Tag-arkiv: South East Australia

2013 Edengate Wines, Wombat Hill Chardonnay Classic Reserve, South East Australia, Australien

2013 Eden Gate Wines, Wombat Hill Chardonnay Classic Reserve, South Eastern Australia, AustralienSå er der atter hvidvin i glasset … og denne Wombat Hill Chardonnay Classic Reserve fra vinhuset Edengate Wines. Og den er såmænd opkaldt efter et lille, kortbenet, pelset og muskuløs pungdyr, der – som vinen – kommer fra landet Down Under.

Edengate Wines hører under Berton Vineyards og ligger ved den lille by Yenda i området New South Wales i Australien, men modsat det lille gravende pungdyr, så er vinhuset ganske stort. Det hører nemlig til blandt de 20 største vinhuse i hele Australien og det betyder med andre ord big business.

Berton Vineyards er grundlagt i 1996 af Bob og Cherie Berton og i starten hade huset alene 17 hektar vinmarker, men siden er der opkøbt flere vinmarker. Jeg kan dog ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som huset selv ejer i dag.

I 2005 besluttede Bob og Cherie at købe et vineri i Yenda til at forestå fremstillingen af deres vine. Sammen med partnerne Jamie Bennett, Paul Bartholomaeus og James Ceccato købte de det tidligere Southcorp Winery og lagde dermed grundlaget for Berton Vineyards.

Det købte vineri stammer fra 1945 og havde ved købet en kapacitet til at presse og flaske omkring 20.000 tons vin hvert år samt en lagerkapacitet på 14 millioner liter vin.

I november 2005 flyttede alle til det nye vinhus og startede samtidig jobbet med at indgå købsaftaler med lokale vinavlere, således de kunne fylde kapaciteten på det store, nykøbte vineri. Og i januar 2006 begyndte de at vinificere vine i stor stil.

Siden 2005 har vinhuset vokset til i dag at være blandt Australiens 20 største vinhuse og husets vine sælges både nationalt og selvfølgelig også internationalt.

Der er også siden 2005 investeret massivt i vineriet, bl.a. med nye tankanlæg, lagerhotel og nye flaskelinjer, således det kan håndtere den stigende produktion,

Så der produceres mange millioner flasker vin årligt på Edengate Wines aka Berton Vineyards. Og det er fordelt på en lang, lang række vine. Bare under Berton Vineyards har jeg optalt ikke mindre end 31 forskellige vine, bl.a. vinen Metal Black Shiraz, som jeg smagte for lidt over en måned siden.

Men her er det dog en Wombat Hill Chardonnay Classic Reserve, som jeg imidlertid har svært ved at finde produktionsoplysninger på. Importøren oplyser dog, at den er lagret i 2 år og bagetiketten afslører en alkoholprocent på 12,5%.

Duftmæssigt har vinen en nærmest lidt urtet fedme, smør, fersken og melon, smøreolie, en smule ensilage – dog meget lidt – mynte, eukalyptus og virker ellers lidt kunstig eller kemisk i udtrykket.

I munden ganske sød og meget lettilgængelig. Der er ikke megen syre eller dybde, så det bliver lidt blidt og mudret. Der mangler noget substans og syre som modspil til sødmen.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 3/7