkelig til, at man lige kunne smage den enkelte vine. Tjek ved det.

Master Class webinaret

Den eksklusive online Master Class blev startet af Zsófia Elek fra ambassaden. Hun bød os alle velkommen … og vi var vel samlet lidt over 40 deltagere, hvilket også omfattede enkelte af de vinmagere, som vi skulle smage vine fra.

Selve webinaret skulle ledes af Dr. Dip.WSET og vinkonsulent Mihály Konkoly, men inden han fik ordet, så fik vi også lige velkomst fra Mihály Fekete, der ejer vinforretningen Wine & Spirit Store, der forhandler ungarske vine og havde stået for fremsendelse af vinene, som vi skulle smage i denne Master Class.

Men derefter gik ordet over til Mihály Konkoly, som indledte med at fortælle lidt om Ungarn som vinland og de forskellige vinregioner og vindistrikter. Det var også Mihály Konkoly, som skulle guide og igennem de 6 smagsprøver, som jeg havde modtaget.

Men lad os først se lidt nærmere på Ungarn som vinland.

Vin i Ungarn

Ungarn er opdelt i 6 store vinområder, som samlet består af 22 vinregioner Denne aften skulle vi dog kun smage vine fra 3 af disse 22 regioner, nemlig Eger, Villány og Szekszárdi.

De 6 vinområder er Balaton, Pannon, Duna, Felső-Pannon – også kaldet Nord Transdanubien – Felső-Magyarországi, der vel blot til dagligt kaldes den øverste ungarske vinregion, hvor vi bl.a. finder vinregionen Eger – og så tilsidst Tokaj.

De mest kendte af de 22 vinregioner er nok Tokaj, Eger, Balaton, Szekszárd, Villány, Sopron og Etyek, mens de største er Kunság med 21.000 hektar vinmarker, Mátra med 6.600 hektar, Tokaj med 5.800 hektar og Eger med 5.700 hektar.

Samlet er der i hele Ungarn 65.395 hektar vinmarker, hvoraf 70% af hvide druer, hvorfor der således helt klart produceres mest hvidvin i Ungarn … selvom vi til denne Master Class alene skulle smage nogle af deres rødvine.

Den samlede produktion var i 2019 på 2.743.175 hektoliter vin … og det bliver da til nogle flasker, hvilket er fordelt på både kendte samt mange lokale sorter. De mest udbredte hvide sorter er:

De mest udbredte røde sorter er:

De 6 ungarske vinprøver

Mens vi så løbende smagte vinprøverne, så guidede Mihály Konkoly os igennem vinene fra de 3 vinregioner og fortalte samtidig lidt om de enkelte regioner.

Eger

Vinregionen Eger ligger i der øverste ungarske vinområde Felső-Magyarországi. Det er et koldklima område med vel omkring 5.335 hektar vinmarker og det område, som er kendt for Egri Csillag, som er en hvidvine lavet på et blend af forskellige druer, samt rødvinen Egri Bikavér, der også populært kaldes tyreblod.

Ingen af disse skulle vi dog smage, men derimod disse to:

Villány

Vinregionen Villány ligger i vinområdet Pannon i den sydligste del af Ungarn, hvor klimaet svarer mere til det sydlige Middelhav, hvorfor er også dyrkes mere rødvin der end typisk i andre områder.

Der er samlet 2.483 hektar vinmarker i Villány og de mest udbredte druer der er Cabernet Franc, Portugieser, Kékfrankos, Cabernet Sauvignon, Merlot, Olaszrizling, Hárslevelű og Chardonnay.

Vi smagte disse to vine fra Villány.

Szekszárdi

Vinregionen Szekszárdi – ligger som Villány – også i vinområdet Pannon og har samlet 2.153 hektar vinmarker og Vesztergombi Winery, som vi netop skulle smage to vine fra, er et af de mest kendte vinhuse i det område.

Szekszárdi er det andet område i Ungarn, hvor de også laves de kendte Bikavér vine, der populært kaldes tyreblod. I Szekszárdi er 80% af vinproduktionen rødvine og vi smagte disse to:

Som vanligt har jeg linket til mine smagsnoter og anmeldelser af alle vinene, men da jeg denne gang ikke har selve flaskerne, så har jeg forsøgt at fuske lidt med mine fotos i blogindlæggene.

Konklusion

Samlet blev det en spændende 1-1½ time med ungarske vine, hvor jeg bestemt fik min viden øget et par ekstra grader. Og lad mig bare slå fast, at der bestemt laves gode vine i Ungarn, hvilket denne lille Master Class også bekræftede.

Andre smagninger

Mr Rubys online vinsmagning med Angelina Lenz fra Weingut Franzen

Sikke nogle søde mennesker … jeg snakker om det unge winzerpar Angelina og Kilian, der driver Weingut Franzen. Forleden var jeg til en onlinesmagning med netop dét moselhus arrangeret af Mr Ruby og med Angelina Lenz som repræsentant for Franzen.

En smagning med vine fra Bremmer Calmont … den stejleste vinmark i hele Mosel, ja formentlig hele verdenen? Det skulle jeg absolut deltage i, så derfor havde jeg – som en flok andre Riesling lovers – investeret i den kasse med 3 Riesling vine fra Franzen, der gav adgang til smagningen.

Weingut Franzen

Weingut Franzen ligger på adressen Gartenstraße ved lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Det er et godt stykke nord for mere velkendte Bernkastel-Kues.

Familien Franzen har været vinbønder der i flere århundrede, men det var Ulrich Franzen, der efter overtagelse af driften i begyndelsen af 1980’erne, lagde kimen til den nuværende vingård og satsede benhårdt på produktion af tørre vine med lav syre.

Det var også Ulrich Franzen, som opkøbte de braklagte parceller på Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader.

For omkring 100 år siden var der omkring 24 hektar vinmarker på Calmont, men de svære arbejdsbetingelser og til tider svingende efterspørgsel af vinene fra Mosel betød, at mange parceller i løbet af 1980’erne simpelthen blev opgivet, således der alene var sølle 4 hektar vinmarker tilbage.

Det betød dog samtidigt, at Ulrich Franzen kunne købe forholdsvis billig jord, bl.a. parceller på den del af Bremmer Calmont, der kaldes Fachkaul, som er den mest stejle del af marken … men med en helt perfekt sydlig eksponering. Faktisk opkøbte Franzen hele 112 forskellige små parceller af Fachkaul.

Forinden købet af de 112 parceller med hjælp fra Kulturamtes Mayen, så havde Ulrich allerede i 1999 startet på at genbruge et 1,5 hektar område på Bremmer Calmont. Det betød blot et benhårdt og farligt arbejde med at rydde det område, der havde været brak i årtier og genplante markerne.

Indenfor tre år gravede han og et team af utrættelige hjælpere omkring 7.900 Riesling vinstokke i den ufrugtbare skiferjord og etablere en Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg.

I dag har Weingut Franzen samlet 10,1 hektar vinmarker fordelt på markerne Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. Det er primært Riesling – omkring 90% af markerne er Riesling, men derudover er der også lidt burgunder sorter samt den gamle og mere ukendt sort Elbling. Den samlede produktion ligger på omkring 90.000 flasker årligt.

I dag drives vingården af næste generation i form af Kilian Franzen og hans hustru Angelina. Kilian kom i en ung alder på blot 23 år – og Angelina 20 år – lidt hovedkulds ind i driften, da Ulrich desværre pludselig døde i 2010 i en tragisk ulykke ude i vinmarkerne, hvor hans traktor væltede.

På det tidspunkt studerede Kilian til ønolog på Geisenheim, hvor han øvrigt også mødte Angelina. Det blev derfor Ulrichs kone Iris, som så først overtog driften med hjælp fra Kilian, men i dag er Kilian og Angelina gift og har overtaget driften helt.

Og det har det unge par ikke gjort helt dårligt, for de blev i februar 2018 blev kåret som årets newcomer af magasinet Falstaff med en anerkendelse af deres fortsatte arbejde med at genrejse Bremmer Calmont, som ellers var ved at forsvinde.

I dag er Weingut Franzen et af de mest spændende huse i Mosel og selv Mr Ruby er oppe at ringe over vinene derfra. Han siger, at det er som at tappe saft direkte fra de stejle klipper.

