Tag-arkiv: xarel·lo

Xarel·lo er en hvid druesort, stammer fra Spanien og især dyrkes i Catalonien, hvor den sammen med druerne Macabeu og Parellada danner basis for fremstilling af de mousserende Cava vine.

Der findes lidt over 8.000 hektar vinmarker med Xarel·lo i Spanien, og druen giver vine med stærk aroma og er således langt mere aromatisk end de to andre druer, som indgår i Cava.

Xarel·lo tåler meget varme og giver højt udbytte, så Xarel·lo er derfor populær hos de lavtliggende vingårde. Udbyttet ligger tæt på 100 hektoliter pr. hektar, men lavtydende marker kan give flotte vine med overdådig frugt og meget charme.

2014 Bodega Cava Guilera, Cava Red Xarel·lo Gran Reserva Brut, Penedès, Spanien

2014 Bodega Cava Guilera, Cava Red Xarel·lo Gran Reserva Brut, Penedès, SpanienJeg havde fundet lidt spændende bobler til at sparke byggemødet i gang. Det blev til denne næsten 10 år gamle Cava fra Bodega Cava Guilera og det er en 2014 Cava Red  Xarel·lo Gran Reserva Brut.

Bodega Cava Guilera er et lille og næsten 100 år gammelt familiedrevet cavahus, som er beliggende i Lavern omkring 25 kilometer vest for Barcelona i  Penedès i Spanien.

Cavahuset er helt præcis grundlagt i 1927 af Isidre Guilera, som inden etableringen selv havde arbejdet i de mere prestigefyldte Cal Calixtus kældre i Sant Sadurní, men endte med at købe gården Ca l’Artigas fra det 18. århundrede og starte for sig selv.

I dag drives det lille familieforetagende af 3. generation i form af Pere Guilera og børnene Jordi og Martha som 4. generation. De har samlet ikke så mange vinmarker og laver da også beskedne 25.000 flasker om året ved at bruge så lidt ved hjælp af moderne teknologi som muligt som en ud af næsten 200 vingårde i Penedès-regionen.

Markerne har været drevet fuld økologisk siden 2014 og denne Cava Red Xarel·lo Gran Reserva Brut er netop fra det år og alene på én druesort, nemlig 100% Xarel·la, som først er lavet på ståltanke og flasket til andengæringen som er sket over mininum 96 måneder, ja faktisk er denne først degorgeret i januar 2023.

Den smukke etiket er tegnet af kunstneren El Dimitry, men trykt på genbrugspapir, proppen biologisk nedbrydeligt, folien er økologisk, flasken er letvægt og vejer kun 835 gram og i det hele taget går vinhuset meget op i bæredygtighed.

I næsen kommer der omgående et opbrus – hedder det det? – men rammer med fuld skrue. Duftmæssigt er der noget nøddemix samt mandler, brødskorper og butterdej, mens frugten er grønne æbler, pærer, lemon og grillet citron. Man fornemmer noget alder, men minder sgu virkelig om ægte champagne.

Smagen er rund, men boblerne er små og blide … der er modne æbler, bløde pærer og noget hvid fersken … meget frugtrig, moden og forholdsvis let. Den har også en sødbitter lemonsmag, stenhårde mineraler, som dog aldrig får overtaget, hvorfor det samlet set bliver en lidt læskende og saftig vin, som virker smooth og blød. 92 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2007 Bodega Cava Guilera, Musivari Gran Reserva Brut Nature, Penedès, Spanien

2007 Guilera, Musivari Gran Reserva Brut Nature, Penedès, SpanienEn aften hos Sune forleden bød – som altid – på spændende vin og vi startede med bobler … et glas af denne Musivari Gran Reserva Brut Nature 2007 fra cavahuset Bodega Cava Guilera.

Det er et lille og næsten 100 år gammelt familiedrevet cavahus beliggende i Lavern omkring 25 kilometer vest for Barcelona i det klassiske cavaområde Penedès i Spanien.

Cavahuset er helt præcis grundlagt i 1927 af Isidre Guilera, som inden etableringen selv havde arbejdet i de mere prestigefyldte Cal Calixtus kældre i Sant Sadurní, men endte med at købe gården Ca l’Artigas fra det 18. århundrede og starte for sig selv.

