Tag-arkiv: Wairarapa

2021 Matahiwi Estate, ME Pinot Noir, Wairarapa, New Zealand

2021 Matahiwi Estate, ME Pinot Noir, Wairarapa, New ZealandHvorfor ikke nappe endnu en vin fra ME serien hos Matahiwi Estate og det blev så 2021 ME Pinot Noir?

Druerne til vinen kommer fra forskellige Pinot Noir kloner fra flere forskellige vinmarker i den nordlige del af Wairarapa og i vinifikationen er druerne fra hver mark gæret separat inden endelig sammenstikning.

Gæringen er sket i små åbne tanke over 21 dage og efter endt fermentering har vinen også fået en malolaktisk gæring og er lagret på egefade frem til sommeren inden endelig sammenstikning og flaskning.

Det dufter sgu meget godt … lidt rustik og landligt, men det kan Houlberg jo godt lide. Der er blommer, brombær og sorte kirsebær, ristede nødder, lidt Nutella, chokolade, krydderier, grønne urter og røg, sort skov og virker ret kødfuld.

Det er bestemt ingen elegantier, men har en god, fed og brovten Pinot Noir frugt, hvor det atter er blommer og brombær, der klart dominerer sammen med sort peber, krydderier, en kødfuld tekstur og tykke samt småbitre tanniner, let fedme, ristede noter og denne landlige samt rustikke stil. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Matahiwi Estate, ME Sauvignon Blanc, Wairarapa, New Zealand

2022 Matahiwi Estate, ME Sauvignon Blanc, Wairarapa, New ZealandWairarapa er jo det sydligste beliggende vinområde på Nordøen på New Zealand. Det er en smule nord for Masterton finder vi vinhuset Matahiwi Estate og derfra smager jeg nu en 2022 ME Sauvignon Blanc.

Matahiwi Estate drives af Alastair Scott, som grundlagde stedet i 1997, hvor han plantede vinstokke i 1998 og 1999, mens selve vinkælder og vineriet er bygget i 2003.

Matahiwi Estate er drevet økologisk og dyrker 100% bæredygtige druer fra husets 75 hektar vinmarker med sorterne Chardonnay og Syrah fra marker i Hawke’s Bay samt Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Chardonnay i Wairarapa.

Vinene laves i samarbejde med vinmageren Miles Dinneen og det gælder også denne ME Sauvignon Blanc 2022, der er en del af ME serien, som huset selv siger byder på  god kvalitet og enestående værdi for pengene.

Sauvignon Blanc druerne til vinene kommer fra 2 marker i Wairarapa med forskelligartet jord … den ene med stenet muldjord og den anden ligger på en bjergskråning. Druerne er fra relativt unge vinstokke og vinen er også alene vinificeret på ståltanke med en gær, som tillader gæring ved lave temperaturer. Den er også lagret på ståltankene en kortere periode.

Duftmæssigt er det klart og arketypisk Sauvignon Blanc med solbærblade, grøn peber, hyld, stikkelsbær, kiwi, lemon, lidt hø og halm, hvide asparges, grønne ærter samt en lille sødme med lidt mer’ eksotisk frugt som abrikos. Dejlig kølig stil og elsker sgu, når vinen står ved sit ophav og viser disse klokkeklare noter.

Der er heller ingen slinger i valsen, når vi smager vinen … ren, klar og citronsyrlig. Det giver vitterlig en frisk vin, spændstig, syrlig med lidt stikkelsbær, citroner, lemon samt masser af grønne elementer. Det er fandeme godkendt Sauvignon Blanc. Absolut en prisbasker, hvor man virkelig får arketypisk Sauvignon Blanc for pengene, så Houlberg giver 90 point og stor anbefaling.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir Reserve, Wairarapa, New Zealand

2014 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir Reserve, Wairarapa, New ZealandDenne 2014 Gladstone Pinot Noir Reserve kan på mange måder minde om Karl Heinz Johner himself … stor, rund, venlig og lige til at blive i godt humør af. Den er selvfølgelig fra Johner familiens vingård i New Zealand.

