Tag-arkiv: Salta

2016 Bodegas El Porvenir de Cafayate, Amauta Malbec, Salta, Argentina

Amauta var navnet på de Inkarigets vise mænd, der lærte indbyggerne om livet og var respekteret for deres viden om både mennesker, naturen og universet. Og denne Malbec baserede vin fra Bodegas El Porvenir de Cafayate er opkaldte efter de gamle vise mænd.

Bodega El Porvenir de Cafayate er en lille familieejet vingård, som ligger i Cafayate i det argentinske vinområde Salta helt øverst i Argentina.  Familiens vinmarker ligger op mod Andesbjergene i op til 1.750 meters højde i et område, der engang var en del af inkariget … derfor også vinenes navnemæssige referencer til inkaerne.

Bodegaen drives af  familien Romero Marcuzzi familien, som startede med at lave vin i området i midten af 1970’erne, da Roberto Romero startede med sin første vingård i Tolombón et par kilometer fra Cafayate.

Da familien i år 2000 besluttede sig for fremover at fokusere på fremstilling af små partier af vine af høj kvalitet, blev en gammel vingård i Cafayate købt, restaureret og danner nu baggrund for vinhuset Bodegas El Porvenir de Cafayate.

Vingårdens 50-år gamle vinmarker med druesorterne Tannat og Torrontés blev genoprettet og nye vinmarker blev tilplantet med andre druesorter. Samlet har familien 88 hektar vinmarker, fordelt på 4 marker, nemlig El Retiro, Río Seco, Alto Los Cardones og Alto Los Cuises.

Det er Robertos barnebarn Lucía Romero Marcuzzi, som er sat i spidsen for Bodegas El Porvenir de Cafayate, men hun får god hjælp af husets vinmager Francisco ‘Paco’ Puga samt det kendte vinkonsulent Paul Hobbs, som jeg har skrevet om et par gange her på bloggen.

Paul Hobbs står bl.a. bag det argentinske vinhus Viña Cobos og har været en pioner inden for californisk og argentinsk vinproduktion.

Han er blandt de få vinmagere, der har oplevet at blive belønnet med de magiske 100 point hos Robert Parker og har tidligere arbejdet hos Cantena samt været ansvarlig vinmager for de kendte Opus One-vine.  Og så er han altså også vinkonsulent, pt. for omkring 14 argentinske vinhuse, herunder altså Bodegas El Porvenir de Cafayate.

El Porvenir betyder i øvrigt “fremtiden” eller ”hvad der skal komme” og som logo har vinhuset et inka-kors, lidt som en hyldest til de inkaer, som beboede området omkring vingården i det 15. århundrede.

Ud af en årsproduktion på omkring 200.000 flasker vin, så laves 18 forskellige vine, heraf 7 i serien Amuata, 10 i serien Laborum og så husets topvin El Povenir.

Denne Amuata Malbec er 100% Malbec, hvor druerne kommer fra husets største vinmark Río Seco på hele 60 hektar. Marken ligger i 1.700 meters højde og druerne er høstet med omkring 80 hektoliter pr. hektar fra 13 år gamle Malbec stokke.

Vinen er lavet med en kold maceration i 4 dage ved 5 grader før fermenteringen, som sker i rustfrie ståltanke ved 26-28 grader i 14 dage efterfulgt af en yderligere maceration i 15 dage. Har formentlig lagret kort tid på eg, men det fremgår ikke rigtigt. Vinen trækker 14,5% alkohol og er i denne årgang lavet i 6.600 eksemplarer.

Næsen er fyldt med engelsk lakrids, dyb og intens vin … virkelig lakrids, blæk, kirsebær, eg, krydderier, men alkoholen træder lidt frem og kommer nemt til at dominere sanserne.

I munden er det lakrids og grøn peber, ganske skarp og kantet, mens tanninerne er ganske tørre og tydelige. Det mangler både frugt, rundhed og balance, så det bliver sgu lidt pazzzzz fra mig.