I dag drives det lille familieforetagende af 3. generation i form af Pere Guilera og datteren Martha som 4. generation. De har samlet ikke så mange vinmarker og laver da også beskedne 25.000 flasker om året ved at bruge så lidt ved hjælp af moderne teknologi som muligt som en ud af næsten 200 vingårde i Penedès-regionen.

Markerne har været drevet fuld økologisk siden 2014, så denne 2007 Musivari Gran Reserva Brut Nature er således lavet før de fik den økologiske certificering.

Cavaen er lavet på et mix af Parellada, Xarel·lo og  Macabao, men der er sparsomme oplysninger om vinen. Den er dog lavet med en andengæring på flaske og da degorgering først er sket i januar 2022, så har vinen altså lagret omkring 15 år på flaske … ganske vildt og imponerende.

Det er også allerede i næsen modne og runde bobler, der rugbrød, vildt lækker, abrikos, nedfaldsæbler, blommeagtig med en lidt saftet fornemmelse, har noget øko-vildskab over sig, nødder og egentlig varmkrydret comfy.

Smagen er rund og meget balanceret, men boblerne fader dog forholdsvis hurtigt ud. Syren er ren og aromatisk, mens frugten er ren, klar og igen med lidt blommer, syrlige æbler og mere tropisk frugt og fin tørhed, hvorved man bliver ret imponeret. 93 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Cofama Vins i Caves, Grans Moments Semi-Sec, Penedès, Spanien

N.V. Cofama Vins i Caves, Grans Moments Semi-Sec, Penedès, SpanienPå jobbet var der forleden lidt at fejre … den ting sker jo, hvis man flittigt arbejder i den retning. Det blev bl.a. klaret med et glas af denne Grans Moments Semi-Sec fra appellationen DO Cava i den catalonske region og fra det store vinimperium Cofama Vins i Caves, der har sit hovedkontor midt inde i Barcelona.

Det er et ret stort foretagende, som årligt laver over 7 millioner flasker vin fra hele 7 forskellige appellationer i Catalonien og fordelt på et utal af brands og primært med fokus på produktion af Cava. De laver Cava under ikke mindre end 18 forskellige brands, herunder altså også Grans Moments.

Jeg har selv tidligere smagt næsten samme Cava … dog blot i en mere tør Brut udgave, men det var et par år tilbage.

Cofama Vins i Caves er grundlagt i 2002 for at repræsentere de mange vinavlere og småproducenter i Catalonien. I dag er det dog vokset til at være et decideret vineri med store flaskelinjer og et stort markedsføringsteam.

Denne Grans Moments Semi-Sec er lavet på 35% Xarel·lo, 35% Macabeo samt 30% Parellada, som først i ståltanke vinificeres til en almindelig vin, hvilket efterfølges af en andengæring i flasken over 10 måneder. Vinen har 35 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det Flinke Finn … meget venlig og rar, har en god kombi af æbler, citroner og nødder, hasselnødder, blomster samt både sødme og en venlig og rund friskhed.

Boblerne er blide og søde. Dengang jeg smagte Brut udgaven, så syntes jeg, at den havde lidt Faxe Kondi over sig, druesukkersødme samt cremet sødme, men her er det selvfølgelig en tak op, så derfor passede den også til de tilhørende kransekager … og således er vinen samtidig et godt bud på et glas bobler til den søde kage, når nytåret rammer det ganske land. 87 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 90 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, Spanien

2018 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, SpanienCava tid! Der burde være sat en fast tid i kalenderen til bobler, så ville mange blive glade. Men lige denne gang smager jeg en Cava Extra Brut Imperial Reserva 2018 fra Villa Conchi.

Cavahuset ligger nær Vila Rodon i Tarragona i Comtats de Barcelona … en lille subregion  i Alt Penedès. Huset er grundlagt af Javier Ruiz de Galarreta via hans store vinfirma Araex Grands.

Det er et stort vineksportfirma, som Javier Ruiz de Galarreta selv grundlagde i 1993 for at samle – og sælge – nogle af de bedste vine fra Rioja Alavesa og fra resten af Spanien.

