Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2012 Bodegas y Viñedos Artadi, Artazuri Tinto, Navarra, Spanien

2012 Bodegas y Viñedos Artadi, Artazuri Tinto, Navarra, SpanienBodegas y Viñedos Artadi er grundlagt i 1985 og beliggende i byen Laguardia i Rioja Alavesa. Gården var oprindelig et tidligere kooperativ af lokale vinbønder kendt som Cosecheros Alaveses, men ejes i dag af Juan Carlos López de Lacalle og ønologen Jean Francois Gadeau, som begge laver deres vine med målet at hæve kvaliteten og udbrede kendskabet til disse “superspaniere”.

Og huset hører i dag til blandt topproducenterne i Rioja. Bodegas y Viñedos Artadi var et af de første spanske vinhuse der for alvor indså vigtigheden af terroir, hvilket især kan opleves i vinen El Pison fra den kun 2,4 hektar store og 65 år gamle vinmark El Pison. En vin der de sidste 6 årgange har fået mellem 96 og 100 point i The Wine Advocate og som koster over 1.500 kr. herhjemme.

Samlet har Bodegas y Viñedos Artadi omkring 70 hektar vinmarker. Alt dyrkes 100% biodynamisk.

Der laves vine under fire brands, nemlig Artadi, Viña El Pisón, El Sequé og Artazu. Sidstnævnte brand dækker under vinhusets investering fra 1996, hvor de købte vingården Artazu i Navarra.

Artazu er beliggende i byen Artazu i Valdizarbe området, som er den nordlige del af Navarra. Her er produktionen primært med fokus på Grenache druen, som bedst udtrykker det lokale terroir. Deres første vin på markedet var årgang 2000. Artazus gennemsnitsproduktion ligger på 150.000 liter vin årligt.

Og her er netop en 100% Grenache baseret vin fra deres vingård i Navarra. De yngste vinstokke fra husets vinmarker giver materialet til denne friske unge vin. 50 % af vinen lagre på franske egetræsfade i 6 måneder, resten på ståltanke inden vinen blandes.

Duftmæssigt meget frugtrig med hindbær og kirsebær, grønne grene, bark og egetræsfade. Smagen er meget tør, godt krydret … der er lidt muscatnød eller spidskommen i smagen og også lidt stramhed … måske alkoholen, som dominerer for meget? Vinen vinder lidt i glasset, så rådet må være at dekantere vinen et par timer inden servering. Der var ved mit bord lidt uenighed om vinen.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor prisen er 109 kr. for 1 stk., og 82 kr. pr. flaske, hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2011 Château de Montfaucon, Les Gardettes, Rhône, Frankrig

2011 Château de Montfaucon, Les Gardettes, Rhône, FrankrigAftenens første røde … en Les Gardettes fra Château de Montfaucon, som ligger i Cotes du Rhone på en høj klippe, lige ned til Rhône floden og umiddelbart overfor Chateauneuf-du-Pape på den modsatte side af floden.

Slottets historie går tilbage til den 11. århundrede, hvor det havde strategisk betydning, da Rhône floden var grænsen til det tyskromerske kejserrige.

Rodolphe de Pins’ familie købte slottet i 1766, og har produceret vin på slottet næsten lige siden. I en lang periode, fra 1936-1995, blev alle druer solgt til det lokale kooperativ, og det var først da Roldolphe efter endt uddannelse overtog vinproduktionen, at de igen begyndte at lave egne vine.

Før Rodolphe startede vinproduktionen har han som en del af sin uddannelse læst et år på UC Davis i Californien, og arbejdet hos Henschke Cellars i Australien, samt på Vieux Télégraphe i Chateauneuf-du-Pape. Det var med andre ord en mand med antennerne ude, der genstartede den historiske vinproduktion på Chateau de Montfaucon.

Vinmarkerne ligger i 3 forskellige enklaver i henholdsvis Montfaucon, Roquemaure og St. Genies de Comolas, og den terroirmæssige forskellighed er sammen med de 15 forskellige druesorter Rodolphe arbejder med, nøglen til forståelse af vinene. Det handler om diversitet, og naturlighed.

