Tag-arkiv: trajadura

Trajadura – også kendt som Treixadura – er en af ​​de vigtigste hvide  druesorter, som findes i Portugals friske Vinho Verde i Minho regionen.

Trajadura blandes ofte med druer som Loureiro, Alvarinho og Arinto, hvor den tilføjer krop, alkohol samt sprød citruskarakterer med noget stenfrugter og æble. I de senere år er flere producenter dog startet med at lave kvalitetsvine alene på Trajadura.

Foruden Minho, så er Trajadura også meget udbredt i Galicien i Spanien, bl.a. i Rías Baixas, hvor den er kendt som Treixadura. Her blandes druen sammen med andre druer som Godello, Albarino, Palomino og Macabeo … men findes også som enkeltdrue i vine.

Trajadura giver høje udbytter og modner hurtigt. Det er en kraftig sort, som giver kompakte druer, der skal plukkes ganske tidligt for at bevare deres sarte syre. Da syreniveauet er lavt, så blandes den ofte med andre druer. Den bidrager selv med friske aromaer og typisk smag af citron, æble og pære til fersken og abrikos.

Lidt forvirrende kaldes Trajadura undertiden for Tricandeira … et synonym, der deles med den røde druesort Tinta Amarela.

2021 Produtores de Vinhos Alvarinho Monção, Varanda do Conde, Minho, Portugal

2021 Produtores de Vinhos Alvarinho Monção, Varanda do Conde, Minho, PortugalProvam aka Produtores de Vinhos Alvarinho Monção er et kooperativ, der ligger i Monção i Minho området og laver mest Vinho Verde vine på Alvarinho og Trajadura … her smager jeg deres 2021 Varanda do Conde.

Produtores de Vinhos Alvarinho Monção er grundlagt i 1992 af 10 vinbønder fra Monção og Melgaço, som med deres passion startede med at bygge en moderne og funktionel vingård til produktion af vine med druer fra deres marker.

I dag er der over 200 små vinavlere tilknyttet Provam og kooperativet har en kapacitet til vinficering af 510.000 liter vin og har samtidig været en af de banebrydende virksomheder i studiet og udviklingen af druesorten Alvarinho,

Her smager vi deres 2021 Varanda do Conde, der er lavet på 80 % Alvarinho og 20 % Trajadura … både gæret og lagret på ståltanke for at sikre mest mulig friskhed.

Duften er aromatisk, frugten er mest fersken og melon suppleret med jern og mineraler. Smagsmæssigt er der både syltede og friske citroner, har en let syre suppleret med en hård og stenet mineralitet og det giver samlet en frisk vin, så dermed 88 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Cinco Quintas, Avicella Vinho Verde Colheita Selecionada, Minho, Portugal

2018 Cinco Quinta, Vinho Verde Avicella Colheita Selecionada, Minho, PortugalI det videre færd i vinene fra Minho regionen i Portugal er næste vin en 2018 Avicella Vinho Verde Colheita Selecionada fra vinhuset Cinco Quintas.

På portugisisk betyder Cinco Quintas 5 gårde og det skyldes, at vinhuset laver deres vine fra 5 vinmarker nær deres vinhus i byen Vizela omkring 10-15 kilometer syd for Braga.

Cinco Quintas er grundlagt i 1987 af José Borges, hvor han tilplantede 5 marker på samlet 20 hektar i Vinho Verde regionen. Vinene laves i dag dag sammen med ønologen Pedro Campos.

I 2014 lancerede José sine vine under navnet Avicella … samlet 8 forskellige vine, herunder altså også denne Avicella Vinho Verde Colheita Selecionada.

Vinen er lavet på 50% Alvarinho, 30% Loureiro og 20% Trajadura fra markerne på skråninger ved bjerget S. Bento. Der er igen faktisk slet ingen oplysninger om produktionen af vinen.

Næsen byder på eksotisk frugt, fersken, melon, lidt figenpålæg, hyld, vingummi, astronaut-is, meget comfy og behagelig næse, ikke megen syrlighed, men lidt lemon og lidt citron.

I munden er vinen perlende … ja nærmest let brusende med sødlig, eksotisk frugt, fersken, banan, gule æbler, ikke vildt syrlig, men har i stedet sødme, et ganske lille strejf af bitterhed og søde krydderier.

Ingen dansk importør fundet, men i hjemlandet koster vinen 12,62€ … svarende til 94 kr.

Vinanmeldelse 4/7    

2018 Vinhos Norte, Tapada dos Monges Vinho Verde Branco, Minho, Portugal

2018 Vinhos Norte, Tapada dos Monges Vinho Verde Branco, Minho, PortugalNæste vin fra Minho regionen var også en Vinho Verde Branco, nemlig fra Vinhos Norte og et af deres brands, som hedder Tapada dos Monges.

Vinhos Norte aka Manuel Costa Carvalho Lima & Filhos ligger i Várzea Cova, øst for Braga tæt ved Minhos grænse til Transmontano. Vinhus er en familievirksomhed, som drives af Lima familien, der grundlagde vinhuset tilbage i 1971.

