Tag-arkiv: ségalin

Ségalin er en rød fransk druesort, der er en krydsning af Jurançon noir og Blauer Portugieser, som blev skabt i 1957 af Paul Truel på vegne af INRA på Domaine de Vassal i Montpellier.

Ségalin er ganske sjælden … der findes alene 61 hektar vinmarker med druen i den sydlige del af Bouches-du-Rhône i Provence. Den er medium følsom overfor varme, har meget små bær og producerer farverige, tanninrige og aromatiske vine.

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Diamond Collection, Californien, USACoppola vin nr. 8 i rækken blev på den solbærdominerede Cabernet Sauvignon drue og her igen i den store Diamond Collection serie.

Som jeg skrev i et af de tidligere indlæg, så har Francis Ford Coppola 2 vingårde … den oprindelige Rubicon Estate – købt i 1975 af Francis og hustruen Elanor efter Francis’ massive succes med Godfather filmene – og så Francis Ford Coppola Winery, den store turistattraktion, som flere lidt spydigt eller drillende kalder en vinøs Disney Park.

Rubicon Estate ligger i Rutherford tæt ved Mount St. John i Napa Valley, mens Francis Ford Coppola Winery ligger i Geyserville i Sonoma.  Og for at gøre det yderligere indviklet, så ejer Coppola i dag faktisk også et 3. vinhus, nemlig Virginia Dare Winery, som også holder til i Geyserville, endda på adressen Chianti Road.

Lad os starte med Coppolas første vingård Rubicon Estate, som han købte i 1975 sammen med 630 hektar jord. Det er reelt et decideret vinslot, som tidligere hed Inglenook Estate.

Vinslottet stammer tilbage fra 1879, hvor det blev bygget af den finske kaptajn Gustave Niebaum, som var både en stor entreprenør og vinelsker, der havde sat sig for at bygge et vinslot, der skulle kunne konkurrere mod de store europæiske slotte.

Da Niebaums grandnevø John Daniel Junior i 1930’erne overtog slottet, så var den vision allerede nået, for slottet havde opnået international anerkendelse,  Efter Coppolas overtagelse af det historiske vinslot har han opkøbt yderligere parceller, således slottet  i dag ejer samme marker som tilbage ved etableringen.

Selvom Coppola undervejs ændrede navnet fra Inglenook Estate til Rubicon Estate, så har han nu fortrudt dette … og derfor hedder slottet i dag igen Inglenook Estate. Måske hænger det også sammen med, at Coppola i 2011 købte alle rettighederne til at producere vine under Inglenook navnet … til en sum, som efter sigende var endnu større end prisen for hele vinslottet og dets 630 hektar jord tilbage i 1975.

Og der er virkelig satset big time på produktion af prestigevine fra vinslottet. Coppola har bl.a. ansat den franske vinmager Philippe Bascaules fra Château Margaux til at forestå produktionen af vinene undet Inglenook Estate navnet. Der laves 7 forskellige vine under Inglenook navnet … og topvinen hedder meget passende Rubicon.

Så det var altså første ejendom Rubicon Estate a.k.a. Inglenook Estate.

Og så er der jo forlystelsesparken Francis Ford Coppola Winery med restaurant, museum, poolområde m.v. Der har Coppola alene 10 hektar vinmarker, som vist mest er til topvinene hos vineriet … som flere kalder Wine Wonderland eller Disneyland for voksne.

Nok snak … her Cabernet Sauvignon Diamond Collection fra det eventyrlige legeland. Som med mange af de andre vine er det ikke en enkeltdruevin, for i denne er der 80% Cabernet Sauvignon, 15% Segalin og 5% Petit Verdot .

Segalin er jeg aldrig stødt på før, men det er en fransk drue, som er udviklet på Institut National de la Recherche en Agronomie i Montpellier i 1980. Det er en krydsning mellem sorten Jurançon Noir og Blauer Portugieser.

Druerne til vinen kommer både fra marker ved El Dorado i den nordlige del af Californien og ved Paso Robles i den sydlige del. Vinen er lagret 12 måneder på en kombination af franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen er animalsk … voluminøs og det er mørke kirsebær, solbær, nyristede fade, godt med eg, eukalyptus, mentol og en række syrlige elementer samt en slat tobak. I munden en meget ren frugt med jern … og slet ikke så voldsom fed, som næsen ellers indikerer. Har en fin syrlig side, som jeg egentlig synes klæder vinen rigtigt godt. Bestemt en dejlig vin.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 179 kr.

Rating 4,5/7