De 15 druesorter har alle en lang historie i det sydlige Cotes du Rhône, der både har skabt en naturlig tilpasning og berettigelse, og hvis man som Rodolphe tilstræber maksimal kompleksitet i vinene, må man nødvendigvis være åben for, at de druesorter der har tilpasset sig områdets klima og geografi, også kan have en betydning.

Forskelligheden i terroir og druesorter er med til at skabe det mest præcise Montfaucon udtryk. Af samme grund er Rodolphe ikke hoppet med på vognen og produceret enkeltmarksvine eller prestige cuvéer. Det er ganske enkelt ikke hvad det handler om. Efter Rodolphes overbevisning er de fleste specialcuvéer tænkte og fortænkte. De mister den sjæl og naturlighed, som vine bør have.

Vinene fra Chateau de Montfaucon er ikke certificeret økologiske, men i praksis er dyrkes markerne naturligt og fuldt bæredygtigt. Det er en nødvendighed for at lave den type Cotes du Rhone, som Rodolphe de Pins søger.

Rodolphe er både nørd og traditionalist, men inden for de filosofiske rammer af det traditionelle bliver der eksperimenteret. Vinene gærer på cementtanke, og der eksperimenteres hele tiden med gæring af flere eller mange druesorter sammen, enkelte for sig, enkelte lagres på barriques (altid brugte) alene, andre blandes sammen. Målsætningen er at skabe de mest elegante, komplekse og balancerede vine i det sydlige Rhône.

Rodolphe elsker balancen i Bourgogne, og det er den der søges genskabt. Vinstokkenes alder er høj (op til 90 år), og høstudbytterne lave, men vinene besidder en lethed og friskhed, der er usædvanlig for området. Selv i kraftige årgange er den røde bærfornemmelse dominerende.

Denne Rhône Les Gardettes er husets billigste røde vin og lavet på 50% Syrah, 15% Carignan,15% Cinsault, 10% Mourvèdre og 10% Grenache. Lagret på cementtanke i 18 måneder inden den kommes på flaske.

Duftmæssigt sådan rigtigt traditionelt Rhône. Uhmmm, her er Rhône/provencekrydderier, lavendel, lakrids, blæk/blyant, solbær, og samme fornemmelse går igen i smagen, som giver dig  solbær, peber …. som sidder lige i front af munden, en meget svag sødme … fyldig og varm, og alligevel med god bid. Det er faktisk en rigtig flot Rhônevin med et meget traditionel præg.

Forhandles hos Niche Vine, pris omkring 95 kr. (lige præcis denne har jeg ikke fundet, men Les Gardettes i Rosé koster 95 kr.) Hos Alverdens Vine findes den til 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Paul Kubler, Pinot Blanc ”K”, Alsace, Frankrig

2011 Paul Kubler, Pinot Blanc ”K”, Alsace, FrankrigMed næste vin røg vi til det dejlige Alsace, helt præcis den lille by Soultzmatt i det sydlige del af Alsace. Her finder vi Domaine Paul Kubler, som står bag denne Pinot Blanc ”K”.

Vinhuset Paul Kubler drives i dag af Philippe Kubler, som er ikke mindre end 13. generation Kubler, som har lavet vin i Soultzmatt siden 1640. Philippe er en ung og visionær vinmager, som har ændret husets stil til den mere ”tørre” stil siden han overtog driften i 2003.

Før den tid havde Philippe taget sin vinuddannelse som ønolog på universitetet i Bordeaux, stået i lære hos vinmager Denis Dubourdieu og derudover arbejdet 6 måneder hos Cloudy Bay.

Han er en ydmyg mand: ”Jeg laver vin, som jeg synes Alsace-vin skal smage”, siger han og bliver lykkelig, når han bekræftes heri af tilfredse kunder.

Vingården er på i alt 9 hektar med vinstokke i og omkring Soultzmatt, herunder en god andel i Grand Cru marken Zinnkoepfle, hvor de gror Gewurztraminer, Sylvaner og Pinot Gris.

Vinen her kommer fra gården ”basis-serie”, som kaldes Les ”K” de Kubler, og findes i udgaver på Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, denne Pinot Blanc samt en ”Kintet”, som består af en blanding af druerne Pinot Blanc, Sylvaner, Pinot Noir, Muscat og Riesling.

