Tag-arkiv: Župa

2010 Vino Budimir, Triada Prokupac, Župa, Serbien

2010 Vino Budimir, Triada Prokupac, Župa, SerbienDenne røde Triada Prokupac fra det serbiske vinhus Vino Budimir blev følgesvend til nok mit bedste måltid nogensinde … et dampet maltbrød med mørk øl, chokolade, smør og krydderurter, serveret med hvidfisk kaviar ovenpå, kold kartoffelcreme og hvidløg, flødeskum samt et let parfumeret sprøjt med Müritz enebærduft.

Det var anden gang på Horváth, at vinen var fra Vino Budimir og denne gang på deres nok mest karakterisktiske drue Prokupac, som stammer fra vinhusets 100 år gamle vinstokke.

Prokupac er en serbisk drue, som har været kendt siden middelalderen, er rig på alkohol, sukker og har en krydret frugtsmag. Den stammer oprindeligt fra byen Prokuplje i Toplička, hvorfra den også har sit navn. Den anvendes mest til produktion af mørke rosévine, som drikkes til hverdage.

Imidlertid mener mange, at druen har et stort potentiale, hvorfor den efterhånden også er plantet af mange producenter og begyndt at være en grundpille i serbisk vin.

Jeg kan ikke finde mange oplysninger om Triada Prokupac og produktionen, men umiddelbart ser det ud til, at vinen er lavet og lagret en periode på store 3.000 liters egefade. Der findes også en udgave, hvor der er lidt Merlot tilsat, men det skulle vist ikke være tilfældet med denne vin, som også er ganske lys, let og ganske syrerig i udtrykket.

Næsen har godt med syrlige bær, let biodynamisk aroma og egentlig ganske lys og let i frugten, som er sure kirsebær, tranebær, lyse blommer og derudover byder på en smule nelliker, vanilje, grønne blade, læder, nogle syrlige drops med en meget svag sødme og virker samlet set også en smule parfumeret.

Smagen er streng, ren og mineralsk. Syren spiller helt klart førsteviolin og der er bitter frugt, kirsebær, ribs, tranebær … virkelig en ren og syredrevet vin. Det hviner mellem tænderne, men den smager faktisk rigtigt godt uden at blive hverken kompleks eller for simpel.

Ingen forhandlere i Danmark, men i Tyskland kan en flaske findes til omkring 12,50€ … svarende til omkring 93 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Vino Budimir, Tamjanika, Župa, Serbien

2015 Vino Budimir, Tamjanika, Župa, SerbienFørste vin på den 2-stjernede Michelin restaurant Horváth i Berlin blev denne Tamjanika fra vinhuset Vino Budimir, som ligger i det bakkede landskab omkring Aleksandrovac omkring 230 kilometer syd for hovedstaden Beograd i vinregionen Župa i Serbien.

Vingården er grundlagt tilbage i 1878 af familien Zdravković, men den centrale figur på vingården er fortsat den gamle Budimir Zdravković, som vinhuset også er opkaldt efter,

Han kaldes for Deda Buda og har medvirket til over 70 vinhøst på vingården. Han hjælper fortsat til på vingården, som dog i dag ejes af  Aleksander Rashkovich, der også forestår det meste af driften.

Vino Budimir har samlet 11 hektar vinmarker, hvor en del er tilplantet med over 100 år gamle Prokupac vinstokke. Udover druer fra egne vinmarker, så opkøber vinhuset også druer fra en række andre vinavlere i området,

De har da også et ganske moderne vineri, som er opført i 2006 og det har en kapacitet i kælderen på 500.000 liter vin. Det giver basis for en produktion af forskellige vine på primært de lokale druesorter som Prokupac og Tamjanika, men der laves også vine på fx Riesling.

I glasset er det imidlertid denne Tamjanika, som skal følge lidt dampet semulje bolle med ristede sellerifrø til dørs. Tamjanika er dog ikke en drue, som jeg er stødt på tidligere, men er tilsyneladende en lokal klon af Muscat og findes i det meste af Balkan regionen.

Tamjanika findes dog mest tør i netop Serbien, og kaldes også Serbiens dronning og arbejdshest, da druen giver pænt udbytte samt smagfulde og elegante vine.

Druerne til denne vin kommer fra 5 forskellige marker, nemlig Markovina, Veliko Borje, Rataje, Gornje Zleginje og Drenca. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med kold maceration og har kun lagret på ståltankene fra til flaskning i oktober 2016.

Duften er hyldeblomst, fersken, melon, blomster, karamel, lidt muskat, en smule nødder og lidt papkasser, mens smagen er meget blid og feminin. Det er virkelig en blød, tilbageholdende og let svævende vin og man får næsten fornemmelsen af Muscat, hvilket nu giver god mening, da det jo så er en klon af den drue.

Der kommer lidt grape i eftersmagen, men sammenlagt er syreniveauet meget lavt og det gør, at vinen virker en smule svag eller let vandet, hvis man skal komme med en anke.

Ingen forhandler i Danmark, men i Tyskland koster en flaske 14,40€, svarende til 107 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb