Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2022 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d'Auxerre Chardonnay, Bourgogne, FrankrigDomaine Grivot-Goisot ligger på adressen Route de Champs i Saint-Bris-le-Vineux lidt  sydøst for Auxerre tæt på Chablis og derfra smager jeg først en 2022 Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay.

 Domaine Grivot-Goisot er et gammelt domæne, der kan datere sin historie helt tilbage til 1500-tallet. Men det var dog først i 1947, at domænet begyndte at tappe vin under eget brand … dengang var det som Domaine Goisot, som var drevet af Serge Goisot.

I 1991 overlod Serge Goisot driften til Anne og Arnaud Goisot, som har drevet vingården indtil 2020, hvor datteren Anaëlle Goisot samt hendes mand René Grivot overtog driften. Samtidig skiftede man navnet til Domaine Grivot-Goisot.

Huset har samlet 27,5 hektar marker, som ligger indenfor de prestigefyldte appellationer som Chablis, Chablis Premier Cru samt Saint Bris, Bourgogne Côte d’Auxerre og Bourgogne Aligoté.

Grivot-Goisot producerer friske og terroirtro vine efter en naturlig, biodynamisk filosofi. Man har også en HEV bæredygtig certificering og alle druer høstes med håndkraft, vinene spontangæres og lagres typisk på neutrale fade.

Jeg smager først deres 2022 Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay, der selvfølgelig er 100% Chardonnay og den er kun lavet på ståltanke …gæring i termoregulerede tanke af rustfrit stål, hvor vinen efter endt fermentering også er lagret i 10 måneder inden aftapning på flaske.

Dejlig frisk næse … klart masser af blomster og frisk frugt, lidt ristede nødder, en svag smørfedme, fersken, pærer, mirabeller og anden hvid, blød frugt … har lidt fylde og brede skuldre, selvom den på ingen måde er voldsom eller flomme.

I munden er det også en fyldig vin … let krydret med en frisk og mandlig frugt, der mest er abrikos, grillet lemon og syltede citroner, en let, blomstret og citronagtig syre, der medvirker til, at det er en let og flot bourgognevin med god sammenhæng. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Christophe Violot-Guillemard, Saint-Romain Clos des Ducs, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Christophe Violot-Guillemard, Saint-Romain Clos des Ducs, Bourgogne, FrankrigDet er kun få måneder siden, at jeg smagte en 2018 Pommard la Vache fra Domaine Christophe Violot-Guillemard. Nu smager jeg atter en vin fra huset og det er denne 2021 Saint-Romain Clos des Ducs Blanc.

På etiketten står der også Monopole og det skyldes, at Viollot-Guillemard er eneejer af den højtbeliggende mark Clos des Ducs i Saint-Romain.

Markerne dyrkes alle økologisk og er under certificering og selve vinificeringen afspejles i et mål om at skabe terroirtro vine. hvilket betyder så lidt indblanding som muligt, længerevarende maceration og typisk kun brug af en mindre andel nye fade.

Duftmæssigt en meget pirrende aroma … dejlig fin, sart note med noget brunet smør, nødder, ristede hasselnødder, en frugt af fersken, pærer og modne æbler, let lakridskonfekt, nougat og en nærmest kalket mineralitet med kridt og bløde, hvide sten.

I munden er der også lidt fad … men det bliver ikke en  svulstig eller overdone Chardonnay, for midt i fyldigheden har vinen en ren, slank, mager frugt og en sart, blød, afdæmpet og stringent syre. Der er lidt fersken, pære, lemon og en smule citroner, som giver godt samt frisk bid med søde krydderier og lidt peber … og så denne sitrende nerve. Mums for en vin, så dermed 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 379 kr., mens prisen er 339 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Rolland & Galarreta, Verdejo Organic Parcela 40, Rueda, Spanien

2021 Rolland & Galarreta, Verdejo Organic Parcela 40, Rueda, SpanienFra det den verdenskendte vinmager Michel Rolland og hans spanske partner Javier Galarreta i det fælles spanske projekt Rolland & Galarreta har jeg også smagt deres Verdejo Organic Parcela 40.

Denne vin er er lavet på 100 % Verdejo, som Michel Rolland har selekteret fra 40 år gamle vinstokke på den stenede parcel nr. 40 nær La Seca, der regnes for Ruedas bedste spot.

Inden gæring er der sket en kølig udblødning af drueskallerne ved 7 grader, mens gæringen er sket med temperaturstyring i ståltanke ved 14-16 grader. Efter endt gæring er vinen lagret i tankene sur lie meden  løbende battonage aka omrøring for at gøre den blød og cremet, men en mindre andel af hvidvinen lagrer 3-4 måneder på helt nye franske egetræsfade for ekstra krydderi og kompleksitet.

