Kategoriarkiv: Store oplevelser

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Scacciadiavoli … med djævelsk fin vinsmagning

Min travleste dag som vinblogger var klart dagen efter de 2 dages officielle Anteprima Sagrantino i Montefalco. Der havde de søde mennesker hos Consorzio Tutela Vini Montefalco nemlig plottet hele 6 besøg på vingårde ind i mit dagsprogram … min press tour. Med andre ord en hel dag fyldt med besøg på vingårde og masser af vine fra morgen til aften.

Det sidste stop på dagen blev på Cantine Scacciadiavoli aka Azienda Agraria Scacciadiavoli di Pambuffetti, hvor vi også skulle indtage vores aftensmad. Press tour programmet sagde nemlig; Meet the driver at Piazza del Comune to go to the dinner at Scacciadiavoli winery.

Og når jeg skriver vi, så var det en lille flok vinjournalister, bl.a. den franske Fabien Lainé og selvfølgelig jeres trofaste, ihærdige vinblogger.

Vi havde dagen forinden mødt den karismatiske Iacopo Pambuffetti under den fælles middag på Il Ristorante Alla Via di Mezzo og havde ventet, at han skulle føre os igennem aftenen og vinene fra Scacciadiavoli. Han havde nemlig under middagen nævnt, at han glædede sig til at få besøg af os den næste dag.

Det store gamle 4-etagers vineri fra 1884 for enden af den store plads.

Da vi ankom til vingården, så havde mørket allerede så småt besluttede at sænke sig over gårdspladsen, som lå omgivet af et mørkt tæppe alene oplyst af sparsomme lamper rundt om på de forskellige, gamle bygninger. Iacopo var imidlertid ikke hjemme, så vi blev i stedet modtaget af den søde og dygtige Francesca Granelli … et godt bytte ;o)

Smagelokalerne i den ene side af den store plads.

Den smukke Francesca er både uddannet sommelier samt ønolog og er i dag ansat hos Scacciadiavoli. Jeg havde kort set hende dagen før til den frie smagning af vine i Chiostro Sant’ Agostina, hvor hun stod og servede iskolde hvidvine. Jo, lidt opmærksom er jeres flittige vinblogger skam.

På grund af mørket, så var det selvfølgelig ikke muligt med en tur rundt i stedets flotte have eller vinmarkerne, der ligger lige op til vingården.

I stedet startede Francesca med at tage os en tur igennem det gamle vineri og med at fortælle historien om vinhuset, der er det ældste vinhus i Montefalco området og grundlagt helt tilbage i 1884.

Vinhuset kaldes Scacciadiavoli – som betyder djævleudryderen – efter en exorcist, som levede i udkanten af husets marker og anvendte vine i sine ritualer.

På rundtur i vineriet og vi startede på øverste etage.

Bag etableringen af vinhuset stod fyrst Ugo Boncompagni Ludovisi fra den gamle italiensk adelsslægt fra Piombino ved Pisa. Den vinglade fyrste var bosat i Rom, men forlod byen for at beskæftige sig med vinproduktion og slog sig ned vest for Montefalco tæt på den mindre by Celestrino.

Ugo var en fremsynet mand og byggede vingården med kommerciel vinfremstilling for øje. Således blev vingården bl.a. opført i 4 etager, således man kunne udnytte tyngdekraften og lade vinen løbe fra etape til etage i takt med produktionen … meget effektivt og avanceret i forhold til den tid.

På grund af vineriets imponerende størrelse, så blev det af de lokale kaldt Localita Cantinone, hvilket betyder noget i retning af den store kælder … og det er også adressen for vinhuset i dag.

I øvrigt indgår Boncompagni Ludovisi familiens våbenskjold – et rødt skjold med en gul drage og en kongekrone på toppen – fortsat i logoet for Scacciadiavoli.

Vineriet er tidligere moderniseret, bl.a. med rustfrie ståltanke.

Scacciadiavoli har produceret vin uafbrudt siden etableringen i 1884, men siden 1954 har det været med familien Pambuffetti ved roret. Amilcare Pambuffetti købte nemlig stedet i 1954 i en alder af 71 år. Han havde stærke bånd til vingården, som han havde arbejdet på som ung 14-årig knægt.

Da han døde i 1977 overtog hans 3 sønner Alfio, Settimio og Mario driften og i 2000 kom 3. generation til roret i form af Settimios tre sønner Francesco, Carlo og Amilcare, som havde besluttet, at de ville overtage ejerskabet af vingården fra den anden del af familien.

Gode produktionsforhold i vineriet på Scacciadiavoli.

De har efterfølgende gennemført en større renovering af stedet og samtidig moderniseret vineriet, dog med respekt af den gamle arkitektur og stedets gamle historie, bl.a. fungerer det gamle princip med udnyttelse af tyngdeloven i fremstillingsprocessen fortsat i det 4 etagers høje vineri.

Amilcare Pambuffetti er i øvrigt i dag formand for vinbøndernes sammenslutning Consorzio Tutela vini Montefalco, som jo netop stod bag den netop afsluttede Anteprima og invitationen til mig om deltagelse i samme. Rar mand.

Den søde Francesca Granelli viste os rundt i vineriet …

For nogle år siden kom 4. generation af Pambuffetti familien med i foretagendet, nemlig Amilcare, Iacopo, Liù, Romeo og Fiammetta. Det er specielt Iacopo og Liù, som i øvrigt er fætter og kusine, der er de drivende kræfter af den nye generation. De er i dag godt involveret i produktionen, som årligt ligger på omkring 250.000 flasker vin.

Scacciadiavoli har samlet 130 hektar jord, hvoraf dog alene 35 hektar er vinmarker, beliggende i omkring 400 meters højde med en undergrund af sand og ler, som er specielt velegnet til Sagrantino druen. Det giver basis for omkring 9 forskellige vine, herunder 2 mousserende vine. Derudover laves der også en grappa på Sagrantino.

… og fortalte om vinhuset, produktionen og hvordan vinene laves.

Vi fik en super rundvisning af Francesca i det gamle vineri på Scacciadiavoli, hvor specielt den gamle kælder med hvælvede lofter og hundredvis af barriques gjorde et stort indtryk. Det gamle vineri bar præg af tidens tand, men på en charmerende og imponerende facon.

Francesca Granelli viser rundt i vinkælderen.

Efter rundvisning blev vi vist ind i husets store smagelokale på den anden side af gårdspladsen … lidt af et stort festlokale, som sikkert har set nogle sjove og underholdende fester. Et stort rundt bord var dækket op til os, så vi satte os fluks til bords sammen med Francesca som bordets naturlige og lysende midtpunkt.

I smagelokalet var der dækket op til en lille middag … og selvfølgelig en stor vinsmagning med alle husets vine.

Det skulle vise sig, at Scacciadiavoli også har en kok ansat, og hun havde sørget for, at det også gastronomisk blev en flot aften med umbriske lækkerier bl.a. med charcutteri, ost, brød, risotto kogt ind med Sagrantino, kalvekød med hjemmelavede kartoffelkroketter og sluttelig en slags kage af en slags.

Charcutteri samt dejlige oste.

Risotto kogt ind med Sagrantino.

Lidt kalvekød samt kartoffelkroketter mener jeg, at det var … men er sgu ærlig talt ikke helt sikker.


Og sidst lidt kage … og for interesserede lidt grappa til, men den sprang jeg nu over. Jeg havde vist nået min dagsration, godt og vel.

Læg dertil gennemgang af hele husets sortiment af vine, herunder vertikal smagning af deres Montefalco Sagrantino i 6 årgang fra 2006 til 2011. Imponerende.

Ganske overraskende, så laver Scacciadiavoli to mousserende vine … og ikke blot efter den billigere charmatmetode, men på den helt rigtige champagnemetode. Så dem startede vi naturligvis med at smage.

Her ser i det smageprogram, som jeres flittige vinblogger måtte kæmpe sig igennem:

Scacciadiavoli blev et flot punktum på en lang, men særdeles spændende dag. Så derfor et kæmpestort tak til den helt fantastiske Francesca, kokken samt Scacciadiavoli for et flot aften, dejlig mad og gode vine.

Scacciadiavoli er bestemt et af de steder, som du må besøge, hvis du nogensinde kommer til Montefalco. Vi slutter selvfølgelig med lidt flere fotos fra aftenen på Scacciadiavoli.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Bocale di Valentini … uden Valentino

Lad os – midt i det skiftende danske sommervejr – lige kaste et blik på endnu et af de umbriske vinhuse, som jeg besøgte under mit ophold i Montefalco, nemlig Azienda Agricola Bocale di Valentini. Det var nemlig næste stop efter Caprai.

Der var imidlertid tilsyneladende ingen hjemme i det lille vineri, da vores chauffør satte os af. Det lille, gule hus lå helt forladt, nærmest midt i vinmarkerne. Og der stod vi så.

Bjergtagende udsigt fra det lille vinhus Bocale.

Men efter et kort telefonopkald fra vores chauffør, så dukkede Ennio Valentini op med et stort smil og undskyldte, at hans søn og husets vinmager Valentino Valentini – jeps, det hedder han – desværre var forsinket, men på vej til vineriet. Der ville dog gå 25-30 minutter inden han kunne være fremme.

Vi blev enige om, at det ikke var nødvendigt, at Valentino ræsede afsted, da vi i forvejen var forsinket i vort stamme program. I stedet forslog vi, at Ennio blot kunne guide os hurtigt gennem vinene. Og så måtte vi desværre også springe rundvisningen i vineriet over. Med andre ord en hurtig splash’n’dash vinsmagning.

Det ser ikke ud af meget, men der ligger en større vinkælder under det lille, uanseelige, gule hus. Og der var ingen hjemme, da vi ankom.

Det var måske okay, da Bocale Valentini Viticoltori di Montefalco faktisk kun laver en Rosso samt en Sagrantino … hvis vi snakker de almindelige vine. Selvfølgelig laver han også Passito og endda en grapa. Det skulle dog vise sig, at han også i 2015 er startet med at lave en Trebbiano Spoletino vin.

Familien Valentini grundlagde vinhuset Bocale i 2002, men familien stammer oprindeligt fra området omkring Montefalco. De navngav vinhuset efter de gamle 2 liters jugs, som man brugte til vin og lokalt kalder bocale … et navn, som man også brugte som øgenavn til Valantinos bedstefar, som altid gik rundt og drak af de store flasker.

Bedstefaren havde også været vinmager og havde siden 1927 produceret vin. Og den tradition vendte familien således tilbage til i 2002 og synes, at de ville ære bedstefaderen ved at anvende hans øgenavn til det nye vinhus.

Vinhuset ligger i Fratta Alzatura nær Madonna della Stella omkring 6 kilometer fra Montefalco by. Det er et område, som er kendt for dets store kloster og ellers har en fantastisk udsigt udover dalen mod Spoleto.

Indenfor i det lille smagelokale, hvor vinene dog står fremme til display.

Det er Ennio og Lucianas søn Valentino Valentini,  som står for produktionen af vinene fra familiens samlede 5 hektar vinmarker. Det giver basis for en lille produktion på omkring 20-25.000 flasker vin hvert år.

Valentino er endda tidligere borgmester i Montefalco og laver vinene på Bocale med rådgivning fra ønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini. Selvom de ikke er certificeret, så driver de stedet efter økologiske principper og anvender også alene druernes naturlige gær i fermenteringen.

Foto fra markerne … taget mens vi lige ventede.

Vi fik en fin lille – og hurtig – smagning forestået af Ennio, som er en rigtig rar og gæstfri mand. Han kunne ikke snakke så meget engelsk, men snakkede imidlertid en smule tysk, og derfor kunne vi sagtens kommunikere. Han fandt et lille udvalg af vingårdens vine frem, så vi kom samlet til at smage;

Det er et meget lille sted og smagelokalet stod i skærende kontrakt til det forrige hos Caprai. Ennio viste os også en række plakater på væggen i  smagelokalet. De er alle lavet af forskellige kunstnere og markerer hver ny årgang af Montefalco Sagrantino vinene.

De fine plakater, som Ennio Valentini også viste frem.

Nogle af plakaterne var bl.a. udført af Altan, Mattotti og Sudario Brando. Jeg kender dog ingen af disse kunstnere, men vi mandlige besøgende kunne da sagtens værdsætte de lidt vovede plakater, som jeg da og fluks skal gengive her i blogindlæget.

Flere stemningsbilleder fra markerne.

En stor tak til Ennio for et godt besøg. Det var ganske vist et kort besøg og en hurtig smagning, men vi fik et fint indtryk af vingården og deres vine.

Vi slutter med lidt ekstra fotos … bl.a. med nogle af de lovede plakater:

Marken ovenfor vinhuset.

Ennio og jeg svingede sgu meget godt sammen. Han er en herlig, rar og hyggelig fyr. 

Restauranter & vinbarer

Herretur med Pino i plastik og 5 x vinbarer i Aarhus

Efter et vellykket roadtrip aka togtur til Aarhus sidste år, hvor vi nåede både restaurant Pondus samt et par vinbarer, så synes drengene, at tiden var inde til en reprise.

Gert havde tidligere i år besøgt Vindanmark Vin & Tapasbar nede ved havnen tæt på brødrene Koch og havde foreslået, at vi besøgte stedet og indtog både lidt vin og lidt tapas en fredag aften … og den idé var vi hurtigt med på.

Intet planlagt udover en reservering på Vindanmark Vin & Tapasbar, men en idé om, at vi da skulle forbi en vinbar eller to, herunder selvfølgelig Sabina hos S’vinbar … vores favorit vinbar.

Blot for få år siden var S’vinbar vel eneste vinbar i Aarhus, men i dag kan byen mønstre en lang række vinbarer. Jeg ved faktisk ikke helt hvor mange, men vel omkring 8-10 stykker er mit bedste bud.

Til togturen til Aarhus havde vi duplikeret formelen fra sidste år … en god flaske vin til at komme lidt i stemning efter en travl dag på jobbet. Jeg havde været totalt arbejdsramt og stresset i løbet af dagen, men havde løst min opgave med at medbringe vinen. Jeg havde valgt denne vin, som jeg tidligere har smagt (og skrevet om) og synes drengene skulle smage:

Gert havde denne gang medbragt plastik vinglas, så det blev ikke som sidst Pingus i pap, men derimod Pino i plastik. Efter en status om hinandens velbefindende, dårlige udseende og andre godmodige mobberier var vi hurtigt og pludselig i Aarhus. Længe leve de gamle IC3 tog. Flasken var dog endnu ikke tom – helligbrøde – men det blev hurtigt løst … effektive, som vi er.

Vi havde et par timer at dræbe, inden vi skulle være på vores udvalgte og reserverede spisested, så vi besluttede at starte med en tur til Aarhus Street Food, som jeg aldrig tidligere havde besøgt. Det ligger jo samtidig ikke langt fra banegården.

Aarhus Street Food – Ny Banegaardsgade

Aarhus Street Food er det jyske svar på Papirøen i staden og selvfølgelig ikke helt så stor. Den gamle hal er sgu et ganske hyggeligt sted, som har mange slags køkkener.

Du kan således nyde alt fra mexicanske tacos til vietnamesiske Bánh Mì Bandits, flæskestegsandwich, amerikansk soulfood, franske crepes, dansk smørrebrød, Fish & Chips, cheesecake og meget andet i de små og farverige madboder.

Den gamle hal midt i centrum af Aarhus er både rå, ægte og autentisk. Konceptet er enkelt … hver bod skal have én ret til 50 kr. Og så er der selvfølgelig også en kaffebar, en ølbar og heldigvis også en lille vinbar med et udvalg af de vine, som findes i sortimentet hos Vinspecialisten aka HJ Hansen kæden.


Foto fra hallen hos Aarhus Street Food.

Vi blev hurtigt enige om lidt Riesling fra vinbaren, og Gert valgte denne gamle kending, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen:

Vinbaren blev betjent af et par unge piger … sikkert helt i tidens ånd. Det lød ikke, som om de vidste det store om vin, men vi vidste jo også omvendt, hvad vi gerne ville have.

Priserne er til gengæld meget fornuftige og den valgte Riesling kostede 260 kr., mod i en pris på 140 kr. for samme flaske i en almindelig Vinspecialisten forretning. Det er jo til at forstå!

Jeg synes, at vi skulle supplere den sprøde Riesling med lidt mundgodt og købte hos Charcuteriet – en af de nye boder i den gamle hal – en planke med lidt pølser, skinke, ost og mandler.


En planke med lidt godt fra Charcuteriet.

Den var egentlig beregnet til 1 person, men som lidt hyggesnack var der rigeligt til os alle tre. Og til en pris på en flad hund også et ganske billigt køb.

Samlet blev besøget hos Aarhus Street Food en super oplevelse … og det sted skal jeg bestemt besøge igen. Samlet får Aarhus Street Food 5 fede tommelfingre … mest pga. stemning, udvalg og fornuftige priser.

Rating 5/7 

Plan B – Fredens Torv

Med matematisk akkuratesse havde vi beregnet, at gåturen ud mod Vindanmark Vin & Tapas Bar lige præcis gik forbi Plan B, som således kunne være et vinøst pitstop – splash’n’dash optankning undervejs. Helt dumme er vi sgu ikke.

Vi havde ikke alverden med tid, men endte alligevel med at bestille et lille bræt med månedens vine … 3 små smageglas for 100 kr. Brættet var en brugt planke fra en vintønde med 3 fræsede huller, hvor de 3 små smageglas kunne stå. Meget dekorativt.

Derudover sad der en lille tag på hvert glas med lidt info om den enkelte vin, dog primært med navn på vinhus, druer og smagsnoter … igen en okay idé. Og på bagsiden selvfølgelig en OCR kode, således du kan ledes direkte hen til køb af vinen hos ExploreWines.dk … helt kommercielt smart.

De 3 smagsprøver var såmænd ikke noget særligt, men omvendt … hvad får man i dag for en flad hund? Det var syditaliensk, lidt Rhône og en bulderbasse fra Sydafrika … nemlig disse vine:

Også Plan B havde et par unge piger bag baren. De var ganske søde og tilbød os endda at tage et foto af de 3 gamle herrer … og det tog vi selvfølgelig imod. Okay med lidt modlys og tvivlsomt motiv vinder billedet nok ingen priser … men lidt charmerende er vi da ;o)


De tre herrer på Plan B i modlys.

Der kan købes vine pr. glas til 50 kr., 75 kr. eller 100 kr. på Plan B, men selvfølgelig kan man også købe en hel flaske af vinene. Udvalget af vine er ikke så stort og udfordrende, og tidligere besøg har også været lidt svingene i oplevelse.

Som noget sjovt, så tilbyder Plan B et glas Mystery Wine – hvid eller rød – til 50 kr. og gætter du vinen i glasset, er det på Plan B’s regning. Det prøvede jeg desværre ikke.

Men sammenlagt et fint besøg og Plan B ender på

Rating 4,5/7 

Vindanmark Vin & Tapas Bar – Kystpromenaden

Et par fashionable minutter for sent nåede vi aftenens centrale destination, Vindanmark Vin & Tapas Bar på Kystpromenaden … virkelig hyggelig beliggenhed med mulighed for at sidde udenfor lige op til vandet og lystbådehavnen. Beliggenheden trækker klart op.

Det er samtidig hyggelig indrettet, god atmosfære med et gammelt klaver, vintønder, gamle møbler og selvfølgelig en hylde med display af alle de vine, som du kan fristes med.

Stedets sortiment i vine er baseret på små producenter og mindre vinområder, og derudover er der altid mulighed for at smage på vinene inden du køber. Det fik vi dog ikke tilbudt. Men måske gælder det alene den tilhørende vinbutik?


Hygge på Vindanmark Vin & Tapas Bar.

Derudover er der en selvbetjeningsbar, hvor man selv kan skænke – og afregne – et glas vin til 50 kr. Denne fredag var denne et klart hit hos de besøgende, som mest bestod af unge mennesker. Umiddelbart så det ud til, at alle de besøgende havde valgt selvbetjeningsbaren til at opfylde deres vinøse drømme.

Også stedets personale består også af en række helt unge, friske, søde og hjælpesomme piger og drenge. De sørgede for, at vi fik en fin aften med hurtig servering og kvikke bemærkninger.

Vi bestilte fluks 2 store planker med tapas til deling … så var det ligesom sat i sving. Derefter gennemgik vi hylden bag os med udvalget af husets vine, besluttede os for lidt hvidvin og efter lang betænkningstid valgte vi en spændende Vigneto Runcata fra Tenuta di Corte Giacobbe, men den havde de desværre ikke på køl. Øv.

Vi valgte i stedet “lillesøsteren” fra samme hus en okay Soave, som blev efterfulgt af en tur i selvbetjeningsbaren til et enkelt glas mere. Dér valgte vi alle lidt forskelligt, men jeg rendte med lidt tysk hvidvin fra Weingut Bergdolt Reif & Nett, dvs. et program som følgende:

Vi fik også her fremragende tapas. Jeg fik desværre ikke taget et foto, men på tavlen bag disken kan I formentlig læse lidt om, hvad det bestod af; serrano skinke, iberisk chorizo, fransk paté, røget brie, morbier ost, en lidt ulæselig ost, mandler, oliven, pesto og godt brød.

Tapas til 149 kr. for 2 personer og billigt og med en selvbetjeningsbar med vine til 50 kr. pr. glas er det et sted, som alle har råd til.

Samlet et fint besøg … vinudvalget er okay uden at være pragende. Det trækker lidt ned, at man ikke har alle fremviste hvidvine på køl, men ellers er det bestemt et besøg værd. Jeg vender sgu gerne tilbage igen.

Rating 4,5/7 

S’vinbar, Klostergade

S’vinbar er min gamle favorit. Det er en ægte vinbar med fokus på vin og stedets indehaver Sabina er uddannet sommelier og ved vel stort set alt om vin. S’vinbar er lækker vin, duggede ruder og masser af fed stemning.

Du kan selvfølgelig bare selv vælge en vin fra et imponerende vinkort, men du kan også lade dig udfordre af Sabina, som kan finde lige den vin, som du aldrig før havde drømt om. Sabina skriver også selv på stedet Facebook side; Hvis du vil nørde og udfordres, er vi med på den værste!

S’vinbar er et sted, som man altid vender tilbage til og det gjorde vi 3 herrer selvfølgelig også efter aftensmaden. Vi skulle da lige et smut forbi S’vinbar i Klostergade, selvom det måske ikke ligefrem lå i direkte linje tilbage mod banegården.

Men sådan er livet jo så fyldt med små omveje.


Her erjeg lige gået udenfor S’vinbar, således jeg kunne tage et foto af herrerne på pladsen ved vinduet. Skål.

Jeg fik lov at vælge vinen på S’vinbar og gik lidt konservativ til værks med en Spätburgunder fra Weingut Keller … et fantastisk vinhus, hvorfra jeg tidligere har smagt fx hans Spätburgunder Frauenberg GG og hans Spätburgunder GG ”Bürgel” (Felix) … meget rene og mineralske vine.

Det blev dog Klaus-Peter Kellers almindelige:

S’vinbars store og fede vinkort med mere end 300 forskellige vine på kortet, hvoraf størstedelen serveres på glas, trækker op. Sabina, der ved noget om vin, trækker også op. Stedet ligger selvfølgelig ikke så idyllisk som fx Vindanmark Vin & Tapas Bar, men det er bare Aarhus’ bedste vinbar. Og vi elsker duggede ruder, når stedet er proppet med mennesker.

Rating 6,5/7    

Din Vinbar – Jægergårdsgade

Vi sluttede vores tour de vinbar på en ny af slagsen, nemlig Din Vinbar i Jægergårdsgade. Vinbaren er netop åbnet i juni 2017 og har primært vine fra Sydeuropa og er specielt glad for spanske vine.

Vinkortet omfatter omkring 50 vine, meget fra Vinspecialisten. Det er spansk, fransk og italiensk … og blandt hvidvinene også lidt andet fx tysk, østrigsk og new zealandsk.

Da det var sidst på aftenen og solen på vej ned, så valgte Gert en spansk kraftkarl, nemlig denne:

Din Vinbar er et hyggeligt sted, god betjening og de lød også som om, at de vidste noget om vinene. Vi var måske begyndt at være en smule påvirkede, men kan bestemt anbefale stedet.

Rating 5/7 

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper

Arnaldo Caprai Società Agricola er nok det vineri, som har haft størst betydning for DOCG Montefalco Sagrantino vinene, så selvfølgelig skulle jeg da også besøge dette vinhus.

