Tag-arkiv: Steiermark

2018 Weingut Neumeister, Sauvignon Blanc Ried Klausen, Steiermark, Østrig

2018 Weingut Neumeister, Sauvignon Blanc Ried Klausen, Südoststeiermark, ØstrigJeg var forleden til en cool climate smagning med masser af lækre vine. Vi startede med en Sauvignon Blanc Ried Klausen 2018 fra Weingut Neumeister.

Vinhuset ligger i det nederste østlige hjørne af Østrig tæt på Slovenien … i  Südoststeiermark i Styria tæt på byen Straden i et bakket landskab.

Weingut Neumeister er grundlagt tilbage i 1971, hvor vingården blev købt fra staten af Rupert Christie, men det er nu svigersønnen Albert Neumeister, som siden 1981 sammen med hustruen Anna Christie har ejet og drevet ejendommen.

I dag er det dog sønnerne Christoph and Matthias Neumeister, som varetager den daglige ledelse og produktionen af omkring 210.000 flasker vin årligt.

De ejer selv omkring 24 hektar vinmarker og har derudover kontrakter på druer fra yderligere 16 hektar fra andre vinbønder i området. Deres bedste marker har de opdelt i to kategorier, nemlig Große STK og Erste STK.

STK er kvalitetsmærke, som indikerer enkeltmarker af høj kvalitet, og det er et kvalitetsmærke som man deler med Gross, Lackner-Tinnacher, Neumeister, Erich & Walter Polz, Sattlerhof, Tement, Winkler-Hermaden, Hannes Sabathi, Maitz og Erwin Sabathi.

Hos Neumeister er markerne Moarfeitl på 2,9 hektar og Saziani på 5,8 hektar Große STK, mens markerne Klausen på 8,0 hektar og Steintal på 1,4 hektar er Erste STK. De øvrige marker Buchberg, Silberberg, Rosenberg og Waasen på i alt 5,9 hektar er uden kvalitetsmærket. STK står i øvrigt for Steirische Terroir- und Klassikweingüter … så er den vist sat på plads.

Der produceres primært hvidvin på Neumeister, omkring 88% af produktionen er hvidvin, og på markerne dyrkes Sauvignon Blanc, Welschriesling, Morillon, Weissburgunder, Grauburgunder, Gelber Muskateller og Traminer samt de røde Zweigelt, Pinot Noir, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Jordbunden i Südsteiermark er lige så forskellig som druesorterne. Fra sandsten og skiffer, til mergel og kalksten, men klimaet mest kan betegnes som middelhavsagtigt, hvilket giver en lang og stabil vækstsæson, men de kolde nætter udvikler frugtens aromaer, kompleksitet og syre.

Området er ligeledes kendt for at deres klapotetz … en slags vindmølle lavet af træ, der rytmisk laver klappelyde, som skræmmer fuglene væk fra vinmarkerne.

Denne Sauvignon Blanc Ried Klausen er således en vin lavet med druer fra Erste STK marken Klausen og dermed en del af de bedste vine hos huset. Klausen marken er stejl, jord gold og vinstokkene ret gamle. Vinen er lavet med lang maceration inden gæring og efter fermentering er den lagret 12 måneder på store, gamle træfade.

I næsen er der grønne og let græssede noter, men vinen er dog langt mere afdæmpet en Sauvignon Blanc normalt. Der er hyld, grillet lime og frisk lime, lidt blomster og lidt rustikke krydderier, men samlet en utrolig flot, luftig, let af stille aroma for en Sauvignon Blanc.

Smagsmæssigt er der medium fylde, æbler, grape og lemon. Der er også en rigtig fin syre, lidt krop og fylde, salte mineraler, sten, peber samt et virkelig godt og frisk bid. Det smager sgu da meget godt.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 240 kr. mod en normalpris på 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, Østrig

2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, ØstrigGottfried Lamprecht  fra Weingut Herrenhof Lamprecht kalder sig selv en artisan vinmager … og da artisan vel bedst kan oversættes til håndværker, så det giver jo god mening. Han laver vine med karakter – und mit keine kompromisse – og det gælder også denne Sand & Kalk Weißburgunder.

Weingut Herrenhof Lamprecht holder til i den lille by Markt Hartmannsdorf i vinområdet Steiermark og den sydøstligste del af Østrig omkring 20 kilometer øst for Graz. Vinhuset holder til i en gammel ejendom … ein Gutshof, der tidligere har tilhørt Augustinkorherreklosteret i Vorau.

