Tag-arkiv: rufete

2013 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Douro, Portugal

Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro hedder vinhuset, som ejes og drives af den ihærdige portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira. Og derfra kommer denne Beyra Superiore.

Rui etablerede vinhuset tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere. Samtidig startede han imidlertid også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa i Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro 100%, købt Quinta da Pedra Escrita fra familien og opstartet projektet Beyra – Vinhos de Altitud, hvorfra denne vin altså kommer.

Derudover arbejder den flittige vinmager også som konsulent for en række andre vinhuse i Portugal, bl.a. Adega Cooperativa de Vila Real, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Quinta dos Castelares.

Beyra – Vinhos de Altitud er et projekt, hvor Rui Roboredo Madeira arbejder sammen med det lille vinhus i Vermiosa, hvor han egentlig startede sin vinøse karriere. Om han har købt vinhuset eller blot laver vinene for huset kan jeg ikke umiddelbart se.

Det startede i 2011 med et ønske om at lave vine med nogle af de gamle, lokale druer fra gamle vinstokke. Og som navnet indikerer, så ligger markerne pænt højt, nemlig i omkring 700 meters højde.

Denne Beyra Superiore er det, som hedder et fieldblend … altså lavet fra marker, hvor der vokser forskellige vinstokke. Samtidig kommer druerne også fra forskellige marker, men Rui anslår, at blendet består af omkring 70% Tinta Roriz – som vi jo kender som Tempranillo – 20% Jaen, også kaldt Mencia, 7% Touriga Nacional samt 3% Rufete.

Alle druerne er vinificeret sammen … i en pærevælling. Druerne afstilkes og vinen laves med en forholdsvis kort maceration på 7 dage ved 22-26 grader og derefter lagrer vinen 12 måneder på 1/3-del franske fade og 2/3-dele nye amerikanske egefade. Vinen er lavet under DOC’en, som hedder Beira Interior.

Og halløj der er smæk på drengen … det er solbær, mint, marmelade, natron, vanilje, kanel, lakrids, eg, sødbrændte fade, ja faktisk godt med sødme i næsen.

I munden er vinen kraftfuld, fyldig og blød med masser af solbær, en blød syre … i det hele taget meget blød, men frugten er egentlig meget god. Fader dog en smule ud efter lidt tid i glasset, men ellers lidt af en blockbuster.

Forhandles af SuperVin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2011 Quinta Vale D. Maria, Douro Tinto, Douro, Portugal

2011 Quinta Vale D. Maria, Douro Tinto, Douro, PortugalDer er efterhånden langt imellem de portugisiske vine her på bloggen … men det er egentlig en skam, for der laves rigtig mange gode vine i Portugal. Denne Douro Tinto fra Quinta Vale D. Maria er formentlig den bedste portugisiske vin, som jeg har smagt siden oktober 2012, hvor jeg smagte vinen Xisto fra Roquette E Cazes.

Så det var et godt valg fra Steffen … et direkte uppercut til byggesjakket og en fornem start på vingutternes 4 skarpslebne projektiler. Og … need I say more … dén gættede hverken Byggemand Bob eller resten af hans crew.

Quinta Vale D. Maria er grundlagt i 1996 af Cristiano van Zeller, som overtog vingården, der havde tilhørt hustruens Joanas familie. Vingården ligger midt i Rio Torto dalen omkring 25 kilometer sydøst for byen Vila Real og ved floden Rio Torto.

Christiano havde tidligere ejet en anden vingård, nemlig Quinta do Noval i Pinhao-dalen, men han måtte dog i 1993 sælge gården efter en brand og en større familiekrise. Derefter lavede han i en periode vine, hvor han opkøbte druer fra andre vingårde og så producerede både hvidvine, rødvine og portvine i lejede vinkældre.

Så derfor var det også naturligt, at han drømte om en ny start på egen vingård. Da Christiano overtog Quinta Vale D. Maria var der samlet 19 hektar vinmarker, hvor 10 hektar var med 50 år gamle vinstokke, bl.a. med druesorterne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Barroca, Tinta Roriz, Touriga Francesa, Touriga Nacional, Sousão og en del flere.

Efterfølgende har Christiano dog opkøbt yderligere marker, således gården i dag råder over 31 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er C.V., Vinha do Rio og Vinha Francisca. Der er ligeledes bygget nye vinkælder og investeret i moderne udstyr til vinfremstillingen, bl.a. nye store rustfrie ståltanke med temperaturstyring.

På Vale Dona Maria har han et køligere terroir til rådighed end i fx Pinhao-dalen. Derfor er druerne yderst velegnede til at lave røde vine. Fra områdets bedste marker med meget gamle stokke plantet i traditionelle “field blends” skaber han vine af verdensformat.

I flere marker har man identificeret mere end 50 forskellige druesorter, som alle bidrager til at give vinene kompleksitet, men som også giver store udfordringer under høsten, hvor man prøver at høste hver eneste klase ved optimal modenhed. I kælderen vinificeres alle parceller separat, og den endelig blanding sker ofte først en måned før, at den endelige vin aftappes. På denne måde lærer Cristiano van Zeller sit terroir bedre at kende og kan forbedre vinene helt ned til mindste detalje.

Med hjælp fra Sandra Tavares da Silva og vinmageren Joana Pinhão laver vinhuset 1 hvidvine, 6 forskellige rødvine samt 3 forskellige portvine. Topvinene er de røde enkeltmarksvine Curriculum Vitae, Vinha do Rio og Vinha Francisca. Denne Douro Tinto kommer fra flere af husets marker og er lavet på ikke mindre end 40 forskellige druer.

Det er bl.a. druerne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Roriz, Tinta Francisca, Touriga Franca, Touriga Nacional, Sousão og mange flere … de fleste fra 60 år gamle vinstokke. Druerne trædes helt gammeldags med fødderne i store kar, hvorefter macerationen varer 7-10 dage. Derefter lagres vinen i både 225 liter og 300 liter franske egetræsfade i 21 måneder … her 75% nye fade og 25% brugte fade. Parker har givet vinen 95 point … men hvem er interesseret i Parker?

Duftmæssigt en ganske fyldig og blød vin. Vi snakker kirsebær, søde solbær, blæk, blød og sød engelsk lakrids, blomster, vanilje … men samtidig en lidt kølighed eller stringent mineralitet i næsen … meget elegant, nærmest let og moderne i stilen.

I munden er vinen fløjlsblød med kraft, sødme … nærmest lidt småkager, vanilje og afrundede tanniner. Det er silke med lethed og kraft … ganske flot. Jeg er imponeret. Thumbs Up.

Købt hos Atomwine, hvor prisen er 399 kr.

Rating 6/7