Det er samtidig det største vinhus i området og har således hele 150 hektar vinmarker, et stort, moderne og imponerende vineri, som bl.a. omfatter ikke mindre end 2.800 barriques i kælderen.

Vinhuset ligger få kilometer nord for Montefalco og er grundlagt i 1971, hvor Arnaldo Caprai købte vingården Val di Maggio med 5 hektar vinmarker og begyndte at producere vin.


Stort state-of-the-art vineri for Arnaldo Caprai Società Agricola 

Han var egentlig en succesrig forretningsmand indenfor tekstilindustrien, men havde en drøm om at producere vin. Og derfor forfulgte han drømmen og blev vinproducent. Han blev forelsket i de lokale druer og opkøbte også løbende yderligere marker i området.

Det blev dog sønnen Marco Caprai, som blev afgørende for vinhusets international anderkendelse og succes. Marco overtog driften i 1988 og han kom både med en stor passion og med et klart mål om, at lave de bedste kvalitetsvine.


Indgangen til smagelokale og butik

Derfor begyndte Marco Caprai i 1991 en større investering, både opbygning af stort state-of-the-art vineri, opkøb af yderligere vinmarker, men også i forskning, forsøg og udvikling af husets vine.

Han indgik nemlig også samme år samarbejdsaftaler med universitetet i Milano samt andre institutter om forskning i, hvordan kvaliteten af Sagrantino druen kunne forbedres via nye kloner.

Efter nogle år havde han sammen med forskerne fundet nogle kloner af Sagrantino, som var specielt anvendelig i produktionen af kvalitetsvine på Sagrantino og i dag danner baggrund for vinene fra Arnaldo Caprai Società Agricola og mange andre producenter.

Marco Capri tilskrives da også en stor rolle i bestræbelserne på at redde den ellers oversete og næsten uddøde Sagrantino drue og vinhuset har da også i 2012 fået Wine Enthusiasts prestigefulde pris European Winery of the Year, hvor juryen netop begrundede det med, at Caprai har bragt den lokale drue Sagrantino de Montefalco og vinregionen Umbrien frem i søgelyset.

Og så er Marco også lidt en ildsjæl og bannerfører for vinproducenterne i Montefalco området. Han har ikke blot gjort Sagrantino vinene kendt, men er også med i ledelsen af Consorzio Tutela Vini Montefalco, foregangsmand i etablering af en vinrute i området og indførelse af en grøn revolution, hvor dyrkningen bliver mere naturlig med enten økologisk eller biodynamiske metoder.

Det var også Marco Caprai himself, som modtog os, da vi kom til det store, moderne vineri. Men hurtigt startede vi dog en lille rundtur, hvor vi først gik ud til nogle af markerne, der ligger lige op til selve vingården.

Nogle af husets marker

Imens fortalte Marco en historien om vinhuset og Sagrantino druen og vi så også en række marker, hvor Caprai fortsat eksperimenterer med forskellige kloner af de lokale druer. Han laver bl.a. forsøg med en Sagrantino Bianco … og det lyder jo ret spændende.


Smukke, gamle vinstokke

Derefter fik vi selvfølgelig også en store rundtur i selve vineriet, som der bestemt også er god grund til at fremvise. Alt er flot, strømlinet, ordentligt og ganske imponerende, specielt den store barriqueskælder, der – ifølge Marco – i øjeblikket rummer omkring 2.800 barriques.

Og brugen af barriques er også centralt i produktionen af Caprais Sagrantino vine, specielt ny eg. Marco Caprai høster for det første druerne en tak tidligere end andre producenter og anvender derudover alene ny eg på Sagrantino vinene.


Sidst i februar inden vinstokkene begynder af skyde

Det gør selvfølgelig, at der skal bruges mange barriques … rigtigt mange barriques og dermed god plads i kælderen. Det gør også vinene meget tanninrige. Læg dertil, at Sagrantino druen i forvejen er en af verdens mest tanninrige druer, så kan du begynde af forestille dig mængden af tanniner i vinene hos Caprai.


Marco Caprai himself forklarer lidt om vinhuset …


… og viser vineriet frem


inklusiv de mange, mange barriques

Rundvisningen sluttede i den store butik … som selvfølgelig også er ganske imposant bl.a. med stor disk, masser af plads samt et hul i gulvet, hvor besøgende kan få et kig ned til produktionen af vinene.

I et lille lokale ved siden af var der allerede dækket op til os med 6 smageglas pr. mand. Hverken mere eller mindre, men det skulle vise sig, at 6 glas var alt for lidt. For hos Caprai var der et glas pr. vin .., og sådan skulle det bare være. Jeg skulle ikke tage opvasken, så jeg klagede ikke.

I det hele taget var der styr på denne del … altså smagningen, som Marco havde lagt i hænderne på en af de unge, smukke værtinder på stedet. Hun skænkede og hentede løbende flere glas, mens Marco fortalte om vinene. Smageprogrammet sådan her ud:

Og selvfølgelig slog de 6 vinglas ikke til, da vi endte med at smage 9 vine … for hos Arnoldo Caprail skulle der selvfølgelig være ét glas pr. vin, dvs. samlet minimum 9 glas. På den måde var der bestemt styr på tingene hos Caprai.


Klar til smagningen for jeres flittige vinblogger

Og jeg vil med det samme afsløre en hemmelig, nemlig at jeg har det rigtigt svært med med vinene fra Caprai. Dertil er tanninerne simpelthen alt for dominerende. En fancy vinjournalist fra Holland bemærkede, at det var en præmisse … at sådan skal gode Sagrantino vine være.

Han udtrykte det endda en smule poetisk og snobbet, nemlig at totalt uhæmmede, voldsomme tanniner og Sagrantino uløseligt og naturligt hænger sammen på samme måde, som at en bil har runde hjul, men det er jeg ingenlunde enig i. Jeg synes, at vine generelt skal smage godt uden mega lang lagring …. hvad er ellers meningen? Ingen vil vente 40 år på, at en vin modnes.

Men fint at smage Caprais store produktsortiment, hvor specielt de sidste vine ligger højt i både prestige og pris. Sjovt nok, så er det Dansk Supermaked, som er dansk importør. Hvordan det passer med Caprais egne kvalitetsnormer, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Men samlet blev det bestemt en interessant eftermiddag og stor respekt til Marco Caprai for hans opbyggede vin imperium. Og vi slutter selvfølgelig med lidt ekstra fotos:

Markerne op til vingården

… og flere vinmarker


Vineriet …. topmoderne state-of-the-art

De rustfrie ståltanke …

… og den imponerende barriques kælder


Tappelinien …


… og den store, flotte butik


… med hul i gulvet


… og en smuk udsigt


… og sluttelig line-up med den respekterede vinmager Marco Caprai

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Romanelli … den beskedne, dygtige vinmager

Consorzio Tutela Vini Montefalco havde efter mit besøg hos Antonelli plottet en frokost ind hos Azienda Agricola Romanelli som næste stop inklusiv en lille vertikalsmagning af husets Sagrantino.

Det havde jeg faktisk glædet mig rigtigt meget til, da Romanellis Montefalco Sagrantino netop var en af de vine, som jeg havde smagt og været ganske begejstret for inden mit besøg i Umbrien.

Det er et lille og hyggeligt familievinbrug, som ligger lidt nordøst for Montefalco ved Colle San Clemente med en smuk, smuk udsigt. som I også kan se på billedet nedenunder.


Smuk udsigt fra vingården Azienda Agricola Romanelli.

Vinhuset er grundlagt i 1978 af Amedeo Romanelli samt sønnen Costantino, som – selvfølgelig sammen med deres respektive hustruer Anna Maria og Anna Rita – besluttede, at de på fuld tid ville satse på produktion af vin og oliven.


Her vingården og indgangen til butikken/smagelokalet.

I dag drives stedet fortsat af Costantino, men 3. generation i form af sønnerne Devis og Fabio er langsomt begyndt at overtage driften. De er jo praktisk talt også opvokset med vin og det virker som om, at det er Devis, som i dag leder driften. Men alle 3 generationer bor fortsat på vingården.

Familien har samlet 16 hektar vinmarker, hvor de selvfølgelig primært dyrker Sagrantino, men også druesorterne Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Merlot samt de lokale hvide druer Grechetto og Trebbiano Spoletino.