Jeg har tidligere besøgt Johner familien i Baden, og det – samt alt om vinhuset – kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen. I det indlæg kan du også læse om vingården i Gladstone sub-regionen i Wairarapa i New Zealand.

Deres vingård i New Zealand købte familien i 2000 og den har 12 hektar vinmarker, hvoraf de 8 hektar er med  Pinot Noir, men de har derudover også både Syrah, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Chardonnay på deres marker.

I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.  Irene fortalte under vort besøg, at hun også tager med Karl Heinz til vingården i New Zealand en gang årligt og er med til al arbejdet i marken.

Denne 2014 Gladstone Pinot Noir Reserve er husets topvin, hvor druerne alene kommer fra én mark … og endda fra de ældste stokke og lavet med gæring i åbne fade og så lagret 1 år på franske egefade, heraf 75% nye fade. Selvom det er Johner Estates topvin, så er den i bedste New Zealand stil på flaske med skruelåg.

Og sikke en vin … en vin som klart er mørkere end husets tyske Spätburgunder vine. I næsen er det derfor mørke og sødme bær med klart fadpræg. Der er brombær, sorte kirsebær, røg, stor landlighed, bolsjesødme, mælkechokolade … vild fagpræg, hvor der også dukker en spændende parfumeret grøn nerve op.

Smagen er vild, rund, fed, cremet med en gudeagtig kraft. Det smager vildt godt. Selvom man måske lige i starten synes, at stilen er lidt for varm, så sniger vinen sig ind på en, for det er så blødt, cremet, smagfuld … og selv syren er rund, poleret, glatslebet og afpudset og den sti følger tanninerne også. Frugten er brombær, kirsebær, pænt med kirsebær, stor pondus, peber og saftig fedme.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Johner Estate, Gladstone Syrah, Wairarapa, New Zealand

2013 Johner Estate, Gladstone Syrah, Wairarapa, New ZealandJan servede også en vin fra vor gamle ven Karl Heinz Johners vingård i New Zealand, nemlig denne Gladstone Syrah, som Jan havde købt under et af hans besøg på den tyske vingård i Bischoffingen.

Jan og jeg har tidligere besøgt Johner familien i Baden, og det – samt mere om vinhuset – kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen.

Det var egentligt et forsøg, at Johner i 2010 plantede Syrah på en 0,5 hektar parcel i New Zealand, men det har faktisk medført nogle vellykkede vine, hvilket denne 2013 Gladstone Syrah vidner om.

Den er lavet ved, at druerne først er høstet, hvilket sker med håndkraft. Derefter foretages der en yderligere sortering på sorteringsbordet, hvorefter vinifikationen sker med maceration samt gæring over 3 uger, mens 50% af vinen er lagret på nye barriques i 14 måneder.

Duften er flæsket, der er sgu skrald på drengen, en smule bio bio kant, krudt, en tændt lunte på en stor nytårsraket, bål, svovlstikker, mælket med mejeri og råmælk for alle pengene, sød og mørk frugt, grønne urter og samtidig meget frisk. Det dufter vildt godt. Frugten er animalsk, der er fadpræg med vanilje, kanel, bolsjesødme, en våd vaskeklud og lidt hvidt peber.

Smagen er … hold da op = vild. Det er andefond, peber, en lidt svag syre, men smagen har til gengæld masser af læskende, vild og saftig frugt, kirsebær, mirabeller og moreller. Det er således ikke en fed, overmoden og mørk vin, men let, rund og saftig.

Importør er Vinbutikken, men denne har de vist ikke i sortimentet. Jan købte den på vingården, hvor prisen ligger på 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2011 Schubert Wines, Con Brio, Wairarapa, New Zealand

2011 Schubert Wines, Con Brio, Wairarapa, New ZealandI den oversøiske smagning var næste vin denne Con Brio … en Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon baseret vin fra vinhuset Schubert Wines fra New Zealand.

Schubert Wines, som ligger lidt nord for Martinborough i Wairarapa provinsen i den sydlige del af Nordøen på New Zealand. Det er heller ikke langt fra selve Wairarapa søen.