Ihhh en fyldig og eksplosiv næse, hvor der er fyldt med tropisk frugt med ananas, mango, abrikos, fersken og pærer, godt med fadnoter af både vanilje, karamel og sød blomsterpollen. Vinen har nærmest en fyldig og smørfed Chardonnay fylde, som gør vinen rund, blød og utrolig venlig.

I munden er vinen også smørfed og næsten olieret … men frugten samt syren vil det godt anderledes og virker mere rund, slank, luftig og alt med et lille peberbid. Der er eksotisk frugt, grillet lemon med en svag lille bitterhed, lidt citroner og utrolig behagelig på en meget elegant og velkonstrueret måde, 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVejret i september har været nærmest sommerlig … og det er derfor meget passende fortsat at drikke lidt rosévin, specielt når det drejer sig om en fin en af slagsen som denne 2021 Picaro Clarete Ecológico fra Dominio del Àguila.

Vinen er lavet på primært Tempranillo og Albillo … resten et skønt field blend af primært Garnacha og Bobal … altså et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med gamle vinstokk, hvor de ældste er over 100 år gamle. Markerne er kalkholdige og de ligger i omkring 850 meters højde.

Efter direkte presning af druerne spontangærer vinen over 12-14 måneder inden 19 måneder lagring på franske egetræsfade ved meget lav kældertemperatur.

For at bevare flest mulige smagsaromaer aftappes Clarete 2021 uden klaring og filtrering, hvorfor et naturligt bundfald kan forekomme.

Der er i næsen godt med blomster, virker tør og lidt krydret med moreller, jordbær, hyben, ribssaft og grape … mest jordbær med en smule røget karakter. Med luft i glasset kommer der også en smule dåsepærer med sødme, vanilje og karamel.

Smagsmæssigt er der skrald på drengen … massiv, tæt og koncentreret med stor dybde og en frugt af hindbær, jordbær, ribs, kirsebær, grillede citroner og virker lidt fed og svag olieret. Der er en bamserosé … blød, cremet og intens. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Trois Terroirs, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Trois Terroirs, Bourgogne, FrankrigVi skal igen smage endnu en vin fra det familiedrevne vinhus Domaine Michel Rebourgeon beliggende i Pommard med rødder helt tilbage til 1540 og det er netop med en 2020 Pommard Les Trois Terroirs.

De 3 terroirs refererer til, at Pinot Noir druerne her er fra de 3 vinmarker La Rue au Port, Les Poisots samt La Vache, hvor den sidstnævnte mark i øvrigt også stå bag husets absolutte topvin.

Druerne afstilkes uden knusning og koldmacererer før  spontangæring med terroirets  og druernes egen gær. Med daglig pigeage udtrækkes nænsomt farve, smag og tanniner fra skindet inden vinen efter 3 uger presses med skånsom blærepresse.

Derefter er vinen lagret 18 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, hvoraf omkring 15% er helt nye. Der er lavet 1.600 flasker og denne er nummer 330.

I næsen en lidt mørk og maskulin vin … der er en skøn aroma af både mørk moden frugt som mørke kirsebær, blommer og hindbær, noget oksefond, teaktræ og mahogni. røg, lakrids, vanilje, chokolade, kaffe, skovbund med lidt friske blomster. Det er maskulinitet i habit, hvor alt er friseret, pænt, blødt og virker endda cremet og elegant.

Sådan smager vinen også … har en maskulin lethed, hvor det mørke, cremede og intense går hånd i hånd med en tynd lethed. Det giver en blød, cremet og lækker vin, hvor den næsten smelter på tungen, har blide muskler, er så ren og ordentlig … men smager ganske godt på denne tyndmørke facon. Glimrende. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Weingut Grabenwerkstatt, Grabenwerk Grüner Veltliner, Wachau, Østrig

2022 Weingut Grabenwerkstatt, Grabenwerk Grüner Veltliner, Wachau, ØstrigFik forleden et par glas af denne utrolig imponerende 2022 Grabenwerk Grüner Veltliner, der kommer fra det østrigske, biodynamiske vinhus Weingut Grabenwerkstatt.

Det er et lille spændende vinhus, der er grundlagt i 2014 af de to ejere Franz Hofbauer og Michael Linke, der begge inden etablering af det fælles projekt havde en baggrund indenfor vin og har arbejdet med vin flere steder i verdenen.