Alle markerne dyrkes ECO venligt, dvs. uden brug af sprøjtemidler af nogen slags og i det hele taget går familien meget op i bæredygtigt landbrug og sikring af naturen. Således har de opsat en lang række fuglehuse rundt om i vinmarkerne … og endda nogle med live-cam og det har medført en højere bestand af bl.a. falke, ugler og mange andre fuglearter.

Romanelli laver 8 forskellige vine, nemlig en Grechetto, en Spoletino, 2 Sagrantino’er og en Passito samt 3 Rosso’er. Derudover selvfølgelig lidt grappa og så olivenolie. Der laves alene vine med druer fra egne marker.

Udover vingården med smagelokalet, så har familien også en vinforretning midt inde i Montefalco … ja faktisk lige over for det hotel, som jeg boede på under mit besøg dernede.

Da jeg ankom til Azienda Agricola Romanelli blev jeg modtaget af Devis Romanelli, som viste mig rundt. Vi satte os dog hurtigt ind i deres smagelokale, for hans  mama havde forberedt til frokost til mig. Og det lød jo ganske fint.


Lidt umbrisk frokost … her lidt brød med tomat, brød med noget paté og en slags risotto med nogle svampe og selvfølgelig godt med olivenolie.


Derefter lidt gnocchi vendt i sauce og drysset med parmesan.

Vi skulle egentlig ha’ været en person/vinjournalist mere til frokosten og smagningen, men han var tilsyneladende voldsomt forsinket, så det blev til en eksklusiv lille vinsmagning alene for mig. Og jeg brokker mig jo aldrig.


Devis er en rolig og utrolig rar fyr … ingen store armbevægelser, men han laver nogle fantastiske vine.

Devis havde forberedt smageprogrammet, og det var primært med fokus på husets Montefalco Sagrantino, som jeg skulle smage i en vertikal smagning 5 årgange tilbage. Derfor kom ikke omkring alle husets vine, men et godt udsnit. Samlet så programmet sådan her ud:

Vi startede dog heldigvis med husets Trebbiano Spoletino, som under opholdet blev optaget i mit kartotek over yndlingsdruer og som Romanelli også er startet på at lave, men faktisk har dyrket siden de plantede de første stokke med Spoletino i1996.

Jeg måtte også – for første gang på turen – op med 7 fede tommelfingre aka 7 Thumbs Up aka topkarakter for en vin, men det kan I jo læse om i mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Og en enkelt … 2011’eren af Romanellis Montefalco Sagrantino havde jeg smagt tidligere, så der har jeg blot linket til min tidligere beskrivelse.


Her et kig ind i det røde smagelokale, hvor Devis havde linet de vine op, som jeg skulle smage i løbet af frokosten.


Og et udvalg af husets produkter står på alle hylderne.

Et godt stykke inde i vinsmagningen, så arriverede den polske vinjournalist, men der var jeg næsten igennem alle vinene. Men samlet blev det til en masse vinsnak og Devis fortalte om deres vine og deres topmarker, som er meget lerholdige og med til at give nogle ganske bløde Sagrantino vine, specielt specialcuvéen Medeo, som er helt fantastisk, men også en ordentlig mundfuld.


Selvfølgelig også lidt bøger fra den lokale helt … kokken Giorgione, som vi havde mødt aftenen før på hans hypede restaurant Il Ristorante Alla Via di Mezzo.

Grundet den megen snak og forsinkelsen fra den polske vinjournalist, så fik vi desværre ikke set produktionsfaciliteterne, da vores chauffør pludselig holdt udenfor. Der blev dog tid til et par obligatoriske fotos af den beskedne, rare Devis foran vingården.


Masser af snak om vin og godt med flasker på frokostbordet. Jeres flittige vinblogger arbejdede hårdt for sagen.

 


Det obligatoriske foto af vinmageren foran vingården …

… inden vi fløj videre ;o)

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Antonelli San Marco … aristokratisk vinbonde

Det store, gamle og historiske samt vel svagt aristokratiske vingods Antonelli San Marco var lidt af en kontrast i forhold til den lille, beskedne og næsten ydmyge vingård Colle del Saraceno.

Antonelli San Marco ligger – som netop nævnte, foregående vinhus – også omkring 2,5 kilometer vest for Montefalco by og var næste stop på onsdagens vintur rundt blandt producenter. Jeg havde til besøget fået følgeskab af en hollandsk vinjournalist, og vi blev begge venligt modtaget af stedets ejer Filippo Antonelli.


Flotte gamle italienske villaer … den forreste er den private med køkkenet til kokkeskolen nedenunder og bagerst villaen med udlejning af ferielejligheder.

Og Antonelli San Marco er på mange måder et imponerende sted med megen jord, en stor produktion og derudover emmer stedet af historiens vingesus. Godset er allerede nævnt i flere dokumenter fra middelalderen, hvor det under navnet San Marco de Corticellis var base for de longobardiske krigere og et af de områder, hvor det var bedst at dyrke vin og oliven.

Fra det 13. århundrede tilhørte ejendommen bispedømmet i Spoleto og faktisk er de nuværende grænser for Antonelli San Marcos jorder nøjagtigt de samme, som blev beskrevet i et af de kirkelige dokumenter fra 1200-tallet.

Og det er et pænt stort areal, idet Antonelli San Marco samlet har omkring 170 hektar jord, selvom det alene er 40 hektar, som består af vinmarker. Derudover omfatter det flere store, gamle og statelige bygninger samt selvfølgelig husets varemærke … den store, gamle stenport, som leder ind til ejendommen og findes som logo på etiketterne til husets vine.


I baggrunden den ikoniske port til ejendommen … og som også i dag er vinhusets logo og findes på alle etiketterne.

Antonelli familien har ejet stedet siden 1881, hvor det blev købt af Francesco Antonelli. Han var advokat fra Spoleto og begyndte en radikal modernisering af ejendommen og genplantede en stor del af vinmarkerne. En gammel rapport fra 1899 – som Filippo Antonelli i øvrigt viste os – beskriver, at vinmarkerne allerede dengang var tilplantet med 5.000 vinstokke pr. hektar samt at rødvinene var af god kvalitet.

Siden 1986 har godset været drevet af Filippo Antonelli, som er 4. generation på ejendommen. Han er ikke – i modsætning til både hans far Giacomo, bedstefar Stefano og oldefar Francesco – advokat, men er også leder af familiens anden vingård Castello di Torre in Pietra tæt på Rom. Derudover har Filippo Antonelli været formand for Consorzio Tutela Vini Montefalco fra 1996 til 2006.

Produktionen ligger årligt på omkring 300.000 flasker vin, som laves i et moderne, underjordisk vineri under bygningen med butikken og smagelokalet. Selve vineriet er endda i to etager, således man kan flytte vinen uden brug af pumper … og så er der også en elevator ned til vineriet fra gårdspladsen foran butikken.

Her indgangen til vinbutik og smagelokale … til venstre findes elevatoren, som kører ned til vineriet. Bemærk også de mange dæksler på pladsen … beregnet til druerne efter høst.

Fra gårdspladsen kan druerne efter høsten læses af og ledes videre til tanke og vinpresse. Vineriet er således bygget, således der er et let og naturligt flow i hele produktionsprocessen og Filippo Antonelli var da også stolt, da han viste hele vineriet frem,

Inden da havde vi taget en rundtur på hele godset, som udover vinproduktionen også byder på lidt typisk italiensk B&B … Casale Satriano Agriturismo, hvor man udlejer 6 store ferielejligheder og ellers lokker turisterne med stort svømmepøl, kokkeskole og selvfølgelig vinsmagninger.


De gamle bygninger fra den ene side …


… og den øverste villa set fra de anden side.


Fra haven er der er smuk og betagende udsigt.

Kokkeskolen – cusina in cantina – er berømt på Antonelli San Marco og varetages af den australsk fødte Wendy Aulsebrook samt et par italienske hjælpekokke i form af Teresa og Leonella. Vi fik under rundvisningen også set det store køkken, som i højsæsonen emmer af liv og udsender fristen dufte af italienske egnsretter.

Indgangen til det store køkken … beregnet til kokkeskolen cusina in cantina.


Og her et kig ind i køkkenet.

Vi blev af Filippo også ledt igennem de private gemakker og fik dermed et godt indtryk af den gamle ejendom. Den har i gamle dage tydeligt været for den velstillede del af befolkningen og rummede masser af spændende historier fra familiens liv gennem mange, mange årtier.


Spændende kig ind i de gamle villaer.