Samlet sælger man vine fra 14 vinregioner og 23 producenter, hvoraf mange er uafhængige producenter og nogle ejer af Araex Grands, som fx Villa Conchi. Samlet sælger det store firma ikke mindre end 11 millioner flasker årligt.

Men netop Villa Conchi er grundlagt af Araex Grands, for i 2000’erne kiggede Javier Ruiz de Galarreta efter et cavahus i Catalonien, således han også kunne få en frisk og elegant mousserende vin i sortimentet.

I hjertet af Alt Penedès fandt Javier nogle kvalitetsvinmarker nær Vila Rodona i Tarragona og grundlade Villa Conchi … opkaldt efter hans gamle mor, som en hyldest til en kvinde, der inspirerede mange med sin flid og selv elskede kvalitetsmousserende vine.

Imidlertid døde Conchi i juli 2009, så hun nåede faktisk aldrig at smage og nyde de vine, der bærer hendes navn. I dag er Villa Conchi også blevet Galarreta-familiens landsted,

Denne Cava Extra Brut Imperial Reserva er lavet på et blend med 40% Xarel·lo, 30% Macabeo, 20% Parellada og 10% Chardonnay … alle høstet med håndkraft om natten, så kun kernesund og helt frisk frugt finder vej til vineriet.

Her nedkøles druerne straks til 10 grader, hvor de presses og så gærer i ståltanke ved 16 grader og hver druesort separat. Efter endt gæring sammenstikkes det endelige blend, der så aftappes på flaske sammen med gæren og sukkeret.

Andengæringen på flaske under gennem minimum 22 måneder på flaske i kontakt med de fine gærrester, Efter denne periode sker der så en dekantering og der tilsættes en dosage med lidt sprit.

Duftmæssigt er det en krisp, ren og klar syre kanon … masser af stikkelsbær, citroner, lime, appelsinskal samt lidt wienerbrød. Det er klart de syrlig og lidt grønne noter, der har taget dirigentstokken og de får fra start et akkompagnement af et vildt og stort brus, som dog lægger sig i løbet af lidt tid suppleret af småsalte mineraler.

I munden er der citroner, umodne grønne æbler, mirabeller samt en masse friskpresset lemon med lidt bitterhed. Vinen har lidt kridt og kalket mineralitet, virkelig frisk, spændstig og tør. Det er måske ikke en vin til velkomstaperitif, men i stedet mere seriøst til lidt mad, for du får virkelig syre og friskhed … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Oriol Rossell, Cava Cuvée Especial Brut, Penedés, Spanien

2020 Oriol Rossell, Cava Cuvée Especial Brut, Penedés, SpanienEn vinsmagning med temaet det anderledes Spanien blev startet med et glas af denne 2020 Cava Cuvée Especial Brut fra det lille cavahus Oriol Rossell.

Caves Oriol Rossell ligger i Penedés omkring 35 minutter syd for Barcelona by i den lille by St. Marcal.

Cavahuset er beliggende på den gamle herregård Cal Cassanyes bygget i det 17. århundrede og gården består af 4 fløje, hvoraf den ældste kan dateres tilbage til 1637. Selve bodegaen er bygget i Art Nouveau stil og kan dateres tilbage til 1908.

Rossell familien kan selv spores tilbage til 1497, hvor Pere Joan Rossell de la Costa blev nævnt i gamle papirer. Han var vinmager og ejer af vinhuset Rossell de la Costa i Santa Margarida. Senere blev et ægteskab mellem Damià Rossell de la Costa og Madrona Cassanyes til en fusion mellem to vinhuse og i dag er huset fortsat ejet af familien.

Det er således et lille familieejet og -drevet vinhus, der siden 1979  har specialiseret sig indenfor produktion af højkvalitets cava, mens man blot før den tid solgte druerne til andre vinhuse. Vinene er solgt under navnet Oriol Rossell, som var foregangsmand i selv at lave og flaske husets vine. Oriol døde selv i 2011.

I dag har man ansat Salvi Moliner til at producere cavaerne. Han er – – udover at være en ret fantastisk vinmager – også selv underviser i ønologi på universitet i Barcelona.