De unge mennesker har i hvert fald gjort det imponerende og har seneste i 2018 også bygget et nyt moderne vineri … og ovenover kan I se et udsnit derfra.

Online smagningen og aftenens vine

Webinaret startede med, at Mr Ruby bød velkommen og lavede en kort indflyvning til vinhuset og hans historie med samarbejdet med dem  … hvorefter den søde og smilende Angelina tog over med en smittende energi og et udbrud; dann bin ich der chef!

Angelina fortalte lidt om den svære start, som de – som helt unge – havde efter Kilians far døde, men også en masser af det at lave vin på de sindssygt stejle vinmarker på op til 65 grader stigning … ja faktisk fortalte Angelina, at det stejleste stykke endda nærmere har en stigning på 68 grader.

Vinene vi skulle smage til denne online smagning var alle i 2019 årgangen, som er en årgang, som Angelina betegner som værende et normalt år. Hvor 2017 var et besværligt år med masser af regn og 2018 et varmt år, så var 2019 helt normalt, hvilket Angelina selv elsker, mens Kilian er mere til vinene i 2017 og 2018, som måske sammenlagt er lidt varmere i stilen.

Kilian laver vinene med lang skindkontakt, spontangæring og malolaktisk gæring, hvilket er lidt usædvanligt for Mosel, men det gør ifølge Angelina vinene mere cremet.

Derefter gik Angelina igennem de 3 vine, som vi skulle smage og det var disse vine:

Men disse kommentarer kan I læse om i mine anmeldelser af vinene, som selvfølgelig er de næste indlæg her på Houlbergs Vinblog.

Tak til Mr Ruby og Angelina for en god time i fredags, hvor vi virkelig kunne smage nogle exceptionelle eksempler på, hvad hvidvinene fra Weingut Franken kan. WAUW.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 6 – med barologirl Giulia Negri igen

Den 6. og sidste af  Distintos online webinar under overskriften Meet the winemaker var med den søde vinmager Giulia Negri, der driver vingården Serradenari Società Agricola en kilometers penge sydvest for La Morra by i Piemonte.

Men det var faktisk mit 2. online møde med Barolo producenten, for allerede i juni sidste år deltog jeg i et Distinto webinar, hvor jeg også undervejs smagte 6 forskellige af Giulias vine. Det skulle vi dog ikke denne aften … alene én vin fra vinhuset, nemlig Giulias 2016 Barolo Serradenari.

For første gang under de 6 webinarer, så havde jeg ikke selv købt den anbefalede vin fra Distintos Meet the winemaker boxen, men havde fra mit vinkøleskab fundet en ældre 2012 Barolo La Vetta fra Guilia … og dermed totalt autonomt ikke fulgte anbefalingen.

Lidt om Giulia Negri & historien

Nu kunne jeg godt skrive en masse af Giulia og historien bag det fantastiske vinhus, men det har jeg allerede gjort tidligere, så jeg vil derfor her blot linke til min artikel fra smagningen sidste år.

Artiklen kan du finde her på vinbloggen under overskriften; Houlberg møder Barologirl Giulia Negri … i virtuel onlinesmagning. I den er der også masser af fotos, som Giulia sendte til mig efter smagningen.

Webinaret den 11. marts

Til dette Meet the winemaker webinar startede Jonas med en lille indflyvning inden han gav ordet over til Giulia Negri, som ved dette webinar havde sat sig ned i det charmerende smagelokale på den piemontiske vingård i La Morra området.

Giulia startede med at fortælle lidt om sin start … helt fra fødslen i Palermo, hvorefter hun boede i Rom inden hun bosatte sig hos sin far på familiens vingård Serradenari Società Agricola, hvor hun startede med sit eget projekt med vine i eget navn.

I 2017 overtog hun så ansvaret for den samlede produktion på Serradenari og i 2019 fusionerede hun de 2 brands, således alle vine i dag udgaves i Giulias navn. Hun fortalte selvfølgelig på webinaret lidt om den vin, som de fleste drak undervejs, men i dag laver Giulia faktisk 3 forskellige Barolo’er.

Det er Barolo La Tartufaia, Barolo Serradenari samt topvinen Barolo Marassio. Giulia fortalte, at La Tartufaia nok er den mest venlige af Barolo’erne og at marken har leret og basaltisk undergrund, mens Serradenari har mere sandet jord og giver en mere mineralsk vin med mer’ duft af roser og svampe.

Marassio er den højeste beliggende mark og der høstes druerne seneste. Vinen har en mere saltet og stenet smag. I det hele taget, så har klimaændringerne betydet, at mange hun altid har modne druer, hvilket ikke ville ha’ været tilfældet for 20 år siden.

Giulia fortalte lidt om, hvordan hun laver sine vine med lang maceration, for aftenens vin helt op til 120 dage, men det er slet ikke med alt skindet i hele perioden, for hun omstikker mange gange og efterlader altid en meget tynd cap aka top, hvilket er med til at give vinene større lethed og bløde tanniner. Så der er således tale om lang maceration, men uden stor ekstraktion.

Nogle har skrevet, at Negris vine har en burgundisk lethed og Giulia har da også  tilbragt en del af hendes læretid i Bourgogne, men hun mener dog, at elegance ikke kun kommer fra Bourgogne.

Hun synes, at Nebbiolo druen selv er en meget elegant druesort, som også – modsat andre druesorter – har den egenskab, at man på Nebbiolo kan lave vine, som både kan drikkes nu, men samtidig gemmes mange år i vinkælderen.

En enkelt spurgte til Giulias favorithuse i Piemonte … og hun fortalte, at hendes bedste vin var en 1985 Barolo fra Aldo Conterno, som dog ikke i dag er blandt favorithusene. Det er mere huse som Giuseppe Mascarello, Cavallotto og Giacomo Conterno.

Samlet blev det igen en munter time med Giulia Negri … og man bliver totalt ramt af hendes charme og den italienske accent, når hun på engelsk med stor passion snakker om sine vine.

Jeg drak samtidig med velbehag hendes 2012 Barolo La Vetta … en vin, som Giulia ikke laver mere, men den vin kan I læse mere om i det kommende blogindlæg, hvor jeg anmelder vinen som vanligt. Igen blev Houlberg yderligere Giulia Negri fan … og det fandeme også svært at lade være at blive.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 5 – Sean O’Callaghan fra Tenuta di Carleone

Den enøjede Sean “Il Guercio” O’Callaghan er en charmerende og hamrende dygtig vinmager, som Houlberg mødte online til Distintos 5. webinar under overskriften Meet the winemaker. Han er samtidig virkelig interessant at høre på … og så laver han nogle fantastiske vine, hvilket denne aften blev bevist med hans Chianti Classico.

Il Guercio er Sean O’Callaghans øgenavn og betyder den enøjede satan, men det er sagt med et smil, for selvom Sean måske nok er fræk som Vito Corleone i The Godfather, så laver han smukke og bløde vine på vingården Tenuta di Carleone.

Sean “Il Guercio” O’Callaghan

Sean O’Callaghan er englænder, men oprindelig født på Sri Lanka, hvor hans forældre drev en te-plantage. Men allerede som teenager flyttede Sean med familien til England, hvor de boede i Somerset i den sydlige del af landet. Der tilplantede han far en mark med nye vinstokke, hvilket fik den dengang helt unge Sean til at interessere sig for vin.

Derfor sendte faderen Sean til Tyskland for at lære mere om vin, således han senere kunne overtage vinprojektet i England, men i vor tyske broderland blev han voldsomt interesseret i bl.a. Riesling og arbejdede for Diel, hvor han også blev kældermester. Samtidig tog Sean en uddannede som vinmager på universitet i Geisenheim.

På en ferie til Toscana i Italien i 1990 mødte han tilfældigt englænderen John Dunkley,  som sammen med sin italienske hustru Palmina Abbagnano drev vinhuset Riecine i Gaiole in Chianti med hjælp fra ønologen Sergio Manetti, der desværre er død i dag, men dengang ejede det legendariske vinhus Montevertine.