Vinene fra Vinhos Norte laves under 4 forskellige brands, nemlig Norte, Cruzeiro, Miogo og så Tapada dos Monges, der betyder noget i retning; lavet eller dækket af munke … som hyldest til munkene, der i det 12. århundrede introducerede vinproduktion i området.

Driften varetages i dag af faderen Joaquim Lima sammen med 3. generation i form af børnene Graciete, Vera og Vítor. De laver årligt omkring 5 millioner flasker vin sammen med et ansvarlig vinmager Guilherme Pereira samt 3 andre vinmagere, hvor druerne kommer fra egne marker og fra opkøbte druer.

Vinene laves på et topmoderne vineri, som blev opført i 2005 og sidenhen i 2008 er udvidet med et stort tappelinje. Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som vinhuset selv ejer … men hele produktionen sælges både i hjemlandet og på yderligere 15 eksportmarkeder.

Tapada dos Monges brandet lavede Vinhos Norte første gang i 1992 og det omfatte en serie af 6-7 forskellige vine, herunder altså denne Tapada dos Monges Vinho Verde Branco, lavet på et blend af druerne Loureiro, Arinto, og Trajadura, men derudover er der imidlertid ikke mange oplysninger om produktionen.

Næsen er rig på æbler, pærer … lidt på vej mod den neutrale side, men har dog en lille varm sødme samt en luftig, let aroma. Smagen er mere tør, godt med umodne grønne æbler, lemon og ellers sådan meget lige ud af landevejen.

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme, så prisen kender jeg ikke. I hjemlandet koster den sølle 4,98€ … svarende til 37 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Branco, Minho, Portugal

2018 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Branco, Minho, PortugalDen første vin fra Minho aka Vinho Verde området i Portugal er en klassisk Vinho Verde Branco, som kommer fra Adega Ponte de Lima aka Adega Cooperativa de Ponte de Lima, der meget passende ligger i byen Ponte de Lima … Portugals ældste by.

Kooperativet er grundlagt i 1959 og har 2.000 vinavlere som medlemmer, så det er lidt en større historie. Det betyder, at man samlet får vin fra 1.800 hektar vinmarker i dalene ved floderne Lima og Vez, mens man på vineriet i Ponte de Lima har en produktion med en kapacitet på 11,5 millioner liter vin.

Denne Vinho Verde Branco er lavet på et blend af de to druesorter Loureiro og Trajadura … vinificeret i temperaturstyrede ståltanke og uden lagring på eg eller andet. Vinen har 4 gram restsukker pr. liter og der produceres årligt 1 million liter af vinen.

Duftmæssigt er der astronaut-is, fersken, melon, overmodne æbler, men egentlig ganske grøn og frisk. Syren virkelig imidlertid noget tilbagetrukket, hvilket gør duften en smule endimensionel.

I munden har vinen lidt en saftevand fornemmelse, meget let at drikke med melon, lemon … masser af lemon faktisk, en smule bitterhed og sødme hånd i hånd. Syren er rigtig nok – som duften også indikerede – ganske afdæmpet, men alligevel er vinen meget frisk med den megen lemon, lidt røg og kalk.

Herhjemme forhandles vinene fra Adega Ponte de Lima af Glud Vine og Vinparken, men denne er ikke i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2014 Caves Campelo, Solouro Vino Verde Branco, Minho, Portugal

2014 Caves Campelo, Solouro Vino Verde Branco, Minho, PortugalVino Verde er – som I sikkert ved – en portugisisk hvidvin, som produceres i gigantisk antal i Portugal. Ja faktisk er DOC Vinho Verde den største appellation i hele Portugal. Vinene laves primært i Minho provinsen, der også populært kaldes Vino Verde regionen.

Forleden havde konen sgu købt sådan en bandit … Solouro Vino Verde Branco fra det store vinhus Caves Campelo aka Joaquim Miranda Campelo & Filhos Lda., der ligger i Barcelos, Vale do Ave, altså i det nordvestlige hjørne af Spanien.

Caves Campelo er grundlagt i 1951 som Joaquim Miranda Campelo & Filhos Lda., men det kan faktisk dokumenteres, at vinhuset har lavet vin helt tilbage i 1923.

I dag er det ikke familien Campelo, som ejer vinhuset, da det i 2007 blev solgt til José Carlos Lima & Sons, som viderefører strategien med en stor produktion af masser af billig vin, specielt masser af Vino Verde.

Hovedparten af druerne til den store produktion på Caves Campelo kommer fra en lang række udvalgte vinavlere … ikke blot i Minho området, men også fra mange andre vinområder.

Men her er det altså en vin fra netop Minho eller DOC Vinho Verde appellationen. Druesammensætningen i vinen er 70% Loureiro, 20% Trajadura og 10% Pedernã (Arinto). Den har været lagret ganske kort tid på ståltanke og flasket umiddelbart efter.

Men jeg er sgu ikk’ vild med skidtet … næsen har en aroma af modellervoks, et havneindløb, Jolly Time sportsvand … if you remember, mazarinkage, romessens og lidt symaskineolie. Det virker sgu på alle måder noget mærkeligt. Smagen er tynd og syrlig saftevand … og så tror jeg sgu ikke, at jeg ellers vil sige ret meget mere.

Købt i SuperBrugsen, hvor en flaske kostede 45 kr.

 Vinanmeldelse 1/7