Fra gårdspladsen tog vi elevatoren ned i vineriet, hvor vi fik set alle dele af produktionen. Der var stor orden, struktur og Filippo fortalte om produktionen, vinene og deres forsøg med at udvikle nye vine, bl.a. deres forsøg med lagring på store emphora krukker.

Vi så også de tusindevis af flasker, som bliver opbevaret i kælderen og alene afventer frigivelse og vi så flaskemaskinen, der også ligger i kælderen, således flaskningen af vinene også sker ved optimale temperaturer.


Det moderne og underjordiske vineri med store rustfrie ståltanke.


Alt er indregnet stort og praktisk.


Der flyttes rundt på egefadene …


… som der er mange af i kælderen.


Her viser Filippo Antonelli de store emphora krukker frem.


Tappeanlægget i kælderen.

Samlet virkelig et flot vineri, hvor Filippo får hjælp til produktionen af vinen fra stedets vinmager Massimiliano Caburazzi samt den konsulterende vinmager Paolo Salvi, mens markarbejdet styres af Alessio Moretti samt Ruggero Mazzilli.

På husets 40 hektar vinmarker dyrkes sorterne Sagrantino, Sangiovese samt Montepulciano, Merlot og Cabernet Sauvignon og de hvide Grechetto og Trebbiano Spoletino. Og det skulle vi snart få at smage, for efterfølgende gik turen op gennem butikken og ind i smagelokalet, hvor der allerede var dækket op til os og linet en række vine op.


I butikken sælger Antonelli charcuteri specialiteter … 


… og selvfølgelig alle vinene fra vineriet.


Og i smagelokalet var der allerede gjort klar til os.

Der var – selvfølgelig – traditionen tro lidt brød, ost og skinke … mens vi på den vinøse front kom til at smage ikke mindre end 12 vine, nemlig disse:

Derudover sluttede vi endda smagningen af med at smage en Antica Torino … en rød vermouth og Filippo hentede også undervejs en egenproduceret leverpølse, som var lavet på stedet fra ejendommens egne grise.


En af de ansatte sørgede for, at vi løbende fik smagt alle vinene.

Fantastisk besøg og fantastisk smagning, hvor specielt gårdens 2006’er Montefalco Sagrantino skilte sig ud.

Efter et par obligatoriske fotos af Filippo, så var det tid til at tage afsked. Filippo ville forære os en afskedsgave, så vi måtte frit vælge en vin … blot ikke 2006’eren.

Da han spurgte os, hvilken vin vi kunne tænke os, så udbrød vi begge 2006’eren, egentlig ganske uhøfligt … men Filippo tog det ikke ile op, men smilte og gav sig nu hurtigt. Så pyt, tænkte han sikkert. God smag gælder alle steder.


Filippo Antonelli foran vinhuset.


Endnu et foto fra kælderen.


Filippo i kælderen.


Da vi besøget kælderen, var man i gang med at flaske en af husets hvidvine, her direkte fra en af betontankene.

Og nogle af de mange vine, som lagrer på flasker.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Colle del Saraceno … den sødeste familie

Colle del Saraceno Azienda Agraria di Francesco Botti ligger omkring 2,5 kilometer vest for Montefalco og er et lille, hyggeligt familievinbrug, som drives af de sødeste og mest gæstfrie mennesker, som du overhovedet kan forestille dig.

Efter de to dages Anteprima Sagrantino 2013 havde jeg fortsat et par dage i Montefalco. Hele onsdagen var derfor reserveret til besøg på vingårde. Heldige mig. Misundelige dig :o)

De søde piger Angela Pietronigro og Maruska Passeri fra Consorzio Tutela Vini Montefalco havde plottet ikke mindre end 6 besøg på vingårde ind for dagen og Colle del Saraceno var altså første stop på turen og det blev på alle måder en god oplevelse og en fantastisk start på dagen.

Det var imødekommenhed, venlighed og godt værtskab af bedste umbriske skuffe. En beskeden, venlig og gavmild familie, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Jeg blev modtaget Francesco Botti selv samt den venlige, høje og talende Sandro Fracasso. Et sandt livstykke, som kunne hjælpe med at fortælle om vingården og oversætte for Francesco. Han er samtidig lidt af en poetisk sjæl, digter og forfatter.

Vi startede besøget med en kort rundvisning i vinmarkerne, som ligger lige op til gården og med en fantastisk udsigt, som I også kan se på billedet ovenfor, hvor jeres flittige vinblogger står sammen med Francesco Botti.

Han er ejer, vinmager, arbejder og 5. generation af familiens Botti på Colle del Saraceno Azienda Agraria, som han driver sammen med hustruen Maila Orazi, der i øvrigt tidligere har skrevet to bøger om Montefalco og gennem to årtier drev byens kontor for kultur og turisme.

Hun ved derfor alt om de berømte kalkmalerier i den gamle S. Francis kirke … nu Il Complesso museale di San Francesco malet af Benozzo Gozzoli under renæssancen. Ja hun ved alt, hvad der er værd at vide om Montefalco.

Bag navnet på vinhuset – Colle del Saraceno – gemmer der sig også en gammel, lokal historie. Vinhuset er nemlig opkaldt efter den bakke, hvor den romerske, hellige kejser Frederick II stoppede i 1240 sammen med sine trofaste bodyguards saracenerne.

Bakken blev opkaldt efter saracenerne og i år 2000 besluttede Botti familien at opkalde deres vinhus Colle del Saraceno. Måske var den historieelskende Maila, som stod bag den idé?

Francesco og Maila har samlet omkring 9 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Grechetto, Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og selvfølgelig først og fremmest Sagrantino.

Det danner baggrund for en produktion på 25.000 flasker vin årligt fordelt på 4 forskellige vine, nemlig en Grechetto, en Rosso, en Montefalco Sagrantino og selvfølgelig deres fantastiske Montefalco Sagrantino Passito. Og alle disse vine, skulle jeg snart smage i husets hyggelige smagelokale.

Ja, derudover laver de selvfølgelig også lidt olivenolie.

Efter at ha’ snakket lidt om marker, vinstokke, den smukke udsigt mod Assisi, Bevagna samt bjerget Sabasio og fået taget et par fotos i vinmarkerne, så gik vi indenfor. Der blev jeg budt husets bedste stol, mens Maila kom farende med lidt at spise … på bedste umbriske vis lidt tørret skinke, ost og melon.

Ikke at jeg var specielt sulten sådan kl. 9.30 og  morgenen – havde jo næsten lige rejst mig fra morgenbordet på hotellet – men høflig og velopdragen er man vel i nogen grad, så jeg gjorde mit bedste, nippede og smilede tilbage til Maila.

Men det med lidt servering af lidt ost og tørret skinke til vinsmagningerne var nu ganske normalt i Montefalco og en del af den gæstfrihed, som man møder alle steder. Maila hentede senere også nogle umbriske sukkerkager og dem smagte jeg selvfølgelig også ;o)

Men det var trods alt vinene, som var det centrale og snart hentede og skænkede Francesco Botti stolt sine vine. Og det kunne han såmænd også gøre med rank ryg, for Colle del Saraceno laver nogle rigtig dejlige vine.

Jeg var eneste besøgende, fik dermed totalt opmærksomhed og smagte følgende vine:

Som vanligt tog jeg selvfølgelig foto af alle flaskerne til brug for mine beskrivelser og anmeldelser, og der sørgede Francesco Botti at holde vinene i sine grove hænder, præget af et liv med hårdt arbejde i markerne, så jeg kunne få de bedste shots. Bedre bliver det ikke.

På Colle del Saraceno sigter Francesco efter velafbalancerede og bløde vine, som ikke bliver alt for aggressive og for tanninrige, som det ellers nemt kan ske for Sagrantino vinene. Det betyder også, at vinene først er færdige, når Botti vurderer, at de både er fløjsbløde, modne og fyldige.

Francescos mest producerede vin er hans Rosso, som dog er ikke en Montefalco Rosso DOC, men en IGT vin – i øvrigt opkaldt efter Francescos bedstefar Galdino Botti.

IGT betegnelsen skyldes, at han ønsker omkring 30% Sagrantino i vinen og altså mere end appellationens regler om maksimalt 15% Sagrantino foreskriver. Respekt for det … vinene skal laves, som man mener er rigtigt.