Det møde endte med, at John hyrede den unge Sean O’Callaghan som praktikant, hvor han først blev en del af holdet og lærte masser af Sergio Manetti. Sean blev senere ansvarlig vinmager på Riocine og arbejdede på vingården i over 25 år. Han har lige siden været pænt inspirereret af den stil, som både Montevertine og Riecine fortsat står for.

John Dunkley og Palmina Abbagnano solgte Riecine i 2011, men Sean forblev på vinhuset som vinmager indtil 2015, hvor han rendte ind i den rige, østrigske entreprenør Karl Egger, som  i 2012 havde etableret vingården Tenuta di Carleone ved Castiglioni i Radda in Chianti.

Karl gav Sean et tilbud, som han ikke kunne sige nej til … nemlig muligheden for et partnerskab, hvor Sean O’Callaghan fik totalt frie tøjler til at opbygge vingården, genopbygge vinkælderen og sætte sit eget præg på vinene.

Tenuta di Carleone

Vinhuset Tenuta di Carleone ligger helt præcis i den lille by Villa ved Castiglioni i Radda in Chianti … lige ved siden af ølbryggeriet Chianti Brew Fighters og dækfirmaet Bulli Pneumatici di Bulli. Vi er en lille by, der har en historie, som går tilbage til år 1078, hvor munke grundlagde klosteret Badia a Coltibuono.

Det betyder, at vi er i Chianti Classico zonen … faktisk i det højeste beliggende område i Chianti og Tenuta di Carleone har da også deres marker i 450 og helt op til 700 meters højde og vinene fra Radda in Chianti er da også kendt for en mere frisk side af Chianti Classico.

Det blev grundlagt i 2012 af den østrigske forretningsmand Karl Egger, som sammen med  hans familie blev forelsket i et vidunderligt sted i det sydlige Toscana nær Radda in Chianti og købte en ejendom og startede Tenuta di Carleone.

Selvom ejendommen i forvejen havde lidt marker, så var det Karl Egger, der besluttede sig for at forvandle stedet til en vingård med produktion af Chianti Classico vine. Men projektet fik først rigtig fart, da Sean O’Callaghan kom med om bord. Sean O’Callaghan er således hjernen og hænderne bag vinhuset og vinene derfra.

Samlet har Tenuta di Carleone 100 hektar jord, men heraf er 20 hektar alene vinmarker. Derudover er der masser af olivelunde med tussegamle oliventræer.

Da Sean O’Callaghan joinede projektet, så lavede de først vinene i 2 gamle garager med meget lidt plads, så derfor købte man et gammelt terracotta potteri, som nu er ombygget og danner rammen for Tenuta di Carleone.

Sean har opbygget en vinkælder med både rustfrie ståltanke, moderne cementtanke og egefade i forskellige størrelser, som i de dyreste Bordeaux kældre og driften sker nu både totalt økologisk og biodynamisk. Sean arbejder alene med naturgær, spontangæring samt virkelig lang gæring og maceration. Seans vine er ofte omtalt som værende nærmest burgundiske i stilen.

O’Callaghan er lidt af en rebel, som går sine egne veje, men han har en uovertruffen viden om og forståelse af det lokale mikroklima og terroir samt en unik forkærlighed for Sangiovese druen. Han siger selv,  at hans syn på kun et øje har givet ham alternative måder at anskue vinfremstilling og verden på.

I øjeblikket laver Sean 7 forskellige vine på Tenuta di Carleone og de fleste selvfølgelig på Sangiovese … selv deres Rosato rosévin er lavet på Sangiovese. Men der laves også vin på Cabernet Franc, Merlot og en enkelt på Alicante Bouschet. Sean har plantet 0,5 hektar med hans elskede Riesling drue på et kølig parcel … så bliver det ret spændende, om han en dag også laver en Riesling vin.

Webinaret den 4. marts

Dirigentstokken på dette webinar var igen overladt til Phillip Nordstrand fra Distinto og skulle på vanlig vis stå for løbende interview af Sean O’Callaghan.

Sean tonede hurtigt frem på Zoom meeting skærmen og han startede med at fortælle lidt om hans baggrund og årsagen til, at han havnede på Tenuta di Carleone.

Men ellers blev det en rigtig interessant snak omkring Chianti, området, folks opfattelse af Chianti, klimaændringer, stilen i vinene fra Tenuta di Carleone og Seans egne holdninger og favoritvine.

Sean fortalte, at hans inspiration fortsat er Montevertine og at han elsker den friskhed, som vinene fra netop Radda in Chianti er kendte for. Sean arbejder meget med at sikre vinene god syre, som han selv mener bliver godt integreret i hans vine.

Radda in Chianti skiller sig ud fra andre områder af Chianti ved, at det er køligere, så det er oftest beliggende i højde, der giver de store forskelle på Chianti vine fra forskellige områder. I de seneste 20-30 år tingene ændret en del … tidligere havde man svært ved at få druerne helt modne og i dag er det næsten omvendt.

Mange producenter får derfor i dag meget modne druer, hvilket nemt kan give lidt tunge og klodsede vine. Mange producenter er derfor også i stigende omfang begyndt at lede efter nordvendte marker i stedet for tidligere sydvendte marker,

Sean har forskellige kloner af Sangiovese på sine marker, men går generelt efter de små druer. Derfor anvender Sean heller ikke grøn høst i markerne, da druerne har brug for skygge fra bladene. I stedet høster han tidligt de mest modne druer, som anvendes til hans rosé Rosato og så får de øvrige mere umodne lov til at modne færdigt til brug for rødvinene.

Sean mener dog også, at man fortsat godt kan bruge de gamle kloner, blot man passer dem rigtigt, men i fremtiden kommer dette nok også til at skabe mere individuelle og forskellige vine i Chianti.

Sean snakkede også lidt om Chianti og fremtiden for området. Han fortalte, at mange – både globalt og i Italien – ofte har svært ved at skelne Chianti fra Chianti Classico. Modsat mange andre vinregioner findes der heller ingen særlig betegnelse af, hvor præcis vinene er fra udover enten Chianti eller Chianti Classico.

Og da der vitterlig er store forskellige mellem de mange områder både i Chianti og Chianti Classico, så vil Sean O’Callaghan hellere have, at man brugte områderne som betegnelse, at vinen fx var fra Radda, Greve, Gaiole og tilsvarende. Dermed ville man bedre kunne skabe en mere unik definition af vinene.

Seans topvin Il Guercio – opkaldt efter ham selv – er netop en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Mello i Gaiole, men fremgår jo ikke at beskrivelsen på etiketten på fronten af flasken. Måske skulle Gaiole in Chianti fremgår i fremtiden?

Philip spurgte også Sean om, hvilke vine han helst vil drikke … altså hvis det ikke skulle være hans egne? Sean er stor fan af vine på Pinot Noir fra Bourgogne i Frankrig og Tyskland, men også Nordrhône og selvfølgelig Nebbiolo vine. På den hvide front er det specielt vine på Riesling eller Chenin Blanc … og den store kærlighed for netop tysk Riesling er også årsagen til, at han forsøgsmæssigt nu har plantet denne druesort selv.

Aftenens vin

Det var ikke Seans Il Guercio, som vi denne aften skulle smage fra Distintos Meet the winemaker box, men derimod hans 2017 Chianti Classico. Det er faktisk første gang, at jeg smager vin fra Tenuta di Carleone og jeg blev ret imponeret af vinen.

Min anmeldelse af vinen er selvfølgelig udgivet lige efter dette indlæg (og link findes lige ovenover). men lige nu sidder jeg bare og ærgrer mig over, at jeg ikke tidligere har fået øje på dette lille vinhus … og over, at jeg heller ikke har smagt Il Guercia. Men det er nu skrevet på min bucketlist.

Tak til Distinto og Sean O’Callaghan for en god time i torsdags … virkelig interessant og en fantastisk fyr til at fortælle om sine vine og Chianti. Klasse.

Andre smagninger

Houlberg tester lidt vin fra det toscanske vinhus MonteRosola

På en bjergskråning på et plateau mellem to dale og med udsigt til middelalderbyen Volterra omkring 6-7 kilometer mod vest finder vi et nyt og topmoderne vinhus kaldet MonteRosola.

