Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2022 Domaine du Bon Reméde, Vielles Vignes, Rhône, Frankrig

2022 Domaine du Bon Reméde, Vielles Vignes, Rhône, FrankrigRødvinen på Restaurant MellemRum var fra Rhône … en 2022 Vielles Vignes fra vinhuset Domaine Bon Reméde, der holder til ved foden af ​​Mont Ventoux.

Vinhuset er grundlagt i 1932 af Joseph Delay, som mellem de to verdenskrige plantede de første vinstokke ved kapellet i Notre Dame du Bon Remède, der også kom til at give navn til vinhuset.

Men i dag er det 3. generation i form  Fréderic Delay, der sammen med sin hustru Lucile driver stedet … men deres søn Vincent er allerede som 4. generation klar til at videreføre vingården.

I dag har familien 15 hektar vinmarker, som alle vender stik syd og vinstokkene har en høj gennemsnitsalder på hen ved 50 år, men hele dyrkningen foregår efter økologiske retningslinjer. Markerne er overvejende beplantet med Syrah, Grenache og Carignan.

Denne Vielles Vignes er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah og skulle efter sigende være lavet helt klassisk og så lagret beskedne 5 uger sur lie på egefade.

Duften er dyb, fed og lakridset … har godt med tør blæk, grafit, tryksværte og lidt gærede bær, solbær, saftige kirsebær, tørret kød, baconfedt samt nogle jordagtige noter og indelukket cedertræ.

I munden er der frugten mere frisk, tør og stringent, mest blåbær, solbær og tør engelsk lakrids … men også noget alkohol, der brænder en smule i munden sammen med krydderurter, tørre og pebrede tanniner, stor krop og fylde. 88 point.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Citizen Wine, Let it Bee Organic Verdejo, Valencia, Spanien

2022 Citizen Wine, Let it Bee Organic Verdejo, Valencia, SpanienPå Restaurant MellemRum kom vi vinmæssigt mere ned på jorden med denne designervin Let it Bee Organic Verdejo fra et vinhus eller producent, som kalder sig Citizen Wine.

Citizen Wine er et engelsk firma, som importerer vin bulk fra en række lande og laver vine med sjove navne og designede etiketter.

Det er fx vine som denne Let it Bee, Blue Boy, Barking Dog, Big Wig, Cluster Flock, Ginja Ninja, Roca Elefante, Strip Joint og mange flere.

Let it Bee Organic Verdejo er lavet fra ældre Verdejo vinstokke, der er over 30 år gamle og findes på marker i 600 meters højde, høstet af maskiner, men sorteret i hånden. Derefter er de presset, mens gæring og lagring er sket i rustfrie ståltanke.

En del af overskuddet fra salget af Let it Bee Organic Verdejo skulle efter sigende gå til lokale donationer for at bevare bierne og lokal biodiversitet.

Duften er ganske aromatisk og har klart noget fedme med frugt, der udover pærer, byder på et mere tropisk islæt med abrikos, ananas og mango samt kandiseret lemon. Aromaerne bestemt til den overfede side og samtidig måske lidt unuancerede.

I munden er der godt med kraft og man fornemmer, at vinen nok har været lagret sur lie aka med bærmen. Den er en ren og moden smag med både sød og syrligbitter grapefrugt, tropisk frugt, men syren så til gengæld ikke gør megen væsen af sig, hvorved vinen kommer til at virke sådan lidt flad i det. 87 point.

Forhandles bl.a. af Køge Vinkompagni, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2020 Kevin Bouillet, Pepin Rouge, Jura, Frankrig

2020 Kevin Bouillet, Pepin Rouge, Jura, FrankrigEn af aftenens bedste vin – hvis ikke den bedste – blev denne Pepin Rouge fra juravinhuset Kevin Bouillet i Arbois-Pupillin appellationen.

Kevin Bouillet er en ung Jura vinmager, der etablerede sin vingård på Rue du Chardonnay i den lille by Pupillin i Arbois i 2018 med en række parceller fra familien og via køb fra flere pensionerede landmænd.

Han havde inden etableringen af sin egen vingård arbejdet nogle år hos Domaine de la Tournelle i Arbois, men driver nu sin vingård med samlet 4 hektar marker, der alle ligger i Arbois-Pupillin appellationen.

Markerne har fra start været drevet økologisk og han dyrker de 5 store Jura sorter Chardonnay, Savagnin, Poulsard, Trousseau, Pinot Noir og endda også den mere sjældne og lavtydende Chardonnay-biotype, som lokalt kendes som Melon.

Han laver sine vine med så lidt intervention og så naturligt som muligt og har en masse vilde planer … bl.a. med at lagre nogle af sine vine i lang tid og lavet en Savagnin Pet-Nat.