Francesco viste mig også en gammelt foto på væggen. Der kunne man se bedstefar Galdino og en helt ung Francesco. Derudover fik vi masser af snak og tiden fløj af sted. Pludselig holdt min chauffør udenfor, og det var tid til at sige farvel.

Tak til Botti familien for et dejligt besøg … bestemt anbefalelsesværdigt.

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Rocca di Fabbri … en impulsiv smagning

Både ved konsortiets store gallamiddag i Palazzo dei Consoli i Bevagna og ved en af de talrige smagninger dagen efter stødte jeg ind i Andrea Dell’armi fra vinhuset Tenuta Rocca di Fabbri SRL Sociale Agricola … en venlig og rar fyr. Da jeg interesseret spurgte til hans vine, så blev jeg fluks inviteret en smuttur ud til vingården for at smage et udvalg af vinene.

Og jeres flittige vinblogger siger jo aldrig nej til at smage vin, selvfølgelig udelukkende i læsernes interesse, så minuttet efter var vi på vej til vingården, der ligger et stenkast – dog af de lange – et par kilometer fra Montefalco.

Afsted af de – tilsyneladende kendetegnet for området – bumlede  og hullede veje i hans gamle, bordeaux-/matfarvede og lettere bedagede Alfa Romeo 156. Andrea fortalte, at han bare det seneste år havde skiftet støddæmper tre gange … det siger vist lidt om vejenes tilstand i Umbrien eller måske store dele af støvlelandet.

Vi ankom dog hurtigt til den gamle 1300-tals fæstning, som rummer vingården Rocca di Fabbri samt deres store B&B Subretia … Residenze di Campagna, som både står af en stor italiensk villa samt en lang række lejligheder, en stor svømmepøl samt en betagende udsigt mod Trevi.

Selve vinhuset er dog ikke så gammelt, da det er grundlagt i 1984 af Pietro Vitali, der havde en fortid som antikvitetshandler og derfor blev forelsket i den historiske ejendom. Il castello di Fabbri er nemlig  en af områdets gamle attraktioner og meget iøjefaldende med det gamle tårn med skydehuller og patina.


Ved siden af det gamle tårn og inde på den runde gårdsplads ligger familiens hjem med smagelokalet.

Fæstningen tidligere været beboet af benediktinermunke og blev efter Pietro Vitalis overtagelse istandsat, bl.a. byggede han et nyt vineri, som blev forbundet med den gamle bygning via en forbindelsestunnel under vejen.

Pietro Vitalis plan var at genplante lokale vinstokke og passe dem ved hjælp af specielle dyrkningsmetoder med det formål at producere vine, der kunne afspejle det lokale terrior, duften af landet og elegancen fra et Benozzo Gozzoli maleri. Og netop malerier af Gozzoli valgte Pietro til etiketterne til husets vine.

Ejendommen har samlet 60 hektar og de fleste hektar er efterhånden tilplantet. Der dyrkes Sagrantino, Grechetto. Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Chardonnay. Derudover har de også planlagt at plante Trebbiano Spoletino igen. Den årlige produktion ligger på 150.000 flasker.


Udsigt udover vinmarkerne.


Vinstokkene er skåret til og klar til den nye sæson.

De har også 5 hektar, hvor der eksperimenteres med andre druersorter, bl.a. sorter som Petit Verdot, Arinarnoi og Nielluccio samt nye kloner af både Merlot og Cabernet Sauvignon.

I dag drives Tenuta Rocca di Fabbri SRL Sociale Agricola af Pietros to døtre Roberta og Simona Vitali, der begge er vokset op med vin og da jeg ankom til vingården sammen med Andrea Dell’armi, så kom Roberta os i møde og bød mig velkommen.

Derefter fik jeg den store rundvisning på stedet, hvor jeg så vinkælderen, produktionslokalerne … den gamle underjordiske gang og selvfølgelig resterne fra den gamle fæstning. På vejen til smagelokalet ligger der en gammel rund gårdsplads … som ser lidt brugt og slidt ud. Det ligner noget fra Østeuropa, men Andrea fortalte, at de havde planer om at lave en restaurant der.


Den gamle runde gårdsplads, som er udsmykket med kunst. 

Vi fik set udover nogle af husets vinmarker og jeg så selvfølgelig også villa Subretia … Residenze di Campagna samt området omkring alle ferieboligerne, som der er stor rift efter om sommeren. Det er faktisk et pænt stort B&B … hele 18 lejligheder rummer stedet foruden to store villaer, som bruges til fælles aktiviteter.


Den smukke gamle villa på den anden side af vejen.


Og den anden villa ved siden af alle ferielejlighederne.


Og her har jeg snydt lidt … sådan ser det ud om sommeren. 

Lige nu var svømmepølen tom og alt stille, men udsigten fra stedet mod bjergene og Trevi helt fantastisk. Vi gik retur til smagelokalet, hvor jeg endte med at smage et bredt udvalg af husets vine, nemlig disse vine:


Her står Andrea Dell’armi foran alle vinene fra Rocca di Fabbri.

Vinene fra Rocca di Fabbri hører – efter min vurdering – til i den bedre del af Montefalco vinene. Og med gennemgang af 9 af slagsen, så blev jeg også en del klogere på Rocca di Fabbri inden Andrea Dell’armi kørte mig retur til Montefalco.


Il castello di Fabbri.


Smagelokalet hos Rocca di Fabbri.


Endnu et kig på den gamle, italienske villa … lige sådan en, som passer ind i enhver romantisk forestilling om det søde, italienske liv.


Et kig ind til produktionen.


Den underjordiske tunnel under vejen forbinder produktionslokalerne og vinkælderen.


Produktionslokalerne har dog ovenlys … selvom det er farvet og en smule sparsomt.


Kælderen er gammel, mørk og fugtig.


De store gamle egefade …


… findes flere steder i kælderen.

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Tenuta Bellafonte … hos rare Peter Heilbron

Peter Heilbron er en rar og smilende vinbonde … stoisk, stolt og solid som en klippe. Han er født i Milano, men familien stammer egentlig fra Tyskland. Han har en indre ro, et venligt og vindende væsen samt en fast overbevisning om, hvordan vine skal laves og det medfører fremragende vine.

Jeg besøgte Peter på hans vingård Tenuta Bellafonte – som en af mange – under mit besøg i Montefalco. Peters Montefalco Sagrantino Collenottolo  var én af de vine, som jeg havde smagt flere gange inden mit besøg i Umbrien, og derfor var det selvfølgelig meget interessant at besøge den topmoderne vingård.

Tenuta Bellafonte ligger et par kilometer vest for Bevagna i nærheden af den lille charmerende landsby Torre del Colle og vel omkring 10 kilometer nordvest for Montefalco,

Vingården er topmoderne og ligger med en betagende udsigt over bakkerne med skove, velplejede vinmarker og oliventræer med de pjuskede og sølvfarvede kroner.


Her et foto af den flotte, moderne vingård.

Peter grundlagde vingården i 2007 og driver den sammen med hustruen Sabina. Til at hjælpe med vinproduktionen har man dog hyret vinmageren Beppe Caviola.

Peter havde inden etableringen af Tenuta Bellafonte Società Agricola arbejdet nogle år som administrerende direktør for to store firmaer indenfor spiritus og øl, men hans passion for vine og det unikke terroir i Montefalco gjorde, at han tog springet som selvstændig vinbonde.

Peter ejer i alt lidt over 30 hektar jord, hvoraf de 11 hektar i dag er tilplantet med vin … i starten udelukkende Sagrantino, men der er nu også lidt jord med den grønne drue Trebbiano Spoletino, som jeg blev ganske forelsket i under mit besøg i Umbrien.

Resten af jorden er skov, en mindre frugthave og 2.500 oliventræer af sorterne Frantoio, Leccino og især Moraiolo. Vinmarkerne ligger i en højde mellem 260 og 320 meter over havets overflade, og jordbunden er hård, stenet og har godt med ler.


Produktionsfaciliteterne.

I bedste italienske stil drives der selvfølgelig også lidt Bed & Breakfirst med udlejning af 5 værelser. Hele ejendommen drives økologisk og bæredygtigheden er tænkt ind i alle detaljer fra arbejdet i markerne til bygning af de underjordiske kælderfaciliteter.