En korherre – eller en kannik – er en betegnelse, som oprindelig blev brugt om alle gejstlige beskæftiget i en bispedømme, en religiøs orden eller i et kloster, så det er derfra, at vingården har sit navn Herrenhof … korherrenes gård.

Det var dog først i 1913, at familien Lamprecht købte ejendommen, men det var dog ikke fra Augustiner Ordenen, for ejendommen havde forinden gennem mange år haft skiftende ejere, så det betød også, at vinavlen på gården ved overtagelse var gået helt i stå uden mange vinstokke på den tilhørende jord.

Det var faktisk først i 2006, at der igen blev plantet vinstokke på gårdens kalkholdige marker. Det var nemlig, da den unge Gottfried Lamprecht overtog den fædrene gård og startede hans projekt Weingut Herrenhof Lamprecht.

Vingården er placeret på vinmarken Buchertberg, som er husets eneste mark. Der plantede Gottfried masser af Weißburgunder som den primært sort, men også druesorter som Furmint, der tidligere i Steiermark var kendt som Mosler, samt lidt Blaufränkisch og Pinot Noir.

Derudover tilplantede han også en del af marken med et mix af forskellige druesorter, en del gamle, glemte og sjældne lokale druer, et field blend på helt op til 60 forskellige sorter, som Gofffried kalder Buchertberg Weiss – ein Gemischter Satz – og skal udviske alle spor/kendetegn fra den enkelte drue og helt enkelt blot udtrykke det lokale terroir.

Samlet har Gottfried faktisk nu over 100 forskellige druesorter på hans mark, og det tæller også ukendte druer som Blaue Heunisch og Weiße Orléans. Gottfried ejer samlet 14 hektar på Buchertberg, hvoraf 9 hektar er vinmarker, men målet er at få hele jorden tilplantet med vinstokke.

Og Gottfried Lamprecht tilgang til vinproduktionen er også en smule anderledes end de fleste. Anders als die anderen. Han er selvfølgelig totalt økologisk og nogle marker er da også certificerede, men generelt benyttes ingen kunstgødning, herbicider eller syntetiske andre plantebeskyttelsesmidler.

Han har dog ikke brug for begreber som biodynamisk eller andre religiøse bio-synspunkter, men vil kunne arbejde og handle frit. Han har lavet sit eget manifest … die Herrenhof Charta, som er hans selvpålagte forpligtelse af et kvalitetskoncept, hans blåstempling af vinene og eget ideal. Han kalder det også for Freestyle Wine Growing. Det omfatter 10 punkter, nemlig:

  • Druerne må udelukkende kommer fra Buchertberg marken
  • Vinmarkerne dyrkes økologisk eller efter økologiske principper.
  • Der høstes med et maksimalt udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, idet mindre udbytte giver bedre vine.
  • Man skal kunne smage terroir og årgang i vinene … det skylder man naturen.
  • Gæring sker spontant med druernes naturlige gær, og der sker alene tilsætning af gærsalte, hvis gæringen halter. Og aftapning sker tidligere i april det følgende år.
  • Der tilsættes ingen smags- eller tilsætningsstoffer, og den vendes alene svovl/sulfitter i meget små mængder.
  • Vinene laves efter game, traditionelle metoder, hvilket omfatter lang skindkontakt under gæring og ingen filtrering af vinene.
  • Respekt og bevarelse af jordens frugtbarhed og faunaen i markerne har topprioritet og Gottfried frasiger sig enhver moderne tilgang til pasning af markerne.
  • Femme af fremme af mangfoldigheden af dyr og planter i vinmarkerne
  • Ingen brug af gensplejsning, men det giver vel næsten sig selv.

Samtidig benytter Lamprecht slet ikke ståltanke i produktionen, men alene egefade, som er lavet med træ fra skovene omkring vingården samt en række ældre og større fade. De fleste fade er enten på 300 eller 600 liter.

Produktionen holdes som enkel som muligt og nærmest overladt til sig selv. Det omfatter bl.a. spontangæring på druerne naturlige gør efter presning i egetønderne … både den alkoholiske og den malolaktiske gæring. Derudover hviler vinen også med sur lie – med bærmen – på egefade i typisk omkring 9-18 måneder inden aftapningen sker ufiltreret og næsten uden svovl.