Denne Pepin Rouge er lavet på 75% Ploussard  og 25% Trousseau, men det er nærmest umuligt at finde informationer om, hvordan den er lavet, men den skulle være lavet via spontangæring med druernes egne gærceller … måske efter  maceration carbonic metoden for at fremme den saftige røde frugt. Den skulle efter endt vinifikation være flasket uden tilsætning af svovl.

I glasset er det da også en grumset og lys, transparent vin, der har den mest vidunderlige aroma af syrlige røde drops samt fennikel og grøntsagsfond. Frugten er virkelig lys, let og sød-syrlig … lidt grønne jordbær, moreller, ribs og rabarberjuice. Meget indbydende.

Smagsmæssigt er det også en meget lækker vin, der nærmest er æterisk, luft, sød-syrlig, let med en lys frugt, der er rabarber, ribs, lemon, citroner og sød grapefrugt … virkelig frisk, levende og sitrende på den mest bedårende måde … elsker den, smager tossegodt, så dermed 95 point.

Forhandles af S’vinbar, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2020 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, TysklandPå Pinot Butik & Bar valgte vi denne 2020 Frühburgunder fra Weingut Maibachfarm, som jeg og Gert E tidligere har besøgt.

Vort besøg på vingården kan du i læse om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet.

Under det besøg smagte vi også denne Frühburgunder, men det var i en årgang 2016.

Vinen er lavet meget traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke. Selvom vinhuset er totalt økologisk, så er gæringen ikke spontan, men efter tilsætning af udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade – vistnok fuders –  i omkring 12 måneder.

I næsen er der masser af Ahr karaktertræk … grannåle, røg, tjære, blæk og noget røget kød, lidt oliven, en lidt mørk frugt, blomster og næsten helt parfumeret, mens frugten er sådan en kombi af blåbær, vilde jordbær, sorte kirsebær og ribs samt nogle urter. Derudover er der nelliker, kanel, ristede noter og mørk chokolade.

Smagen er mere fed og mere syrlig end forventet, virkelig tør og røget. Frugten er som i duften muskuløs med både jordbær, hindbær, brombær og måske endda lidt solbær. Dertil kommer noget peber og lakrids, tobak samt en stringent syre med kraft og power. 91 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Delaforce, Late Bottled Vintage Port, Douro, Portugal

2018 Delaforce, Late Bottled Vintage Port, Douro, PortugalFra det over 400 år gamle portvinshus Delaforce skal vi igen smage én af deres mange portvine og det er denne 2018 Late Bottled Vintage Port.

Portvinen er lavet på et mix af druerne Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinto Cão, Tinta Barroca, Tinta Amarela og Tinta Roriz aka Tempranillo fra gamle vinstokke.

Alle druerne er håndhøstet midt i september, hvorefter de er fodtrampet i traditionelle lagares.

Dernæst er vinen gæret og så efterfølgende lagret 4 år på egefade og først derefter er vinen flasket og har dermed fået tid til at udvikle sig i fadene. Den havde i årgang 2017 omkring 105 gram restsukker pr. liter og mon ikke, at det er noget lignende i 2018?

Duftmæssigt har portvinen en  fed, moden frugt med kogte blommer, brombærmarmelade, hindbær og sorte kirsebær, godt med både tør engelsk og sød finsk lakrids … og hele tiden med en høj alkoholagtig nerve. Der kommer også duft fra våde fade, røg samt krydderier.

Hvor smager den godt … kanel, nelliker, vanilje og julekrydderier, hvormed et match med risalamanden synes oplagt. Det er både blød, sød og stærk på én gang … har dette alkoholiske spark, koncentreret, mørk, fyldig og sød frugt, blommekompot, brombær, solbær, nødder, lakrids, mælkechokolade … ren flydende velvære. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker … og så er julen reddet.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Tenute Neirano, Tirteo Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, Italien

2021 Tenute Neirano, Tirteo Barbera d'Asti Superiore, Piemonte, ItalienDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte den Barbera baserede 2021 Nizza fra Tenute Neirano. Nu smager jeg atter en af slagsen fra vinhuset … deres 2021 Tirteo Barbera d’Asti Superiore.

Tirteo er lavet med Barbera druer fra nogle sydvendte og pænt kalkstensrige vinmarker beliggende i 250-300 meters højde i Asti-område.

Vinen gærer med temperaturstyring i store rustfrie ståltanke, hvor mosten blandes med drueskallerne for at berige smagen med ekstra farve og frugt.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på små egetræsfade og herefter følger yderligere 3 måneders flaskelagring før frigivelsen.