Vi er sådan geografisk i et område mellem Chianti og Bolgheri, for der er kun 50 kilometer til kystregionen i Bolgheri og 30 kilometer til de smukke, verdensberømte bakker i Chianti … i et område, hvor der laves fremragende vine og tæt på byen Volterra, der er den ældste by i Toscana med over 3.000 års historie.

Nu har den flinke Thomaeus familie på vingården MonteRosola sendt den flittige vinblogger i Danmark 4 af deres vine til test … og alle er vine som endnu ikke bliver importeret herhjemme. Men inden jeg skænker vinene i glassene, så lad os se nærmere på vinhuset.

Historien

MonteRosola vinhuset stammer fra 2003, men blev i 2013 købt af den svenske Thomaeus familie, som siden 2004 har drevet firmaet Exoro Capital AB med investering i andre virksomheder, i fast ejendom samt kapitalforvaltning … og nu også en vingård.

Thomaeus familien består af Bengt og Ewa Thomaeus samt deres 3 voksne børn Åsa, Pär og Erik. Det var Bengt, som lagde fundamentet og skabte deres formue i 1980’erne, hvor han startede et computer konsulentfirma og det må ha’ været godt, for i dag har Exoro Capital AB en formue langt over 400 millioner svenske kroner.

Det er selvfølgelig også derfor, at familien i 2015 kunne starte byggeriet af et imponerende stort, topmoderne vineri, der stod endelig færdigt i 2019. Det er det vineri, som I kan se på nogle af de flotte billeder her på siden. Det er et markant byggeri, der står som et vartegn i området med 5 etager, et højt tårn, privat tagterrasse, gårde, opholdsstuer, imponerende kældre, et VIP-mødelokale, et smagsrum og deres egen vinbutik.

Vineriet er lavet således, at druerne og vinen i vineriet kun flyttes via tyngdekraften og uden brug af pumper. Gæringen forgår i store tulipanformede cementtanke og der bruges kun druernes naturlige gær i vinifikationen.

Thomaeus familie købte vinhuset og byggede ejendommen i Volterra på grund af deres store passion for italiensk vin. Igennem mange år havde familien haft deres ferier i Italien, hvilket førte til deres fælles interesse for italiensk kultur, køkken og vinfremstilling. Under deres rejser besøgte de mange forskellige regioner i Italien, men de fik en særlig kærlighed til Toscana og vinene … og specielt Brunello di Montalcino vinene og i sidste ende købet af MonteRosola … deres helt egen vingård.

Inden de købte MonteRosola havde de besøgt 30 forskellige vingårde over det meste af Toscana, men de blev forelsket i området ved Volterra og fik den nye vingård tegnet af den lokale arkitekt Paolo Prati.

Samlet har MonteRosola omkring 25 hektar vinmarker, men derudover er det også en kæmpe have, olivenlunde, skovområder, søer og græsmarker. Alt dyrkes økologisk og vinmarkerne har en jordbund der minder meget om den sydlige nabo Montalcino.

Der tænkes generelt meget bæredygtigt, bl.a. med opsamling af regnvand, genanvendelse af varme og lignende. De har ved opførelsen af vineriet bl.a. lavet et system med selvcirkulerende luft, der naturligt regulerer temperaturen i vinkælderen.

Derudover anvender ejendommen geotermisk energi med varmepumper, der styrer både køling og opvarmning og bl.a. ledes eventuel restvarme fra kølesystemerne automatisk til ejendommens svømmepøl. Målet er at bruge langt mindre energi end tilsvarende vingårde i området … faktisk er målet at avende 70% mindre end en traditionel vingård.

Produktionen varetages af et team, der ledes af agronomen og vinmageren Michele Senesi. Han får i kælderen hjælp fra den kendte konsulent og ønolog Alberto Antonini, der tidligere har arbejdet med nogle af Italiens mest prestigefyldte huse som Antinori og Frescobaldi, mens markarbejdet ledes af Stefano Dini.

Der laves i øjeblikket 7 forskellige vin på MonteRosola med en samlet produktion på omkring 70.000 flasker, men ambitionerne er større, så familien Thomaeus har et mål om en fordobling indenfor de kommende år. Og med det setup … mon de så ikke også lykkes med det forehavende?

Vinene

Og ud af sortimentet smager jeg altså nu 4 af vinene, fordelt på 2 hvidvine og 2 rødvine, nemlig disse:

Ovenover har jeg linket til mine anmeldelser af vinene.

Konklusion

Man må sige, at Thomaeus familien har sat alle sejl for at få gjort MonteRosola projektet en succes. Vineriet … det imposante vineri ser netop imponerende ud og dermed er betingelserne for at kunne lave gode vin absolut til stede.

Det virker også som om, at de har fundet et spot, hvor det er fornuftigt at dyrke vin, for der er tale om rigtigt lækre vine med et flot niveau. Jeg var specielt imponeret af deres Primo Passo hvidvin og de to rødvine, hvor den første Mastio lavet alene i ståltanke er meget frisk og livlig, mens der er mere dybde og kompleksitet i Crescendo vinen … men alt det kan I jo læse om i anmeldelserne.

Så dermed slutter jeg med en tak til Thomaeus familien og deres markedsførings bureau for vinene fra huset. Det bliver spændende at følge MonteRosola i de kommende år.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 4 – Kristian Keber fra Azianda Agricola Edi Keber

Med 4. webinar fra Distinto 4. torsdag i streg under den rammende overskrift Meet the winemaker begynder man efterhånden at være en erfaren rotte i disse webinarer.

Sidste torsdag mødte jeg – samt et bundt andre vinglade folk – online in realtime så den karismatiske vinmager Kristian Keber fra Azianda Agricola Edi Keber … et lille vinhus beliggende i Friuli-Venezia Giulia regionen. Han er en gæv vingut, der måske kan minde en smule om Cornelis Vreeswijk eller Erik Klausen i sine yngre dage.

Kristian har et smittede godt humør og er totalt passioneret omkring vinproduktionen i området samt sine vine, der i øvrigt smager ganske fantastiske … det skal jeg nok vende tilbage til.

Collio Goriziano DOC

Vinhuset Edi Keber ligger i den lille appellationen Collio aka Collio Goriziano DOC i Friuli-Venezia Giulia regionen nær Cormòns tæt på den slovenske grænse … ja faktisk er der kun 400-500 meter til grænsen, som I også kan se på kortet nedenunder.

Collio er en appellation med omkring 1.500 hektar vinmarker ud af omkring 20.000 hektar i hele Friuli-Venezia Giulia, der grænser op til både Østrig og Slovenien.

I det 19. århundrede blev Collio vinregionen kaldt Coglia i Italien, Brda på slovensk og Cuel i Friuli-Venezia, mens det historisk under ejerskabet af det hapsburgske fyrstedømme blev kaldt In den Ecken, altså i hjørnet og det passer måske meget godt.

For vinhuset Edi Keber ligger på Località Zegla … altså Zegla bakkerne, som regnes for et af de smukkeste steder i Collio, som meget passende betyder bakke. Det er et område, hvor man har jo dyrket vin siden tidernes morgen og gennem flere århundreder har denne livgivende vinproduktion haft uendelig stor betydning for egnens økonomi.

Allerede oldtidens græske forfattere omtalte en vin ved navn Adriano, der blev dyrket i området og senere i historien omtalte den romerske statsmand Flavius Cassiodorus i et brev Veneto, Gorizia og Istrien som værende relativt godt velsignet med hensyn til betingelserne for vindyrkning.

Collio Goriziano strækker sig fra nord ned langs østgrænsen til Slovenien og fra Gorizia i en linje mod vest til Cormons mellem de to floder Isonzo og Judrio. Derudover findes der også en lille og isoleret enklave i nogle højdedrag lidt nord for Gradizca d’Isonzo, også kaldet Forza d’Isonzo.

Selvom området ikke har de store højdeforskelle … markerne ligger alene i 100 til 300 meters højde, som taler man alligevel lokalt om de lave områder – basso – og de høje alto områder.

