Tag-arkiv: Sachsen

2015 Weingut Klaus Zimmerling, Riesling, Sachsen, Tyskland

Et god tradition i julen er små get-together for at ønske hinanden god jul. Hos Jan og frue omfatter det også lidt vin og én af disse var denne Riesling fra vinhuset Weingut Klaus Zimmerling

Klaus Zimmerling og hans kæreste/kone kunstneren Małgorzata Chodakowska holder til ved den lille by Pillnitz omkring 5 kilometer sydøst for Dresden, tæt på Elben i det mere ukendte vinområde Sachsen … et af de nordligste vinområder i Tyskland, hvor der sådan set primært produceres hvidvine, hvilket også er tilfældet hos Zimmerling.

Vinhuset er grundlagt i 1992, hvor parret slog sig ned i Pillnitz i en ejendom, som parret selv kalder en Rysselkuppe … en slags intensiveret pyramide, der både fungerer som vineri for Zimmerling og atelier for Małgorzata, der laver græsk/ægyptisk inspirerede skulpturer … en slags erotiske kvinder.

Klaus Zimmerling har samlet 4 hektar vinmarker, primært parceller på marken Pillnitzer Königlicher Weinberg, hvor der dyrkes sorterne Riesling, Grauer Burgunder, Weißburgunder, Kerner, Gewürztraminer & Traminer. Udbyttet er meget beskedent, alene 20-30 hektoliter pr. hektar, hvilket giver basis for en årsproduktion på beskedne 15.000 flasker.

Lidt specielt, så laves næsten alle vinene i flasker på 0,5 liter, selvom denne Riesling dog heldigvis er på de mere normale 0,75 liter,

Alle vinene laves med etiketter, som er lavet af Małgorzata Chodakowska og med en ny etiket hvert år. I 2015 har alle vinene – som det fremgår af billedet – således en etiket med en kvinde, der hviler hovedet på sine hænder.

Denne Riesling er lavet på rustfrie ståltanke, men ellers ikke de store oplysninger om produktionen. Vinen har dog 6,1 gram restsukker pr. liter … men det siger jo ikke alverden.

Men for pokker, hvor smager den dog bare herligt. Der er ganske vist ingen petroleum i næsen, men det er jo også en helt ung 2015 vin, som dog i stedet har en utrolig dybde, nærmest GG i næsen, virkelig intenst med modne, gule æbler, fersken, citron, mandler … dufter sindssygt godt.

I munden herlig blød, rund med krydrede elementer … fin balance mellem friskhed og de runde, krydrede elementer. Smager virkelig godt.

På vingården koster vinen 18€ … eller omkring 135 kr. Herhjemme har Vinpusheren vistnok også vinen.

Rating 5,5/7