Duftmæssigt en meget grøn vin, og jeg har noteret grønne æbler, grønne blommer, blade, citrus og en lidt mineralsk, næsten petroleumsagtig undertone. Smagsmæssigt en utrolig frisk og mineralsk vin. Jeg har også noteret, at vinen er meget til stede … meget direkte, og derudover med dette lidt stenet og mineralske udtryk, hvilket faktisk gør det til en herlig vin.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor prisen er 140 kr. for 1 stk., og 105 kr. pr. flaske, hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Weingut Klaus Meierer, Riesling Kestener Feinherb, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Klaus Meierer, Riesling Kestener Feinherb, Mosel, TysklandDer var skam også tysk Riesling i vinbuffeten hos Malling & Schmidt, nemlig denne Riesling Kestener Feinherb fra vinhuset Klaus Meierer, som ligger i den lille by Kesten i Mosel.

Vingården drives af den unge Matthias Meierer, hvilket sker sideløbende med et job som ung vinmager hos Mosel stjernen Fritz Haag.

Vingården er grundlagt tilbage i 1767, så Matthias kommer fra en vinfamilie med lang historie. Vingården er på 5 hektar, og markerne ligger i Kesten, hovedsageligt på Paulinsberg, der ligger i forlængelse af nabobyens berømte Brauneberger Juffer.

I 2008 blev Matthias Meierer, i en alder af blot 26 år, valgt til årets unge vinmager i Tyskland, og på kort tid måtte melde alt udsolgt. Og det er også nogle ekstremt rene vine, som Matthias laver på gården. De har et tørt og meget mineralsk udtryk. De er stringente, og følger et enkelt præcist udtryk hele vejen.

Prismæssigt må vinene fra Meierer betragtes som meget beherskede. De repræsenterer ganske enkelt priserne på en ung vinbonde, der har et overordentligt jordnært forhold til sit arbejde.

Matthias har ingen ambitioner om at forfølge en hurtig succes. Han er tilfreds med sin nuværende arbejdsdeling, og mener i bund grund at han stadig har for meget at lære, til at arbejde fuldtids på familiegården.

Matthias Meierers vine er ikke økologiske, men han tilstræber selvfølgelig den mest skånsomme dyrkning … ellers kan man ikke lave ordentlig vin. Flere af vinene spontangæres, dog ikke alle. Hans fornemmeste vin, Riesling Alte Reben (gamle vinstokke), gæres i 4-5 måneder på et enkelt fad – der laves blot 666 flasker af årligt.

Her har vi huset Riesling Kestener Feinherb, som er lavet af druer fra markene Paulinsberg og Herrenberg. Vinen er Feinherb, hvilket er en betegnelse, som tyskerne kalder deres hvidvine, når de ikke er helt tørre, dvs. niveauet før halvtørre eller nærmest halvtørre.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig først en god mineralitet, en svag (meget svag) petroleumsnæse, modne pærer og et strejf af ananas. Smagsmæssigt afsløres med det samme, at vinen ikke er “trocken”, for der er stor sødme.

I munden er vinen let perlende, sødmen kommer med det samme og herudover modne æbler, tropiske frugter, lidt vanilje og lidt eg. Til kartoffelsuppen med kammuslinger passede vinen perfekt … selvom jeg var en smule skepsis for valget af en Feinherb … jeg overgiver mig.

Forhandles hos Niche Vine, pris 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Xanadu Wines, Next of Kin Chardonnay, Margaret River, Australien

2009 Xanadu Wines, Next of Kin Chardonnay, Margaret River, AustralienVilla Dining på Malling & Schmidt igen … herligt, og der smagte jeg en række vine, helt præcis 3 forskellige hvidvine, 3 rødvine samt en enkelt dessertvin. Og vi lægger ud med denne Next of Kin Chardonnay fra vinhuset Xanadu Wines fra “down under”.

Xanadu Wines er grundlagt af John og Eithne Lagan, som ankom til Margaret River i 1968, men de tilplantede først deres vingård i 1977. De plantede de første vinstokke i, hvad der nu er en af regionens ældste vinmarker.

