Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2019 Silvio Grasso, Barolo Annunziata Vigna Plicotti, Piemonte, Italien

2019 Silvio Grasso, Barolo Annunziata Vigna Plicotti, Piemonte, ItalienPaul havde medbragt en flaske af denne flotte 2019 Barolo Annunziata Vigna Plicotti fra Silvio Grasso, som jeg jo har skrevet om en del gange her på vinbloggen.

Denne Barolo Annunziata Vigna Plicotti har jeg da også smagt før i årgang 2013 og endda ikke så lang tid siden … i oktober sidste år.

Nu havde Pauls søn haft denne flaske med hjem fra vingården efter et besøg for ikke mange måneder siden.

Her kommer Nebbiolo druerne fra enkeltmarken Plicotti, hvor Grasso har 1 hektar og stokke plantet i 1982.

Vinen er så vinificeret på samme måde som de øvrige Barolo vine hos Grasso, altså i rustfrie ståltanke med gæring og maceration over 15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i franske barriques og heraf er op til 80% nye barriques afhængig af årgang. Derefter er vinen lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen mørkere, mere bondsk, flæsket bacon suppleret med mere mejeri, end jeg husker. Der kommer også mere klassiske noter med violer, tørrede røde roser, læder, våde fade og cedertræ, en frugt med blommer, modne kirsebær, tranebær og moreller … er mere svulstig i frugten end 2013’eren. Der er røg, lakridskonfekt, balsamico, tør jord og generelt stor tørhed.

Smagsmæssigt er det en tør, stringent og ung vin … frugten også mørkere end forventet … sorte kirsebær, tranebær og blommer, en pose nødder samt nogle træagtige noter, tobak, jod, tjære, peber og så ellers tanniner, der bider og er vilde … men på en eller anden måde også lidt indhegnet og kontrolleret, så det ikke stikker helt af. Den har en knastør syre, der streng, frisk og skarp med masser af bid, goddaw og klar mineralitet. 95 point.

Forhandles af Italux, men denne er ikke i sortimentet pt. Denne er købt på vingården, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Monte Zovo, Crocevento Pinot Nero Garda, Veneto, Italien

2018 Monte Zovo, Crocevento Pinot Nero Garda, Veneto, ItalienVi skulle med næste vin til Veneto … en overraskende 2018 Crocevento Pinot Nero Garda fra Azienda Agricola Monte Zovo, der ligger omkring 5 kilometer nordøst for Bardolino ved Gardasøen.

Vinhuset er grundlagt i 1925 af Carlo Cottini, som havde en stor passion for vin og grundlagde huset med produktion af vin og frugt fra en masse frugttræer. Det var dog sønnen Raffaello, som reelt startede en decideret vinproduktion på gården.

Det skete omkring år 1950, og vinhuset kom da også til at hedde Azienda Agricola Conttini Raffaello. Han udvidede både vinkælder og markerne. Det var også Raffaello, som i 1965 købte ejendommen Monte Zovi, som i dag er grundstenen hos vinhuset.

Vinhuset har fået navnet Monte Zovo … efter bakken Zovo, som ligger bag vinhuset.

I dag ejes vingården af Raffaellos søn Diego, som driver stedet sammen med hustruen Annaberta Cottini og 4. generation i form af sønnerne Michele og Mattia. Det var Diego, som i år 2000 ændrede vinhusets navn til det nuværende Azienda Agricola Monte Zovo.

Vinhuset har deres marker to steder, nemlig syd for Bardolino samt i Valpolicella området. De har også deres produktion på 3 lokationer, nemlig hovedsædet tæt på Bardolino, produktionslokaler i San Pietro in Cariano samt tørreloft/-lokaler i Tregnago et stykke nordøst for Verona.

Samlet har vinhuset omkring 100 hektar vinmarker. På ejendommen Monte Zovo er det markerne Spiazzi, Caprino Veronese og Porcino, mens det på deres ejendommen Palazzo Maffei i Valpolicella er markerne Palazzo, Roccolo og Sole.

Vinhuset laver mange forskellige vin, lige fra Bardolino vine til fede Amaroner … og så også lige denne Crocevento Pinot Nero Garda, der er lavet med Pinot Noir druer fra Monte Lessono i den nordlige del af Verona området i 600-700 meters højde og 10 år gamle stokke.