Det lave område er et bredt stykke imellem byerne Brezzano og Mossa, mens det såkaldte høje områder er opdelt i 2 … det ene nord for Gorizia og det andet lige øst for Brezzano ved byerne Ruttars og Dolegna … netop der, hvor Azianda Agricola Edi Keber holder til.

Collio Goriziano er præget af små producenter, der har medvirket til at opbygge Collios ry for top hvidvine. De har bevist, at det er muligt at dyrke verdensklasse hvidvine på nærmest ukendte, lokale druer såvel som på internationale af slagsen.

Azianda Agricola Edi Keber

Familien Keber har dyrket vin i mere end 350 år, men vinhuset er reelt grundlagt i 1957, da Kristians bedstefar Pepi Keber begyndte selv at flaske og sælge husets vine. Han havde selv lært at lave vine fra sin far, der i øvrigt også hed Pepi og lærte det sidenhed videre til sin søn Edi Keper, som vinhuset er opkaldt efter.

Kristian overtog ansvaret for driften fra sin far Edi Keber i 2008, men faderen hjælper fortsat lidt til på vingården. Oprindeligt bestod driften af blandet landbrug, men altid med lidt vinproduktion, men i dag er der alene fokus på vinproduktionen.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker, som drives fuldstændig økologisk. De laver årligt 50-60.000 flaske vin … men trods den ret beskedne produktion, så er det lykkedes den lille producent at opnå den højeste respekt blandt kolleger og presse i Italien.

Huset har modtaget de eftertragtede tre glas i vinguiden Gambero Rosso i flere end ti tilfælde, hvorfor huset nu også kan bryste sig af en stjerne i selv samme vinguide.

Men Edi og Kristian Keber kan også nemt koncentrere sig, for de laver alene en enkelt vintype … nemlig Collio Bianco, der et skønt blend på druerne Tocai Friulano, Malvasia Istriana og Ribolla Gialla … alle fra gamle vinmarker med vinstokke dyrket efter Guyot systemet.

Udover Kristians forældre, så hjælper hans søster og bedstemor også med driften, så det er et rigtigt lille familieforetagende.

Webinaret den 25. februar

Som sidst var det et Jonas Fogh, som skulle indtage rollen som interviewer. Han startede selvfølgelig først med den obligatoriske velkomst, hvorefter han gav ordet videre til Kristian.

Kristian fortalte om vinhuset og hans bedstefar Pepi, der startede med at lave vin for alvor efter 2. verdenskrig, hvor området var ret massivt ødelagt efter kampene mellem tyskerne og partisanerne. Det var også bedstefaren, som for over 80 år siden købte de store betontanke, som i dag fortsat anvendes ti produktionen.

Derefter gik snakken på masser omkring det lokale terroir og druesorterne. Jonas nævnte, at Kristian Keber tidligere er siteret for at sige, at Collio er modsat Bourgogne og han forklarede det med, at man i Collio bl.a. masser masser af forskellige lokaler druersorter, mens men i Bourgogne nærmest kun anvender to.

I dag findes der i Collio omkring 20 forskellige druesorter, men i gamle dage nok nærmere omkring 200 slags. Mange vinmarker var fyldt med forskellige sorter, som dog langsomt blev avlet sammen, således der i dag er langt flere.

Hos Keber er det primært Ribolla Gialla, som Kristian dyrker på de højest beliggende marker, men Tocai Friulano dyrkes på marker i det mellemste niveau og Malvasia Istriana på de lavest beliggende vinmarker.

Ribolla Gialla giver syre til vinen, Tocai Friulano giver krop og struktur, men Malvasia Istriana giver aroma. Man hører nogle gange Tocai Friulano kaldt Friulano, men det er helt forkert og svarer til at kalde Nebbiolo druen for Barolo. Friulano fortæller i stedet, hvor druesorten er fra.

Kristian driver – som tidligere nævnt – markerne økologisk og er certificeret økologisk. Han fortalte, at det egentlig var et ret nemt valg, idet der først og fremmest var på grund af helbredet. Efter han gik over til økologisk drift, så forsvandt hovedpinen, som han ellers døjede med hver aften.

Det betyder også, at han i dag har både køer og får, som græsser mellem vinstokkene og Kristian mener faktisk, at man i gamle dage havde bedre viden om, hvad der fik vinstokkene til at trives, da man simpelthen var mere ude i naturen. Derfor er han også tilhænger af den mere naturlige måde at lave vine på.

Han er fx selv stor tilhænger af orangevin og naturvin, men synes ikke så meget om den udbredte Pinot Grigio. Han ved dog godt, at hans egne sorter som fx Ribolla Gialla aldrig får samme popularitet, men forsøger også i stedet at få Collio på verdenskortet for deres exceptionelle hvidvine på de lokale druer.

Generelt gør man i Collio meget for at brande Collio navnet, bl.a. med en ensartet måde at skrive navnet på samt med egne specielle flasker, hvor formen er lidt anderledes. På flaskerne er Collio præget helt øverst  på halsen, som også er lidt tyndere og så anvendes der også en specielt god og lang korkprop, hvilket man også kunne opdage ved aftenens vin.

Aftenens vin

Fra Distintos Meet the winemaker box skulle vi nemlig smage Kebers 2017 Collio Bianco. Kristian fortalte, at 2017 var et svært år, hvor der var både meget regn og hagl, som ødelagde omkring 30% af høsten. Men ellers er det en vin lavet på dette skønne blend af 70% Tocai Friulano, 15% Malvasia Istriana, 15% Ribolla Gialla.

Min anmeldelse af vinen har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

På billedet nedenunder har Kristian fundet en gammel Collio vin frem, lavet af hans bedstefar … og allerede dengang havde vinhuset fokus på at formidle, at vinen var fra Collio.

Tak til Distinto og Kristen Keber for en god time i torsdags, hvor vi virkelig kunne smage et exceptionelt eksempel på, hvad hvidvine fra Collio og lokale druer kan. WAUW.

Andre smagninger

Mr Rubys online vinsmagning med Lewis Schmitt fra Weingut J. Neus

Vinmageren Lewis Schmitt havde i den gamle smukke vingård på Bahnhofstraße i Ingelheim i fredags sat sig godt tilrette lige under billedet af husets grundlægger Josef Neus Senior og hans böse samt strenge åsyn. Anledning var, at han sammen med Mr Ruby var klar til en online vinsmagning … og derfor havde jeg gjort det samme, altså gjort mig klar under fruens lige så strenge opsyn.

Gud ved hvilke tanker, der ville gå igennem hovedet på den gamle grundlægger, hvis han havde været vidne til husets udvikling frem til i dag … endsige, at der i de flotte gamle lokaler i vinhuset nu skulle holdes en vinsmagning for en flok vinnørder i Danmark via en underlig elektronisk kasse uden andre tilstede i lokalet.

Da COVID-19 fortsat holder verdenen i et stramt greb, så havde Mr Ruby sammen med Lewis planlagt denne online smagning, som man kunne få adgang til ved køb af et et lille smagesæt med J. Neus’ nye 2019 Chardonnay samt de to Spätburgunder Großes Gewächs topvine fra markerne Horn og Pares i årgang 2018 og 2016.

Dermed var jeres flittige houlbergske  vinblogger atter parat til endnu en hyggelig aften alene på kontoret, men sammen med gode mennesker med samme interesse og jeg spottede hurtigt ved login på Zoom bl.a. baroloelskeren Jesper, som tidligere har deltaget i smagninger hos Mr Ruby.

Weingut J. Neus

Lad os starte med at kigge nærmere på Weingut J. Neus, der er ligger i det nordlige Rheinhessen i byen Ingelheim og det er næsten lige på grænsen til Rheingau tæt på det som Lewis Schmitt kaldte das Rhein-Knie … Rhinens knæ … stykket fra Assmannshausen mod vest og Wiesbaden mod øst.

Weingut J. Neus blev grundlagt i 1881 af Josef Neus Senior, der besluttede sig for at lave vin i det smukke, gamle by Ingelheim, der også passende kaldes for der Rotweinstadt … rødvinsbyen.

Josef Neus Senior kom selv fra Mosel, hvor han også havde produceret vin, men ønskede at lave rødvine og hvor var så mere oplagt end i Ingelheim, der allerede var kendt for sine rødvine. Så der slog han sig ned og stod for opførelsen af den smukke ejendom i det, som dengang var noget af det førende indenfor arkitekturen.