De opkaldte deres vingård ’Xanadu’ efter digtet ’Kubla Khan’ af den romantiske digter Samuel Taylor Coleridge.

I begyndelsen af 1980’erne begyndte vingården at vinde priser for deres vine og havde således et ry som én af de fineste vingårde i regionen, da den i 2005 blev en del af Rathbone-familien. Rathbone var i forvejen i vinindustrien, og ejer bl.a. Laura Barnes Vineyard, Yering Station – som de fleste nok er stødt på – Mount Langi Ghiran i Victoria og Parker Estate i Coonawarra, dvs. et ret stort foretagende.

Chef vinmager på Xanadu er Glenn Goodall, som oprindelig stammer fra New Zealand.

Denne vin er lavet på Chardonnay klonen Gin Gin Chardonnay, som giver lavt udbytte, og var én af de første druesorter, som blev plantet i området Margaret River og stadig bruges af nogle af de bedste producenter her. Vinen har derudover ligget på brugte, franske egetræsfade i omkring 9 måneder.

Duftmæssigt virker denne Chardonnay rigtigt dejlig fyldig med nødder, citrus, tropiske frugter med bl.a. ananas, bagt brød. Også lidt animalsk i duften, faktisk ganske herligt. Smagen overrasker i den grad, for her er ingen fed Chardonnay, men derimod har vinen en gennemgående god og tydelig syre. Der er næsten umodne grønne æbler i smagen, grønne bær, som heller ikke er helt modne … samtidig et lidt cremet udtryk … god lang eftersmag. Fin vin og ganske overraskende Chardonnay fra Australien.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor prisen er 129 kr. for 1 stk., og 97 kr. pr. flaske, hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 San Felice, Chianti Classico Riserva Il Grigio, Toscana, Italien

2008 San Felice, Chianti Classico Riserva Il Grigio, Toscana, ItalienVidere til vin nr. 2 fra tirsdag, nemlig denne Chianti Classico Riserva Il Grigio med den bistre udseende mand på etiketten. Vinen er fra Società Agricola San Felice, hvorfra jeg for omkring 4 måneder siden smagte deres kendte supertoscaner, IGT-vinen Vigorello, som er en meget kraftig og habil vin.

Huset ligger i byen Castelnuovo Berardenga, omkring 20 km. nordøst for Siena. Huset ejer tre vingårde, hovedgården i Castelnuovo Berardenga i det klassiske Chianti samt gårde i Montalcino og Maremma.

Det er et større hus, idet San Felice i Chianti Classico zonen har 650 hektar jord, hvoraf 140 hektar er vinmarker og olivenlunde, Tenuta Campogiovanni nær Montalcino med 65 hektar og endelig godset Tenuta Perolla i Maremma med ikke mindre end 1.000 hektar, hvoraf dog alene 50 hektar er tilplantet med vin.

Godset i Chianti har sit navn efter martyren San Felice da Nola og en historie helt tilbage det 10. århundrede, men det er først i det 18. århundrede, hvor Cerretani familien får etableret en produktion på stedet. De næste hundrede år drives godset af Del Taja familien, men efter 2. verdenskrig forfalder godset langsomt. I 1968 købes San Felice imidlertid af en stor finansiel koncern, for derefter at blive solgt igen i 1978, hvor det blev overtaget af RAS (i dag Allianz forsikringskoncernen).

Forsikringskoncernen satte Enzo Morganti til spidsen for projektet, og han havde både erfaring i dyrkning af Sangiovese og en lang erfaring indenfor vinproduktion, og i dag er San Felice bredt anerkendt for sin innovative tilgang og for sin kompromisløs kvalitet, og har fået en bemærkelsesværdige succes i både Italien og på de globale markeder.

Ansvarlig vinmager hos San Felice er i dag Leonardo Bellaccini, som har arbejdet for San Felice siden 1984, først som vinmager og siden 1999 som ansvarlig for vinproduktionen. Hans ønske er ikke at sætte et særligt personligt præg på vinene, men derimod at gøre sit til, at vinene i så høj grad som muligt er et udtryk for “il territorio”, det som franskmændene kalder “le terroir”.