Salvi er en lille mand med sine 1,60 meter, men han har en enorm personlighed. Han er bare så rar og behageligt et menneske og har på Oriol Rossell 85 hektar vinmarker, som primært bruges til cava, men lille del af druerne bruges også til almindelig vin.

De 85 hektar vinmarker ligger rundt omkring Cal Cassanyes på højderyggen mellem Penedés Alto og Penedés Bajo omgivet af bjerge både mod nord og syd. Dette skaber et mesoklima, der er essentielt for produktionen af cavaerne fra Oriol Rossell.

Den grønne drue, Xarel·lo, der er kendetegnende for Penedés, er den mest plantede på markerne. Sammen med de to andre grønne druetyper Macabeu og Parellada udgør de grundlaget for hele produktionen af cavaerne.

Her smager vi så husets Cava Cuvée Especial Brut 2020, som er lavet på 50% Xarel·lo, 30% Macabeu og 20% Parellada, der kommer fra en enkeltmark Cal Cassanyes i 150 meters højde. Først er selve basisvinen lavet i ståltanke med gæring ved lave temperaturer. Så er der sket coupage – altså justeret blanding af druerne inden aftapning på flaske og andengæring i kælderen over 12 måneder.

Vinen er udviklet sammen med Kristian Ishøy fra D’Wine og han har kendt Salvi Moliner i 8 år. I dag er Cava Cuvée Especial Brut dog fast i husets sortiment.

Duftmæssigt er vinen grøn, frisk, ren og nærmest klinisk. Der er klassiske gærnoter stikkelsbær, grønne æbler, umodne pærer samt svagt lidt ristet franskbrød … bare et godt, gammeldags formbrød og man fornemmer næsten en vibrerende syre.

Smagen har også den nærmest kliniske balance … og ordet harmoni afspejler måske bedst smagen. Boblerne er fine, levende og alligevel afdæmpede. Der er lidt tøjlet vildskab, grønne æbler og nogle bløde citroner og lemon samt en mineralitet, der også er dæmpet. Dermed bliver hele smagsoplevelsen silkefin, rolig, balanceret og elegant, så dermed et højt niveau for denne cava. 93 point

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 139 kr. Det er faktisk en lille prisbasker og et super alternativ, hvis man ikke lige har råd til de altid dyre champagner.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Celler VallDolina, Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, Penedès, Spanien

2017 Celler VallDolina, Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, Penedès, SpanienCeller VallDolina aka Celler-Masia Can Tutusaus ligger lidt nord for Olesa de Bonesvalls omkring 20 kilometer vest for Barcelona i Penedès området … og det er derfra, at jeg smager denne 2017 Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature.

Vingården Can Tutusaus kan dateres helt tilbage til 1348, men det var dog først i 1729 at dette landsted blev opbygget med kældre, der egnede sig til kvalitativ vinproduktion. Men i dag har Can Tutusaus adskillige hektar med pinjeskov, olivenlunde, egetræer og vinstokke.

Samlet har Can Tutusaus 11 hektar vinmarker, der drives af økologisk af den energiske unge vinmager Raimon Badell, der selv kommer fra en vinfamilie og har arvet sin passion for økologisk vindyrkning fra sin far.

Han har siden 1998 drevet sin vingård Celler VallDolina fra Can Tutusaus gården og laver mousserende Cava’er med meget distinkt terroirfornemmelse, noget man sjældent oplever i gode Cava’er.

Cava’erne fremstilles på Xarel-lo, Macabeo og Parellada samt Chardonna og de doseres meget lidt eller slet ikke.

Her smager vi Raimons Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, der er lavet på et mix af Xarello, Parellada og Macabeu, som først er vinificeret med en kølig gæring ved 16 grader, hvorefter vinen så er kommet på flaske til andengæringen, der er sket i kælderen ved 13 grader over 36 måneder. Vinen er degorgeret i september 2021.

Duftmæssig er der godt med æbler, men egentlig ikke så megen hverken gær eller nødder. I stedet er duften en smule bio og landlig, har kvæde, bivoks, lidt fennikel og lakrids … meget ren og virker umiddelbart også ganske saftig.