Efter en manuel høst er druerne sorteret og tørret en kort periode inden afstilkning og knust, hvorefter gæring og maceration er sket over 15-20 dage ved 20 grader. Efter gæringen er vinen laget 18 måneder på barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen grøn og urtet … har noget mentol og mynte sammen med en frugt af blommer og kirsebær, skovbund samt små fadnoter med karamel og kaffe.

I munden er det en kraftig og saftig Pinot Noir ,,, frugten igen kirsebær og blommer, måske endda også lidt mørkere frugt, har en stor tørhed, lidt peber, træ, kul og ellers smidige og bløde tanniner suppleret med en svag sødme … spændende vin og 91 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 14,99€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Altesino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Altesino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienGert E’s første røde bidrag var denne 2017 Brunello di Montalcino fra det toscanske og historiske vinhus Altesino Società Agricola, der holder til på Località Altesino i den østlige del af Montalcino.

Vinhuset har sine  rødder tilbage til 1500-tallet og holder til i den gamle ejendom Palazzo Altesi fra det 15. århundrede. Det var den  toscanske familie Tricerchi, der oprindelig byggede ejendommen og familiens skjold af marmor kan fortsat ses over den gamle dør.

Vinene laves i dag fortsat i de oprindelige gamle kældre under Palazzo Altesi, men produktionsfaciliteterne er helt nyrenoverede og topmoderne. Vinene laves dog fortsat med respekt for husets traditioner og der anvendes i høj grad store botti.

Altesino er den største jordejer af den berømte enkeltmark Montosoli. Som de første i Brunello di Montalcino lancerede Altesino i 1975 en vin fra marken som enkeltmarksvin – det blev en slags introduktion af Cru-konceptet i Montalcino. Altesino var ligeledes de første til at benytte barriques i Montalcino i 1979.

Siden 2002 har Altesino været ejet af Gnudi Angelini-familien, men arbejder sammen med Paolo Caciorgna. Altesino ejer i dag 55 hektar vinmarker over hele Montalcino og derudover ejer Gnudi Angelini-familien også vingårdene Caparzo i appellationen Brunello di Montalcino og Borgo Scopeto i Chianti Classico zonen.

Denne Brunello di Montalcino er – som huset skriver – lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret 2 år i egefade samt yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Fra første snif fornemmes fadlagringen … der er cedertræ, tørt træ, meget hjemlig og tæt som riflet fløjl, blæk, champignon, violer, tobak, læder, chokolade og en rank og skarp frugt med jordbær, kirsebær samt en omgang røg samt en snert vaniljesødme.

I munden virker frugten lettere, lysere og mere fokuseret … er ret balanceret med hindbær, tranebær og ribs. Samtidig er der også et markant tanninbid, god syre og flot balance. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor nyere årgange af vinen koster 359,95 kr. for en flaske og 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Jean-François Ganevat, Plein Sud Trousseau, Jura, Frankrig

2019 Jean-François Ganevat, Plein Sud Trousseau, Jura, FrankrigDen næste vin gættede jeg næsten spot-on … troede dog, at druen var Poulsard fra Jura, men det var tæt på, nemlig på Trousseau … en 2019 Plein Sud fra den megahypede Jean-François Ganevat.

Ganevat er en fabelagtig vinbonde, en lille stjerneproducent af guds nåde, somholder til i den lille by Rotalier syd for Lons-le-Saulnier i Jura.

Jean-François Ganevat driver vinhuset sammen med hans søster Anne lige uden for Rotalier i La Combe dalen … faktisk nabo til Peggy & Jean Pascal Buronfosse, som vi jo tidligere er stødt på her på bloggen. Jean-François Ganevat har endda løbende hjulpet Peggy Buronfosse med råd omkring vinproduktionen.

Jean-François har da også god erfaring, da han kommer fra en familie af vinproducenter, som gennem generationer har lavet vin i Jura. Siden 1650 har hans familie været bønder og både dyrket druer, lavet vin og opdrættet montbéliarde køer … som laver mælken til de berømte Comté oste, som jo også stammer fra Jura.

Det var Jean-François’ far, som i 1976 stoppede med at opdrætte køer og udelukkende begyndte at satse på vinproduktion. Den unge Jean-François deltog selvfølgelig i arbejdet … både i markerne og i kælderen.

I 1989 startede Jean-François på sin uddannelse til vinmager på skolen i Baune og arbejdede derefter i det prestigefyldte vinhus Domaine Jean-Marc Morey i Chassagne-Montrachet. Der regnede han egentlig ikke med, at han ville returnere til Jura, idet drømmen klart var selv at blive vinbonde i Bourgogne.

Men med mer’ og mer’ erfaring i bagagen, så besluttede Jean-François Ganevat i 1998 at returnere til Jura for at overtage driften af familiens vingård med det formål at forbedre driften og lave store vine … modsat hans far, som blot havde lavet almindelig bordvin beregnet til salg lokalt.

Da han overtog driften, så havde vingården samlet 6 hektar vinmarker og nogle af markerne var endda lejet fra andre vinavlere, men tilplantet med mange gamle og nu glemte sorter. Jean-François skiftede disse sorter til bl.a. Chardonnay, men fortryder i dag, at han ikke beholdte de gamle og glemte sorter.

I dag har Jean-François Ganevat samlet 8,5 hektar vinmarker, hvoraf 1 hektar dog er lejet på langtidskontrakter. Der dyrkes primært Chardonnay, Pinot Noir, Trousseau, Poulsard og Savagnin.

Markerne ligger tæt ved vingården omkring La Combe de Rotalier og omfatter marker som Les Chalasses, som er den største på 4 hektar, Les Grandes Teppes på 2 hektar samt Grusse en Billat på 1,8 hektar. Resten er småparceller omkring vingården.

Alt dyrkes fuldstændigt biodynamisk og produktionen sker også så naturligt som muligt, bl.a. tilsættes der overhovedet ikke svovl under produktionen, og faktisk er det alene de to cuvéer Florine og Billats, som får tilsat 1 gram svovl ved flaskning.

Udover vinene fra de 8,5 hektar, så laver Jean-François også en række negociantvine, hvor druerne opkøbes fra en række vinavlere. Og her eksperimenter han både med sorter som Grenache, Gamay, Riesling og Pinot Gris.

Der arbejdes også både med rustfrie ståltanke, egefade og store amphora krukker fra Toscana. I det hele taget har Jean-François en meget innovativ tilgang til vinproduktionen.

I september 2021 solgte Jean-François Ganevat sin vingård til den russiske milliardær Alexander Pumpyansky, en søn af stålmagnaten Dmitri Pumpyansky. Med Ruslands senere invasion af Ukraine har dette ejerskab selvfølgelig rejst spørgsmål blandt vinelskere og vinverdenen generelt.

Dette er efterfølgende også yderligere forstærket af, at både Dmitri og Alexander Pumpyansky allerede i marts 2022 blev tilføjet på EU’s sanktionsliste … men det skulle efter sigende ikke ha’ påvirket livet og produktionen på vingården. Der er forlydender om, at Ganevat skulle ha’ købt vingården tilbage.

Nå, men her smager vi – uden storpolitik – husets 2019 Plein Sud Trousseau, der kommer fra 15-60 år gamle vinstokke plantet på en stejl sydskråning med undergrund af hvid mergel, rasp og grus.

I vinkælderen er vinen lavet uden brug af tyndgekraft og med så lidt indgriben som muligt, hvilket bl.a. betyder en blid maceration og en gæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 1 år i koniske egefade.

I glasset er der tale om en utrolig lys og grumset vin med en småbrun og orange kant. Omgående udsender vinen en bio bio aroma, der så dufter af malerspand, acetone, gazebind, hyben, stikkelsbær, ribs, appelsin, granatæbler, knuste jordbær, grønne oliven … virkelig en lys, rød frugt, meget frugtrig og parfumeret vin, der også  har noget grøntsagsfond, roser, mynte og grønne noter.

Smagsmæssigt kilder vinen næsten på tungen … lys, læskende og urtet, nærmest saftet, mostet med en æteriske og dybe side, en stor elegant kompleksitet med lyse og røde frugter, friske røde bolsjer og nærmest som at sutte på et lyst, syrlig og småsødt bolsje med nogle krydderier og kant. I munden er der sitrende energi og alt breder sig stramt og elegant. Det er vildt godt og jeg elsker denne stil, så dermed 97 point.

Herhjemme forhandles Ganevat af Pétillant, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg heller ikke, men vinene er sgu ikke billige.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2021 Domaine Philippe & Sylvain Ravier, Signature Les Brèches Chignin Bergeron, Savoie, Frankrig

2021 Domaine Philippe & Sylvain Ravier, Signature Les Brèches Chignin Bergeron, Savoie, FrankrigTil en dejlig svampesuppe fik vi et glas af denne 2017 Signature Les Brèches Chignin Bergeron fra vinhuset Domaine Philippe & Sylvain Ravier.