Faktisk mødtes to to unge vinmagere på Pyramid Valley i New Zealand, hvor de som ganske unge arbejdede og der høstede stor erfaring. Især blev de meget inspireret af den biodynamiske tilgang, som den tyskfødte Claudia Weersing fra Pyramid Valley gav videre.

Franz kommer selv fra Wachau, hvor han voksede op i en gammel vinfamilie, så han er nærmest født med en meget dyb og rodfæstet forståelse og kærlighed til vinmarkerne og historien i sin region. Han har bl.a. arbejdet for producenter som Felton Road i New Zealand og hos Hirtzberger og Josef & Georg Högl i Wachau.

Michael er derimod tysker, men slog sig i Wachau … men har sin store kærlighed til Riesling fra sit hjemland. Han har udover ophold i New Zealand også arbejdet flere stedet som fx Bürklin-Wolf i Tyskland og endelig hos Domaine Wachau i Østrig.

Da de i 2012 besluttede sig for at lave et fælles projekt, så var det med en meget klar vision. Idéen var at lave den slags vin, som mange generationer af vinbønder havde lavet før industrialiseringen tillod manipulerede vine. Deres filosofi bygger derfor på en biodynamisk tilgang i kombination med en helt uhørt sans for detaljen om hver eneste vinstok.

Men først havde de brug for vinmarker … og havde ikke særligt mange penge. Priserne på vingårde og -marker i Wachau var dog nærmest skyhøje, så dermed var et opstart næsten umuligt.

I stedet søgte og fandt de deres sted i det nordligste hjørne af den nordligste dal af Wachau … et område kendt som Spitzer Graben. Denne dal løber vinkelret på Wachaudalen fra Spitz mod Viessling og er kendt for sit køligere mikroklima, stejle terrasser vinmarker og den slags barske urklipper … helt perfekt for deres plan.

Her var nogle af de mest ekstreme og stejle vinmarker blevet forladt af vinbønder, der ikke længere ønskede at arbejde med disse barske forhold. Andre havde forladt dem, da den globale opvarmning endnu ikke var et problem, hvor disse marker blev anset for at være for besværlige til at lave vine.

Det blev så i 2014 til Weingut Grabenwerkstatt … med navnet inspireret af Spitzer Graben med kun små 2 hektar vinmarker, der udelukkende er med Grüner Veltliner og Riesling. Det skyldes frem for alt overbevisningen om, at de to sorter bedst afspejler det fulde potentiale af Spitzer Graben.

De 2 hektar er fordelt på de 5 vinmarker Brandstatt, Bruck, Schön, Kalkofen og den nordligste Trenning … specielt har Brandstatt 70 år gamle vinstokke. Alt dyrkes efter biodynamiske principper og de behandler de kun deres jord og vinstokke med biodynamiske præparater, te, svovl og kobber … i meget små mængder.

Alle deres vine er spontangæret og forbliver på deres bærme i ståltanke, indtil de har fundet deres naturlige balance.

Og siden etableringen i 2014 er det gået godt for de to unge vinmagere. For på domænets korte levetid er vinhuset vel i dag, at betragte som toppen af Wachau. Fra og med årgang 2021 er deres vine i hvert fald blandt de absolut bedst anmeldte af både The Wine Advocate og Fallstaff.

Derudover blev Grabenwerkstatt i 2022 kåret som Årets exceptionelle vinmager af Gault Millau, hvor de fik følgende bemærkning med på vejen: Hvad Michael Linke og Franz Hofbauer har opnået, siden de grundlagde deres lille, fine vingård i 2014, er et mesterværk.

Denne Grabenwerk Grüner Veltliner er Franz Hofbauer og Michael Linkes første territorial fortolkning … vel et forsøg på at afspejle hele dalen og dens særegenheder i en vin. Man kan vel egentlig kalde den en introvin, selvom der ikke er meget intro over smagen.

 Grüner Veltliner druerne kommer fra de tidligst modnende parceller på de stejle skråninger i Spitzer Graben. Der indgår druer fra en del af de yngste vinstokke på deres marker, men også druerne fra op til 50 år gamle stokke fra selveste Brandstatt.

 Grabenwerk vinificeres på samme vis som vinhusets topvine, hvorfor den er nænsomt helklasepresset, spontangæret på stål med druernes egne gærceller før lagring … og er tappet ufiltreret.

WAUW for en duft … utrolig luftig, nærmest æterisk og utrolig elegant med lidt nødder, lakridskonfekt, hvid fersken, lemon, kridt, hvid peber, grannåle, let honning, blomster … kølig og slank næse, virkelig utrolig elegant og jeg er absolut imponeret.