Han byggede også en rum til at presse vinene, et smagerum og så selvfølgelig en stor hvælvet kælder, hvor han kunne placeret nogle af de gamle egefade, som han medbragte fra Mosel. De har dengang de største egefade i hele Rheinhessen. I dag kan man i vinkælderen fortsat finde store, gamle 1.000 liter egefade, som kan dateres tilbage til perioden mellem 1893 og 1897.

Og Neus fik succes med sit forehavende … vinhuset blev kendt for sine røde vine over hele verdenen. Det skyldes bl.a. en speciel Pinot Noir klon, som fortsat i dag kendes som Neus klonen. Efter Selection Massale systemet, hvor han løbende tog stiklinger fra de planter, som performede bedst, så fremavlere han sin egen klon med de egenskaber han efterspurgte.

I dag anvender Weingut J. Neus fortsat Neus klonen på deres vinmarker og vinstokkene med den klon er kronjuvelerne i husets markbesiddelser … specielt på topmarkerne Horn og Pares.

Imidlertid var Weingut J. Neus tæt på at ophøre i 2012, hvor enearvingen Ulrich Burchards var blevet lidt træt og ikke længere ønskede at drive vingården. Derfor blev ejendommen sat til salg og det så længe ud til,. at den skulle ende som et lejlighedskompleks med en tilhørende parkeringskælder.

Men så grueligt galt gik det dog ikke, for i sidste sekund blev Weingut J. Neus reddet, da rigmanden Christian Schmitz, der til daglig driver et stort transport-firma i Mainz, købte vinhuset. Han ønskede heldigvis at drive vingården videre med det formål for øje at føre vingården tilbage til sin storhedstid og igen lave Tysklands bedste rødvine.

Til at opnå det mål, så har Christian Schmitz hyret et team til at producere vinene, og det er unge 30-årige vinmager Lewis Schmitt samt kældermesteren Toni Frank, der skal give vinhuset sin gamle glans tilbage … og det er de godt i gang med.

Lewis Schmitt stammer selv fra Ahr, hvor hans forældre har en mindre vingård. Han har taget en bacheloruddannelse på Hochschule Geisenheim i internationale vinstudier.

Samlet har vinhuset 12 hektar vinmarker, der ligger spredt på området to skråninger, nemlig Mainzer Berg og Westerberg. Det er på Mainzer Berg, at huset dyrker deres Spätburgunder Neus kloner, hvor de bedste marker jo er de to Große Lage marker Horn og Pares, men Westerberg skråningen er lidt køligere, så der har de deres hvide sorter som fx Chardonnay, Silvaner, Weißburgunder og Riesling vinstokke.

På kortene nedenunder kan du se,  hvordan markerne ligger lige øst for Ingelheim og faktisk ligger Neus’ parcel på Horn marken, der i alt er på 21 hektar, næsten helt nede ved byen, mens deres 3,5 hektar store parcel på Pares, som samlet kun er knap 9 hektar, ligger længere oppe og dermed lidt køligere end Horn.

Nedenunder kan man faktisk se Neus’ parcel helt inden ved byen … totalt pædagogisk vist med en rød pil:-)

Men inde i byen ligger der faktisk også to helt små parceller … Ingelheimer Sonnenberg, som tidligere tilhørte vinhuset, men i dag ejes af en nabo. Dem vil de gerne ha’ tilbage, men det er desværre ikke lykkes endnu.

På husets marker dyrkes primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer, fx Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage. Alle marker dyrkes økologisk.

Vinene gæres spontant i vinkælderen og tappes i flere tilfælde helt uden filtrering. Hos J. Neus forsøges vinene lavet så naturligt som muligt … og de har deres helt egen stil, sit helt eget særpræg, som nok i særdelshed skal tilskrives gamle Josef Neus Senior og hans forædlingsarbejde med Neus klonen i vinmarkerne.

Ingelheim og Spätburgunder

Ingelheim am Rhein er en oldgammel by med lidt over 35.000 indbyggere. Den er formentlig grundlagt helt tilbage i den frankiske tid, hvilket vil sige i det 5. eller 6. århundrede. Men byen er nok mest kendt for kejseren Karl den Store, som ejede gigantiske landområder i perioden 768-814 og opførte et palads på stedet … Kaiserpfalz, der i dag er en turistattraktion i byen.

Karl den Stores søn Ludvig den Fromme døde i også nærheden af Ingelheim i 840 og der er skam også en forbindelse til Danmark, idet den danske konge Harald Klak i 826 blev døbt i Ingelheim, som han besøgte sammen med sin dronning og munken Ansgar, der senere blev kendt som Nordens apostel.

Ingelheimer Kaiserpfalz blev efter opførelsen udvidet flere gange siden, bl.a. med Pfalzkirche i det 10. århundrede og en ydre forsvars mur i det 12. århundrede. Ja faktisk tjente paladset som base for både kejsere og konger indtil det 11. århundrede.

Forsvarsmuren finder man levn af flere steder i dag, og den giver et meget godt billede af, at Kejserens palads med tiden udviklede sig til et helt samfund. Men hvordan passer det ind i historien om vin? Jo for den gode kejser Karl Den Store var ikke til hvidvin … han ville have rødvin.

Derfor blev fik kejseren plantet hans elskede Pinot Noir stokke rundt om paladset  … og lige siden har byen været specielt kendt for vine på netop Pinot Noir aka Spätburgunder. Selv i dårlige tider har man fastholdt produktionen med kongedruen … eller her skulle vi måske nærmere sige kejserdruen.

Men derudover skulle byen Ingelheim være et besøg værd med selvfølgelig resterne af Ingelheimer Kaiserpfalz med det tilhørende museum, men også tårnet Bismarckturm, en charmerende bymidte og selvfølgelig masser af vinproducenter … fx det gamle Schloss Westerhaus, der er grundlagt næsten på samme tid som Neus.

Online smagningen og aftenens vine

Webinaret startede med, at Mr Ruby bød velkommen og lavede en kort indflyvning til vinhuset … hvorefter Lewis Schmitt tog over på en lidt hakket og dårlig forbindelse, men vi kunne høre ham uden problemer, så alles war gut eller endda sehr gut.

For vi skulle samtidig igennem 3 vine fra Weingut J. Neus og som nævnt tidligere, var det nemlig disse:

Lewis fortalte først lidt om Weingut J. Neus’ historie, om den specielle Neus-klon, der er hjertet i vinhuset og om husets marker med speciel fokus på Horn og Pares. Han fortalte også om selve vineriet. hvor al vinen i produktionen alene flyttes ved hjælp af tyngdekraften, altså helt uden brug af pumper.

Undervejs kommenterede han også aftenens vine, men dem kan du læse mere om i de kommende anmeldelser, som jeg selvfølgelig også linker til ovenover i takt med, at de udgives her på vinbloggen.

Jeg spurgte Lewis lidt til de seneste årgange … altså 2016, 2017 og 2018, bl.a. lidt foranlediget af min tidligere oplevelse med den 2017 Pares Spätburgunder Großes Gewächs, som var virkelig reduktiv,  speciel og krævede nogle dage for at åbne sig.

Lewis fortalte, at 2016 var et vådt år, der var præget af en del regnfald i løbet af sommeren, men masser af godt vejr op til høsten betød, at året endte ret godt. I 2017 var udbyttet mindre på grund af frost i starten af sæsonen og den ramte store dele af markerne og det lød ikke til, at 2017 var en lidt skæv årgang.

Årgang 2018 var et storslået vinår med masser af sol, sommer og høsten var præget af både stor kvantitet og god kvalitet.

Konklusion

En time i godt selskab går hurtigt … og det gælder også online, så pludselig var det tid til at runde af. Det var et super arrangement, så en stor tak til Jacob fra Mr Ruby og selvfølgelig Lewis Schmitt … det er virkelig interessant at høre om vinhuset og vinene fra producenten selv.

Igen fik vi et bevis for, hvorfor man ikke kan undgå at knuselske de tyske Spätburgunder vine, hvor Weingut J. Neus står som blandt de ypperste fortolkere Og i det store Rheinhessen står Ingelheim nu højt på min liste over vinbyer, som jeg skal ha’ besøgt, når hele verdenen igen bliver normal.

Skål.

Andre smagninger

Houlberg tester 11 tyske vine fra Weingut Haack

Falder alt i hak eller hakker Houlberg i det, når han tester 11 forskellige vine fra Weingut Haack? Jeg er i hvert fald gået i gang med at smage en røvfuld vine fra det lille vinhus, som det ældre ægtepar Michael og Anette Haack købte i 2015.

Michael og Anette var kommet i 60’erne og egentlig moden til pension. De havde netop lagt et godt langt arbejdsliv bag dem som henholdsvis farmaceut samt pensionerede arkitekt/byplanlægger, da de omlagde deres dagligdag totalt og sagde; pension? Det bliver i hvert fald ikke med os! De ville ikke være pensionister.

Så i stedet købte de en gammel vingård midt ved Burg Layen i byen Rümmelsheim i Nahe fra Michael Schäfer. I stedet for pensionister ville de være vinbønder! Deres nykøbte hjem og vingård er en smuk, gammel 3-siddet barokejendom fra 1732 med en charmerende og brostensbelagt gårdhave, vinkælder, produktionsanlæg samt 8 hektar tilhørende marker udenfor byen.

Burg Layen fæstningen

Deres vingård ligger faktisk lige overfor Schlossgut Diel og dermed også fæstningen/ruinen Burg Layen fra det 12. århundrede. Diel er vel én af Tysklands bedste vinproducenter og Armin Diel en af de vigtigste figurer i Tysklands vinverden, bl.a. var han også chefredaktør for vinguiden Gault Millau en periode.

I dag drives vinhuset af Schlossgut Diel af Caroline Diel, men Diel familien har siden 1802 ejet Burg Layen ruinen, som har en lang og spændende historie. Tårnet på det gamle slot på borgruinen er lidt et vartegn for Rümmelsheim og kan også ses fra de fleste af Weingut Haacks marker … som I kan se på billedet nedenunder.

Burg Layen ligger på en bakketop på Schlossbühl nær pilgrimskapellet i Rümmelsheim og de første optegnelser af slottet er fra 1169, hvor Burg Layen blev nævnt som værende Castro Leiga i Rimilisheim, som en del af en række ejendomme ejet af Herren von Bolanden. Castro Leiga betyder noget i retning af det faste hus Layen, hvilket senere er blevet til Burg Layen.

I ​​begyndelsen af det 17. århundrede var både slottet og landsbyen ejet af Grev von Eltz, Freiherr von Dalberg og Herr von Weyers. De kaldte sig Ritter vom Stein og dannede en alliance for at beskytte Trollbach dalen imod fjender.

I 1772 blev ridderlandsbyen og slottet en del af prinsen af ​​Bretzenheims ejendom, men efter krigen i kølvandet på den franske revolution kom Rümmelsheim under ​​preussisk styre, mens slottet blev bortauktioneret. Det endte hos baron Heribert Wolfgang von Dalberg … en efterkommer af en af tre tidligere ejere, inden Johann Peter Diel købte slottet med tilhørende vin- og landbrugsmarker i 1802.

Weingut Haack

Michael og Anette Haacks 8 hektar ligger lige udenfor byen og de bedste marker er klart Dorsheimer Pittermännchen og Burg Layer Schlossberg … måske også Laubenheimer Vogelsang … marker som Diel i øvrigt også har parceller på.

Husets parceller ligger på både flade og stejle skråninger. På markerne dyrker parret primært Riesling, men også andre sorter som Kerner, Silvaner, Scheurebe, Grauer og Weisser Burgunder samt Dornfelder.

Men Michael og Anette er imidlertid ikke alene, for de får hjælp af deres søn Lasse Haack, som i øjeblikket studerer vinavl og ønologi i Geisenheim, samt vinmageren Ruben Kretzschmann, der efter afslutning af sine studier fra Geisenheim er blevet ansvarlig for vinproduktionen på vingården.

Det er er perfekt match, for både Ruben og Lasse er unge og har masser af idéer. Lasse kan lære af Ruben og sammen bringer de den nyeste viden om vinavl og markedsføring med ind i huset.  De unge har givet vinhuset en ungdommelig, frisk dynamik og modernitet sammen med ejendommens gamle traditioner.

Det er med andre ord et rigtigt familie vinbrug med lutter søde mennesker, så jeg skrev også til Haack og spurgte efter lidt fotos. Jeg fik et sødt svar fra Annette Haack med de fotos, som I finder her i artiklen samt en hilsen med Beste Grüße in den Norden.

Smagning af vinene

De første vine fra Weingut Haack kom på markedet i 2016, men vingården har siden modtaget meget positive anmeldelser fra flere vinguider samt  magasiner som Eichelmann, Gault & Millau og Vinum.

Weingut Haack laver en del forskellige vine, som er opdelt i kategorierne Gutswein, Ortswein, Lagenwein, Prädikatswein og Rotwein, men derudover laver de også Secco/Sekt samt Edelsüsse Weine. Her i Danmark importeres vinene fra Weingut Haack af Andrup Vin og jeres flittige vinblogger tester nu 11 af vinene;

Gutsweine
Ortsweine
Prädikatsweine
Edelsüsse Weine
Rotweine

Produktionen af vinene er lidt forskellig, for nogle af vinene laves med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, mens der tilsættes kulturgær til andre. Men man forsøger altid at lave vin, der er tro mod det lokale terroir og med frisk frugt.

Jeg har som vanligt ovenover linket til mine anmeldelser af vinene og – helt som jeg plejer – med lidt om de respektive vine med mine smagsnoter og ratings.

Konklusion

Weingut Haack er et bevis på, at der findes vildt mange små og gode vinproducenter i Tyskland … og specielt i Rheinhessen, Pflas og Nahe finder man mange, som leverer lækre vine til fornuftige priser … og i Nahe er Haack én af disse.

Haack er specielt god på hvidvinene og måske endda specielt, når der kommer lidt sødme i vinene. Og hvor er det virkelig interessant at smage hele 11 vine fra en vinproducent, lige fra billigste Gutswein og så op i sortimentet. Det er sgu næsten lige som selv at besøge et vinhus på deres hjemmebane … selvom fremvisning af kælderen selvfølgelig mangler.

Hos Weingut Haack finder man også ud af, at marken bare betyder så meget, for vinene fra både Burg Layer Schlossberg og Dorsheimer Pittermännchen skilte sig – etter min vurdering – klart ud og står bag de bedste af vinene hos Haack, som jo også ligger i et smørhul i Nahe.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 3 – Camilla Rossi Chauvenet fra Massimago

Endnu en torsdag aften til online webinar med Distinto under overskriften Meet the winemaker og denne gang skulle vi møde Camilla Rossi Chauvenet fra vinhuset Massimago … et hus jeg faktisk ikke tidligere er stødt, hvilket jeg omgående ærgrede mig over, da jeg smagte den indkøbte vin fra Meet the winemaker boxen, nemlig hendes fabelagtige Profasio Valpolicella Superiore.

Camilla Rossi Chauvenet

Det er Camilla Rossi Chauvenet, som ejer og driver vinhuset Massimago, men det stod slet ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle blive vinbonde … nærmest tværtimod.

Hun kommer nemlig ud af en familie, hvor begge hendes forældre er advokater, så det skulle hun selvfølgelig også være. Forældrene drak endda ikke engang vin, men Camillas møde med vin blev starten på en passion og et vendepunkt i hendes liv.

Så i stedet for at læse jura, så tog hun i stedet en uddannelse som agronom på universitetet i Padova, hvilket på det tidspunkt var en smule sjældent for kvinder. Hun færdiggjorde sin uddannelse i 2003 og overtog samme år en gammel ejendom, som familien ejede i dalen ved Mezzane di Sotto i Valpolicella Orientale … den østligste og måske nok mest ukendte del af Valpolicella.