Faktisk er kælderen rigtig spændende, specielt det store rum, hvor alle vinene lagrer på store egefade. Væggene i den kælder er bygget af store sten, hvor der kan trænge vand ind. Det sikrer, at der hele tiden er høj luftfugtig i kælderen … og så ser det samtidig tæskegodt ud, hvilket du måske kan fornemme på billedet nedenunder.


Den store kælder med de store egefade. Bemærk væggene af sten, som blot er understøttet af jern og er med til at give en god luftfugtighed i kælderen.

Der er selvfølgelig også solceller, som leverer strøm til hele vingården.

Der produceres kun to vine på Tenuta Bellafonte, så på den måde er produktionen ganske simpel. Det er selvfølgelig en Montefalco Sagrantino Collenottolo samt den nyere hvidvin Arnèto, som Peter lavede første gang i 2014.

Vi fik under vort besøg en rundvisning på vingården, mens Peter fortalte lidt om produktionen af vinene. Vi skulle selvfølgelig også smage vinene og smagte:

Vi startede besøget oppe i et lille salgslokale. Jeg ved ikke, om der findes en større smagelokale på vingården, for vinene smagte vi faktisk nede i kælderen ved de store egefade.


Her byder Peter Heilbron os velkommen.

Peter fortalte om produktionen af de to vine. For Spoletino vinen, så laves den alene med druernes naturlige gær, maceration i nogle få dage og en malolaktisk gæring sur lie i 5 måneder og en flaskning uden filtrering.

For Sagrantino vinen vælger Peter at lagre den i mindst 36 måneder på store 30 hektoliter egefade og derefter mindst 10 måneder på flaske … altså længere lagring end appellationens forskrifter. Ligesom hvidvinen anvendes alene druernes naturlige gær i gæringsprocessen og rødvinen filtreres heller ikke.

Vi drøftede med Peter, hvor han så sig selv som producent i Montefalco … hvilken stil, som han efterstræbte. Og han vil gerne lave vinene så naturlige som muligt … uden alt for megen indgriben og min vurdering er, at hans vine hører til blandt de mest frugtrige af Montefalco vinene. Jeg synes, at han laver bragende gode vine.


En dedikeret vinmager.

Mørket havde sænket sig, da besøget sluttede, så vi hastede hjem til hotellet inden aftenens gallamiddag. Tak til Peter Heilbron for et dejligt besøg.

Vinene fra Tenuta Bellafonte forhandles herhjemme af Jysk Vin, som dog pt. alene har Peters Montefalco Sagrantino Collenottolo, så Flemming, HP og co … ta’ for pokker også den herlig Spoletino vin Arnèto hjem ;o)


Peter Heilbron viser glad sin vin frem.


Samling på tropperne inden rundturen.


Produktionsfaciliteterne.


Et af fadene med Sagrantino.


Peter Heilbron er bare en rar mand.


Endnu et foto fra lagringskælderen.


Og såmænd også et fad med Trebbiano Spoletino.


Peter Heinbron fra Tenuta Bellafonte,

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Di Filippo … genert øko- og biobonderøv

En af de mest spændende vingårde i Montefalco området er utvivlsomt Azienda Agraria Di Filippo … en økologisk og biodynamisk vingård drevet af den generte Roberto Di Filippo.

Det er vaske- og lugtægte bonderøv … vi snakker bredrøvsvraltende og skræppende gæs rundt blandt vinstokkene, brug af hestene Olga, Pioggia, Bebè, Diamante, Elliot og Eddy i arbejdet mellem vinstokkene, respekt for miljøet samt naturprodukter af naturens bedste skuffe … og det gælder både vinene og specialiteterne fra gårdens mange dyr.

Passion, respekt og kærlighed er nøgleordene hos Di Filippo.

Det økologiske og biodynamiske foretagende ligger mellem Torgiano og Montefalco med udsigt over Assisi. Vingården er ejet af Roberto og hans søster Emma, men det var deres far Italo Di Filippo, som oprindelig grundlagde vingården, der i dag samlet omfatter 35 hektar vinmarker.

Det er dog alene de 10 hektar, som Roberto driver biodynamisk, mens resten således alene er økologisk. Og på de 10 hektar biodynamisk drevne marker anvendes der heller ingen traktor eller andre maskiner … alene de nævnte heste og så ellers plov, harve og hvad man ellers bruger via en gammel vogn, som elegant holdes nede af nogle store sten.

Jeg besøgte vingården Di Filippo sammen med vinturens eneste anden dansker, nemlig vinskribenten Rolf Madsen, der normalt skriver for Berlingske.

Jeg havde efter aftenens besøg hos Le Cimate, hvor det meste foregik på italiensk, brug for at snakke om vin, ja hvad snakke om hvad som helst … så da jeg hørte, at Rolf skulle besøge Di Filippo og efterfølgende Tenuta Bellafonte, så sprang jeg fluks med efter hurtig fleksibilitet fra den søde Maruska hos Consorzio Tutela Vini Montefalco.

Jeg skulle egentligt ha’ besøgt Di Filippo 2 dage senere og havde slet ikke Tenuta Bellafonte på mit program, men det blev ændret uden problemer. De havde sgu styr på det hos Consorzio Tutela Vini Montefalco. Respekt.

Benvenuti og welcome stod der på nogle gamle egefade udenfor. Rolf og jeg blev da også vel modtaget af Valeria (tror jeg nok hun hed) hos Di Filippo, da Roberto ikke var kommet hjem endnu fra et ærinde i byen.  Der var endda allerede dækket op til vinsmagning for 2 personer og der kom endda også en lille planke med lidt specialiteter fra vingården på bordet.


Smagelokalet hos Di Filippo.


Lidt showoff af nogle af husets vine … og måske en gaveidé i form af et smykke med brug af en korkprop. Jeg har da et par propper, hvis nogle skulle være interesseret.


Der var gjort klar til Rolf og jeg …


… og her planken med lidt specialiteter fra vingården. Næsten alle produkterne stammer fra Di Filippo.

Nu havde jeg lige forinden været dommer i den store kokkekonkurrence Sagrantino Nel Piatto med 6 amazing gourmetretter, så det var ikke fordi, at sulten var enorm … men godt så det ud og jeg endte også med at spise det hele. Høflig som man nu er.

Vi fik os sat ned, og så gik den store smagning af Di Filippos sindssygt dejlige vine ellers i gang. Valeria fortalte, at huset var et af de bedste til Grechetto vine, men det var imidlertid specielt Robertos Sagrantino vine, som imponerede både Rolf og jeg.

Vi smagte følgende vine hos Di Filippo:

Derudover smagte vi også en tankprøve af en Trebbiano Spoletino vin … ja det den, som I ser i glasset nedenunder. Roberto var ude at hente smagsprøven fra et egefad og selvom den ikke var klar til flaskning endnu, så var den virkelig spændende med fedme og et lækkert cremet udtryk.

Roberto var stødt til midt i smagningen, og han er sgu en fantastisk fyr, meget genert og beskeden, men stolt af sine vine, hvilket er ganske forståeligt. Han fortalte lidt om driften af gården, den økologiske og biodynamiske tilgang og de mange eksperimenter, som han laver i vineriet,

Han har ikke dyrket Trebbiano Spoletino i så lang tid, men er forståelig nok hoppet med på vognen. Det bliver spændende at følge, når han frigiver de første vine på den spændende drue.

Vi smagte faktisk også en Passito lavet på Grechetto druen, men den har jeg ingen smagsnoter på. Det har jeg imidlertid på alle de ovennævnte, og dem skal jeg – om I vil det eller ej – selvfølgelig nok poste i den kommende tid.

Efter smagningen skulle vi selvfølgelig lige rundt og se stedet samt nogle af vinmarkerne. Roberto havde – gæstfri som han er – også sørget for, at et par af hestene var spændt for en vogn, så vi kunne tage et par billeder. Og Roberto stillede også høfligt op foran hestene på vores opfordring.

Det var et super besøg og vinene fra Di Filippo blev nogle af mine favoritter under opholdet i Montefalco … bestemt i top 5 af bedste vinproducenter i området.

Vi slutter lige med et par yderligere billeder fra besøget:


Her har vi Roberto foran heste og vogn.


Et view fra vingården.


Roberto, en flaske 2006 Montefalco Sagrantino, en hest og en sød hjælper.


Mark med Grechetto vinstokke … i baggrunden render gæssene rundt.

Sluttelig endnu et foto af hestespand med Roberto og hjælper.