Sådan smager vinen også … altså imponerende. Den har en god, let og luftig syrestruktur, der sammen med en let sødme, gule meloner, citroner, salt, ingefær og nærmest Riesling skarphed gør vinen både kompleks, let og smuk. Alt virker balanceret så perfekt, virker kølig, rank og samtidig med en blødere frugt … mums for pokker, den er jeg da bare tosset med, så 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 339 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Pio Cesare, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Pio Cesare, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDet er mest Barolo’er, som jeg har smagt fra altid fantastiske Pio Cesare, men nu forleden i tirsdagsvinklubben på arbejdet fik vi fra en lille Piemonte kasse husets Barolo lillesøster 2020 Langhe Nebbiolo.

Her kommer alle Nebbiolo druerne fra vinmarker i fra kommunerne Diano d’Alba, La Morra og Barolo. Straks efter ankomst til vinhuset, så er alle druerne afstilket, hvorefter gæring er sket i store temperaturkontrollerede ståltanke med 12 dages skindkontakt.

Efter endt fermentering er vinen lagret hele 30 måneder på franske egefade … 20% i små, nye 225 liter barriques og de resterende 80% i både store 2.000 og 5.000 liter botti egefade.

Duften er tør og støvet … godt med frisk og syrlig frugt, baconfedt, blomster, violer, kamfer, tjære, garvet læder, gran, kirsebær, hindbær ribs og en smule granatæbler.

I munden er det en frisk vin og har denne tørre og frugtrige smag af hindbær, tranebær samt en snas lemon. Tanninerne er tørre og virile … og selvom de måske ikke bidder helt så meget som en Barolo, så får du masser af mundudtørrende Nebbiolo tanniner, som sammen med syren giver en livlig, frisk og fandenivoldsk smag, ung, rørig og uden bekymringer. Det er ikke Barolo … men satans tæt på, så 93 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 309 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Beaune 1er Cru Les Chouacheux, Bourgogne, Frankrig

2020 Michel Rebourgeon, Beaune 1er Cru Les Chouacheux, Bourgogne, FrankrigLad os da endelig snuppe endnu en bourgognevin og det blev så en 2020 Beaune 1er Cru Les Chouacheux fra Domaine Michel Rebourgeon.

Der er tale om et familiedrevet  vinhus, der ligger i Pommard og har rødder helt tilbage til 1540.

Men det nuværende vinhus har været kendt under Rebourgeon navnet siden start af 1960’erne, da Michel Rebourgeon overtog driften i 1964 og startede med at sælge vinene i eget navn. I dag er det Michels datter Delphine, som med sin mand Stephen står for driften.

Indtil for ganske nyligt blev hele produktionen nemlig solgt gennem husets vinkælder eller på torvet i Pommard, men i dag er huset også startet med at sælge deres vine til udlandet.

Samlet har Domaine Michel Rebourgeon 4,25 hektar vinmarker fordelt på nogle af de bedste marker i Pommard, Volnay og Côte de Beaune, herunder Les Rugiens, der af mange nævnes som en mark med Grand Cru-niveau.

Den samlede produktion er beskedne 20.000 flasker om året, så samlet er der tale om små kultproduktioner med ganske få fade pr. mark … og alt laves med gammelt klassisk manuelt håndværk lige fra arbejdet i marken, beskæring, opbinding, grøn høst, pløjning og i selve kælderen er sker alt skånsomt og nænsomt.

Druerne bliver afstilket uden at bærrene knuses og der gøres brug af såkaldt peristaltisk overpumpning af mosten således, at mosten ikke bliver for hårdt behandlet. Mosten koldmacererer omkring en uge og placeres ved hjælp af tyngdekræften i franske egetræsfade i 12-18 måneder alt afhængigt af vinen.

Stephen og Delphine har siden deres overtagelse i midten af 1990’erne bragt vinene op på et ekstremt højt niveau. De er dog så småt på vej på pension og er derfor ved at overdrage tøjlerne til deres søn William Whitehead, der har været med til at lave vine siden han var 18 år og af flere bliver betegnet som et vin-geni.

Denne Beaune 1er Cru Les Chouacheux er lavet med Pinot Noir druer fra 58 år gamle vinstokke på marken Les Chouacheux og er sorteret  hele to gange …  først af plukkerne, siden på et sorteringsbord og er afstilket fuldstændigt.

Druerne er derefter placeret i termoregulerede rustfri stål- og betonkar, hvor de gærer og macererer over 3 uger, hvor der udføres to pumpeovers samt to udstansninger om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på franske fade.