Cracco familien – Camillas mor familie – havde ejet ejendommen siden 1883 og den havde sidst været beboet af Camillas mormor, som dog var flyttet til en mere seniorvenlig bolig. På den tilhørende jord var der også vinmarker, men markerne havde indtil da været bortforpagtet til det lokale kooperativ.

Camilla Rossi Chauvenet besluttede sig for at udnytte den unikke mulighed, så hun tog springet kun 20 år gammel. Hun overtog både bygninger, marker og så startede hun med at lave vin. I 2003 blev det til beskedne 2.000 flasker … og selvom starten var fyldt med masser af begynderfejl. så fik hun stædigt opbygget et spændende vinhus.

Hun har også siden suppleret sin agronom uddannelse med et speciale i planteavl på universitetet i Madrid og en uddannelse som ønolog på universitetet i Montpellier.

Camilla er et nysgerrigt og kreativt væsen, der søger det ultimative i alt hvad hun laver. Det gælder både i vinmarkerne, i vinkælderen og markedsføringsmæssigt. Selvom hun har været i gang i start 20 år, så søger hun stadig perfektionen. Den lille detalje som kan gøre hendes vin endnu bedre. Det er ikke en fast nedskrevet opskrift, der følges år efter år.

Massimago

Vinhuset Massimago i dalen ved Mezzane di Sotto har samlet 32 hektar jord, men heraf er alene 12 hektar vinmarker, som endda er spredt på 14 forskellige parceller i 150-300 meters højde med en undergrund rig på fosiler, hvide kalksten, kridt, ler og småsten.

Siden Camillas overtagelse af vingården har driften været total bæredygtig … og der er heller ingen naboer tæt på til at ødelægge det arbejde. Siden 2008 har driften også været økologisk, hvilket blev officielt certificeret i 2014.

I dag producerer Camilla 750 hektoliter vin, hvilket bliver til 80.000 flasker vin, som er fordelt på 8 forskellige vin … en række klassiske Valpolicella vine som Ripasso og Amarone, såvel som den hvide Garganega og en mousserende rosé på Corvina.

Stilen i vinene fra Massimago er frisk, elegant og imødekommende, tydeligt funderet i typiciteten i Valpolicella. Camilla arbejder – som nævnt – 100% økologisk i mark, men også i kælderen benyttes ingen mikrofiltrering eller anden manipulation.

Navnet Massimago stammer fra latinske frase Maximum Agium, der betyder det højeste niveau af velbefindende … og det passer godt med Camillas ønske om at formidle velvære gennem vinene til vinelskere verden over.

I dag er driften også udvidet til lidt agriturismo med 3 vinhoteller, nemlig Wine Relais både på ejendommen i Mezzane di Sotto, men derudover også Wine Suites med lejligheder i Verona samt et smuk gammelt tårn Wine Tower fra 1300-tallet i Padova med 3 værelser. Derudover drives også en restaurant på vinejendommen … så den søde Camilla Rossi Chauvenet er en foretagsom kvinde.

Webinaret den 18. februar

Aftenens webinar var det tredje af slagsen fra Distinto, men denne gang var det Jonas Fogh, som skulle indtage rollen som interviewer af Camilla Rossi Chauvenet.

Efter den obligatoriske velkomst, så dukkede Camillas søde ansigt op på skærmen, hvor hun startede med at fortælle lidt om hendes start af vinhuset, som ligger isoleret … men alligevel med forholdsvis kort afstand til fx Dal Forno, Corte Canello og faktisk også Le Guaite di Noemi, som vi tidligere har smagt her på vinbloggen, og også drives af en ung kvinde.

Camilla Rossi Chauvenet snakkede en del om tendenser i Valpolicella, hendes egen stil, som hun selv kalder vertikal og hvad hun mener de moderne forbrugere efterspørger. Hun er fx ikke selv til tunge Amaroner, men foretrækker Valpolicella Superiore vinene, som også har en lettere og lysere stil, hvilket Profasio Valpolicella Superiore også understregede med en stor fed streg under.

Hun nævner også Ripasso som værende svære vine, for dels er produktionen besværlig, men metoden betyder også, at Ripasso vinene ikke rigtigt reflekterer det lokale terroir.

Generelt ser Camilla to tendenser … dels nogle, som holder fat i de gamle traditioner, men også nye producenter, så forsøger at lave lidt renere og mere elegante vine som hende selv. Selv hendes Amarone er lavet i en lettere stil, hvilket også ofte har fået folk til at spørge hende, om det nu også er Amarone?

En spurgte Camilla om, hvorvidt man i fremtiden vil se Amarone vine med lavere alkoholprocenter? Hun fortalte, at det næsten er umuligt ud fra de nuværende måder vinene bliver lavet på. For det første, så er lav alkohol næsten umuligt med de tørrede druer og derudover har klimaforandringer også betydet, at druerne i dag opnår meget stor modning. Derfor ser vi også, at mange rigtigt Amarone vine ligger på 17-18% alkohol.

Tørring af druerne til Amarone

Camille fortalte, at en af hemmelighederne ved hendes lyse stil i Amarone vinene er, at de som den eneste vinproducenter tørrer deres druer i en fruttaio … hvilket er et slags let bygning, som de har bygget helt ude i vinmarker. Hos Massimago er det en konstruktion, der er lavet af genbrugstræ med mellemrum mellem brædderne, således luften kan trænge igennem.

Fruttaio’en har så nogle lette skydedøre, der som i en japansk bolig kan skyldes frem eller tilbage afhængig af behovet for beskyttelse mod fx regn. Det sikrer druerne en lettere og mere konstant luftning under tørringen … helt anderledes end den gamle traditionelle, der ofte sker på et monstervarmt tørringsloft under tagstenene.

Som Camilla også fortalte, så betyder det også, at man slet ikke får de normale transportskader, som de modne druer ellers normalt er så overfølsom for. På nuværende tidspunkt er Massimago eneste producent, som tørrer druerne på denne måde.

Hendes produktion af Amarone vinene er nu heller ikke voldsom stor … mener hun sagde, at hun kun laver 5-6.000 flaske af husets top Amarone og nu i fremtiden endda vil dele den på i 3 forskellige topvine, som vil adskille sig fra hinanden. Jonas spurgt hende om man vil kunne smage forskel, hvor Camilla var meget klar i spyttet med et rungende; ja, vent og se.

Guyot eller Pergola?

Camilla fortalte også lidt om hendes 12 hektar marker, der jo ligger spredt over 14 parceller med forskellig undergrund. På de fleste af hendes vinmarker er vinstokkene bundet op efter Pergola metoden, som nok også har været den mest traditionelle metode i det østlige Valpolicella og også er meget udbredt i nærliggende Soave.

For en del år siden sagde eksperterne ellers, at man anbefalede Guyot … altså princippet, hvor man hvert år udtager en eller to af førsteårsgrenene fra hovedplanten og opbinder den/dem til en vandret tråd.

Med de stigende klimaforandringer, så synes Camilla, at hendes vinstokke efter Pergola princippet giver de bedste druer, da det i specielt i de varmere år giver en bedre beskyttelse af druerne, hvilket igen kan holde alkoholprocenten lidt ned.

Studier har da også vist, at Pergola giver lavere bærtemperaturer, da der simpelthen er et større lag af blade ved Pergola end ved Guyot … og det er godt – hvis man som Camilla Rossi Chauvenet – godt vil lave kølige og vertikale vine 🙂

Aftenens vin

Fra Distintos Meet the winemaker box skulle vi smage Camillas Profasio Valpolicella Superiore i årgang 2015 … og sikke da en vin, som vitterlig overrumplede mig totalt … noget nær det mest perfekte jeg nogensinde har smagt fra Valpolicella.

Jeg er ellers ikke vild fan af Valpolicella, men denne lavet på 65% Corvina, 20% Corvinone og 15% Rondinella har en så let, lys og feminin side, at man forbavses.

Det smager monstergodt, men det kan du jo læse mere om i mit indlæg, hvor jeg anmelder vinen. Du finder link ovenover.

Tak til Distinto og Camilla Rossi Chauvenet for en hyggelig time i torsdags, hvor vinmageren i den grad fik spredt lidt god karma med hendes søde og imødekommende væsen … og ikke mindst hendes fantastiske vin.

Skål !