Weingut Herrenhof Lamprecht laver kun 7 forskellige vine, og denne Sand & Kalk Weißburgunder er vel nærmest deres basis- eller indgangsvin … så på den måde er jeg – helt tilfældigt – startet helt perfekt på at smage vinene fra Lamprecht.

Gottfried mener i øvrigt også, at 7 er et passende antal, da 7 er det perfekte nummer i den centraleuropæiske mytologi. Det er dog en sandhed med modifikationer, idet han også i både 2015 og 2017 har lavet en 8. vin … Schrammelberg, som er et lille sideprojekt, hvor druerne kommer fra en af de  ældste vinmarker i Steiermark. Der er vinstokkene næsten 90 år og der laves da også kun et enkelt 300 liters fad af den vin.

Denne Sand & Kalk Weißburgunder basisvin er lavet på 85 % Weißburgunder samt 15 % Grauburgunder og Chardonnay. Druerne kommer selvfølgelig fra vinmarken Buchertberg, en lille sidedal af Rittscheintales. Vinen er lavet som beskrevet ovenfor, men hvor lang tid, som vinen har lagret, ja det fremgår ikke. Der er alene 0,2 gram restsukker i vinen-

Duftmæssigt er vinen aromatisk og nærmest parfumeret, moden og sødkrydret. Der er fersken og melon, havvand, ganske landlig med nogle nærmest moskusagtige aromaer. Derudover virker vinen lidt olieret med masser af kalk og kridt, lidt modellervoks, blodribs og karamel. Det er sgu vin med karakter.

I munden er det blød, olieret og fed … dog med en fin mineralsk, kalket syre med en let bitterhed, som holder fedmen indenfor livremmen. Det bliver casual og tilbagelænet på en fed måde med mineralsk bid, elegant surhed svagt aftryk af træ i panden.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Karl Schnabel, Pinot Noir Hochegg, Steiermark, Østrig

2014 Weingut Karl Schnabel, Pinot Noir Hochegg, Steiermark, ØstrigWeingut Karl Schnabel er en rigtig øko-bonderøv, som laver biodynamiske naturvine med respekt for jord, klima og almen bæredygtighed, som fx denne Pinot Noir Hochegg.

Schnabel holder til på vingården Ermihof lige øst for den lille by Gleinstätten ved bjerget Sausal i Südsteiermark i Østrig. Vingården drives af Karl Schnabel samt hustruen Eva med hjælp fra deres 3 sønner Armin, Valentin og Marwin. Karl grundlagde vinhuset efter at ha’ studiet til vinmager i Vienna og et studieophold i Bourgogne i 1997 og 1998.

Familien har samlet 5 hektar vinmarker med primært røde druesorter og fordelt på markerne Hochegg, Koregg og Kreuzegg. Lige har etableringen har Karl arbejdet efter biodynamiske principper og siden 2003 har markerne også været certificeret biodynamisk.

Karls filosofi er, at vi kun er gæster på vores jord, som skal bevares til de kommende generationer. Derfor laves vinene også efter de mest naturlige principper, hvilket sker med spontangæring og uden tilsætninger af nogen slags … herunder tilføres der heller ikke sulfitter aka svovl til vinene.

Karl og Eva har endda en mindre besætning af kvæg, som lystig græsser mellem vinstokkene og hvis horn jo så meget passende også kan anvendes i den biodynamiske proces, hvor de fyldt med ekstakter og naturlig gødning graves ned i vinmarkerne.

Her har vi fat i Karl Schnabels Pinot Noir fra marken Hochegg, som også er lavet uden tilsætninger af nogen slags. Spontangæringen sker i åbne egetræskar og pigeage sker ved håndkraft og vinen håndteres også uden brug af pumper. Den er lagret på 227 liters barriques fra Bourgogne.

I glasset er vinen let, teglfarvet og med svagt orange kanter. Duftmæssigt er første tanke, at der er tale om en noget ældre Bourgogne, for vinen dufter godt gammelt … men der er alligevel noget, som stikker helt andre steder hen, for der er også en lidt speciel duft med hønselort, saltlakrids, kampferolie, overmodne blommer i kombi med lysere bær. Spændende duft.

Smagen overtrumfer imidlertid klart duften, for det er blødt, modent, let, mildt og cremet pinosaft. Det er lyse bær, hindbær, ribs, lyse kirsebær og leveres på en fin og let facon. Der er stor saftighed, som gør vinen meget let drikbar … feminint og elegant. Great.

Købt hos Rosforth & Rosforth … prisen kender jeg ikke, men den ligger formentlig omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7