Denne Il Grigio er lavet fra druer fra marker omkring Castelnuovo Berardenga, og ifølge huset selv på 100% Sangiovese. Fermentering sker på skind ved 28-30 grader i 18-20 dage efterfulgt af malolaktisk gæring i stål. Herefter lagrer 80 % af vinen i 24 måneder i enten 60 eller 90 hektorliter store slovenske fade, men de sidste 20% lagrer i 225 liters franske barriques. Herefter lagrer vinen yderligere 6 måneder i flasken. Der laves årligt 240.000 flasker af denne vin.

De bistre, gråskæggede og middelalderlig mand på etiketten er i øvrigt ridderen Il Grigio … en legendarisk ridder fra renæssancen og kæmpede sammen med Sienas tropper, her flot portrætteret på maleriet “L’uomo in armatura” … mand i rustning … af den italienske maler Tiziano. Il Grigio betyder da også meget passende “den grå”.

Grå er vinen imidlertid ikke, for det er en mørk fætter … i hvert fald noget mørkere, end vi normalt finder en Chianti. Duftmæssigt godt med kælder, mørke bær, svedsker, lakrids, violer og generelt meget animalsk i næsen. Dejligt. Smagen er dejlig tør, krydderbuske, tør jord, grønne noter og fortsat godt med tannin i vinen. Langt kraftigere end andre Chianti’er, men jeg kan faktisk godt li’ vinen.

Købt i Føtex, hvor prisen var 169 kr. for 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Pagos del Rey, Blume Verdejo, Ruedo, Spanien

2012 Pagos del Rey, Blume Verdejo, Ruedo, SpanienTirsdag på job bød på 2 vine, og den første var denne Blume Verdejo fra vinhuset Pagos del Rey. Huset ejes imidlertid af den store spanske vinkoncern Félix Solís Avantis, som driver deres spanske vingårde under navnene Félix Solís samt Pagos del Rey, og ellers sælger vine i hele den store verden.

Félix Solís Avantis er grundlagt tilbage i 1952 af familien Solis, og det er fortsat i dag familien, som driver vinfirmaet, nemlig i kraft af de fire Solís-brødre Félix , Pedro, Juan Antonio og Manuel Solís.

Familien har vingårde over de meste af Spanien, bl.a. i Valdepeñas og La Mancha, hvor vinene sælges under navnet Félix Solís. Herudover ejes der vingårde i Ribera del Duero, Toro,  Rioja og Rueda, og herfra markedsføres vinene under navnet Pagos del Rey.

Udover salget af disse vine fra egne marker, så har familien også  specialiseret sig i masseproduktion og salg af vine klassificeret som Vinos de la Tierra (landets vine), Vinos de la Tierra Viñedos de España (landets vine fra vinmarkerne i Spanien), bordvin, mousserende vin, Tintos de Verano (sommervine med soda), mostos (most eller druesaft), og sangrias … og alle disse produkter markedsføres i næsten firs lande. Félix Solís Avantis har da også kontorer i forskellige dele af verden.

Félix Solís Avantis har derudover lageranlæg i Tjekkiet , Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Mexico og Japan. Firmaet har også siden 1998 ejet et tapperi i Shanghai i Kina, og er således det eneste spanske vinhus, som afsætter deres vine så massivt på det kinesiske marked. På det kinesiske tapperi er kapaciteten 80 millioner flasker årligt!

Ifølge en artikel offentliggjort i det britiske tidsskrift ISWR i 2005 rangerer Félix Solís Avantis som verdens 10. største vingård indenfor mousserende vine. Sammenlagt en stor historie, så her skal man ikke komme med sine romantiske drømme om en lille, charmerende producent, som går og pusler om sine vine. Her er der tale om stordrift.