Lige dér har det tyske par Kai Schubert og Marion Deimling slået sig ned. De er begge ønologer fra det anerkendte tyske Geisenheim Universitet for vinavl & ønologi, og har tidligere arbejdet for Erni Loosen hos Vinhuset Dr. Loosen i Bernkastel.

De havde dog en drøm at selv at lave vin … og gerne i et land udenfor Tyskland. Efter rejser igennem Oregon og Californien i USA, Australien og dele af Europa, så kom de endelig til Martinborough i New Zealand, og dér fandt Kai og Marion, hvad de havde ledt efter … et ideelt sted for deres sande lidenskab … Pinot Noir.

I foråret 1998 købte de derfor en lille etableret vingård og 40 hektar bar jord, og startede med at tilplante 14 hektar med forskellige kloner af Pinot Noir.

Vinstokkene er primært tilplantet på to vinmarker, The Home Block, som ligger tæt på gården ved Martinborough, Wairarapa samt The Marion’s Vineyard – selvfølgelig opkaldt efter fruen i huset – beliggende ved East Taratahi, Wairarapa. Klimaet i området kalder de selv cool-climate, da det minder meget om de køligste vinområder i Europa.

Filosofien er meget klar. Kun sunde vinstokke kan give perfekte druer, og kun perfekte druer af højeste kvalitet kan give fremragende vine. Derfor har de overordentlig meget fokus på plejen af planter og jord … selvfølgelig efter økologiske principper.

Con Brio betyder “med passion” og er som nævnt lavet på i et blend på Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon, men forholdet ukendt. Druerne er plantet omkring huset af tidligere ejere tilbage i 1989. Alle druer plukkes i hånden og afstilkes 100% inden produktionen i rustfrie ståltanke, en maceration på 3 uger og lagring på franske barriques – heraf 35% nye – i hele 4 år.

I næsen har vinen en lidt sjov og anderledes duft … sådan rigtig meget eucalyptus, kaktus, syrlige og bitre kirsebær, lidt mørk og bitter chokolade samt cigarer og eg. Ikke specielt omgængelig i mine øjne. Smagen er præget af en god portion sødme, godt med peber … virkelig tæt i strukturen og godt med frugt … lidt som et gammelt syltetøjsglas med intens marmelade. Uhhhh, må indrømme, at det slet ikke er min type vin … syrlighed, sødme, peber og tætpakket frugt.

Jeg har tidligere smagt deres Pinot Noir Block B … og Pinot Noir er de langt bedre til.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 289 kr. ved køb af 1 flaske og 260 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 2,5/7  

2012 Schubert Wines, Pinot Noir Block B, Wairarapa, New Zealand

Byggemødet første rødvin … rettelse; byggemødet første udenlandske rødvin blev denne Pinot Noir Block B fra vinhuset Schubert Wines, som ligger lidt nord for Martinborough i Wairarapa provinsen i den sydlige del af Nordøen på New Zealand. Nord – Syd – så fik vi vist den sat på plads.

Det er heller ikke langt fra selve Wairarapa søen. Lige dér har det tyske par Kai Schubert og Marion Deimling slået sig ned. De er begge ønologer fra det anerkendte tyske Geisenheim Universitet for vinavl & ønologi, og har tidligere arbejdet for Erni Loosen hos Vinhuset Dr. Loosen i Bernkastel.

De havde dog en drøm at selv at lave vin … og gerne i et land udenfor Tyskland. Efter rejser igennem Oregon og Californien i USA, Australien og dele af Europa, så kom de endelig til Martinborough i New Zealand, og dér fandt Kai og Marion, hvad de havde ledt efter … et ideelt sted for deres sande lidenskab … Pinot Noir.

I foråret 1998 købte de derfor en lille etableret vingård og 40 hektar bar jord, og startede med at tilplante 14 hektar med forskellige kloner af Pinot Noir.

Vinstokkene er primært tilplantet på to vinmarker, The Home Block, som ligger tæt på gården ved Martinborough, Wairarapa samt The Marion’s Vineyard – selvfølgelig opkaldt efter fruen i huset – beliggende ved East Taratahi, Wairarapa. Klimaet i området kalder de selv cool-climate, da det minder meget om de køligste vinområder i Europa.

Filosofien er meget klar. Kun sunde vinstokke kan give perfekte druer, og kun perfekte druer af højeste kvalitet kan give fremragende vine. Derfor har de overordentlig meget fokus på plejen af planter og jord, selvfølgelig efter økologiske principper.

Druerne til denne vin … Pinot Noir Block B kommer fra Block B – en lille del af Marions Vineyard, hvor der er plantet 5 forskellige kloner af Dijon Pinot Noir, nemlig klonerne 115, 667, 777, 114 og 113. Alle druer plukkes i hånden.

Efter plukning og den første sortering i vinmarken bliver druerne transporteret til Schuberts vineri, hvor de sorteres en ekstra gang og helt afstilkes med undtagelse af de hele drueklaser, der indgår i presningen. Ved hjælp af en kran bliver druerne meget forsigtigt anbragt i temperaturkontrollerede ståltanke, hvor en kold maceration finder sted.

Gæringen starter efterfølgende og hele processen tager 4-6 uger. I løbet af denne proces foretages af og til en meget nænsom omrøring. Når processen er tilendebragt, flyttes den unge vin og drueskallerne forsigtigt til vinpressen uden brug af pumpe, men udelukkende ved håndkraft i spande. Der udføres en let presning, og den unge vin overføres derefter til lagring på franske egefade – 45% nye – i 18 måneder.

Og i glasset også en lysere vin … ikke så lys som nogle af dens europæiske søstre, men en tand mørkere. Underligt udtryk i øvrigt … en tand mørkere, som om tænder er mørke. Nå, men i næsen helt klare Pinot Noir noter, lidt stald … både heste og køer, hindbær, skovbær, vilde jordbær, eg, lidt nelliker, mineraler og en smule krydderier.

I munden er vinen grøn, syrlig … det er hindbær, ribs … faktisk godt med syrlighed, og derudover lidt krydderier. Elegant, men måske knap så let og elegant, som de vinene fra det land, som Kai Schubert og Marion Deimling forlod … der große Vater-land. Men det er en ganske okay Pinot Noir uden jeg svinger mig helt op.

Købt hos Jysk Vin, pris 289 kr.

Rating 4,5/7  

2008 Johner Estate, Pinot Noir, Wairarapa, New Zealand

2008 Johner Estate, Pinot Noir, Wairarapa, New ZealandOnsdagens næste vin var en gammel kending, nemlig Weingut Karl Heinz Johner som laver vine i Kaiserstuhl i Tyskland samt i New Zealand … her kaldes det bare Johner Estate. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om flere af vinene, bl.a. hans 2008 Pinot Noir Gladstone, hans 2009 Blauer Spätburgunder fra Baden og en 2011 Weisser Burgunder & Chardonnay også fra Baden.

Vingården i Tyskland er grundlagt i 1985, hvor Karl Heinz Johner og konen Irene slog sig ned efter ti år i udlandet. Årsagen til, at det lige blev i Bischoffingen i Kaiserstuhl skyldes, at det var Irenes hjemby, så hvad var mere naturligt end at slå sig ned der? Karl Heinz havde en idé om at lave vine i stil med Borgogne, fulde af magt og alligevel med enestående elegance, og det man ikke er langt fra Framkrig, så gik han i gang. I dag er Johner én af de mest berømte vingårde i Tyskland og Karl Heinz en af de mest respekterede vinmagere.

Johner ejer 17 hektar vinmarker, alle i og omkring Bischoffingen. Vinmarker tilplantet med mange forskellige sorter afhængig af jordbunden og placeringen. Ejer Steinbuck og Enselberg markerne. Johner producere sine druer og vine på en meget professionel måde. Alle Johners vinstokke i Tyskland gror i vulkans jordbund og er over 30 år gamle. Intens optimering af vinplanterne inklusiv reduktion af blade og grøn høst giver druer af høj kvalitet. Til alle røde druesorter benyttes små træfade. Der produceres 80.000 flasker årligt.

I 1998 er Karl Heniz Johner også begyndt at arbejde i Wairarapa regionen i New Zealand. Oprindeligt var det i et partnerskab med tredie partner, men pga. uoverensstemmelse trak Karl Heinz og sønnen sig ud og begyndte igen i 2000 med Johner Estate, baseret på 12 hektar vinmarker i Gladstone sub-regionen i Wairarapa, heraf er de 8 hektar pinot noir, hvilket også fortæller lidt om Johners primære interesse. Første udgivelse var 2002.

I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.

På Johner Estate i New Zealand laves der forskellige Pinot Noir, og denne Pinot Noir Wairarapa er Johners entry level Pinot Noir fra New Zealand, mens Pinot Noir Gladstone er storesøsteren.

Duftmæssigt er vinen dejlig animalsk … nærmest hestestald eller kostald, og derudover er der hindbær, mere sødme end sidste vin, hvilket passer meget godt med New Zealand (jeg gættede da også både land og drue) samt sluttelig lidt svag kanel. Smagen lidt i samme boldgade, fin, blød, hindbær, blide syre og en smule mere rund end den tyske. Slutter af med svage grønne noter. Skøn vin … knap så intens som jeg husker Johners Gladstone.

Forhandles hos Vinbutikken.dk, hvor prisen pt. er 80,10 kr., og det er en god pris for en skøn vin.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Johner Estate, Pinot Noir, Wairarapa, New Zealand

2008 Johner Estate, Pinot Noir, Wairarapa, New ZealandMandag, påskeferie … men ikke det vejr, som mange nok havde håbet på. Her brænder ilden i brændeovnen, og børnene sover, hvorfor jeg lige vil bruge lidt tid på at skrive lidt om aftenens vin.

Ja, normalt er der ikke vin på bordet en almindelig dødelig mandag, men da det er ferie, har jeg gjort en undtagelse. Og en dejlig undtagelse. Har efterhånden smagt denne Johner en del gange, og jeg er meget begejstret for vinen.

Vinen er lavet af Karl Heinz Johner, som laver vine i Baden, Tyskland på hans og sønnen Patricks 18 hektar stor ejendom i hans hjemby Bischoffingen på den vestlige side af Kaiserstuhl.

Domainet er grundlagt i midten af ​​1980’erne af Karl Heinz Johner, og her arbejder de meget med specielt “spätburgunder” på bourgogne-kloner. Har desværre ikke endnu haft mulighed for at smage Johners tyske pinot, men det må sgu komme en skønne dag.

I 1998 er Karl Heniz Johner også begyndt at arbejde i Wairarapa regionen i New Zealand. Oprindeligt var det i et partnerskab med tredie partner, men pga. uoverensstemmelse trak Karl Heinz og sønnen sig ud og begyndte igen i 2000 med Johner Estate, baseret på 12 hektar vinmarker i Gladstone sub-regionen, heraf er de 8 hektar pinot noir, hvilket også fortæller lidt om Johners primære interesse. Første udgivelse var 2002. I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.

I glasset fremstår vinen meget lys rød, vel nærmest det man kan kalde rubinrød. Næsen er klassisk animalsk, nærmest samme duft, som ofte findes i tyske spätburgundere. Duft af søde kirsebær, sødhed og måske lidt tørrede urter. Det dufter sørme da dejligt.

Smagen er frisk, fortsat præget af røde bær, og ganske harmonisk. Pæn fylde i munden, måske en smule blomme og krydderier, men friskheden er sgu god. Det er et fremragende glas vin, og har altid været begejstret de gange, som jeg har smagt den (dette er vel 5. eller 6. gang).

Prisen ligger omkring 177 kr. hos Estwine, men ak … har netop konstateret, at Estwine ikke længere har Johners New Zealandske vine. Nå, men det er forhåbentligt kun en midlertidig status, for det er bestemt en vin, som jeg gerne vil anbefale.

Vinanmeldelse 5/7