Duftmæssigt er vinen lidt på omgangshøjde med søstervinen Nizza, for den har i starten den samme lette og lyse aroma, der umiddelbart ikke ligner Barbera. Langsomt kommer der dog mere pondus, kraft og saft frem og frem fra glasset oser det af kirsebær, kirsebærsauce, blommer samt en snert sød finsk lakrids, vanilje, bagepulver, kaffe, røg og træ.

Smagsmæssigt er der også mere bund og endda fylde … lakrids, blommekompot, sorte kirsebær og små lakridsagtige drops. Det er meget saftigt, modent og næsten læskende … men fortsat med en italiensk og balsamisk syre, som dog er venlig, rund og pleasende, hvorved det bliver en folkelig vin, som rigtig mange vil elske og dermed lander Houlberg på 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Casa Marín, Litoral Syrah, San Antonio Valley, Chile

2013 Casa Marín, Litoral Syrah, San Antonio Valley, ChileVi napper sgu da lige en ekstra vin fra Viña Casa Marín og den er endda 10 år ældre, men fortsat fra Casa Marín serien. Det er denne 2013 Litoral Syrah, som skulle gøre mange Nordrhône vine misundelig … men det kigger vi på lige om lidt.

Litoral Syrah er lavet på 100% Syrah fra enkeltmarken Litoral, der ligger 4 kilometer fra Stillehavet i Lo Abarca. Det er et – for Chile – unikt koldklima terroir, hvor temperaturerne i sommerperioden ikke kommer over 28 grader og hvor kølige havbriser og tåge også gør sit til at bringe friskhed og elegance til vinene.

I vineriet er druerne efter høsten først nænsomt afstilkes inden presning og spontangæring alle med druernes naturlige gærceller og med løbende punch downs og overpumpninger.

Efter endt gæring får vinen lov til yderligere at trække smag i 3 dages ekstra maceration inden at vinen anbringes i brugte franske egetræsfade, hvor den lagrer i 16 måneder.

Jeg tænkte straks, at en sammenligning med det nordlige Rhône nok var at tage munden for fuld, men når jeg dufter til vinen, så giver det faktisk mening og jeg bliver sgu ret imponeret af vinmager Maria Luz Marín, for der er en lidt mælket note, laurbærblade, sorte oliven og en frugt af blommer, blåbær, hindbær og ribs.

Der er dog samtidig også drøn på fadnoterne … og helt sikkert mere end normamt for Nordrhône. Der er røgede noter, flæsk, bacon samt kardemomme, vanilje og en smule mælkechokolade.

Smagen er heller ikke helt Nordrhône, men lidt varmere i udtrykket sammen med en blåbæragtig note med jern og skovbund, har klart nogle ribs og egentlig god frugtintensitet, hvor man på ingen måder mærker, at vinen har 10 år på bagen. Tværtimod giver det en saftig, frisk og letkrydret vin, der måske – hvis man er tilgivende – nok godt kan minde en lille smule om en blød Saint-Joseph. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2023 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileFra den dugfriske 2023 årgang smagte jeg dernæst endnu en Sauvignon Blanc vin fra Viña Casa Marín og det var deres Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc.

Denne Sauvignon Blanc er også tidligere af Decanter blevet udråbt Best Sauvignon Blanc in the World. Den er lavet med druer fra selve marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning. I denne årgang er druerne fra 59 små mikro-parceller, der høstes enkeltvis.

Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien og er lavet ved, at 2/3-dele af druerne efter høsten presses let og så gæres, mens den sidst 1/3-del først undergår en 3 dages koldmacerationpresning inden gæring.

Gæringen sker mestendels på ståltank ved kølige 9-12 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret primært sur lie i ståltanke og 27% på egefade … både brugte og 3% helt nye fade.

Igen er det syrepræcis Sauvignon Blanc … blot med et sløret og lidt comfortagtig og rockwooldæmpende blidt lag henover. Det er skam fortsat grønne asparges, grønne pebre, hyld, solbærblade, græs, hø, grapefrugt, stikkelsbær, ærter, kiwifrugt og en smule flintesten, men det virker nu mere sart og forsigtigt … afdæmpet, kontrolleret … og absolut fortsat med druens friske karakteristika.

Det er måske mest i smagen, at enkeltmarken og den delvise fadlagring slår igennem, for vinen har en dybere intensitet og mere afslebne kanter. Vi vipper fortsat med røven ude på kanten af stolen med en fin rank, sur, syrlig, stringent frugt, stikkelsbær, grape, bitter lemon, gin og tonic, hyld, bitterhed, rene og saltet mineral, grønne grene og friske urter. Smukt … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Casa Marín, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileNår vi nu er ved Viña Casa Marín, der er kendt for deres knivskarpe Sauvignon Blanc vine, så skal vi da også smage dem og den første blev deres helt nye 2023 Cartagena Sauvignon Blanc.