Vinen her er fra Rueda området, lavet på 10% Verdejo … en drue, som jeg holder ganske meget af, og når man dufter til vinen, så forstår man måske også hvorfor. Vinen har en frisk og livlig duft, der er ny høstet græs, pærer, svag lemon, nødder, lidt fennikel og grønne blade. Desværre følger smagen ikke helt med i denne vin, som virker en smule tynd og vandet … selvom der bestemt er et fint syrligt bid, god friskhed og vinen egentligt er svagt, men dejligt krydret i eftersmagen. Tæt på … men ikke tilstrækkeligt, og virker ikke helt sammenhængende. Men igen … heller ikke helt skidt.

Købt i Føtex, pris 85 kr. for 2 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2005 Fondo Cà Vecja, Vigna dei Merli Cabernet Sauvignon Riserva, Emilia Romagna, Italien

2005 Fondo Cà Vecja, Vigna dei Merli Cabernet Sauvignon Riserva, Emilia Romagna, ItalienWeekenden bød også på denne lille Vigna dei Merli Cabernet Sauvignon Riserva fra et vinhus, som hedder Società Agricola Fondo Cà Vecja. Vinhuset ligger syd for byen Ponticelli, få kilometersyd for Imola … I ved, der hvor Ferrari har deres hjemmebane Autodromo Enzo e Dino Ferrari, og hvor San Marinos Formel 1 løb køres hvert år.

Nå, men vi er vinmæssigt i området Colli d’Imola, et underområde til Emilia Romagna. Colli d’Imola er normalt ikke kendt for fantastiske vine, nærmere tværtimod, da området normalt laver ganske uinteressant vin.

Området Emilia Romagna er reelt to områder, der ligger i forlængelse. Der er varmt i området, men nogle steder nås højder på over 2.000 meter, hvilket alt i alt gør det ganske ideelt til vindyrkning. Vinmæssigt er der meget stor forskel på de to regioner, både hvad angør druesorter og deraf også vinene.

Desværre behandles vinplanterne alt for ofte som var de afgrøder, der blot skal producere så meget som muligt. Mange af DOC’erne tillader meget høje høstudbytter, så der stilles altså ingen garanti for kvalitet på den front. Mange steder er udbyttet endda over 100 hl/hektar.

Vingården Fondo Cà Vecja har reelt eksisteret som et landbrug siden starten af 1920’erne, men blev først grundlagt som en vingård i 1971. Før det var der alene frugttræer med produktion af bl.a. abrikoser og i mindre omfang druer, som dog primært var spisedruer, som blev solgt til de lokale markeder.

Løbende er markerne dog også tilplantet med druer til vin, bl.a. de for området klassiske druer som Sangiovese Romagna, Trebbiano og Albana di Romagna.

I løbet af 1970’erne laver gården dog vin fra egne druer, ledet af ejeren Giancarlo Cenni. Vinen sælges lokalt i områderne omkring Imola og Bologna, men langsomt udvides produktionen, og under ledelse af den nye generation – i form af Gian Paolo Padovani – plantes der også nye sorter, bl.a. Barbera, Merlot, Pignoletto , Chardonnay , Cabernet Sauvignon og Sauvignon Blanc. Der foretages flere investeringer til forbedring af vinproduktionen, bl.a. temperaturstyring, rustfrie ståltanke m.v.

I dag er det den nye generation som driver vingården, nemlig Giancarlos nevø Simone Padovani, og han var også medvirkende til, at den nye oprindelsesbetegnelse  “Colli d’ Imola” blev indført. Siden 1997 har han været ansvarlig for gårdens årlige produktion på omkring 35.000 flasker vin af forskellige typer. Herudover har familien også – på normal italiensk vis – lidt “bed and breakfirst” med ulejlighed af 3 ferielejligheder B&B di Marchesi Patrizia.

Denne Vigna dei Merli Cabernet Sauvignon Riserva er lavet med druer fra marken Vigna del Pellicano, maceration ved 28 grader i 15 dage, lagret på rustfri ståltank i 6 måneder efterfulgt af lagring på eg i 12 måneder.

Duftmæssigt synes dens italienske ophav tydeligt, godt med grønne noter, hindbær, svag animalsk, syre … men også lidt sprittet i næsen. I smagen er der godt med tanniner og syre … det er godt. Meget frugtren og vedvarende i smagen, og igen godt med grønne noter. Måske en anelse skarp, men alt i alt en dejlig vin … specielt hvis man er til italienske vine med godt med syre og tannin.