Vi er i Savoie … helt præcis ligger vinhuset i Myans, der er et lille familieforetagende, der er givet videre fra generation til generation og i dag drives af far Philippe Ravier og sønnen Sylvain.

Philippe Ravier overtog driften i 1980 og i 2004 kom sønnike med i driften. Da Philippe overtog vingården, så var den alene på 3 hektar, men i dag har familien 40 hektar vinmarker, der er spredt udover Combe de Savoie.

Philippe og Sylvain har beholdt nogle af de typiske druesorter i regionen som Jacquère, Altesse og  Mondeuse, men dyrker også sorter som Roussanne, Chardonnay og Pinot Noir.

Denne Signature Les Brèches Chignin Bergeron er lavet på druen, der lokalt kaldes Bergeron en Savoie, men ellers mest kendes som Roussanne.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, hvor mosten efter presning bliver i CO2 lufttætte tanke, hvor den afkøles til 2 grader i 36-48 timer og bundfældes. Alkoholgæring varer omkring en måned, hvilket så er efterfuldt af en malolaktisk gæring i omkring to måneder inden lagring sur lie i 6-9 måneder.

I næsen er det en lidt stille vin … har nødder, en kridtet og kalket mineralitet. Derudover virker vinen svagt parfumeret, har i hvert fald lidt blomster og eller noget havsalt … balsamico og lidt svage krydderier.

Smagen er egentlig blød og ren … frugten virker en smule tropisk med fersken, pærer, lemon og en meget blød syre. Der er noget lidt umami, spidskommen, kardemomme krydderier og en mineralitet, der er flint eller kalk suppleret med lidt hvid peber i eftersmagen, dermed 90 point.

Købt i Savoie, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Kilian Hunn, Grauburgunder Reserve, Baden, Tyskland

2017 Weingut Kilian Hunn, Grauburgunder Reserve, Baden, TysklandWeingut Kilian Hunn ligger på Rathausstraße i Gottenheim syd for Kaiserstuhl i Baden … og derfra smagte vi næst en 2017 Grauburgunder Reserve.

Vinhuset og den tilhørende Hunne-Strauße restaurant blev grundlagt i 1982 af Felix Hunn sammen med sin kone Gudrun.

I dag drives vingård dog af Felix og Gudruns søn Kilian Hunn, der har lavet vin siden han var 16 år gammel. Han driver stedet sammen med hustruen Martina Hunn, der selv er vinmager og engang var Badische Weinkönigin.

Parret 2 sønner er dog på vej ind i foretagendet … og begge har stået i lære hos nogle af de bedste lokale vinproducenter. Patrick Hunn har været 3 år hos Dr. Heger i Ihringen og skal nu på vinteknikker skole.

Jonas Hunn har arbejdet hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i Oberbergen og studerer i øjeblikket international vinhandel på universitetet i Geisenheim.

Gamle Felix Hunn hjælper fortsat til med forskellige ting … i Hunne-Strauße restauranten tilbereder han en hjemmelavet kartoffelsalat efter hans bedstemor Hedwigs opskrift.

Familien har sammenlagt 30 hektar vinmarker, bl.a. med parceller på markerne Gottenheimer Kirchberg, Opfinger Sonnenberg, Merdinger Bühl og Waltershofener Steinmauer.

Denne 2017 Grauburgunder Reserve er lavet med druer høstet og sorteret manuelt. Druerne er presset og så er mosten gæret i både franske 300 og 500 liter egefade med økologisk vildgær. Vinen er efter gæringen lagret 12 måneder i fadene.

Duftmæssigt er det en smørfed og fadpumpet Pinot Gris … god med tyk fadkrop, eksplosiv og tung med bløde dåsepærer, fersken, noget spidskommen, vanilje og sødristede noter … stor og mægtig.

I munden er vinen nærmest smeltende blød … fed og olieret med nogle krydrede elementer og man fornemmer også fadene. Det er vin med lav viskositet … glider bare gennem drænrøret og smører det undervejs med stor velbehag. 94 point.

Købt i Tyskland, hvor prisen ligger på 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Le Mesnil, Blanc de Blancs Grand Cru Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Le Mesnil, Blanc de Blancs Grand Cru Brut, Champagne, FrankrigGert E startede med denne Blanc de Blancs Grand Cru Brut, der stammer fra det store kooperativ Le Mesnil, der har sit navn efter den store Grand Cru Chardonnay vinmark  Le Mesnil i Champagnedistriktet.

Kooperativet Le Mesnil er grundlagt i 1937 og det er beliggende i hjertet af den skønne champagneby Le Mesnil-sur-Oger … nabo til legenden Salon.

De 525 tilknyttede medlemmer af kooperativet råder nemlig over en stor del af den bedste Grand Cru vinmark Le Mesnil og via alle disse vinavlere har man 297 hektar af Champagnes absolut bedste vinmarker og man laver kun Grand Cru Champagne.

Druerne til denne Blanc de Blancs Grand Cru Brut kommer fra forskellige parceller i Mesnil-sur-Oger og man blander forskellige årgange for at få en harmonisk champagne med fokus på finesse og elegance. Der indgår altid reserve champagne fra de tidligere store vintage årgange i denne cuvée.

Denne nyeste udgave af vinen er lavet med 90% Chardonnay druer fra høsten 2018, men 8% er fra 2016 og 2% fra 2014 … den samlede vin er tappet på flaske i marts 2019 og lagret 3 år kælderen. Vinen er degorgeret i  begyndelsen af 2022 med en dosage på 9,6 gram pr. liter.

Sikke en dejlig duft … rå dej, ganske gæret, der er nødder, mandler, ristet rugbrød, æblemost, pæresaft, mirabeller, grillet lemon, citron, røg og lidt blomster.

Hvor smager vinen dog godt, kompleks, klar, ren og fin … flot balanceret med både syre og sødme. Det suppleres med kridt, kalk, sten med et cremet touch. Der kommer lidt bittersød lemon, men samlet er den letdrikkelig, fin og raffineret. 93 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Marquis de Villebourbon, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2018 Marquis de Villebourbon, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter på højre bred i Bordeaux, for næste vin er en Saint-Émilion Grand Cru, men har en alternativ label med et fiktivt navn Marquis de Villebourbon, da vinen kommer fra et anerkendte vinhus, der ikke ønsker sit navn sammen med prisen på vinen.

Læser man bag på etiketten, så står der dog, at vinen er vinen er flasket af SAS Robin A i Saint Aubin de Blaye, hvilket kan henføres til Vignobles Gabriel & Co, der bl.a. driver Château Les Aubiers og netop holder til i Saint Aubin de Blaye.

Det vil vi ikke dvæle mere ved, da jeg ikke ved, om det er korrekt, så derfor kigger vi da bare videre på vinen, der er lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon, som er gæret i ståltanke. Efter gæring er vinen lagret12 måneder på 225 liters franske barriquefade, heraf 33% helt nye fade.

Duftmæssigt er vinen ikke særlig åben … er i hvert fald fyldt med krydderurter, nelliker, umami, blæk, cedertræ og vanilje … alt på én gang og ikke specielt sammenhængende.

Smagen er også lidt tynd og næsten pjasket … her er frugten dog tydeligere end i duften og mest hindbær, kirsebær og tranebær med en syrlig kant. Syren virker vag, men vinen har dog lidt tanniner, der giver et tørt og samtidig ganske frisk bid, der egentlig hænger pænt lang tid i munden. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2020 Château Haut-Chaigneau, Lalande de Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Haut-Chaigneau, Lalande de Pomerol, Bordeaux, FrankrigVi skal et smut til højre bred i Bordeaux, hvor vi ved skillevejen mellem Pomerol og Saint-Émilion og blot 5 minutters kørsel fra verdensberømte Château Petrus finder Château Haut-Chaigneau, hvorfra vi smager denne 2020 Lalande de Pomerol.

Château Haut-Chaigneau blev købt i 1967 af André og Jeanine Chatonnet, der efterfølgende langsomt har restaureret vingården og løbende foretaget forbedringer og øget kvaliteten af vinene fra vingården.

Chatonnet familien har været vinproducenter i Saint-Emilion siden det 15. århundrede … oprindelig med basis i middelalderbyen ved St. Martin de Mazerat, men i dag har Vignobles Chatonnet hovedsæde på Château Haut-Chaigneau ved Néac i Lalande-de-Pomerol.

Driften varetages i dag af André og Jeanine Chatonnets søn Pascal og han laver på Vignobles Chatonnet 5 forskellige vine og det er så Château La Croix Chaigneau og derefter Spirit of Eleanor, La Serge, The Archangel og så denne Château Haut-Chaigneau. Der laves samlet 150.000 flasker årligt fra familiens 30 hektar marker.

Vinen er lavet på 75% Merlot og 25% Cabernet Franc fra 40 år gamle vinstokke, der er lavet traditionelt i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på barriques, hvoraf 25% er nye fade.