Smagen er også meget saftet, da boblerne er blide og runde. Den er meget let i smagen, frugten også meget subtil og luftig med let lemon og grape samt masser af æbler, æblemost og så ellers godt med lidt rå og brændte nødder.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Cofama Vins i Caves, Grans Moments Brut, Penedès, Spanien

N.V. Cofama Vins i Caves, Grans Moments Brut, Cava, SpanienFra den catalonske appellation DO Cava smager jeres flittige vinblogger nu denne Cava Grans Moments Brut fra det store vinimperium Cofama Vins i Caves, der har sit hovedkontor midt inde i Barcelona.

Det er et stort foretagende, som årligt laver over 7 millioner flasker vin fra 7 forskellige appellationer i Catalonien og fordelt på et utal af brands og primært med fokus på produktion af Cava. De laver Cava under ikke mindre end 18 forskellige brands, herunder altså også Grans Moments.’

Cofama Vins i Caves er grundlagt i 2002 for at repræsentere de mange vinavlere og småproducenter i Catalonien. I dag er det dog vokset til at være et decideret vineri med store flaskelinjer og et stort markedsføringsteam.

Denne Grans Moments Brut er lavet på 35% Xarel.lo, 35% Macabeo samt 30% Parellada, som først i ståltanke vinificeres til en almindelig vin, hvilket efterfølges af en andengæring i flasken over 10 måneder. Vinen har 9 gram restsukker pr. liter.

Næsen afslører en frisk bobbelvin, masser af formfranskbrød, fersken, lidt Faxe Kondi, druesukkersødme, blomster samt en lille parfumeret note. I munden er vinen meget sød, cremet … mangler klart noget syre, mens boblerne er blide og slutter med lidt svag grape og lemon.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

N.V. Freixenet, Ice Cuvée Especiale, Penedès, Spanien

N.V. Freixenet, Ice Cuvée Especiale, Penedès, SpanienPartytime! Det spanske cavahus Freixenet har lavet en Cava Ice Cuvée Especiale, som man skal  drikke med isterninger i glasset og som vinbloggeren synes skal drikkes med gode venner i festligt lag.

Selvom det er en easy, nyd let Cava til festlige stunder og med isterninger i glasset, så er den skam lavet på traditionel manér, altså med andengæring på flaske i 12-14 måneder. Det er et blend på Macabeo, Xarello og Parellada med en skvis Chardonnay. Og så kommer vinen i en sjov, cool og helt hvid flaske, som nok skal vække opsigt til festen.

Næsen er sødlig, let med fersken, pærer bivoks, skocreme, petroleum eller benzindampe, men på en ganske fin måde. Der er lidt saltlakrids, Kung-Fu is og saftevandsfølelse, men jeg er faktisk noget overrasket over vinen, som jeg var sikker på, at jeg ville hade … men det gør jeg på ingen måde, selvom det ifølge vinbiblerne er uhørt at droppe isterninger i en vin.

Smagsmæssigt er det party party. Jeg har aldrig får drukket mousserende vin med isterninger, men hvorfor ikke, hvis formålet er ren og ukompliceret sjov i gaden, letdrikkelig glæde samt fest og farver. Vinen er sød, saftig og har da også en lille saftevandsagtig imødekommenhed med en lille syre og bitterhed. Det bliver selvfølgelig mindre, når isterninger udvander vinen.

Det bliver 4 iskolde houlbergske fingre … dels for en herlig næse og en overraskende sjov næse, selvom det jo ikke er helt rigtigt med isterninger i en vin.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 97,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Ramon Canals, Mont Paral Cava, Penedès, Spanien

2017 Ramon Canals, Mont Paral Cava Sec, Penedès, SpanienDen lille, eksklusive Jysk Vin Winemaker’s Dinner startede helt perfekt med et glas bobler … et glas af denne Mont Paral Cava fra vinhuset Ramon Canals.

Vinhuset ligger i Castellví de Rosanes omkring 25 kilometer nordvest for Barcelona i Penedès regionen i Catalonien. Det er oprindelig grundlagt tilbage i 1903 af Canals familien, men det var Miquel Canals Ollé, som – sammen med familien – startede med at lave egne vine, som blev solgt fra vingården i Castellví de Rosanes.

