Tag-arkiv: riesling

2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, TysklandHvor er flasketypen Rheingauer Flöte dog smuk … mørkegrøn, slank, 35 cm høj med lodrette kanter på flaskehalsen. Og når den omklamrer lækker Lorchhäuser Seligmacher Riesling væske fra Weingut Sohns, så flasker tingene sig sgu … so to speak.

Selv hustruen min er vild med både flasken og indholdet, så jeg har meget passende placeret den sexede Rheingauer Flöte foran et af hustruens mange malerier, som vort hjem nærmest flyder over med. Og det er såmænd sagt på den allerpæneste måde, Hun er efterhånden blevet ret skrap til at fabrikere smuk kunst.

Nå, men vi er jo igen hos Weingut Sohns, som jeg sammen med et par stykker fra byggesjakket besøgte på vores roadtrip til Rheingau i oktober sidste år. Det besøg hos Weingut Sohns kan du læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende.

Lorchhäuser Seligmacher er en mark, som jo ligger lidt væk fra selve vinhuset og de øvrige af Sohns’ marker, der jo primært ligger ved Rüdesheim, Geisenheim og Oestrich-Winkel.

Lorchhäuser Seligmacher ligger derimod et stykke nordvest for vinhuset, nemlig ved byen Lorchhäusen tæt ved Lorch am Rhein. Det er en voldsom stejl mark … hælder omkring 60 grader og Sohns købte en parcel på den skifer- og kalkholdige mark i 2014.

Det er måske ikke en af de mest kendte marker, men alene navnet salig-mager refererer til, at gennem tiderne er kommet masser af god vin fra denne mark, hvor druerne typisk modner meget tidligt og har en fin surhedsgrad samt smuk frugt.

Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer om vinen udover restsukker på 5,2 gram pr. liter, hvilket dermed gør vinen lidt mere tør end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, som jeg sidst drak fra Sohns.

Fra denne Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken Rheingauer Flöte fløjter det ud med god Riesling aroma … æbler, ingen petroleum endnu, men måske alligevel en lille antydning, hvilket lover god for udviklingen. Derudover lidt estragon, kørvel, et svag nøddet element, krydderier og der er en vis friskhed over vinen. Derudover nogle mineralske aftryk … og det er samlet set en næse, som ikk’ er umiddelbar, men løbende åbner sig for den tålmodige.

I munden har vinen en sød, lille og delikat fedme, godt med æbler og fersken samt både syre, sødme og bitterhed i god balance. Ved første sip tænkte jeg, at den måske have et knappenål for megen sødme, men den tanke fortager sig hurtigt. Imidlertid er vinen blid, rund og meget behagelig. Der fornemmes også lidt kalk og sten, som lige titter frem og jeg synes overordnet, at den er bedre end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr. Det er faktisk vildt billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, TysklandSå er vi der sgu igen … hos Domänenweingut Schloss Schönborn aka Graf von Schönborn og her med en frisk 2016’er Rüdesheimer Riesling.

Vinen er hjembragt fra et besøg på vingården sidste efterår … det besøg kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Schloß Schönborn … i et adeligt spor. Der kan du også læse lidt om historien om vinhuset, som ejes af familien Graf von Schönborn, der laver vin i både Rheingau, Franken samt Portugal.

Rüdesheimer Riesling er en Ortswein, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker i Rüdesheim, nemlig markerne Rüdesheimer Berg Schlossberg, Bischofsberg og Berg Rottland … selvom de fleste dog kommer fra Bischofsberg.

Vinen er lavet på temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en kold fermentering. Lagret sur lie i tankene i 8 måneder. Der er 6,2 gram restsukker pr. liter og alkoholprocenten ligger på 12%.

Du overraskes først af farven på vinen, som er glasset er meget, meget lys. Duften er gule Golden Delicious æbler, mirabeller, kiwi, fersken og kvæde med en fin, rund og letkrydret aroma. Der er en sød intensitet med et lille animalsk islæt. Der er ingen petroleum … men det er jo også helt ung, frisk Riesling.

I munden er vinen blød, behagelig … fortsat hvalpet med god fylde med fin balance mellem syre, sødme og bitterhed. Der er saftighed, sødme og smager ganske fin.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Domaine Boeckel, Riesling, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Boeckel, Riesling, Alsace, FrankrigI et smuk, gammel bindingsværksejendom midt i den alsaciske by Mittelbergheim finder vi vinhuset Domaine Boeckel, der står bag denne Riesling.

Familien Boeckel har boet i byen i over 400 år. I 1853 grundlagde Frédéric Boeckel vinhuset, som i dag fortsat drives af familien … nu ved 5. generation i form af brødrene Jean-Daniel og Thomas Boeckel. De driver huset 23 hektar vinmarker, som ligger omkring Mittelbergheim og byerne Andlau, Barr og Eichhoffen.

De bedste marker hos Boeckel er grand cru markerne Grand Cru Zotzenberg og Grand Cru Wiebelsberg, men også markerne Clos Eugénie og Brandluft hører til blandt husets perler.

Alle marker hos Domaine Boeckel er certificeret økologiske, men udover druer fra egne marker, så opkøber brødrene Boeckel også druer fra omkring 20 hektar hos andre vinavlere i området. Det giver en årlig produktion på omkring 350.000 flasker vin, hvoraf 100.000 af flaskerne er Crémant.

Denne Riesling er husets entry-level Riesling, hvor druerne jo forventelig er nogle af de opkøbte. Druerne presses i husets pneumatisk presser, hvorefter vinificeringen sker i store, gamle egefade, men uden særlig lang lagring.

Næsen er lettere sødlig med en lille ferskenagtig næse, svagt nøddet med en grøn champagnebrus ispind, men ellers lidt anonym. I munden en blanding af sødme og bitterhed … der mangler klart noget syre, hvorfor det bliver lidt blødsødent og ikk’ særlig koncentreret.

På Uvinum står sådan en fætter til 103,69 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Weingut Christian Bamberger, Riesling, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Christian Bamberger, Riesling, Nahe, TysklandVi startede årets første byggemøde med en lille trio af vine fra Weingut Christian Bamberger, hvor første strofe var en Riesling fra CB1658 serien.

Weingut Christian Bamberger holder til den stenhårde vingård Steinhardter Hof, der ligger en smule nord for byen Bad Sobernheim i vinområdet Nahe. Der har familien lavet vin siden 1658, men det var dog først 300 år senere, at grundstenene til den nuværende vingård blev lagt, nemlig da Wolfgang mødte Irmtraud fra Rheinhessen og året efter fødte 14. generation i form af Christian Bamberger.

Og som I kan se på billedet ovenfor, så er Christian nu en voksen vinmager og har siden 2004 drevet familiens vingård efter en uddannelse som vinmager på universitetet i Davis, Californien og lærepladser hos forskellige producenter i Napa i USA.

Da Christian overtog driften havde vingården alene 5 hektar marker i både Nahe og Rheinhessen mod øst, men det blev i 2007 øget til med 7 hektar med købet af topmarker i Schlossböckelheim et kort stykke mod nord.

I dag har Bamberger samlet 20 hektar vinmarker og laver en række innovative vine, bl.a. en Merlot Blanc de Noir, som markedsføres med sloganet Merlot ist Weiss og en flok rødvin, som sælges under sloganet Die Nahe ist Rot.

Men her er det altså en almindelig tør Riesling, som dog umiddelbart ved første sip rummer en del sødme. Druerne kommer fra husets marker i Schlossböckelheim, hvor jorden er præget af ler, löss, kvarsit og forskellige typer sandsten.

Jeg har dog ingen oplysninger om produktionen, men har dog fundet ud af, at den har 5 gram restsukker pr. liter, så det er stadig en tør vin pænt under grænsen på 9 gram.

Næsen er fersken, abrikos, kvæde, frugtsten, lidt papkasser og en lidt tilbagelænet sødme. Smagen er også fersken samt abrikos med lidt citron og en vis afdæmpethed uden den store intensitet. Det bliver aldrig stramt eller skarpt, og med både sødme og lidt bitterhed løber det lidt ud i sandet.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 7,50€ i Tyskland, altså omkring 56 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Albert Boxler, Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein, Alsace, Frankrig

2015 Albert Boxler, Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein, Alsace, FrankrigEt Riesling skrald er også nødvendigt i et vinøst bombardement af store vine. Det blev løst med denne Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein fra det alsaciske vinhus Albert Boxler.

Albert Boxler har jeg smagt flere gange og altid været begejstret for, men det er tilsyneladende længe siden, for jeg har aldrig skrevet og anmeldt en vin fra Albert Boxler her på Houlbergs Vinblog. Men det råder vi således bod på med denne Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein aka Sommerberg D, som er topvinen i vinhuset.

Vinhuset Albert Boxler ligger i den lille by Niedermorschwihr omkring 8-9 kilometer nordvest for Colmar – lige på vejen mellem Ingersheim og Trois Épis … ja endda på adressen Rue des Trois Épis 78.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1946 af Albert Boxler, som efter 2. verdenskrig vendt tilbage til Niedermorschwihr fra Montana i USA. Han kom selv oprindelig fra den lille by, som hans forfædre havde slået sig ned i efter emigration fra Schweiz tilbage i 1673.

Familien Boxler havde bl.a. i Niedermorschwihr dyrket druer og Albert Boxler startede med at høste 1946 afgrøderne og – som den første i familien – at flaske egne vine, som blev prydet med en etiket, som var tegnet af hans fætter. Det er i øvrigt den etiket, som stadig er på alle vinene fra Boxler.

I dag er det 3. generation i form af Jean Boxler, som driver vingården. Det er ham, som I kan se på billedet ovenover. Han overtog driften af sin far Jean-Marc i 1996, men begge – både far og søn – kan tillægges æren af, at vinhuset i dag rangerer blandt de 10 bedste producenter i Alsace … i hvert fald ifølge mange anmeldere. Boxler nævnes ofte i sammenhæng med producenter som Marcel Deiss, Zindt-Humbrecht, Ostertag og Domaine Weinbach.

Jean Boxler har samlet 13,8 hektar vinmarker, hvor Grand Cru markerne Brand og Sommerberg er juvelerne og passes efter økologiske principper, selvom domænet ikke er certificeret. Jean er dog så perfektionistisk, at han har opdelt Grand Cru marken Sommerberg i forskellige områder, herunder Scheibenberg, Eckberg og Dudenstein, hvor sidstnævnte er det absolut bedste stykke med de ældste vinstokke.

En anden gren af Boxler familien er også vinbønder i Niedermorschwihr, nemlig Domaine Justin Boxler, selvom de reelt ikke har helt samme anerkendte niveau som Albert Boxler.

Nå, men denne Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein er altså topvinen fra Boxler, hvor stokkene er omkring 65-70 år gamle, en jordbund med granit over kalk og beliggende 280-300 meters højde, selvfølgelig stejl som en væg og med sydøst eksponering. Der høstes også alene beskedne 30 hektoliter pr. hektar til denne vin.

Vinen laves fuldstændig traditionel som i gamle dage, dvs.  druernes naturlige gær, hviler koldt efter presning og er fermenteret i store foudres uden malolaktisk gæring, idet syren simpelthen er for høj til, at den malolaktiske gæring kan gå i gang.

Denne 2015’er har Parker ratet til 94 point og Decanter til 96 point, men der er også stor forskel på, hvilken af vinene fra Sommerberg, at folk egentlig foretrækker og sjovt nok har Parker givet 94 point til den almindelige Sommerberg fra 2015, som jo koster en anelse mindre … men sådan er der jo så meget.

Og uha, hvor det dufter godt … en meget rig og luftig ladet aroma loadet med frugt, æblesyre, pærer, blomster, mineraler og samtidig både komprimeret samt svævende. Det er virtuost klaverspil på de lyseste og højeste tangenter.

Smagsmæssigt er der samme lethed over vinen, dog blev jeg lidt overrasket over, at vinen er – som forventet – efter vild tør, men faktisk har en smule honningsødme, men ellers mineraler, forførisk frugt og fint, feminint, elegant balanceret. Det er flot nu … men lad den endelige ligge i mindst 10 år, så skal du se! Der er meget i vente.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Pilgertrunk Riesling Feinherb, Rheingau, Tyskland

2015 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Pilgertrunk Riesling Feinherb, Rheingau, TysklandVi har tidligere slået fast, at nonnerne på Klosterweingut Abtei St. Hildegard drikker. Men de er sgu ikke de eneste på klosteret, som går og småpimper af de producerede vine, for det gør pilgrimmene også. I hvert fald er denne vin Pilgertrunk Riesling Feinherb en rigtig pilgrims drik … Pilgertrunk.

Vinen er sidste religiøse souvenir fra et køb hos nonnerne i Klosterladen der Abtei St. Hildegard under vores besøg hos Klosterweingut Abtei St. Hildegard på vores roadtrip til Rheingau sidst i oktober.

Pilgrims drik … altså Pilgertrunk forbindes oftest med øl, men nonnerne på Klosterweingut Abtei St. Hildegard laver altså en Riesling med dette navn.

Det er en Feinherb, hvilket jo beskriver tørhedsniveauet i vinen og det er sådan set lige mellem halvtør og mild. Der vil typisk være omkring 14-18 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt en sødkrydret vin med kvæde, fedme, sødme, bagepulver og vanilje. Virker en smule indelukket i duften, men ellers godkendt.

Smagen er sød, let perlende og det virker også, som om, at der er et meget svagt tryk i flasken, hvilket letter med en svag hvislen, når låget skrues af.  Smagen er beskeden, fersken, pap og det bliver aldrig hverken kompleks eller spændende. Indtil nu formentlig den svageste vin fra nonnerne. Den kan pilgrimmene godt beholde.

Købt på vingården til 8€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2015 Stiftungsweingut Vereinigte Hospitien, Piesport Goldtröpfchen Riesling Auslese Grosse Lage, Mosel, Tyskland

2015 Stiftungsweingut Vereinigte Hospitien, Piesport Goldtröpfchen Riesling Auslese, Mosel, TysklandStiftungsweingut Vereinigte Hospitien ligger smukt i en park midt i Trier – den ældste tyske by – og står bag næste vin … en 2015 Piesport Goldtröpfchen Riesling Auslese Grosse Lage.

Stiftungsweingut Vereinigte Hospitien er grundlagt i 1804 og som det fremgår af navnet, så er vinhuset også en del af et hospital, som vi jo også har set i Franken med både Juliusspital og Bürgerspital.  Stiftungsweingut Vereinigte Hospitien er nemlig del af en fond med et socialt ansvar og var oprindelig oprettet for at finansiere St. Jakobs Hospital, der allerede i middelalderen tilbød overnatning til pilgrimme på vej til Santiago de Compostela og senere tilflugt for fattige og syge.

Fonden – og dermed vinhuset – blev faktisk grundlagt af Napoleon Bonaparte i 1804 under hans ophold i Trier, som på daværende tidspunkt var under fransk eje. Fondes formål blev pleje af syge og ældre, hvilket skulle finansieres via produktion og salg af vin … og sådan fungerer det således fortsat den dag i dag.

Det med produktion af vin var heller ikke før 1804 fremmed, idet vinhuset og hospitalet ligger i en gammel bygning fra romernes tid og bl.a. rummer en vinkælder, som menes at stamme helt tilbage fra omkring år 330. Det er dermed formentlig den ældste vinkælder i hele Tyskland og et vidnesbyrd om, at der har været produceret vin på stedet i mange, mange år.

Foran vinhusets gamle bygninger står en statue af den hellige Jakobus, som St. Jakobs Hospital er opkaldt efter. Han er blevet vinhusets logo og fremgår da også på alle husets vine.

Samlet har vor hellige stiftungsweingut 25 hektar vinmarker, som er spredt i forskellige områder langs Mosel floden. De fleste af markerne er foræret til vinhuset ved etableringen og stammer fra nedlagte munkeklostre.

Det omfatter bl.a.  Grosse Lage marker som Serriger Schloss Saarfelser Schlossberg, Scharzhofberg, Kanzemer Altenberg, Trierer Augenscheiner, Piesporter Goldtröpfchen samt Piesporter Schubertslay.

Omkring 90% af marker er med Riesling … de sidste 10% er fordelt mellem Grauer Burgunder, Weißer Burgunder og Spätburgunder. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.

Stiftungsweingut Vereinigte Hospitien er medlem af VDP og vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein, Grosse Lage og Grosses Gewächs. Derudover laver de vine i literflaske og har derudover et skattekammer med lidt gamle vine.

Denne Piesport Goldtröpfchen Riesling Auslese er en Grosse Lage vin, som selvfølgelig er lavet med druer fra den legendariske Goldtröpfchen mark ved Piesport. Marken – der ligger som et amfiteater på skråningerne modsat byen – blev allerede tilbage i år 371 rost i romerske salmer.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen af vinen, men kan se, at der er 94,6 gram restsukker pr. liter samt en alkoholprocent på 7,5%. Lad os i stedet smage vinen.

Næsen byder på lidt symaskineolie, svag petroleum … er ikke helt blevet voksen endnu, fersken, honningmelon, let abrikos, mango og sød frugtnektar.

Smagsmæssigt er min første tanke, at det er virkelig flot afbalanceret. Bevares, vi er ikke oppe på Willi Schaefer niveau, men det er blød, sød nektar med nøddet syre, masser af ananas samt et fint møde mellem syre, frugt og sødme. Den er måske en anelse for tynd i smagen endnu og mangler sidste dybde … og så selvfølgelig mer’ petroleum i næsen.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 179,51 kr. mod en normalpris på 339 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2016 Weingut Dr. Nägler, Rheingau Riesling Classic, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Dr. Nägler, Rheingau Riesling Classic, Rheingau, TysklandRheingau Riesling Classic fra Weingut Dr. Nägler … endda med påskriften; aus dem UNESCO Welterbe. Men den gode Dr. Nägler holder da også til i byen Rüdesheim am Rhein, som af UNESCO er udpeget som en del vores verdensarv.

Weingut Dr. Nägler er grundlagt tilbage i 1826, hvor Friedrich Nägler allerede var registreret i “Rüdesheimer Stockbuch” som værende ejer af vinmarker omkring Rüdesheim. I dag i det 6. generation af Nägler familien, nemlig civilingeniøren Tilbert Nägler, som styrer vingården.

Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.

Tilbert Nägler har selv har studeret vinavl og ønologi i Geisenheim. Inden han overtog produktionen på familieejendommen arbejdede Tilbert også seks år på “Schloß Reinhartshausen” og fire år på “Schloß Westerhaus” i Ingelheim am Rhein.

Näglers bedste vinmarker er Rüdesheimer Berg Schloßberg, Rüdesheimer Berg Roseneck, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Bischofsberg, alle rost i århundreder verden over for ideelle betingelser for Riesling druen. Stejle sydlige skråninger med skifer og kvarsit i jorden, perfekt varme og Rhinens lysreflekterende lys er medvirkende til, at Riesling druerne her modnes perfekt.

Udover produktionen af vin, så driver den foretagsomme Nägler familie også hotellet og vinrestauranten Zum Grünen Kranz. Familiens hotel stammer fra 1826 og udover restauranten rummer det 30 værelser. Herudover omfatter familieforretningen også udlejning af cykler samt den lille vinforretning/vinotek R. Näglers Weindepot.

Denne Rheingau Riesling Classic er Dr. Näglers entry-level Riesling, altså en Gutswein, som er vinificeres alene på rustfrie ståltanke, men ellers ikke de store oplysninger om vinen.

Næsen er sådan ovre i lidt abrikos, fersken med en slat citrus og lidt blomster. Der fornemmes også lidt fedme og varme i vinen … samt måske lidt sødme. Det går også igen i smagen, hvor en svag tørhed og mineralitet overskygges af varme og fylde. Men bestemt godkendt Riesling af en Gutswein.

Koster 7€ på vingården … svarende til 52 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling Spätlese, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling Spätlese, Rheingau, TysklandDen sidste Riesling havde Jesper købt specielt til sin frue hos vort besøg hos Weingut Robert Weil, nemlig en sød Kiedrich Gräfenberg Riesling Spätlese. Nu var den røget på bordet specielt beregnet til fruerne.

Jeg nåede dog lige et smage et lille glas af vinen, som jo også på mange måder ligner den vin, som vi drak på en resteplads på A7 bundesautobahn undervejs mod Rheingau. Det var en 2009’er Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese fra Weil … altså blot ældre og fra nabomarken til Kiedricher Turmberg.

Kiedricher Gräfenberg – som I kan så på billedet ovenover – ligger lige nedenfor Turmberg længere inde mod Kiedrich by. Begge marker er Erste/Grosse Lagen VDP klassificerede marker og Gräfenberg er da også en gammel historisk mark, som allerede blev omtalt første gang tilbage i 1100-tallet.

Dengang blev marken eller stedet kaldt Mons Rhingravii, hvilket betyder noget i retningen af Rhingrevens bjerg. I årene omkring 1258/59 omtales marken som Grevenberg, men er altså i dag kendt som Gräfenberg, altså grevens bjerg.

Gräfenberg regnes som den bedste mark blandt alle markerne tilhørende Weingut Robert Weil og alene Weingut Speicher-Schuth har – udover Weil – parceller på marken.

I forhold til de foregående vine på Riesling, så er denne langt mere fed, rund og rustik. Der er ingen petroleum endnu, men der er fersken, mange, melon, lidt astronaut is, hasselnødder og pænt med sødme. Virker fortsat meget ung endnu og har lidt svært ved helt at frigive alle aromaerne.

I munden er vinen meget sød. Det er koncentreret … næsten kryokoncentreret æblesaft og næsten på Auslese niveau, virkelig typisk Weil. Den unge alder, fedme og de store sødme gør måske vinen lidt enstrenget endnu … men lidt alder vil helt sikkert tilføre mere karakter til vinen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske af nyere årgang koster 465 kr. ved køb af en flaske og 415 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

1997 Weingut Schwaab-Kiebel, Erdener Treppchen Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

1997 Weingut Schwaab-Kiebel, Erdener Treppchen Riesling Kabinett, Mosel, TysklandJeg havde fra Winefamly kassen taget denne 20-årige Erdener Treppchen Riesling Kabinett fra Weingut Schwaab-Kiebel med til nytårsmenuen. Tænkte at drengene – og pigerne – skulle smage en sådan ældre sag.

Jeg havde tidligere med stor velbehag drukket en 1992’er Erdener Treppchen Riesling Spätlese fra samme producent og skrev der også lidt om det nu ophørte vinhus. Derfor havde jeg selvfølgelig også store forventninger til denne vin, som jeg tænkte måske kunne gå sammen med min lille forret.

Og lad mig da endelig lige poste et par billeder af menuen denne nytårsaften, hvor jeg stod for forretten, Falken for hovedretten og Keeper fra desserten.

Confiteret  svinebryst på krydret kikærtepuré

Confiteret svinebryst på krydret kikærtepuré

Confiteret svinebryst, som har hygget sig i svinefedt omkring 3 timer og har været under pres i køleskabet natten over med hjælp fra et par skruetvinge fra farmands værksted.

Derefter er det stegt sprøde og serveret ovenpå en krydret kikærtepuré, hvor kikærterne er kogt med lidt safran, spidskommen, karry og jordnøddeolie inden de blev blendet.

Der er med let hånd drysset små tern af asier, revet lime, hakkede nødder og knuste chips af rodfrugter.

Oksefilet med bagt kartoffelmos og salat med melon

Oksefilet med bagt kartoffelmos og salat med melon

Dejligt mørt oksefilet med en presset kartoffelmos med små hele kartofler, som herefter er bagt i ovnen. Dertil selvfølgelig lidt bearnaisesauce og en herlig salat med spinatblade, melonstykker, blåbær og strimler af gulerødder.

Ostelagkage

Ostelagkage

En klassisk ostelagkage … her med lidt blåbær på toppen. Jeg elsker ostelagkage og denne var en perfekt afslutning på nytårsmenuen.

Det var således 3 ganske forskellige retter, men med et fælles træk … alle retter havde været lavet med pres. Svinebrystet i forretningen var presset over natten, den bagte kartoffelmos i hovedretten havde også tilbragt natten under pres og det havde desserten sgu også. Lidt sjovt.

Nå, men vi kan ikke rigtigt snakke os ud af det … hvordan smager en 1997’er Erdener Treppchen Riesling Kabinett fra en relativt ukendt producent som Weingut Schwaab-Kiebel?

Ved første snus skuffer vinen umiddelbart, men giv den lige tid, så åbner den sig, om end ikke med samme voluminøse, store petroleumsnæse som 1992’eren i Spätlese udgaven.

Her er det mere florlette blomster, symaskineolie, benzin og terpentin tilsat grønne druer, fersken og måske en anelse citrus. Vinen er ganske let i duften og der fornemmes ikke rigtig større sødme … eller intensitet for den sags skyld.

I munden er det også en let og tynd vin med et klart, syrligt bid, svag sødme, men virkelig levende og alderen trykker på ingen måde. Eftersmagen er ikke så lang og det er måske lidt tynd og vandet, men det smager skam godt og smagen har samme lethed som duften. Det er ren, let æblesaft med blomstersmag.

Jeg balancerer sådan lige mellem 4,5 og 5 fede tommelfingre, men lad os endelig belønne lidt alder. Vi kipper flaget for alle pensionister og Riesling med alder.

Forhandles hos Winefamly, hvor en flaske koster beskedne 69,69 kr. og selvom det ikke bliver stor Riesling, så er det fandeme crazy billigt for en 20-årig gammel Riesling.

Vinanmeldelse 5/7