Det er en vin, som jeg før har smagt i årgang 2021 og 2022 … hvor druerne kommer fra nogle kølige og kystnære vinmarker ved Lo Abarca i San Antonio Valley.

Vinen er lavet med 8 timers skindkontakt før presning og kølig gæring på ståltank og med vinificering af hver druesort separat efter først afstilkning og presning. Efter endt fermentering er vinen så blandet og lagret kort i ståltanke uden malolaktisk gæring.

Uhhhh atter præcis, grøn og arketypisk Sauvignon Blanc med en syrespids, rank og frisk duft af grøn peber, græs, hø, solbærblade og tomatstilke, stikkelsbær, hyld, ny bælgede ærter, ærteskud, lime, en smule mineraler … og så alligevel med et lille skud sødme, der lige sparker lidt balance og venlighed ind i aromaerne.

Smagen er også rank – igen med en svag sødme – med masser af grapefrugt, lemon, citroner, sure stikkelsbær og grønne æbler, der lige suppleres af salte mineraler og hvid peber. Det er tørt, syrligt og utrolig frisk … kantslibende barberknivsskarp og samtidig har vinen også en svag sødme, der lige binder tingene fint sammen. Det er sgu fremragende Sauvignon Blanc, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Casa Marín, Cartagena Riesling, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cartagena Riesling, San Antonio Valley, ChileViña Casa Marín ligger nord for Lo Abarca 4 kilometer øst for kysten lidt nordøst for Cartagena og byen San Antonio i San Antonio Valley og er efterhånden kendt her på bloggen … specielt for deres knivskarpe Sauvignon Blanc vine .. men er det dog deres 2023 Cartagena Riesling.

Vinhuset er grundlagt i år 2000, da ønologen og iværksætteren Maria Luz Marín – imod råd fra både venner og eksperter – satsede hele sin opsparing og lidt til for at forfølge drømmen om at skabe vine af høj kvalitet i dette delvis uudforskede og relativt kølige område.

Projektet er blevet beskrevet som en af de mest vovede og innovative i Chile og lige fra starten har Maria projekt været omgærdet af stor mediebevågenhed, der ikke er blevet mindre efterhånden medaljerne og andre former for anerkendelse begyndte at skylle ned over disse vine fra de stejle kystnære skråninger.

Maria Luz Marín var den første kvindelige chilenske vinmager og vingårdsejer i Chile, men i dag får hun også hjælp af familien, både sønnerne Felipe og Nicolás Marín, hvor Felipe er uddannet ønolog, samt Marias bror og søster. Med andre ord er det blev et rigtigt familieprojekt.

Vingården ejer 50 hektar vinmarker fordelt på 6 forskellige vinmarker med samlet 38 parceller. Markerne omfatter bl.a. parceller på markerne Casona Vineyard, Laurel Vineyard, Miramar Norte Vineyard, Miramar Vineyard, Estero Vineyard, Lo Abarca Vineyard og Cipreses Vineyard.

Huset laver deres vine fordelt på 4 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca, Cartagena og Iconos. Denne Cartagena Riesling er selvfølgelig fra Cartagena serien, som samtidig er huset bedste sælgende vine.

Cartagena Riesling er ikke en typisk Chile vin, for der dyrkes ikke meget Riesling i Chile, men her kommer 60% af druerne fra nogle granitholdige skråninger, mens de øvrige 40% kommer fra mere sandholdige og lavere beliggende marker.

Halvdelen af druerne presses direkte som hele klaser, men resten afstilkes før presningen. Herefter gærer vinen blot køligt ved 12-14 grader og efter endt fermentering er den så blot lagret måneder sur lie i ståltankene. Vinen har omkring 10 gram restsukker pr. liter.

Duften er først sådan lidt mineralsk og stenet … flint, en snert af noget petroleum og linolie samt gule æbler med en svag modenhed. Med mere luft og varme i glasset er der en mere tropisk frugt, melon, pærer, fersken og dåseananas suppleret med bagepulver, søde krydderier og sådan lidt tæt i aromaerne.

I munden er det en ren, klar og frugtrig vin, hvor der mest er grønne æbler, grape og citronsyre. Virker klart mere frisk end duften lovede og det giver bid, let bitterhed og så alligevel med dybde fra lagringen sur lie, hvilket samtidig giver noget fylde, krop … men bestemt uden at miste alt det friske. Dermed bliver det egentlig meget aromatisk og mundfyldig Riesling med lidt oversøisk fornemmelse. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7