Købt hos Glud Vin, hvor en flaske koster 99 kr.

Rating 3,5/7  

2012 Bodegas El Esteco, Coleccion Malbec Rosé, Salta, Argentina

2012 Bodegas El Esteco, Coleccion Malbec Rosé, Salta, ArgentinaVinsmagningen i Randers Vinlaugh med temaet “Malbec … den sorte drue fra Argentina” startede ikke sort, men lyserødt med denne Coleccion Malbec Rosé, som kommer fra det nordligste vinområde i Argentina, nemlig Salta, hvor vi i Cafayate Valley finder det stort vinhus Bodegas El Esteco, også kendt på vores breddegrader som Michel Torino.

Cafayate Valley ligger højt placeret, omkring 1.650 meter over havet godt beskyttet af Andesbjergene. Somrene er ganske varme her, men om natten trækker en kølig brise fra bjergene ned og køler stokkene af. Den tørre bjergluft betyder at råd og svampesygdomme – som mange andre steder i Argentina – har så svære kår, at producenterne stort set slipper for at sprøjte.

Omvendt regner det sjældent, så kunstvanding er en nødvendighed, men heldigvis er der næsten altid masser af smeltevand fra bjergene. Cafayate Valley er primært hvidvinsland og regnes som det bedste sted for den argentinske Torrontes drue, der oprindelig kommer fra Spanien. Imidlertid laves der også vine på andre druer, selvfølgelig også nationaldruen Malbec, som vi har i glasset her.

Bodegas El Esteco er grundlagt i 1892 af to franske brødre David og Salvador Michel … det var 22 år efter, at man havde fundet ud af, at dette område Cafayate Valley var ganske velegnet til vinproduktion.

I dag sælges vinene også under navnet Michel Torino, specielt på de internationale markeder, men vingården ejes af én af de allerstørste vinproducenter i Argentina, nemlig det kæmpe vinfirma Grupo Peñaflor, som også ejer Trapiche, Finca Las Moras, Bodegas Santa Ana, Michel Torino og Andes Viñas vinhusene. De ejer samlet 6.104 hektar vinmarker i Argentina fordelt i Salta, Catamarca, San Juan og Mendoza. Dermed ikke noget romantisk bavl om en lille vinbonde, som laver sine egne vine med hjertet. Her er det big business og en produktion på mange millioner liter vin om året

Bodegas El Esteco er også en pæn stor historie, og det har over 400 hektar vinmarker i Cafayate Valley og 300 hektar vinmarker i Calchaqui Valley lige op ad Cafayate. Vingården omfatter også et kæmpe luksus hotel, Hotel Patios de Cafayate Hotel & Spa, som er placeret i midten af vingården.

De ældste vinstokke på Bodegas El Esteco er fra 1946 og samlet er vinstokkene gennemsnitlig 30 år gamle. Huset producerer over 4 millioner liter vin hvert år og har bl.a. en lagerkapacitet på ikke mindre en 2.100 tønder vin. Det er ikke så lidt. Siden 2005 har gården haft det internationale certifikat for organisk vinavl.

De mange vine fra Bodegas El Esteco er til de internationale markeder opdelt i 6 forskellige serier, nemlig Traditional, Coleccion, Don David og Don David Fincas, Ciclus og topserien Almitus. Denne rosé kommer fra Coleccion er noget så usædvanligt som en rosé lavet på Argentinas nationaldrue Malbec. For at opnå den lyserøde farve er den lavet med kort kontakt med skind, og en kort lagring på 5 måneder inden den flaskes og frigives. Vinene i Coleccion er lavet, så de fremstår unge og saftige uden lagring på eg.

Duftmæssigt er der masser af jordbær, jordbær, rosmarin og honning. Smagen er let, frisk og frugtrig … meget ligefrem og let drikkelig. Faktisk lidt af en overraskelse til prisen.

Forhandles af Vinexus, pris ca. 65 kr.

Vinanmeldelse 4/7