Det dufter af Bordeaux … virkelig klassisk med solbær og kirsebær, muld eller spagnum, cedertræ og cigaræsker, våde fad og elementer fra fadlagringen med let vanilje, mælkechokolade, kanel og en syre, der virker levende, livlig og lige løfter vinen.

Smagen er frisk, lysere end forventet og syren er samtidig renene, mere klar og bitter end forventet. Der er virkelig et frisk bid af den mørke frugt suppleret med lysere og mere bitterfrisk frugt af både hindbær, brombær, ribs og lyse blommer. Det er sgu ret godt og dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens vinen koster 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Clos de Luz, Massal 1945 Carménêre, Cachapoal, Chile

2019 Clos de Luz, Massal 1945 Carménêre, Cachapoal, ChileLad os blive ved lidt Carménêre vin fra Cachapoal i Chile … men næste vin er fra vinhuset Clos de Luz og det er deres 2019 Massal 1945 Carménêre.

Clos de Luz ligger i Old Almahus dalen … en lille underregion af Cachapoa i den nordlige del af Rapel Valley i Chile omkring 113 kilometer sydøst for Santiago.

Det siges at være det sted, hvor chilensk Carménère først blev plantet, og Clos de Luz har da også specialiseret sig i vine på netop Carménère fra gamle stokke. Det er denne Massal 1945 Carménêre et godt eksempel på.

Clos de Luz drives af Gabriel Edwards sammen med søsteren Nieves. De har overtaget familiens vingård, som oprindelig blev købt af deres oldefar tilbage i 1892. Det var dog først omkring 1933, at familien for alvor begyndte at plante vinstokke på jorden.

Gabriel Edwards er uddannet som vinmager i Bourgogne og havde inden overtagelsen af familiens ejendom arbejdet for både det store chilenske Undurraga samt store Moët & Chandon i Frankrig.

Familien har samlet 33 hektar vinmarker, hvor de ældste Carménêre vinstokke er plantet af søskendeparrets bedstemor Luz tilbage i 1945. Det er også den søde gamle bedstemor, som har givet vin til vinhuset.

Indtil Gabriel overtog driften for omkring 20 år siden havde vingården egentlig blot solgt deres druer til Casa Lapostolle, men Gabriel ville lave sine egne vine. Og med markerne med de gamle upodede vinstokke, så har han også et godt materiale at arbejde med.

Markerne ligger isoleret, hvilket har gjort, at området aldrig er ramt af phylloxera … altså er franc de pied, som franskmændene kalder upodede vinstokke. Derudover anvender Clos de Luz også løbende en udvælgelsesmetode, som de kalder Massal. Det betyder, at man vælger de bedste og sundeste vinstokke, som derefter udbredes fra stiklinger.

Clos de Luz dyrker stokkene, ud fra ideen om at ingen er ens, men hylder den naturlige forskellighed, derfor anvender vinhuset heller ikke tilsætningsstoffer til at standardisere vinen. Vinhuset råder også over 100% økologiske marker.

Gabriel Edwards pløjer også markerne med heste, da traktorer simpelthen ikke bare kan køre med de snoede gamle vinstokke. På billedet ovenover kan I så én af de gamle Carménêre stokke.

Som med den foregående Carménêre er vinen ikke lavet på ren Carménêre … kun 92%, mens de resterende 8% er Syrah. Men alle Carménêre druerne kommer fra de upodede vinstokke plantet tilbage i 1945.

Druerne er høstet med håndkraft og fermentering sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt gæring lagres vinen12 måneder … 50% af vinen i store 4.000 liter egefade, 44% i franske barriques på 225 og 300 liter, mens de sidste 6% lagrer i franske Sylvain 600 liter fade.

Duftmæssigt tydelig aroma af frisk mørk frugt samt fadnoter … brombær, blommer, lidt solbær, gran, mentol, rosmarin og andre krydderurter, noget tørt jord, ler, kaffebønner, mørk chokolade, lidt tobak, lakrids og blomster.

Det er dog klart smagsmæssigt, at vinen har sine allerstørste forcer, for den er skruet godt sammen med tilstrækkelig frisk frugt, er blød og cremet, men har samtidig tilstrækkelig med med syre til, at vinen ikke bliver for blød og marmeladeagtig. Frugten er mørk, men syrlig af blommer, brombær og hindbær, hvilket suppleres af lidt brændte elementer, ristet kakao, bitter mørk chokolade … virker klart lysere i munden end duftmæssigt … næsten læskende saftig … fortsat på en mørk og solrig måde. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7