WAUW … duften er dyb, klart lidt til den mørke side for en burgundisk vin med frugt af kirsebær, brombær, jordbær, lakrids, våde fade, mørk chokolade, gammelt klædeskab, mahognitræ, oksefond, bark, kaffebønner og en luftig, æterisk og parfumeret aroma, der lige gør tingene en kende mere interessant.

Hvor smager den godt … meget blød, cremet og modent. Smagen smyger sig rundt i munden, rund, silkeagtig velour, blidt og elegant. Der kommer lidt tør engelsk lakrids, men frugten er moden og mørk med brombær, sorte kirsebær og hindbær … tanninerne meget bløde og integrerede … hold nu kaje, hvor smager den fremragende. Dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Domaine Doussot-Rollet, Savigny les Beaune les Grands Picotins Viellles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Doussot-Rollet, Savigny les Beaune les Grands Picotins Viellles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte med mere Bourgogne, for den næste vin blev en Savigny les Beaune les Grands Picotins Viellles Vignes fra vinhuset Domaine Doussot-Rollet, der ligger i Chorey-lès-Beaune.

Vinhuset har i 5 generationer været ejet af samme familie, men i dag laves vinene af Thomas Troussard, som er en ung og talentfuld vinmager og svigersøn til ejeren.

Samlet har vinhuset 4,75 hektar vinmarker med 40-95 år gamle vinstokke. Driften af markerne sker efter lutte raisonnée princippet, hvor man i størst mulig grad forsøger dyrke druerne økologisk, men ved problemer med sygdom sprøjter. Man arbejder dog hen imod HVE-certificering aka bæredygtighed, hvor man ikke bruger ukrudtsmidler og behandlinger mod sygdom.

Høsten er selvfølgelig manuel, fordi man gør en dyd ud af at sortere dårlige druer fra allerede i marken. Efterfølgende gennemgår alle druerne endnu en sortering, når de ankommer til vineriet, hvor et helt hold står klar til at sortere dårlige druer fra. Vinifikationen er altid helt traditionel med to ugers maceration og en uges fermentering.

Denne Savigny les Beaune les Grands Picotins Viellles Vignes er lavet med Pinot Noir druer fra den kun 0,5 hektar lille parcel Les Grands Picotins, hvor vinstokkene er over 95 år gamle.  Vinen er lavet traditionelt og lagret 12 måneder på 228 liters franske fade. hvoraf 15% er nye. Vinen afslutter sin lagring med 6 måneder i ståltanke. Vinen sættes tidligst til salg to år efter høst.

Duften er ganske grøn … har masser af grønne stilke, mentol, violer, frisk egetræ, cedertræ, grafit og tryksværte. Frugten er også rank og grøn med ribs, granatæbler, tranebær og hindbær … syren er streng, dominerende og skarp … vitterlig en ung og spændstig grøn vin, der virkelig er ung burgundisk.

Smagen er imidlertid langt mere forsonelig … smager faktisk ret lækker med ribs, tranebær, granatæbler og umodne hindbær, har en syre med citroner og lemon … virkelig bid, men det er let, lyst og med et meget frisk bid, purunge og virile tanniner, lidt hvid peber … der er sgu bid i den … selv smagt over flere dage. 92 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 365 kr., mens prisen er 325 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Benoit Girardin, Santenay 1’er Cru Clos Rousseau, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Benoit Girardin, Santenay 1'er Cru Clos Rousseau, Bourgogne, FrankrigDenne Santenay 1’er Cru Clos Rousseau fra Domaine Benoit Girardin, der ligger i Santenay har jeg smagt før i årgang 2020, men denne 2021 er bare en tak bedre.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra 40 år gamle vinstokke. Her er druerne 100% afstilket, spontangæret og har derefter gennemgået en 25 dages lang maceration. Herunder mild ekstraktion, daglig pumpover og slutteligt lagret 18 måneder på brugte neutrale fade.

Nøj for pokker, hvor det dufter godt … har denne lette og lyse Pinot Noir duft med et fadpræg, som er tydeligere end hos 2020’eren, for op af glasset kommer den lifligste aroma af hestestald, animalsk og dampende mødding, mælkechokolade, lakridskonfekt, lidt oksefond samt en frugt af saftige jordbær, rabarber, ribs, røg og ristede noter.

I munden er det også en let vin, men har en lidt ren, klar og direkte frugt af ribs, tranebær, rabarber og umodne jordbær, en grøn og let bitter syre, hvor man fornemmer lidt lemon. Tanninerne er fine samt markante med en tør kant, som bidder lidt i mundhulen suppleret af noget peber. Det giver en frisk bid med masser af energi, så dermed 93 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 355 kr., mens prisen er 319 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7