Købt i SuperBest, pris 129,95 kr. på tilbud, og på bedste supermarkedsmanér en normalpris på 200 kr., som vinen bestemt ikke er værd. De 129,95 kr. synes absolut rigeligt for vinen.

Vinanmeldelse 4/7 

2003 Bodegas Resalte de Peñafiel, Balsión Roble Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2003 Bodegas Resalte de Peñafiel, Balsión Roble Reserva, Ribera del Duero, SpanienMonstervinen fra Troy er svær at følge op på, men jeg gjorde en sølle forsøg med denne Balsión Roble Reserva fra Ribera del Duero … som jeg tænkte måske havde kraft og sødme nok. Arghhhh vidste godt, at det ville blive svært … men en Ribero del Duero er altid rar at slutte af med.

Vi er hos Bodegas Resalte de Peñafiel, som jeg har skrevet om en række gange herinde … og vis vine jeg har smagt … ja vel stort set alle de forskellige af … men ikke denne Balsión Roble Reserva.

Vinhuset blev grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i den konkurrencedygtige region. Vingårdens navn og logo stammer fra slottet i Peñafiel.

Gården har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år. Den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der  er kapacitet til 500.000 flasker om året. Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt.

Vinhuset besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske, og de fornys hvert 3-4 år. Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero.

Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo, og alle druerne er håndplukket med en streng udvælgelse og efterfølgende sorteret på vingården. Der produceres 3 kvaliteter; Resalte, som er gårdens topvine, Peña Roble, en mere kommerciel serie med et ungt og moderne image samt endelig deres basis/grundserie, Balsión, som primært er tiltænkt større detailhandlere.

Vinen her er således fra sidstnævnte serie, og denne er topvinen i serien. Druerne kommer fra vinmarker, hvor stokkene har en alder på over 25 år. Vinen laves med en gæringstemperatur på ikke over 31 grader, og macerationstid på 25 dage. Vinen lagrer på franske og amerikanske egetræsfade i 15 måneder.

I glasset er vinen også en ganske mørk vin. Duftmæssigt er der solbær, brombær, blommer .. masser af mørk frugt. Der er eg, ristet toast og chokolade og kaffe. Smagen er meget blød … med sødmen er i denne vin alt for overvældende … og det det hele bliver lidt sød suppe og ufokuseret. Står i min smag lidt svag og slasket i udtrykket og mangler generelt lidt rygrad eller syre til at få vinen til at hænge sammen.

Købt hos Vin og Vin, pris 199 kr., men alene 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2007 Kalleske, Old Vine Grenache, Barossa Valley, Australien

2007 Kalleske, Old Vine Grenache, Barossa Valley, AustralienSå kom der sgu også en monstervin på bordet. Jeg har tidligere været forelsket i de australske bulderbasser og Shiraz’er, men har de seneste år haft det svært med dem. Imidlertid skal man ikke fornægte god vin, når man smager det … og her er én af slagsen.

Vi har her en Old Vine Grenache fra Troy Kalleske, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen, men I får lidt om manden igen.

Kalleskes vingård stammer helt tilbage fra 1853 og Troy er da også 7. generation på vingården. Den første vinmark blev tilplantet i 1875, og den mark “Johann Georg Shiraz” er opkaldt efter Troys forfader og er i dag stadig aktiv og selvfølgelig husets ældste vinmark, som giver druer til topvinen Kalleske Johann Georg Shiraz.

Vingården ejer i dag knap 50 hektar vinmarker med Shiraz, Grenache, Cabernet Sauvignon, Semillon, Chenin Blanc, Mataro, Petit Verdot, Durif, Viognier, Tempranillo og Zinfandel. Vinstokkene varierer i alder og den ældste vinmark har – som nævnt – stokke tilbage fra 1875, og den gennemsnitlige alder for stokkene er omkring 50 år.

Disse gamle vinstokke har igennem mange år leveret nogle af de bedste druer i Australien, bl.a. har vingården i mange år leveret druer til Penfolds legendariske topvin Grange. I 2008 udløb kontrakterne dog for hele tre store blokke af gamle Shiraz stokke, som de sidste mange år har været selvskrevne til Penfolds Grange. Druerne fra disse marker vinificerer Kalleske nu selv til vinen Kalleske Eduard Shiraz, der fik premiere i 2008 årgangen.