Det var i 1975, at det blev til et decideret vinhus med produktion af vin og cavaer, anført af Miquel Canals Ollé og sønnen Ramon Canals Llaverol, der også var uddannet ønolog. Da Ramon senere i 1978 giftede sig med MªÀngels Canals Duran blev vinhuset officielt navngivet Ramon Canals.

Det er i dag børnene Ramon og Marta Canals, som har overtaget driften, dog fortsat med hjælp fra Ramon senior. Ramon junior har en speciel forkærlighed for mousserende vine har bl.a. stået i lære hos Moet Y Chandon i Frankrig, men også arbejdet på vinerier i Californien, Østrig, New Zealand og England.

Vinhuset er også blevet en større historie og laver vine under flere appellationer i Spanien, nemlig DO Penedès, DO Cava, DOQ Priorat og DO Montsant.

Her er det altså deres Mont Paral Cava, som er lavet på de klassiske Cava druer Macabeu, Xarel.lo og Parellada. De to førstnævnte druer kommer fra den centrale del af Penedès, mens Parellada stokkene er plantet i den øvre del af Penedès. Vinmarkerne ligger fra 110 – 320 meter over havet og med en jordbund bestående af en kombination af ler og kalksten.

Vinificering sker separat for hver druesort og  med gæring i rustfrie ståltanke ved 16 grader. Andengæring sker i flaskerne, som ligger i knap 2 år ved 15-16 grader inden degorgering med tilførsel af dossage med 7 gram sukker pr. liter.

Duftmæssigt har vinen et lidt landlig side, svagt lidt blomster, fersken, æbler, toast, surdej, lemon, estragon og en lille sødme, som klart fornemmes. Smagsmæssigt er vinen fint cremet, god mousse, godt med æbler og æblemost samt fint syre/sødme balance, som virker meget behagelig. Her ender sødmen dog med at vinde kampen mod syren, men på en god måde.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Maria Casanovas I Roig, Cava Brut de Brut, Penedès, Spanien

N.V. Maria Casanovas I Roig, Cava Brut de Brut, Penedès, SpanienJeres flittige vinblogger var forleden på CANblau Tapasbar, hvor jeg valgte en lille menu, men selvfølgelig en stor vinmenu. På den måde har jeg prioriteterne på plads og startede med lidt bobler, en Cava Brut de Brut fra cavahuset Maria Casanovas I Roig.

Cavahuset ligger i lidt nord for den lille by Sant Jaume Sesoliveres omkring 30-40 kilometer vest for Barcelona i Penedès og vinregionen Katalonien, som vel også er højborgen for netop produktion af de mousserende cava vine med byen Sant Sadurní d´Anoia længere mod syd som omdrejningspunkt.

Cavahuset er grundlagt af María Casanovas i 1984 og har – så vidt jeg kan se 9 hektar vinmarker. Den danske importør skriver, at familien tidligere havde beskæftiget sig med vinproduktion, men at den unge generation har taget fat på at lave Cava.

Imidlertid er det meget sparsomt med oplysninger om Maria Casanovas I Roig, som dog ser ud til at lave deres cavaer under de to brands Maria Casanovas samt Roig Ollé.

Denne Cava Brut de Brut er lavet på 30% Macabeo, 40% Parellada samt 30% Xarel·lo, som er lagret 12-24 måneder … lidt et spænd. Jeg kan ikke se, om 2. gæringen er sket i tank eller på flaske, men ser ud som om, at lagringen er sket på flaske, selvom det er en prisbillig cava til 8€.

Men det dufter sådan set fint … bitter og frisk duft med kalk, estragon, gær, muskatnød, hvide frugter, melon, pærer og nogle sødkrydrede noter.

Smagsmæssigt er det grape, citron, grønne æbler og er ganske frisk med en Kung Fu sodavandsis, men virker ellers en smule flad i udtrykket og mangler dybde.

AK’s Vine Delight  forhandler vinene herhjemme, men denne Brut de Brut er ikke fundet i sortimentet. Den koster 8,20€ i hjemlandet, svarende til 61 kr.

Vinanmeldelse 4/7