Tag-arkiv: Uruguay

2015 Pizzorno, Select Blend Reserva, Canelones, Uruguay

2015 Pizzorno, Select Blend Reserva, Canelones, UruguayDet siges, at Tannat baserede vine fra Uruguay er på vej frem, men sidst jeg smagte en vin fra Uruguay på Tannat var det en krasbørstig satan, mens en senere vin fra Bodegas Marichal på en blanding af Tannat og Pinot Noir var ligefrem var forfærdelig. Men denne Select Blend Reserva fra Pizzorno smager sgu godt.

Vinen – som jeg fik som tak for lidt fotoarbejde – er på 60% Tannat, 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Malbec, altså ikke udelukkende ren Tannat. Mine bedste erfaringer med Tannat er ellers fra Sydvestfrankrig, hvor de virkelig kan få noget godt ud af den tykskallede og tanninrige drue.

Pizzorno ligger lidt øst for den lille by Las Piedras og omkring 20 kilometer nord for havnebyen Montevideo i Canelón Chico regionen helt i bunden af Uruguay.

Vinhuset drives af Carlos Pizzorno sammen med sønnen Francisco Pizzorno. Carlos er 4. generation på vingården og overtog driften i 1988. Siden hans overtagelse har han udviklet vingården med investering i moderne udstyr til produktion af vinene.

Produktionen står Carlos for sammen med den faste vinmager Marcelo Laitano og den flyvende vinmager og konsulent Duncan Killiner, som stammer fra New Zealand, men i dag er bosiddende i Mendoza i Argentina.

Samlet har Pizzorno 21 hektar lerholdige vinmarker rundt om vingården, og der dyrker de sorterneTannat, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Petit Verdot, Merlot, Pinot Noir, Malbec, Sauvignon Blanc, Chardonnay, Muscat samt lokale sorter Arinarnoa og Marselan.

Denne Select Blend Reserva er som sagt på 60% Tannat, 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Malbec, som kommer fra 12-25 år gamle vinstokke på de 3 marker San Francisco, Los Nogales og Los Nogales.

Det er Marcelo Laitano, som står bag vinen, som er lavet på betontanke med udblødning i 20 dage inden gæringen, som varer 12 dage, Derefter er vinen lagret 18 måneder … Tannat på amerikanske fade og de øvrige druer på franske egefade.

I glasset er vinen ikke – som man måske ellers kunne forvente af en tykskindet drue som Tannat – helt mørk, men er sådan medium i farve og lige netop svagt transparent med lyse kanter.

Næsen har en fin, stringent, lettere balsamisk syre kombineret med lidt fadnoter, cigaræsker, kirsebær, blommer, røg, læder, kaktus, en snas vanilje samt lidt sød tobak. Serveret blindt havde jeg aldrig ud fra duften gættet på Uruguay.

Smagen er også langt mere stringent og syrerig end forventet, og det bliver dermed aldrig for overdone, solmoden, varm og fed vin, men har i stedet masser af tørhed, grønne grene og lidt orientalske krydderier, som giver lidt flad fornemmelse.

Der er lidt sjove smagsnoter, lidt gummislange, en sjov sødme midt i den kantede syre, og man savner måske lidt bundtræk. Der er imidlertid noget europæisk over vinen, og samlet en positiv overraskelse fra Uruguay.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Bodega Marichal, Pinot Noir/Tannat, Etchevarria, Uruguay

2010 Bodega Marichal, Pinot Noir/Tannat, Etchevarria, UruguayMed næste vin røg vi igen til Sydamerika, denne gang Uruguay, hvor vi finder Bodegas Marichal.

Vinhuset går helt tilbage til 1938, men historien starter egentlig i 1916, hvor Isabelino Marichal, en efterkommer af indvandrere fra De Kanariske Øer, slog sig ned i Etcheverría, Canelones, Uruguay, og begyndte at dyrke de første vinmarker med Tannat druen. Efter at have giftet sig med Filomena Juana Lugano, blev fire børn født: Lorenza, Francisco, Ezequiel og Juan Máximo.

I 1938 startede de en lille vingård med underjordiske tanke i en hule for at opnå de bedste betingelser for vinfremstilling. Siden da har Marichal familien kæmpede for at opnå den højeste kvalitet i fremstilling, lagring og aftapning af deres vine.

I 1948 giftede Juan Máximo sig med María Teresa Gallo Tonelli, til daglig kaldet “Teresita”, og hun ville hjælpe sin mand med vingårdens drift. Ikke alene delte hun det daglige arbejde med de ansatte på vingården, hun sørgede også for at lave morgenmad, frokost, te og aftensmad til alle mand.

Snart havde de tre børn: Juan Carlos, Reina og Susana. Eftersom deres familie blev større, øgede Juan Máximo også antallet af vinmarker i sin søgen efter en bedre tilpasning af vinstokke til de forskellige jorder og dermed en forbedring af produktionen.

I 1975 blev Juan Carlos gift med Lidia Santos, der også tilhørte en familie af vinavlere. I dag er det deres to sønner Juan Andrés og Alejandro, altså 4. generation af Marichals, som driver vingården og den 50 hektar vinmarker.

Her har vi så en vin fra denne historiske vingård i Uruguay. Vinen er lavet på 70% Pinot Noir samt 30% Tannat. Tannat er lidt en sjov drue, den kommer oprindelog fra Frankrig, men dyrkes også i fx Argentina og Uruguay.

Når Tannat dyrkes i Sydfrankrig, giver den vine med et meget højt tanninindhold. Farven er dyb og tanninerne kan delvist tæmmes ved fadlagring. Druen benyttes ofte sammen med Cabernet Sauvignon, men her altså sammen med Pinot Noir. Det har jeg alligevel aldrig set eller smagt før.

I glasset kan det ikke ses, at der er tale om en Pinot Noir. Duften er meget syrlig, næsten som grønne stilke, ikke megen Pinot duft her. Smagen også i den sure afdeling, lidt sur mås-agtigt, og bestemt ikke særligt indbydende. For pokker, hvor er det dog en skam at komme den tanninskarpe Tannat drue i en Pinor Noir, og resultatet er også ganske forfærdelig. Ihhhhhh altså, det er en om’er.

Købt hos Glud Vin til 119 kr.

Vinanmeldelse 1/7