Troy overtog vingården i 2002 og siden overtagelsen har Kalleske allerede etableret sig som en strålende stjerne i Barossa. Han lægger ikke skjul på, at hans mål er at lave vine, der karakterfyldt udtrykker de terroirs, de stammer fra.

Troy Kalleske er – udover at være 7. generation Kalleske på vingården i Barossa – også uddannet ønolog fra universitetet i Adelaide. I studietiden blev Troy tildelt ikke mindre end tre stipendier, herunder den prestigefyldte Medal for Bachelor of Agricultural Science fra den australske Wine and Brandy Industry Association. Efter endt studietid arbejde Troy derefter hos bl.a. Penfolds, Veritas, Seppelts, Miranda, Lindemans og Kendall-Jackson inden han i 2002 vendte hjem og overtog driften på familie vingården.

Driften af Kalleske’s vinmarker styres af Troy’s far John. Kalleske anses for den måske førende økologiske drueproducent i Australien. Der arbejdes helt økologisk uden brug af kunstgødning, herbicider og pesticider, hvilket sikrer, at hver vinmarks karakter ene og alene bestemmes af den naturlige biologi og flora, der hersker i den. Årsagen til denne filosofi er, at man ønsker at dyrke druer, der ikke er præget af kunstige aromaer, men videregiver vinmarkens beskaffenhed, mineralitet og mikroklima. Samtidig er håndarbejde obligatorisk igennem hele året og under høsten.

Denne naturtankegang gælder også i vinkælderen. Troy Kalleske ønsker på bedste vis at guide druerne ned i flasken. Vinene skal være autentiske og gengive druernes naturlige karakter samt afspejle de vinmarker, de stammer fra. Derfor bruges kun helt traditionelle redskaber som kurvepresse og åbne gæringsfade. Vinene spontangæres i vid udstrækning med naturlige gærstammer, ligesom man er meget tilbageholdende med brugen af nye fade, da Troy ikke ønsker at ødelægge druernes rene smag med egetræ.

De første års succes har nu tilladt, at også Troy Kalleske’s bror, Tony Kalleske, har kunnet indtræde i firmaet, ligesom man har kunnet investere i opførelsen af et nyt hus til lagring af fade. Dermed kan Troy Kalleske udelukkende fokusere på at lave de bedst mulige vine under mere ideelle forhold.

Og denne Old Vine Grenache er nok én af de allerbedste Grenache-baserede vine i Australien. Stokkene er som altid de buskvinstokke, plantet i 1935, der står i Kalleskes bedste Grenache-mark. Troy Kalleske mener, at det er vigtigt at høste Grenachedruen meget sent, sådan at dens simple, søde, slikagtige aromaer har nået at udvikle sig både dybere og mere komplekst. Samtidig satser Troy på brugen af de naturlige, vilde gærstammer og meget høje gæringstemperaturer – op til 35°C. Det sikrer samtidig stor ekstraktion af aroma og smag.

Derudover har vinen lagret på gamle franske og amerikanske egetræsfade. Vinen trækker i bedste aussi-style hele 15,5% … så der er bestemt dømt bulderbasse.

Men det er sgu en fantastisk vin. Mørk som natten i glasset … havde også været skuffet, hvis det havde været anderledes. I næsen masser af lag af aromaer som mørke og overmodne kirsebær, blomme i Madeira, læder, kakaobønder, chokolade, brændte mandler, fugtig muldjord, toastbrød og sød pibetobak. Hold da op en omgang koncentreret druesaft af en anden verden. Smagen er overmodne blommer, svag peber, krydderier … men det hele fløjlsblødt, silkeagtigt … men med stor kraft og saft. Hold da op en vin. Jeg havde haft vinen i køleskabet nogle år … og egentligt frygtet at den ville skuffe, men jeg er sgu begejstret …. flot, flot oplevelse. Faktisk bedre end fx Penfolds.

Købt hos Atomwine, pris 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7